Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

303Likes
718Kommentarer
74857Visninger
AA

21. Kap. 20: ”Du bliver nødt til at komme herover.”

 

Ellas synsvinkel

Klokken nærmede sig otte om aftenen, og jeg havde stadig ikke hørt lyd fra Harry. Jeg havde ikke troet, at det han så end skulle lave, ville tage så lang tid. Eller også forsøgte han bare at undgå mig. Joseph, Alexis, Isaac og mig sad alle inde i stuen, hvor vi havde sat en film på efter aftensmaden, for at fordrive tiden med et eller andet.

En banken på døren fik os alle til at se over skulderen og imod gangen. ”Jeg skal nok åbne,” sagde Joseph og rejste sig fra sin stol. Vi nikkede alle, før jeg rettede opmærksomheden imod tv’et igen. Harry havde lovet at skrive, før han dukkede op, så jeg vidste, at det ikke var ham. Så dum var han ikke.

Men jeg tog fejl.

”Hvad laver du her?!” hørte jeg Joseph sige, tydeligvis vred.

”Jeg skal se Ella,” svarede en stemme tilbage, jeg hurtigt genkendte som Harrys. Hvad fanden havde han gang i? Det her var lige som at skyde sig selv i foden. Lynhurtigt havde jeg rejst mig fra sofaen, hvorefter jeg løb ud i gangen til dem. Jeg sendte Harry et vredt blik over, at han ikke havde gjort som vi havde aftalt. Hvis han bare havde skrevet eller ringet, ville det her ikke være sket.

”Har du tænkt dig at fortælle mig, hvad der foregår?” spurgte Joseph og krydsede armene foran sig, mens han så afventende på mig.

”Jeg… Jeg…” Jeg sukkede tungt og tog en dyb indånding. ”Vi er sådan, du ved… sammen.”

”Hvad?!” råbte Joseph, hvilket fik mig til at tage et skridt tilbage. ”Efter at jeg flere gange har bedt dig om, at holde dig væk fra ham?” Han så kort væk fra mig, før hans blik igen fandt tilbage på mig.

”Undskyld,” mumlede jeg og så ned.

”Det er okay.”

”Jeg forstår bare ikke-, vent hvad?” Jeg spærrede øjnene op en smule og var ret sikker på, at jeg havde hørt forkert.

”Jeg sagde, at det er okay. Jeg synes stadig ikke, at han er god for dig, men jeg har vel alligevel ikke rigtig noget, at skulle have sagt, hvis du virkelig kan lide ham.”

Han fortsatte virkelig med at overraske mig her til aften. Nogle gange var der dog visse fordele ved, at Joseph ikke var min biologiske far og at han var forholdsvis ung. Han forstod mig bedre, end nogen anden voksen ville have gjort. Det var tydeligt, at han ikke var glad for, at jeg havde fundet sammen med Harry, men noget må alligevel have fået ham til at ændre mening, siden han pludselig var nogenlunde okay med det.

”Tak, men du kender ham slet ikke, så du kan ikke rigtig sige, om han er god for mig eller ej,” påpegede jeg. Han trak en anelse på skuldrene, men jeg vidste, at jeg havde ret. Det her var gået langt bedre, end hvad jeg kunne have forestillet mig. Jeg havde forventet langt flere råb, og at Harry for længst var blevet sendt væk, men han stod stadig ved døren.

”Okay, men hvis du gør noget, der for mig til at fortryde, at jeg giver dig en chance, så er det ud,” sagde han og rettede sin opmærksomhed imod Harry, der kom med et nervøst nik. Det var næsten sjovt at se Harry sådan her. Normalt blev han aldrig nervøs, men han havde vist endelig mødt sin overmand i form af Joseph.

”Men jeg kom her faktisk for at fortælle noget,” mumlede Harry, og så pludselig endnu mere nervøs end før. Vi kiggede begge på ham, og nikkede kort som tegn til, at han skulle fortsætte.

Han fortalte, hvordan han var taget hen på hospitalet for at finde ud af noget mere, om ham der overfaldt mig. Allerede der så Joseph undrende på mig, da jeg endnu ikke havde haft tid til, at forklare ham om det endnu. Harry forklarede videre om, at manden arbejdede for Blake som vi lidt havde forudset. Den uventede del var dog, at det viste sig, at det egentlige mål var Harry – og ikke mig. På en måde var jeg lettet, men samtidig viste det sig, at jeg blev brugt som lokkemad for at komme til Harry. Da han endelig var færdig, sank han en klump i halsen og så hen på Joseph.

”Tak, fordi du fortalte mig det,” sagde Joseph efter hvad der føltes som en evighed. ”Vi må være ekstra opmærksomme det næste stykke tid.” Endnu en gang overraskede han mig. Faktisk overraskede han os begge. Joseph var en venlig mand, men lige når det gjaldt sådan noget her, kunne jeg sagtens have frygtet, at han ville flippe fuldstændig ud på os begge, men i stedet tog han det overraskende roligt.

”Det manglede da bare,” svarede Harry tilbage og lignede mest af alt en, der ikke helt havde opfattet, hvad der lige var sket.

Joseph nikkede kort, før han forsvandt ind i stuen igen og efterlod Harry og mig tilbage alene. Jeg gik de sidste skridt hen til ham og kunne ikke længere skjule det enorme smil, jeg havde forsøgt at holde tilbage, mens Joseph havde været her. Jeg kunne have hvinet af lykke, men det ville nok være lige i overkanten. Jeg lukkede mine arme omkring livet på ham og hvilede mit hoved imod hans brystkasse.

”Jeg lever stadig,” hviskede Harry efter hvad der føltes som en evighed, og jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage.

”Ja, det er ret vildt.” Tankerne kom pludselig flyvende tilbage til mig, og jeg burde egentlig være vred på ham. Vi kunne have undgået den store risiko, hvis han havde gjort, som vi havde aftalt. ”Hvorfor ringede du ikke?” spurgte jeg og så op på ham.

”Jeg glemte det,” svarede han ærligt. ”Der sker bare lidt for meget for tiden.” Det kunne jeg ikke være andet end enig med ham i. Jeg lænede mig op og kyssede ham kort på læberne, før jeg trak ham med ind i stuen.

Vi brugte de næste timer på at se film. Temmelig kedeligt, men det var hvad vi begge trængte til. Jeg kunne tydeligt fornemme, at Harry var smule anspændt over at være i samme rum som Joseph, Isaac og Alexis. Han klarede det dog temmelig godt, muligvis fordi han sad lige ved siden af mig og med flere meters afstand til de andre. Det hele var en smule akavet, måtte jeg indrømme, men jeg var bare glad for, at det var ét problem mindre at skulle tage sig af.

Harry tog hjem igen sidst på eftermiddagen, og Alexis var over mig som en høg, så snart hoveddøren lukkede sig efter ham.

”Er det rigtig seriøst mellem jer nu? Hvordan er han? Har i været i seng sammen?” Spørgsmålene fortsatte i en uendelig strøm, og jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet af hende. Hun havde mødt Harry nogle få gange, men der var kun været tale om få minutter, så hun havde ikke rigtig kunnet nå, at få det helt store indblik i ham.

”Rolig nu,” grinte jeg. ”Ja, fantastisk og nej.”

Hun brugte et kort øjeblik på at regne svarene ud, før et smil fandt frem på hendes læber. ”Wow, jeg ville have troet, at han var skredet, hvis i ikke havde haft sex inden for den første uge.”

”Alexis!”

”Hvad? Jeg siger det bare… Han ry er ikke ligefrem det bedste, du ved.” Hun trak på skuldrene.

”Men rygterne taler ikke altid sandt.” Han havde dog nogle problemer med temperamentet og havde et stort forbrug af piger, der så var stoppet, efter jeg var kommet ind i billedet. Jeg havde også set, hvor voldelig han kunne blive, og nu hvor jeg sådan listede alle tingene op, kom jeg til den konklusion, at rygterne rent faktisk passede. ”Okay, det gør de lige her. Men han er stadig bare…” Jeg tænkte mig lidt om efter det helt rigtige ord. Fantastisk? Perfekt? Dejlig? Jeg kunne komme med en kilometerlang liste, hvis det skulle være.

”Åh, du er jo virkelig forelsket!” smilede hun og klappede hænderne sammen. ”Selvom jeg stadig er lidt usikker omkring ham, så er jeg virkelig glad for dig… og ham. Han er heldig at have fundet en som dig.”

”Stop nu.” Jeg kunne mærke mine kinder blive varme af hele den her snak.

”Ja, ja. Og hvis han sårer dig på nogen måde, så skal jeg nok komme efter ham!”

Jeg kunne ikke holde et grin tilbage. Jeg tvivlede ikke et eneste sekund på, at hun nok skulle forsøge, men samtidig vidste jeg, at hvis det stod mellem hende og Harry, ville hun ikke have en chance. Men det er tanken, der tæller, ikke?

”Ja, det ville være et kønt syn,” svarede jeg tilbage med et grin.

 

Natten havde endnu en gang sænket sig over Dartford, og himlen var en klar kongeblå farve, klædt med tusindevis af skinnende stjerner. Klokken havde passeret midnat, og jeg var på vej i seng. Jeg havde skrevet til Harry for nogle timer siden, men der var endnu ikke kommet et svar. Mit tøj var blevet skiftet ud med et par natshorts og en tanktop og efter at have børstet tænder, kravlede jeg op i sengen og ned under dynen. De andre var vist stadig nedenunder, og der kunne høres en lav mumlen igennem huset.

Netop som jeg slukkede for den lille lampe ved siden af min seng, ringede mobilen. Først blev jeg lettere irriteret over, at der var nogen, der ringede på det her tidspunkt af natten. Harrys navn lyste op på skærmen, og jeg kvikkede hurtigt en smule op igen. Jeg fik hurtigt tændt for lampen igen og satte mig op i sengen. Jeg accepterede opkaldet og holdt mobilen op til det ene øre.

”Hej Harry-”

”Det er Logan,” blev jeg afbrudt, før jeg nåede at sige mere. Det var underligt. Hvorfor ville Logan ringe fra Harrys telefon? Jeg skulle lige til at spørge, da han selv kom mig i forkøbet. ”Du bliver nødt til at komme herover. Harry er helt fra den.” Han lød nervøs, næsten panisk.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg og forsøgte at forholde mig så rolig som muligt.

”Det ved vi ikke. Han kan hjem for en halv times tid siden med blod over det hele. Han er slet ikke til at få til at falde ned, og han har efterhånden smadret alle vores tallerkener.”

Jeg behøvede ikke mere forklaring. Jeg var nødt til at tage derover. Det havde vist sig, at jeg åbenbart kunne noget, som hverken Mason eller Logan kunne, når det gjaldt om at få Harry til at falde ned. Jeg måtte bare håbe på, at jeg også kunne denne gang. Mit hjerte slog dobbelt så hurtigt som normalt, og mine tanker søgte konstant hen på, hvad pokker der kunne være sket. Dynen blev trukket til side, og jeg tog min mobil med, før jeg løb nedenunder og tog en jakke på. Der var ikke tid til at skifte om til noget andet tøj, så jeg måtte klare mig i shorts.

”Hvor skal du hen?” Jeg vendte mig hurtigt om og fik øje på Alexis stående i dørkarmen.

”Over til Harry. Krisesituation,” var alt jeg sagde, før jeg snuppede bilnøglerne fra Isaacs jakke og skyndte mig ud til bilen.

Hele vejen derhen sad mit hjerte helt oppe i halsen, og jeg kunne ikke undgå at få en klump i halsen. Hvad nu hvis jeg ikke kunne få ham til at falde ned? Hvad nu hvis det hele blot blev værre af, at jeg kom over? Alle tankerne blev gemt væk, da jeg nåede frem til det store, hvide hus. Jeg sprang ud af bilen og løb op til døren, hvor jeg ikke engang overvejede at banke på, før jeg svang døren op og gik indenfor.

Jeg hørte råb inde fra stuen, og nervøsiteten tog endnu en gang over. Forsigtigt fortsatte jeg ind i stuen og kastede et hurtigt blik igennem døren ud til køkkenet. Gulvet var dækket med glasskår fra både tallerkener og glas. Logan havde haft ret i, at Harry havde smadret næsten alle deres tallerkener. En dør der blev smækket i gav genlyd igennem hele huset, og jeg så rundt i stuen med store øjne. Flere af stolene lå væltet på gulvet og nogle vaser så ud til at have fået samme tur som tallerkenerne.

”Ella!” Jeg så op og fik øje på Logan, der hastigt kom gående imod mig.

”Hvad…” Jeg rystede svagt på hovedet og vidste slet ikke, hvad jeg skulle tænke om alt det her. ”Hvor er han?”

”Udenfor. Vi har prøvet at få ham til at falde lidt ned, men det har nærmere haft den modsatte virkning.”

”Okay, jeg skal nok gå ud til ham.”

”Bare pas på dig selv. Vi er lige herinde, hvis det er.” Jeg nikkede stille, selvom jeg ikke var helt sikker på, hvad der kunne gå galt. Harry ville aldrig såre mig. Det var jeg helt sikker på.

Terrassedøren blev langsomt skubbet op, og jeg mærkede med det samme den bidende kulde, der omfavnede mine bare ben. Jeg burde virkelig have taget et par lange bukser uden over, før jeg tog af sted hjemmefra. En mørk skikkelse kunne anes et stykke ude på græsplænen. Jeg gik tøvende nogle skridt tættere på, så jeg stod på kanten af terrassen og græsplænen.

”Harry?” spurgte jeg stille.

Han vendte sig om imod mig, og jeg holdt vejret i et kort øjeblik. Selvom der var mørkt herude, kunne jeg tydeligt fornemme vreden og frustrationen i hans blik. ”Hvad laver du her?” mumlede han bittert, og jeg trådte endnu et skridt tættere på ham, selvom alt indeni mig skreg, at jeg skulle holde mig på god afstand.

”Jeg kom for at sikre mig, at du var okay.”

”Jeg har det fint! Hvorfor tror alle at der er noget galt?!” råbte han og hårdheden i hans ord, fik mig til at træde et lille skridt tilbage.

”Vi kender dig alle nok til at vide, at der er noget galt,” svarede jeg stille og forsøgte at forholde mig rolig. Hvis jeg også begyndte at hidse mig op, ville det bestemt ikke hjælpe på noget. Jeg tog en dyb indånding, før jeg gik de sidste skridt hen til ham, så der nu ikke var mere end få meter imellem os. Hans blik mødte midt, og næsten med det samme fandt en blødhed tilbage til hans øjne. ”Harry…” hviskede jeg stille.

Han slog blikket i jorden og lignede mest af alt en forvirret dreng, der ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. ”Undskyld,” hviskede han, og jeg tog dette som et tegn på, at jeg godt kunne komme tættere på. Jeg slog armene omkring ham, da jeg var nået helt derhen, og han skubbede mig heldigvis ikke væk, men lagde i stedet armene omkring mig. Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt, og han var brændende varm.

”Hvad undskylder du for?” spurgte jeg.

”For at komme stormende hjem som en eller anden sindssyg, for at have ødelagt alle de ting… For at flippe ud på dig, når du ikke har noget med det at gøre.”

Jeg nikkede forsigtigt og lænede mig op for at plante et enkelt kys på hans hals. Hans øjne lukkede sig i det korte øjeblik, før han så ned på mig igen. ”Det er okay,” svarede jeg med et lille smil. ”Bare fortæl mig hvad der er sket.”

”Nej.”

”Harry.” Min stemme var langt mere bestemt end før. Jeg havde ikke tænkt mig, at lade ham snige sig udenom.

”Fint,” sukkede han. Harry havde åbenbart været ude og ordne et eller andet, som han ikke forklarede yderligere, og på vejen hjem var han kommet forbi et sted, hvor nogle dumme typer havde genkendt ham. De havde åbenbart haft deres problemer før i tiden, så hans temperament havde taget styringen, og det hele var endt i et stort slagsmål, hvilket forklarede hans sprækkede læbe, næseblod og de adskillige sår på hænder og arme. ”Jeg ved ikke… Det hele tog bare overhånd,” sluttede han af med.

”Men hvordan startede slagsmålet overhovedet?” Jeg havde godt fået fat i, at de havde gjort et eller andet, men hvad det så var, havde jeg ikke fået fat på.

”De vidste, at jeg var sammen med dig. Jeg ved ikke hvordan, men det gjorde de. Der blev bare sagt nogle ting og sådan noget.”

”Som hvad?”

”Du spørger for meget,” smilede han, selvom man samtidig sagtens kunne fornemme irritationen. ”Kan vi ikke bare lade det ligge?”

Selvom det var langt fra, hvad jeg havde lyst til, gik jeg alligevel med til det. Han var såret, igen, og jeg havde ikke brug for, at han skulle flippe fuldstændig ud igen, fordi jeg blev ved med at spørge ind til noget, som han tydeligvis ikke gad snakke om lige nu. ”Okay,” sukkede jeg. Stilheden lagde sig over os, og vi stod i hvad der føltes som en evighed og så på hinanden, uden at sige så meget som et eneste ord. Der var en lille meters afstand imellem os, og jeg mærkede pludselig hans blik glide ned af mig.

”Hvad er det, du har på?” spurgte han med hævede øjenbryn.

”Jeg var på vej i seng, da Logan ringede,” forsvarede jeg mig. ”Og det er ved at være ekstremt koldt, så kan vi ikke gå indenfor?”

 

Efter at have ryddet alle glasskårene op i køkkenet og i stuen, var vi gået ovenpå, hvor jeg havde fået renset alle hans små sår rundt omkring. Det havde været en ekstrem svær opgave, eftersom han sad uden bluse på, så jeg bedre kunne komme til. Det var tydeligt, at han havde brugt adskillige timer i et træningscenter, eller hvordan han nu ellers havde fået sådan en krop, som han havde. Han syntes tværtimod at det var meget underholdende, at jeg ikke kunne finde ud af at holde fokus på, at få renset de mange sår. Da jeg var færdig, trak han sin t-shirt på igen, hvilket gjorde at jeg igen kunne tænke nogenlunde klart.

Vi satte os ind på hans seng efter at være blevet færdige, og mit blik gled langsomt rundt på hans værelse. Alt lignede sig selv bortset fra en guitar, der stod i et af hjørnerne. Den havde jeg ikke set før. Harry virkede slet ikke som den musikalske type. Faktisk ikke den mindste lille smule. Han havde heller aldrig radioen tændt i bilen, så det var lidt underligt, at se en guitar på hans værelse.

”Spiller du?” spurgte jeg og gjorde et lille nik imod instrumentet.

Han rynkede øjenbrynene en anelse sammen og fulgte mit blik hen til guitaren. ”Ehm, lidt… Det er Logans.” Han rejste sig op fra sengen og gik hen og løftede den op. Jeg nåede et kort øjeblik at tro, at han havde tænkt sig at komme hen med den, men i stedet gik han imod døren.

”Hvad skal du?”

”Ind med den til Logan,” svarede han, som var det det mest åbenlyse i hele verdenen.

”Vil du ikke spille noget?” Han havde trods alt sagt, at han spillede en lille smule. Desuden så var jeg stadig i gang med min mission på at lære ham bedre at kende, og det her ville være et lille skridt i den rigtige retning. Han så på mig, som var jeg en drage med sytten hoveder eller noget lignende. ”Please?” bad jeg.

Harry sukkede tungt, før han slap grebet om dørhåndtaget igen og gik tilbage til sengen. Han satte sig ind på midten af sengen overfor mig og brugte et kort øjeblik på at stemme den. Jeg kunne ikke undgå at beundre den måde hans fingre elegant gled hen over strengene. Han så ret professionel ud, men det skyldtes sikkert, at jeg selv ikke havde den mindste smule musikalsk talent i mig eller nogen som helst forstand på guitarer. En triangel var vist det eneste, jeg kunne finde ud af, og selv det var på et ekstremt lavt niveau.

Han så hen på mig med et lille smil, før han igen rettede opmærksomheden imod guitaren. Han begyndte på sangen, og jeg sad med store øjne og så på ham. Det lød langt bedre, end hvad jeg havde troet. Hans næste træk var dog noget, jeg aldrig i mit liv kunne havde forudset. Han… sang.

Give me love like her, 'cause lately I've been waking up alone.” Drengen kunne synge! Og ikke bare sådan en lille smule, men ekstremt godt. Jeg slog en hånd op foran munden, for ikke at lukke en eller anden underlig lyd ud i ren overraskelse. Harry bemærkede det dog hurtigt, og stoppede både sangen og musikken.

”Nej, nej, gør det igen,” sagde jeg med et smil, og han rystede kort på hovedet af mig. Hans øjne lukkede sig i et kort øjeblik, før hans fingre fortsatte hen over strengene.

Paint splatted tear drops on my shirt, told you I'd let them go. And that I'll find my corner, maybe tonight I'll call ya, after my blood turns into alcohol, no I just wanna hold ya. Give a little time to me, or burn this out. We'll play hide and seek, to turn this around. All I want is the taste that your lips allow. My my, my my-y oh give me love.”

Jeg sad med åben mund og stirrede på ham, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Han lagde guitaren ved siden af ham på sengen og så hen på mig med et nervøst blik. ”Wow,” var alt jeg kunne sige. Jeg brugte lidt tid på at sidde og samle tankerne igen, før jeg endelig kunne få nogle ord frem. ”Du kan jo synge!”

Han trak svagt på skuldrene. ”Det er ingenting,” mumlede han.

”Jo! Åh Gud, jeg bliver nødt til at høre dig igen på et tidspunkt, og wo-”

”Rolig nu,” grinte han. ”Du skal ikke regne med, at det kommer til at ske igen. Det var første- og sikkert også sidste gang.”

”Du er træls.” Jeg kravlede det sidste stykke hen til ham og skubbede ham tilbage ned på sengen, så jeg lå halvt ovenpå ham. ”Men tak fordi du gjorde det.” Jeg kyssede ham kort på spidsen af næsten, og han brummede irriteret over placeringen af kysset.

”Nu er det dig der er træls.”

Bare for at irritere ham yderligere, plantede jeg et kys på hver af hans kinder og et enkelt ved hans mundvige, hvor jeg lige præcis ikke ramte læberne. Det var ved at drive ham til vandvid, og han var ikke specielt god til at skjule det.

”For fanden, Ella,” bandede han med et lille smil. ”Kys mig nu bare.”

”Hvad var det du sagde?” spurgte jeg med et kækt smil, selvom jeg havde hørt ham klart og tydeligt.

”Søde, rare, fantastiske, dejlige Ella, vil du godt være sød at kysse mig?”

Jeg kunne ikke holde et grin tilbage over hans ord og lænede mig ned og gav ham et kys, denne gang på læberne. Han forsøgte at holde det kørende i lidt længere tid, men jeg trak mig hurtigt væk igen, hvilket igen ikke var noget han brød sig om., og han gav et tungt suk fra sig

”Jeg hader dig,” mumlede han.

”Nej, du elsker mig,” rettede jeg ham med et stort smil.

”Ja, ja.”

Mit længste kapitel nogensinde :o På lidt over 3800 ord... Jeg håber i kan leve med, hvis opdateringerne måske bliver en dag eller to langsommere, netop fordi kapitlerne er blevet så lange. Der er bare så meget, der skal med, så jeg kan ikke rigtig gøre dem kortere. Derudover så er jeg rigtig tilfreds med kapitlet. Husk endelig at smide en kommentar/like. Det har stået lidt stille, hvilket er lidt ærgerlig, når jeg bruger flere timer på at skrive. Det tager ingen tid at skrive en lille kort kommentar ;) Men ellers tak til jer alle. Jeg nyder virkelig at skrive på denne her movella :)

PS: Sangen er Give Me Love af Ed Sheeran, hvis nogen skulle være i tvivl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...