Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

303Likes
718Kommentarer
74858Visninger
AA

24. Kap. 23: ”Det er for sent.”

 

Ellas synsvinkel

Da jeg langsomt kom til bevidstheden igen, føltes min krop som hvis jeg havde sovet på søm. Jeg havde ondt overalt, og jeg havde ingen anelse om hvorfor. Forsigtigt åbnede jeg mine øjne, bange for hvilket syn der ville møde mig.

Det første jeg bemærkede, var mørket. Her var kulsort. Faktisk så mørkt, at jeg ikke kunne få den mindste fornemmelse af, hvor jeg var. Med lidt besvær kom jeg på benene og vaklede et kort øjeblik, før jeg følte mig nogenlunde stabil igen. Jeg gik nogle skridt til den ene side med hænderne strakt ud foran mig, men stoppede hurtigt op da jeg ramte væggen. Jeg fulgte væggen hele vejen rundt i rummet og fandt hurtigt ud af, at rummet ikke var en fire-fem meter på hver side, hvis mine målinger var korrekte.

En række skramlende lyde kunne høres på den anden side af væggen. Lyset strømmede ind i rummet, da en dør blev åbnet. Jeg nåede knap nok at vende mig til lyset, før nogen greb fat i mine arme og førte mig ud af rummet. Jeg nåede kun lige ud af rummet, før en ny dør blev åbnet, og jeg blev skubbet derind. Her var lyst. Rummet var en del større end det andet, og en enkel lampe hang midt i loftet og lyste rummet op. En stol var det eneste møbel i rummet. Ingen vinduer. Ingenting. Blot et rum med hvide vægge, gråt cementgulv og en mørk træstol.

Der gik ikke mere end få sekunder fra jeg var kommet ind, til at døren gik op igen. Tre mænd kom ind og lukkede og låste døren efter sig. Jeg kunne ikke undgå at synke en klump i halsen, mens jeg automatisk bakkede så langt væk fra dem, som jeg kunne komme.

Manden i midten gav et kort nik imod mig, hvilket var nok tegn til, at de to andre gik imod mig med faste skridt. Panikken satte for alvor ind, da jeg endnu en gang blev grebet om armene. Hvad havde de tænkt sig at gøre ved mig? Jeg skreg det bedste jeg havde lært, men det lod ikke til at påvirke dem det mindste. Jeg sparkede og vred mig så meget jeg kunne, hvilket blot fik dem til at stramme grebet yderligere om mig. De slæbte mig med hen til stolen, hvor jeg blev skubbet ned på det hårde sæde.

Jeg forsøgte stadig at vifte med armene og gøre alt tænkeligt for at komme fri, men jeg måtte dog indse, at de var i overtal og langt stærkere end mig. Mine fødder blev bundet fast til hver deres stoleben, mens mine hænder blev bundet bag ryglænet.

”Slip mig fri!” råbte jeg. Jeg forsøgte at skjule al nervøsitet og panik i min stemme. Hvis de vidste, hvor skrækslagen jeg var, ville det helt klart blive værst for mig selv. Manden, der havde fået de to andre til at binde mig til stolen, trådte frem og stillede sig en lille meter foran mig. Han lignede en i midten af fyrrene, men jeg var ikke helt sikker.

”Desværre ikke, Ella,” begyndte han med en hæs stemme. ”Vi har langt større planer med dig.” Jeg forstod det ikke. Hvorfor var han her overhovedet? Jeg troede det var Blake, der stod bag det her? Og hvad var der blevet af Madison? ”Du er den nemmeste måde, at komme igennem til Harry på, hvis du ikke allerede skulle have regnet det ud.”

”Hvem er Harry?” spurgte jeg og forsøgte inderligt, at finde min bedste skuespillerinde frem.

”Din kæreste,” svarede han roligt.

”Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

Det kunne tydeligt ses, at han spændte i kæben over mit svar; et klart tegn på, at han var langt fra tilfreds med mig lige nu. Han trådte det sidste skridt hen, så han stod lige foran mig. Jeg lænede hovedet en smule bagover, så jeg bedre kunne se op på ham. Meget uventet, lænede han sig lidt ned imod mig, og kort efter mærkede jeg hans hånd på mit lår. Først forstod jeg ikke, hvad han havde gang i, indtil han fiskede min mobil op fra min bukselomme. Hvis han havde gjort det bare for at tage på mig, ville det have været pænt klamt. Ikke at det ikke var det alligevel.

”Lad mig nu se,” mumlede han. Jeg bandede langt væk indvendigt over, at jeg ikke havde nogen lås på min mobil. ”En person ved navn Harry er i dine kontakter, han er en af dem du senest har skrevet med og lad mig nu lige se…” Han hævede øjenbrynene, før et sygt smil fandt frem på hans læber. ”Jamen dog, er det her ikke Harry?” Han holdt mobilen frem imod mig, og jeg fornemmede alt blodet løbe fra ansigtet, da et af de billeder fra i går af mig og Harry var vist på skærmen. Man kunne vist roligt sige, at min plan var røget i vasken.

”Det tænkte jeg nok,” svarede han, da jeg endnu ikke havde givet ham et svar. ”Jeg kan ikke lide folk, der lyver.” Hans øjne klemte sig sammen, mens hans blik borede sig ind i mit. Hvis jeg havde haft muligheden, havde jeg låst mig inde i en boks med tusindevis af låse på, hvor jeg kunne slippe af med ham og alt det andet dårlige, der foregik omkring mig for tiden.

Han rakte om bag sig og trak noget frem. En kniv. Ikke den største, men det var skarp og kunne sikkert nemt skære halsen over på mig, hvis det var hvad han ønskede. Mit hjerte havde aldrig banket hurtigere, end det gjorde lige nu, og jeg var bange for, at det snart ville hoppe ud af brystkassen.

”Nej,” hviskede jeg lavt.

”Åh, jo.”

Hans ene hånd lagde sig på ryglænet af stolen, mens han lod bladet af kniven ramme min kind. Jeg skreg i smerte, da han langsomt lod kniven skære igennem min hud. Ikke noget dybt, men stadig utrolig smertefuldt. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, og jeg forsøgte at læne mig så langt væk fra ham som muligt, men han fulgte blot efter.

”Nå, jeg må vist hellere stoppe. Jeg har lovet Blake, at han måtte have lidt sjov med dig, før jeg tager over igen.”

Nej, nej, nej. Jeg ville ikke have Blake herind. Men jeg ville heller ikke beholde ham her. De skulle alle sammen bare forsvinde langt væk fra mig. I løbet af ingen tid forsvandt manden fra rummet efterfulgt af de to andre, og lod mig siddende alene tilbage med en underlig følelse i hele kroppen. Det sveg stadig i min kind, og jeg løftede min skuder op til kinden og forsøgte at tørre noget af blodet væk, så det ikke skulle løbe ned over mit ansigt.

Jeg mistede overblik over tiden, men det føltes som en evighed, hvor jeg blot sad og forsøgte at tænke på alt andet end smerten i min kind. Da døren igen åbnede sig, så jeg hurtigt derhen. Blake trådte indenfor alene og lukkede døren efter sig. Han gik direkte hen til mig med et overlegent smil og satte sig overskrævs på mine lår, med fronten imod mig. Han var alt for tæt på.

”Ella,” sagde han og kørte noget af mit hår om bag mit øre. Jeg følte alt inden i mig vende sig, og kvalmen blev bare ved med at stige. Jeg vidste ikke, hvor meget længere jeg kunne holde tårerne tilbage. Jeg ville ikke det her. Hele mit liv var et stort rod. Hvorfor kunne jeg ikke bare have fundet en normal familie at bo ved? En hvor de ikke leve inde i et bandemiljø, hvor man kunne risikere, at blive udsat for de her skrækkelige ting?

Igen fortrød jeg utrolig meget, at jeg ikke havde taget andet end natshorts og en top på, da jeg tog over til Harry i går aftes. Og hvor pokker var min jakke blevet af? De måtte have taget den af mig, mens jeg var bevidstløs. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde haft lange bukser og en kæmpe sweater på. Alt andet end det her.

Blake kørte en finger ned over min ene kind, og jeg måtte skære en grimasse for ikke at skrige. Det gjorde så forbandet ondt. Typisk nok, så havde han også en kniv med herind, der mistænkelig meget lignede den, som ham den anden mand havde brugt.

”Du ligner en, der har det varmt.” Han lod kniven køre ned langs min halsen, dog uden at skære hul. Jeg havde det varmt. Adrenalinen og nervøsiteten gjorde at jeg følte, at jeg var ved at brænde op indeni. Jeg svarede ham ikke tilbage, hvilket fik et svagt grin frem hos ham. Kniven kørte videre ned imod min brystkasse, og jeg stivnede øjeblikkeligt, da han tog fat i kraven på min top. Han førte kniven derhen, og skar et snit ned, før han rev blusen helt fra hinanden med hans hænder.

”Stop!” hvinede jeg. Jeg sad ikke i andet end bh og natshorts lige nu. Hans blik gled hungrende ned over mig, og jeg så hurtigt væk.

”Jeg forstår, hvorfor Harry har beholdt dig så længe.”

Alt indeni mig gik i stykker, da jeg mærkede hans læber på min hals. De første tårer slap løs og derefter fortsatte de bare derudaf. Han sugede og bed, og jeg var næsten helt sikker på, at der blev efterladt et stort, mørkt mærke. Hans læber fortsatte ned over min brystkasse, og det blev mere og mere uudholdeligt, jo længere tid der gik. Da han nåede helt ned til min bh, trak jeg vejret så hurtigt, at jeg var bange for, at jeg var på vej til at hyperventilere. Han første kniven op til min bh, og da jeg indså at han havde tænkt sig at fjerne den helt, var det nok til at sende mig helt ud over kanten.

”Lad mig gå!” skreg jeg så højt jeg kunne. Jeg vred mig fra side til side, forsøgte at vælte stolen og generelt bare at komme væk fra ham. ”Stop!” græd jeg.

”Hold kæft!” svarede han vredt tilbage, og før jeg nåede at reagere, sendte han et sydende slag af sted imod min kind. Han havde lige givet mig en lussing. Han var tydeligvis ikke en af dem, der lyttede til det med, at man ikke måtte slå på piger.

”Stop, stop, stop,” bad jeg og kunne mærke hulkene snige sig op af min hals. Hans ene hånd greb fat om mit hår og tvang mit hoved bagover. ”Stop,” hviskede jeg. Jeg kunne ikke få luft. Det føltes som om jeg havde en enorm knude i halsen, der forhindrede al luft i at slippe igennem. Hans læber ramte endnu en gang min hals, og jeg kunne ikke gøre noget som helst for at stoppe ham.

Jeg følte mig ynkelig og udnyttet. En fyr sad oven på mig og kunne praktisk taget gøre med mig, hvad han ville. Han var allerede begyndt at flå tøjet af mig, og han lignede ikke en, der var færdig endnu. Jeg kunne ikke gøre andet end at se på, mens han gjorde alle disse ting ved mig.

Døren fløj pludseligt op, og manden fra før trådte ind. Han gav et kort nik til Blake, der fjernede sig fra mig og stillede sig hen til væggen. Manden gik hen foran mig og holdte en mobil frem. ”Det er din kæreste,” sagde han lavt. Jeg nåede slet ikke at reagere på hans ord, før mobilen blev holdt op til mit øre.

”H-H-Harry?” snøftede jeg.

”Ella? Ella, er du okay? Hvor er du? Har de gjort dig noget?” Jeg havde aldrig hørt ham så panisk, som han lød til at være lige nu. Alligevel havde hans stemme en beroligende effekt på mig. Bare det at høre hans stemme, var det bedste der var sket, siden jeg var vågnet op.

”J-jeg ved det ikke. Få mig væk h-herfra,” bad jeg. Han var min eneste chance, medmindre Joseph også vidste, hvad der var sket.

”Jeg lover dig, at jeg nok skal få dig væk,” sagde han, og jeg håbede inderligt, at han ville holde sit løfte.

”D-de-” begyndte jeg, men måtte stoppe igen, da mobilen blev revet fra mig.

Jeg skreg. I en hurtig bevægelse havde han ladet kniven skære et snit på mit ene lår, denne gang dybere end det på kinden, og smerten var også fordoblet i forhold til før. Hvis de havde tænkt sig at torturere mig, indtil jeg ikke kunne klare mere, så gjorde de et godt job indtil videre.

Manden forlod rummet igen efter at have tørret kniven af i mine shorts. Blake bevægede sig langsomt imod mig igen som en løve på rov, hvor jeg ikke kunne være andet end byttet. ”Ingen kan høre dig. Ingen,” hviskede han. Jeg lukkede øjnene, da jeg langsomt indså, at han havde ret. Ingen kunne høre mig, så hvorfor overhovedet skrige efter hjælp? Jeg var vel allerede så godt som dødsdømt.

”H-hvem er h-han? Ham d-den anden?” spurgte jeg lavt. Hvis jeg kunne få ham til at snakke, kunne jeg måske få udskudt nogle af de ting, han havde tænkt sig at gøre ved mig.

”Jake,” svarede han kort.

”Hvem er han?”

”En der arbejder for mig. En ekspert i at slå folk ihjel og skaffe sig af med dem, uden at politiet opdager noget.” Smilet var fremme igen på hans læber, og jeg sank en klump i halsen. Ekspert i at slå folk ihjel. Det var ikke ligefrem det mest behagelige ord at få smidt i hovedet. ”Men nok om ham…”

Det føltes som om jeg lige havde løbet et maraton. Jeg følte mig fuldstændig drænet for energi, og min puls var stadig ekstrem hurtig. Blake lænede sig ned til mig og tog fat om en af stropperne i min bh. Med det samme begyndte jeg igen at vride mig så godt som jeg kunne. Jeg forsøgte endda at bide ham i hånden, da det forhåbentlig ville få ham til at stoppe.

”Jeg foreslår at du stopper, hvis du gerne vil leve mere end nogle få sekunder længere.”

Hans stemme var hård og bestemt, og alle mine bevægelser stoppede øjeblikkeligt. Lige meget hvor meget jeg afskyede ham og de ting han gjorde, så ville jeg gøre alt for at trække tiden ud. Hvis enten Harry eller Joseph fandt frem til mig, ville jeg gerne være i live når det skete. Han smilte tilfredst og førte kniven op til den midterste del af bh’en.

Endnu en tåre trillede ned over min glohede kind, da han skar bh’en over. Han skar stropperne over efterfølgende, så han kunne fjerne den helt, og jeg sad nu helt blottet på overkroppen foran ham. Det var skrækkeligt. Hele min krop rystede og tårerne fortsatte med at komme. Jeg havde forsøgt at være stærk så længe, men nu var facaden for alvor krakeleret. Han trådte et skridt tilbage og så op og ned af mig, hvilket bare fik mig til at hulke endnu mere end før.

”Vil du ikke godt stoppe,” hviskede jeg bedende.

”Nah. Vi er kun lige startet.”

 

Harrys synsvinkel

”For fanden!”

Jeg slog en knytnæve imod murstensvæggen, da vi endnu en gang kunne forlade en bygning, hvor Ella ikke var nogen steder at se. Vi havde ikke kunnet komme tættere på placeringen af, hvor opkaldet var blevet lavet, så vi var nu i gang med at gennemsøge de tre veje, vi var kommet frem til. Jeg havde haft ringet til Joseph, og både ham, Isaac og Alexis var taget ud til stedet, så vi kunne starte fra hver vores ende. Det gjaldt bare om at få hende fundet hurtigst muligt.

Hendes rystende stemme fra opkaldet, gav stadig genlyd i mit hoved. Hendes skrig… Jeg turde slet ikke tænke på, hvad de gjorde ved hende.  Når vi engang fandt frem til hende, skulle jeg personligt sørge for, at alle der havde været med til det her, ikke fik lov at gå levende derfra.

Der var store bygninger så langt øjet rakte, og vi havde kun været igennem en fjerdedel af dem på denne her vej. Stadig intet syn af Ella. Det her gik alt for langsomt, og desto længere tid vi tog om at finde frem til stedet, desto mere kunne de nå at gøre ved hende. Frustrationerne havde bygget sig så meget op, at det bare var endnu et slag i hovedet, hver gang vi gik ind i en tom bygning.

Tiden tikkede langsomt af sted, og hvert et sekund var et skridt i den forkerte retning. Jeg skyndte mig ud til bilen igen og satte mig ind, hvor de andre allerede ventede. Vi kørte et stykke videre hen ad vejen, før vi igen stoppede op. Her var fuldstændig mennesketomt og bomstille.

”Se!” udbrød Logan pludselig og pegede skråt frem foran os. Vi fulgte hans blik derhen og så en person komme gående ud af en massiv jerndør. Han lænede sig op af muren ved siden af døren og tændte en cigaret. Jeg havde aldrig set ham før, men han var det første menneske vi havde set, siden vi var kørt herhen. Måske havde vi omsider fundet det rigtige sted. Vi kørte et lille stykke tættere på, før vi alle steg ud.

Hans blik da han fik øje på os røbede det hele. Han vidste hvem vi var, så jeg var helt sikker på, at Ella var et sted inde i denne her bygning.

”Hvor er hun?!” Han gjorde ikke engang noget forsøg på at flygte, da vi kom tættere og tættere på ham. I stedet betragtede han os med et roligt blik, mens hans læber langsomt krusede op i et smil. Jeg greb fat om kraven på hans jakke og hamrede ham tilbage imod væggen. ”Hvor. Er. Hun?” spurgte jeg igen, da han endnu ikke var kommet med et svar. Jeg havde slet ikke tid til sådan noget her lige nu.

”Det er for sent.” Han lignede en, der var på kanten til at grine. Sindssyge stodder. ”Hun er allerede død.”

 

Awh Ella-mus :( Tuuuuusind tak for jeres kommentarer. Og wow.. SS har fået 8 likes siden sidste kapitel. Yay :) Husk at smide en kommentar/like/fan. Jeg har tænkt mig at deltage i 'vold i familien'-konkurrencen, så jeg bliver måske lige en enkelt dag langsommere til at opdatere, men håber i overlever :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...