Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77079Visninger
AA

23. Kap. 22: ”Hvad har du gjort ved hende?!”

 

Nej, nej, nej.

Det her skete bare ikke.

”Madison?” spurgte jeg overrasket og stirrede på hende, mens adskillige skældsord omhandlende hende, sværmede omkring i mine tanker.

Jeg stolede på hende. Hun kunne ikke arbejde for Blake. Det gav ingen mening. Madison var sammen med Isaac, så derfor kunne hun ikke samarbejde med Blake. Min hals og mund føltes som om de var fuldstændig udtørrede, og jeg ledte desperat efter nogle ord, der dog forsvandt med det samme jeg havde fundet dem.

Vi var blevet snydt. Ikke bare en lille smule, men helt ekstremt meget. Vi var blevet bedraget, så det halve kunne have været nok. Jeg var stadig så forvirret, og der var en masse ting, som stadig ikke gav nogen mening. Store huller manglede at blive udfyldt, og der var kun én måde at få de manglende brikker på plads på.

”H-hvorfor?” stammede jeg og så forvirret på hende. Hun lignede en, der skulle til at svare, men Blake afbrød hende, før hun fik chancen.

”Fordi hun ikke havde noget valg, medmindre hun ville lade sin mor dø,” svarede han køligt. Mine tanker var stadig ét stort rod, og jeg kunne stadig ikke finde rundt i noget af det her. Heldigvis fortsatte han. ”Det er faktisk helt tilfældigt, at hun blev involveret i det her. Ser du, vi har holdt lidt øje med dig på det seneste. Da vi fandt ud af at Madison havde fundet sammen med ham du bor med… Isaac, ikke? Jo, så så vi en oplagt mulighed for nogle ekstra informationer. Til vores held har din lille veninde her en meget syg mor,” fortsatte han og lagde en arm omkring hendes skuldre, mens hun klemte øjnene sammen og så ud til at være på randen til tårer. ”Et oplagt offer. Vi gjorde det klart, at hvis hun ikke hjalp os, ville hendes mor miste livet.”

Nar. Idiot. Stodder. Udyr. Sindssyg. Fuldstændig sindssyg. Han var jo direkte ondskabsfuld, og jeg kunne overraskende nok mærke, hvordan noget af mit ny fundne had til Madison, langsomt begyndte at forsvinde igen. Hun havde ikke selv bedt om det her.

”Madison har hjulpet os med at vide, præcis de steder hvor du har været. Biografen – hvis du ikke allerede har regnet det ud, så var det en af mine mænd. Også nu vidste vi præcis, hvor du var og til vores held er Harry ikke i syne.”

Harry. Hvis han dog bare kunne komme ud. Eller se ud af vinduet. Et eller andet.

Man skulle næsten tro, at Blake havde læst mine tanker, for han gjorde et kort nik til nogle af dem bag mig, hvorefter jeg mærkede et sæt hænder lukke sig om hver af mine arme. Det var umuligt at vriste mig fri, eftersom mændene var dobbelt så store som mig, men alligevel gav jeg det et forsøg. Jeg vred mig det bedste jeg havde lært og forsøgte gang på gang at sparke dem over skinnebenet i håb om, at de måske ville slippe mig igen.

”Slip mig!” skreg jeg.

”Jeg er så ked af det, Ella.” Madison havde nu tårerne løbene ned af kinderne, og hun snøftede næsten uafbrudt. ”Men jeg blev nødt til det.”

Ja, hun havde gjort noget forfærdeligt, men jeg ville have gjort det samme. Hvis en jeg elskede blev truet på livet, ville jeg ikke have gjort det meget anderledes end hende. Når liv og død kom i spil, var det ikke til at sige, hvilke grænser der var for, hvor meget folk ville gøre, for at redde deres nærmeste. Jeg sendte hende et lille smil, hvilket var det eneste jeg kunne få frem.

Det her var overhovedet ikke godt. De andre var i overtal og ligegyldigt hvor god jeg var til selvforsvar, så ville det ikke være nok lige nu. Jeg kunne mærke panikken, der begyndte at sprede sig til hver eneste celle i min krop. Hvis de slæbte mig væk herfra, ville jeg være helt alene. Samtidig var jeg ikke sikker på, at jeg kunne slippe levende væk igen.

Alle mine tanker blev øjeblikkeligt afbrudt, da noget stikkede sig ind i min arm. Den prikkende fornemmelse var væk, før jeg nåede at se, hvad det var. Jeg ville skrige. Jeg ville råbe så højt jeg kunne i et håb om, at nogen ville høre mig, men der kom ingen lyd ud. Hvad de så end havde givet mig, så virkede det hurtigt. I løbet af få minutter følte jeg alle mine muskler slappe af, indtil jeg til sidst ikke længere kunne holde mig oprejst, og mine ben knækkede sammen under mig. Det hele skete så hurtigt, og det sidste jeg huskede før jeg besvimede, var en hoverende stemme der snakkede.

”Vi skal nok hilse Harry fra dig. For du kommer aldrig til at se ham igen…”

 

Harrys synsvinkel

Efter Ella var taget af sted, blev jeg liggende i sengen i en times tid ekstra. Nu hvor der for en gangs skyld var muligheden for at få lidt ekstra søvn, var det bare med at udnytte det. Da jeg endelig følte mig helt udhvilet og fysisk ikke længere kunne klare at ligge ned, satte jeg mig op i sengen og gned mig i øjnene, for at komme af med søvnen.

Himlen havde en mørkegrå farve, og blæsten var stadig lige så slem som den havde været de sidste par dage. Jeg slæbte mig ud af sengen og trak i et par sorte bukser og en hvid t-shirt. Da jeg kom ned i spisestuen sad både Logan og Mason der med hver deres morgenmad. Jeg tog en banen med hen og satte mig ved bordet, da det lige var det nemmeste og hurtigste vi havde.

”Hvor er Ella?” spurgte Mason, så snart jeg havde sat mig ned.

”Hun tog hjem for en times tid siden.” I et kort øjeblik så han totalt forvirret ud over mit svar. Jeg tog en bid af bananen og holdte blikket på ham. ”Hvorfor da?”

Han tyggede af munden, før han svarede. ”Hendes bil holder stadig ude ved vejen.”

Denne gang var det min tur til at se undrende på ham. Hvorfor skulle hendes bil stadig holde derude? Hun burde da være kørt hjem i den. Jeg rejste mig op fra stolen og gik ind i stuen, hvor jeg kunne se ud af et af vinduerne. Ganske rigtigt, så holdt bilen der stadig. Det var underligt. Jeg gik tilbage ind til de andre og satte mig ned på stolen igen. Hvorfor ville hun lade bilen stå? Det kunne selvfølgelig være, at hun havde haft lyst til at gå hjem, men noget sagde mig, at det ikke var tilfældet.

”Hvornår stod i op?” spurgte jeg.

”For cirka ti minutter siden,” svarede Logan.

”Så I har ikke set noget?”

De rystede begge på hovedet. Jeg sukkede tungt, fandt Ellas nummer frem og ringede op. Efter at have ventet i hvad der føltes som en evighed, måtte jeg indse, at hun ikke tog telefonen. Pokkers. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men jeg begyndte at få en virkelig dårlig fornemmelse omkring det her. Den nemmeste løsning jeg kunne komme på, for at få opklaret alt det her, var at ringe til Joseph. Jeg kunne ikke engang huske, hvordan jeg havde fået hans nummer, men nu havde jeg det altså.

Jeg spiste det sidste af bananen, før jeg endnu en gang rejste mig fra stolen og gik lidt væk fra de andre. Jeg fandt hans nummer frem og trykkede på opkaldsknappen. Allerede efter det andet ring blev opkaldet besvaret.

”Er Ella hjemme ved jer?” spurgte jeg, før han overhovedet fik chancen for at sige noget.

”Nej, hun tog over til dig i går aftes, så jeg går da ud fra, at hun stadig er hos dig.”

”Hun tog hjem for en time siden, men hendes bil står her stadig.”

Det her var overhovedet ikke godt. Selv hvis hun havde været på gåben, eller havde taget bussen for den sags skyld, så burde hun have været hjemme nu. Mit hjerte slog hurtigere og hurtigere jo længere tid der gik, og jeg ville bare have fundet Ella så hurtigt som muligt, så jeg kunne være sikker på, at der ikke var sket hende noget.

”For fanden da,” mumlede Joseph. ”Okay, vi skal nok få hende fundet.” Han afbrød opkaldet, før jeg nåede at svare. Selvom Joseph og de andre hjemme ved dem havde tænkt sig at finde hende, betød det bestemt ikke, at jeg blot havde tænkt mig at sidde og vente. Jeg lagde mobilen tilbage i bukselommen og gik tilbage til de andre.

”Ella er ikke derhjemme,” sagde jeg lavt og rynkede øjenbrynene en smule sammen. En lille del af mig vidste godt, at det her havde noget med Blake at gøre, men jeg holdte stadig fast i håbet om, at hun bare var taget en omvej hjem, eller var taget et andet sted hen end hjem. Der måtte for alt i verden ikke være sket hende noget.

”Så hvad gør vi?” spurgte Logan, da han tydeligt måtte kunne fornemme, at jeg ikke havde tænkt mig bare at se på.

”Jeg har ingen an-” En ringende lyd afbrød mig, og jeg måtte igen finde min mobil frem fra lommen. Det var et hemmeligt nummer, men det tænkte jeg ikke videre over, før jeg kørte knappen til side og holdte mobilen op til det ene øre.

”Mangler du noget?” spurgte en hæs stemme med det samme. Jeg var ret sikker på, at jeg aldrig havde hørt stemmen før.

”Hvem taler jeg med?” spurgte jeg, og både Mason og Logan så på mig med et spørgende blik, hvor jeg blot trak på skuldrene. Jeg vidste lige så lidt som dem lige nu. I stedet for at svare på mit spørgsmål, fortsatte personen med sit eget spørgsmål.

”Din pistol, din bil… Din kæreste?”

Alt inden i mig frøs. Jeg kunne næsten fornemme det overlegne smil på personen i den anden ende af telefonen. Personen havde Ella, og det var der ingen tvivl om. Drengene måtte have kunnet fornemme mit skift i humør, og jeg kunne svagt høre Logan mumle noget med højtaler. Jeg holdt telefonen lidt væk fra øret igen og trykkede på knappen, der satte mobilen på højtaler, så de andre kunne høre med. Jeg placerede den på spisebordet og lagde hænderne på kanten af bordet, mens mit blik borede sig fast på mobilen.

”Hvor er hun?” spurgte jeg og blev næsten overrasket over hårdheden i min stemme.

”Det kan jeg desværre ikke sige.”

”Hvem er du?” fortsatte jeg lige efter.

”Det kan jeg heller ikke fortælle dig.” Personen lød til at være ældre end mig. Et godt stykke ældre, hvis jeg skulle komme med et gæt. Måske over de fyrre? Jeg var ikke helt sikker, og det var også ekstremt svært at bedømme, når jeg ikke havde anden end en stemme at bedømme ud fra. ”Jeg skulle hilse fra hende og sige farvel. I kommer nok ikke lige til at se hinanden foreløbigt… Men jeg skal nok sende hendes hoved til dig, når vi engang er færdige med hende.”

Han lagde på, og jeg var efterladt med en skrækkelig fornemmelse i hele kroppen. Denne her gang var det seriøst. De havde Ella og sådan som manden sagde tingene på, så det ret sort ud. Det løb mig koldt ned af ryggen bare ved tanken om, hvad de kunne finde på at gøre ved hende. Jeg tog en dyb indånding, før jeg så op på Logan og Mason, der begge sad med åben mund og stirrede på mobilen.

”Vi skal have sporet, hvor nummeret kommer fra,” sagde jeg bestemt.

”Det kan godt blive lidt kompliceret,” mumlede Logan og rejste sig på sin stol. ”Nummeret var hemmeligt, ikke?” Jeg nikkede kort som svar, hvilket fik et lille suk ud af ham. ”Okay, jeg kan prøve, men ellers må vi vente og håbe på, at han ringer igen.”

”Vente? Vente?!” halvråbte jeg. ”Vi kan sgu da ikke bare sidde og vente! Du hørte ham selv, og jeg har ikke tænkt mig bare at lade dem gøre, hvad de vil med hende!”

”Du bliver nødt til lige at tage en dyb indånding, før du skaber flere problemer for dig selv, end der allerede er,” indvendte Mason og rejste sig også op fra stolen. Selvom jeg sagtens kunne være fristet til at svare et eller andet spydigt tilbage, holdte jeg det inde. Han havde ret. Det her nyttede ikke noget lige nu. Ella skulle findes, og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg tog en dyb indånding, mens Logan gik forbi mig og forlod rummet. Han var tilbage få minutter efter, med en bærbar i den ene hånd, og en kuffertlignende kasse i den anden. Logan begyndte at stille tingene op på spisebordet og tog mobilen fra mig, som han hurtigt fik koblet til computeren. Trods de mange år i denne her branche, havde jeg aldrig rigtig fået styr på, hvordan alt det her fungerede, men heldigvis havde vi Logan, der for at sige det ligeud, var en nørd når det gjaldt de her maskiner og programmer.

Programmet arbejdede for fuld kraft på, at finde frem til stedet, hvor opkaldet kom fra. Hvis vi bare kunne finde en adresse, ville vi kunne tage derud og finde ud af resten derefter. Da der var gået fem lange minutter, måtte vi dog indse, at det ikke var lykkedes.

”For helvede!” bandede jeg vredt og greb fat i det nærmeste, der i dette tilfælde var en vase, og kylede den imod den nærmeste væg. Drengene fortrak ikke en mine, og de burde også næsten have set den komme. De vidste hvordan mit temperament var og lige nu havde jeg brugt for at komme af med mine aggressioner, uden at det gik ud over de to andre.

Man skulle næsten tro det var planlagt, for få sekunder efter begyndte min mobil at ringe – endnu engang et hemmeligt nummer.

”Okay, hold den hen så lang tid som muligt. Jo længere tid opkaldet varer, jo nemmere bliver det at finde en præcis adresse,” sagde Logan. Jeg nikkede kort som svar, før jeg løftede mobilen op og accepterede opkaldet.

”Jeg er skuffet, Styles,” sagde den samme stemme fra før. ”Jeg havde regnet med, at I for længst havde fundet frem til, hvor vi er.”

”Det ville være langt nemmere, hvis du bare gav os adressen,” mumlede jeg bittert.

”Det er meget muligt, men hvad ville der være sjovt i det?” grinede han. Ikke noget glad grin, men derimod ondskabsfuldt. Selvom jeg ikke havde mødt ham endnu, var det lige før, at jeg bedre kunne lide Blake end ham her. ”Men jeg har alligevel tænkt mig at være en smule gavmild i dag.”

Jeg bed tænderne sammen og så kort hen på computeren, der denne gang så ud til at være på vej hen imod en placering. Det gik langsomt, men som sekunderne gik, fik vi indskrænket området mere og mere.

”Du kan få lov til at hilse på hende. Eller tage afsked, som det nok nærmere må være,” fortsatte han. Jeg nåede slet ikke at tænke nærmere over hans ord, før en masse støj kunne høres i den anden ende af røret, før det igen stoppede.

”H-H-Harry?” lød en snøftende, spinkel stemme. Ella.

”Ella? Ella, er du okay? Hvor er du? Har de gjort dig noget?” Spørgsmålene fløj ud af munden på mig, men jeg stoppede igen, da jeg kunne høre hende græde igennem telefonen. Ikke bare en lille smule gråd, men virkelig meget.

”J-jeg ved det ikke. Få mig væk h-herfra,” bad hun med rystende stemme. Hvad havde de dog gjort ved hende?

”Jeg lover dig, at jeg nok skal få dig væk.”

”D-de-” Hun stoppede brat midt i sætningen og i stedet kunne et øredøvende skrig høres, der ikke kunne tilhøre andre end Ella. Logan og Mason så bekymret op på mig, da de også måtte have hørt skriget, selvom jeg ikke engang havde telefonen på højtaler. Endnu engang fyldte noget støj telefonen, før en stemme igen snakkede.

”Det var vist nok for nu.” Igen kunne jeg næsten fornemme smilet på personens læber.

”Hvad har du gjort ved hende?!”

”Det har været hyggeligt at snakke med dig, Harry, men nu har jeg noget, jeg skal tage mig af.” Jeg åbnede munden og skulle til at svare, men opkaldet blev afbrudt, før jeg nåede at få så meget som et enkelt ord ud.

”Fuck!” råbte jeg og skulle lige til at give mobilen samme tur som vasen, men i det øjeblik Logan indså, hvad jeg skulle til at gøre, rev han den ud af hånden på mig.

Jeg sukkede tungt og kørte frustreret hænderne igennem mit hår. Krøllerne sad efterhånden helt ad helvedes til, efter jeg havde trukket, hevet og kørt hænderne igennem dem adskillige gange inden for den sidste halve time. Mit blik fandt hen på computerskærmen, men alle de tal og bogstaver der stod der, gav ikke den mindste mening for mig.

”Vi nåede det ikke,” mumlede Logan. ”Han afbrød opkaldet for hurtigt.”

Mine øjne lukkede sig i og endnu en gang havde jeg den største trang til at ødelægge noget. Hvad som helst. London var en stor by, så vi kunne ikke bare køre ud og regne med, at vi ville finde hende med det samme. Det ville være en stort set umulig opgave.

”Men…” Jeg så tilbage på Logan igen. ”Området er indskrænket meget. Vi er nede på tre veje, cirka et kvarters kørsel herfra.” Jeg nikkede stille. Det var stadig langt fra den ideale situation, men i det mindste var vi kommet lidt tættere på målet. Tre veje var bedre end hele London. Nu vidste vi nogenlunde, hvor vi skulle hen.

Ella var tydeligvis blevet udsat for et eller andet, og jeg havde på fornemmelsen, at det var langt fra ovre endnu. Jeg havde lovet hende, at jeg nok skulle finde hende og få hende ud derfra, og det var et løfte, jeg havde tænkt mig at overholde. Jeg håbede bare inderligt på, at hun stadig ville være i live, når jeg nåede frem. Tingene så sorte ud og Ellas liv hang i en tynd tråd i dette øjeblik. Jeg skulle finde hende, før det var for sent.

Det var kun et spørgsmål om tid og i vores tilfælde, var tiden ved at løbe ud.

Jeg kan godt sige jer, at de næste par kapitler bliver intense... Jeg ville forsøge at gøre de her beskeder lidt kortere fra nu af. Husk at like/kommentere + evt. blive fan, hvor jeg vil komme med små teasers en gang imellem :) Tak fordi i er de dejligste læsere! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...