Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

303Likes
718Kommentarer
74862Visninger
AA

20. Kap. 19: ”Lad være med at ødelægge det her, okay?”

 

”Jeg fatter ikke, at vi lige gjorde det der!” udbrød Ella og kæmpede for at få pusten tilbage, efter at have løbet hele vejen hjem.

”Nah, men vi slap da for politiet.” Jeg trak en anelse på skuldrene.

”Ja, men kun lige med nød og næppe.”

Jeg lukkede døren efter os, da vi begge var kommet indenfor i huset. Hun havde ret i, at det meget nemt kunne være endt galt. Faktisk var det lidt for tæt på denne her gang, måtte jeg indrømme.

I det øjeblik politibilen kom susende rundt om hjørnet, var jeg ret sikker på, at vi begge tænkte den samme tanke. Vi skulle væk, og det kunne kun gå for langsomt. Min bil var lige ved siden af os, men det ville være for stor en risiko at tage den. Politiet ville meget nemmere kunne stoppe os i bil i forhold til, hvis vi var på gåben. Derfor var jeg hurtig til at gribe Ellas hånd i et stramt greb, før jeg satte i løb væk fra parkeringspladsen og trak hende med efter mig.

Jeg stoppede op igen, da vi var nået om bag et hegn, der nåede op over begge vores hoveder. Sirenen var stoppet og lyden af bildøre, der åbnede og lukkede sig kunne tydeligt høres give genlyd på parkeringspladsen.

”Harry Styles!” råbte en mand. Jeg så igennem et af de små huller i hegnet og fik hurtigt øje på politimanden, som spejdede rundt i en søgen efter noget. Sikkert mig. ”Vi ved, at du er her. Hvis du kommer med nu, vil der ikke ske noget.” Yeah right, kunne jeg ikke undgå at tænke. Det var vel standart, at de skulle sige sådan noget, i et forsøg på at lokke mig frem.

”Harry?” spurgte Ella ved siden af mig med en lav hvisken. ”Hvordan ved de overhovedet, at du er her?”

Det spørgsmål stillede jeg også mig selv. Jeg var næsten helt sikker på, at det havde noget at gøre med fyren, der overfaldt Ella, men de kunne da ikke vide, at det var mig? Medmindre fyren selvfølgelig var vågnet, og havde afsløret det hele, men det gav stadig ikke særlig meget mening inde i mit hoved.

”Aner det ikke, men vi skal væk herfra. Nu.”

Jeg bakkede nogle skridt tilbage og fortrød det lynhurtigt, da jeg ramte en stor metalskraldespand, der med det samme væltede med en høj, skramlende lyd. Et skarpt lys skinnede ind på os igennem de små huller i hegnet. De måtte have hørt os. ”Du kan ikke skjule dig, Styles,” fortsatte den samme stemme fra før.

”Pis,” mumlede jeg. Min hånd holdte stadig fat om hendes i et stramt greb, og jeg trak hende hurtigt med videre hen ad den smalle gyde. Typisk nok, så endte vejen blindt, og vi var tvunget til at stoppe op, mens det gjaldt om hurtigst muligt at finde en anden vej at komme væk på.

Jeg nåede ikke at tænke specielt længe, før jeg valgte at sparke den nærmeste dør ind, og derefter trække Ella med derind. Døren blev smækket i efter os, mens man kunne høre politiet råbe efter os, at vi skulle stoppe. Men ja, det her var ikke første gang, jeg stak af fra politiet, så endnu en gang ville alligevel ikke gøre den store forskel.

Bygningen så ud til at være en forladt et-eller-andet, men jeg nåede ikke at se grundigt efter. Det gjaldt blot om at komme ud igen, for tilbage hvor vi kom ind, kunne politimændene nu tydeligt høres.

”Harry, her jo ikke nogen vej ud!” hviskede hun til mig. Hun havde ret. Der var ikke andet end vinduer, så det måtte blive vores løsning. Jeg slap hendes hånd og greb i stedet den nærmeste stol, før jeg slyngede den imod vinduet, hvorefter det knustes i tusinde stykker. Ella var hurtigt til at kravle ud, og jeg fulgte selv efter kort efter. Politiet var stadig lige i hælene på os, men nu var vi trods alt ude af bygningen.

Der blev ingen pause til at få pusten igen, før vores hænder igen greb hinanden, og vi spurtede af sted hen ad gaden. Vi drejede adskillige gange og holdte konstant det hurtige tempo, mens vi begge gispede efter luft. Jeg var ellers i virkelig god form, men vi havde efterhånden løbet i hvad der føltes som en evighed. Politiets tilråb blev svagere for hvert sving vi tog.

Ella hev mig pludselig i en anden retning, og jeg fulgte hurtigt efter. Selv da vi endelig var sikre på, at vi var sluppet af med politiet, fortsatte vi med at løbe. Afstanden mellem politiet og os kunne kun blive for lille.

”Vi slap væk, og det er det vigtigste, okay?” smilede jeg og kyssede hende en enkelt gang på kinden. Hun nikkede kort og lignede en, der stadig kæmpede en del med vejrtrækningen. Jeg fejede benene væk under hende, hvilket resulterede i et overrasket gisp fra hendes side. I ren brudestil bar jeg hende op af trappen og videre ind på værelset, hvor jeg satte hende ned på min seng igen.

Hun satte sig i skrædderstilling midt på sengen og hvilede sine albuer på knæene. ”Jeg forstår bare ikke, hvordan det kunne ske,” mumlede hun.

”Nej… Vi finder forhåbentlig ud af det på et tidspunkt.”

”Ved politiet hvor du bor?”

Jeg rystede kort på hovedet. ”Nope. Huset står i nogle andre navne end vores.” Ellers ville hele flugten have været ligegyldig, hvis de bare kunne komme hjem til mig direkte derefter. ”Er du okay?” Det hele var gået så stærkt, at vi slet ikke havde haft nogen pause siden overfaldet skete.

”Sådan nogenlunde. Jeg er okay, det er bare… Jeg hader at føle mig så… hjælpeløs. Han var større og stærkere end mig, og jeg kunne bare ikke gøre noget.” Ella så ned på sine hænder, mens hun pillede lidt ved kanten af hendes ærme. ”Jeg hader det her.”

”Hey.” Jeg hvilede min ene hånd på hendes knæ, hvilket fik hende til at se op. ”Du er ikke hjælpeløs. Du var bare uopmærksom et kort øjeblik og-”

”Ja, det er jo det der er problemet! Ugh, hvorfor kunne jeg ikke bare have et normalt liv,” sukkede hun, og jeg kunne hurtigt regne ud, at der lå noget mere bag de ord. Det var ikke bare noget hun sagde, fordi hun var træt af det hele lige nu, men mere generelt.

”Er det hvad du gerne vil?”

”Ja… Nej, jeg ved det ikke.” Hun virkede ekstremt frustreret lige nu, så det var nok ikke det bedste tidspunkt, at snakke om det her på. Før Ella var kommet vadende ind i mit liv, ville jeg have været fuldstændig ligeglad med, om hun havde haft en hård dag eller ej. Men sådan var det ikke længere. Jeg hadede at indrømme det, men ja, jeg var blevet blød. I hvert fald når det gjaldt Ella, men ud over det var jeg stadig mig selv.

”Det er fint, vi snakker om det i morgen.”

Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen til mit skab, hvor jeg fandt en t-shirt frem og kastede den hen til hende. ”Her. Den er nok lidt bedre at sove i.” Hun så forvirret på mig i et øjeblik. Det havde ikke været planen, at hun skulle overnatte her, men det var sent og så ville jeg gerne bare have, at hun blev. Hun havde en afslappende effekt på mig, som jeg ikke rigtig kunne løbe uden om. ”Jeg kommer igen lige om lidt,” sagde jeg med et lille smil, før jeg gik ud af værelset og nedenunder, hvor jeg fandt Mason siddende.

”Hvad så?” spurgte han.

”Kan vi hacke os ind på hospitalsovervågningen?”

Han hævede øjenbrynene en smule af mit spørgsmål, men nikkede en anelse tøvende. ”Sikkert… Hvorfor?”

”Bare hjælp mig med det,” mumlede jeg bestemt, og han gav efter uden at stille flere spørgsmål.

 

Morgenen efter vågnede jeg ved lyden af en der grinte. Jeg måtte indrømme, at det ikke lige var det, jeg normalt forventede at høre som det første, når jeg vågnede, men det var helt klart noget, jeg sagtens kunne vænne mig til.

”Ella?” mumlede jeg hæst og fik taget mig sammen til at åbne øjnene en lille smule på klem, hvilket var langt sværere end det lige lød til.

”Harry, du må godt give slip på mig,” grinede hun. Jeg så først undrende på hende, indtil jeg opdagede at jeg praktisk taget klamrede mig til hende. Mit ene ben var viklet rundt om hendes, mens begge mine arme holdte hende i et stramt greb helt ind til mig.

”Hvorfor?”

”Fordi jeg er tørstig, og du forhindrer mig i at gå ned og hente et glas vand.” Hun kyssede mig let på kinden, da jeg endelig slap grebet omkring hende, og hun rejste sig op fra sengen og fortsatte imod døren. Hun havde ikke andet end min t-shirt på ud over sit undertøj, og selvom t-shirten var for stor og gik ned til midt på hendes lår, var der stadig rigelig udsigt til hendes ben. Noget jeg bestemt ikke klagede over.

Hun så ikke ud til at bemærke min stirren og fortsatte nedunder. Der gik ikke mere end et minut, før jeg hørte et hvin, der hurtigt fik mig til at trække i nogle bukser og skynde mig ned og ud i køkkenet. Ella stod med en hånd for brystet, mens Logan lignede en, der var ved at dø at grin.

”Hvad sker der?” spurgte jeg. I et kort øjeblik var jeg virkelig blevet nervøs for, at der var sket et eller andet.

”Han forskrækkede mig bare-”

”Jeg gjorde ikke andet, end at gå ind i køkkenet og så flippede hun fuldstændig ud,” afbrød Logan hurtigt.

”Lad være med at snige dig ind på hende næste gang,” svarede jeg, hvilket fik ham til at løfte det ene øjenbryn.

”Seriøst? Jeg gjorde ikke noget, og nu er du på hendes side.” Logan forsøgte at sende mig et såret blik, selvom det ikke lykkedes ham specielt godt. Desuden vidste jeg udmærket godt, at han i virkeligheden var totalt ligeglad. Jeg trak lidt på skuldrene og gik helt hen til Ella. Hun så op på mig med et svagt smil, da jeg lagde en arm omkring hende. ”Vent…” Logan så skiftevis på os. ”Er i endelig sådan… sammen?”

”Hvad mener du med endelig?” spurgte jeg med et skævt smil.

”Jeg er ikke blind. Jeg kunne da godt se, at der var… er noget imellem jer.”

”Så siger vi det… Og ja,” svarede jeg som svar til, hvad han spurgte om lige før.

”Tillykke!” udbrød han noget uventet. ”Selvom hun er alt for god til dig-”

”Helt ærligt! Hvorfor siger alle, at jeg er god?! Jeg er altså mega slem!” indskød Ella. Jeg huskede godt, at jeg havde sagt det til hende en gang før, og der havde hun reageret på samme måde. Logan og jeg sendte hinanden et enkelt blik, før vi begge brød ud i latter.

Ella rystede på hovedet af os og trak sig ud af mit greb. ”Når i engang er færdige med at være pisse irriterende, så er jeg ovenpå.” Hun så en smule irriteret ud, men kunne samtidig ikke holde et smil tilbage. Jeg så lidt efter hende, da hun forsvandt ud af køkkenet og efterlod os alene tilbage. Da Logan omsider var færdig med at grine, så han på mig med en langt mere seriøs mine.

”Lad være med at ødelægge det her, okay? Jeg er ikke matchmaker eller noget, men selv jeg kan se, at i har startet noget godt.”

”Det er skam heller ikke planen… Og hvis du ikke har mere at sige, så vil jeg gå ovenpå til hende.”

Jeg skulle til at gå, da han sagde noget igen, og jeg måtte stoppe op igen. ”Hun har pæne ben,” sagde han med et kækt smil, og jeg slog ham på baghovedet. Der var ikke lagt de helt store kræfter i, men han gnubbede alligevel stedet bagefter.

”Ja, men hun er min,” svarede jeg tilbage, før jeg igen begav mig ud af køkkenet og denne gang fortsatte op af trappen.

 

”Jeg har noget jeg skal ordne i dag, men jeg kan komme over senere?”

Ella havde fået sit eget tøj på og vi havde egentlig bare siddet og snakket på min seng i en lille times tid. Hun nikkede lidt som svar, og vi aftalte, at jeg skulle skrive, når jeg var på vej. På den måde kunne hun svare, om Joseph var hjemme eller ej så vi vidste, om jeg kunne tage hoveddøren eller skulle igennem hendes vindue.

Vi gik begge to ned i gangen, hvor hun tog sine sko og jakke på. Da hun var klar til at tage af sted, lagde jeg hænderne ved hendes talje og trak hende det sidste skridt hen til mig. Jeg lænede mig det sidste lille stykke ned til hende og pressede mine læber imod hende. Vores tunger mødtes og kysset gik fra temmelig uskyldigt til det helt modsatte.

Da vi trak os væk, måtte vi begge bruge nogle sekunder på at få vejret tilbage igen. ”Eh, jeg bliver nødt til at gå nu,” sagde hun med et lille smil og kyssede mig kort på læberne en sidste gang, før hun trådte et skridt væk. Jeg så efter hende i lidt tid, da hun var smuttet ud af døren, før jeg gik tilbage ind i huset. Jeg fik spist noget hurtig morgenmad og sagde farvel til de andre, før jeg satte mig ud i bilen.

Jeg kunne lige så godt få det her overstået først på dagen, i stedet for at udskyde det til senere. Turen ind til hospitalet tog ikke specielt lang tid og efter at have fundet en parkeringsplads, steg jeg ud af bilen og gik med hurtige skridt imod indgangen. Jeg tog et par mørke solbriller og en hat på og trådte ind af skydedørene til hospitalet. I stedet for at gå hen til receptionen, fortsatte jeg direkte hen til elevatoren og tog den op til tredje etage. Jeg vidste lige præcis, hvor jeg skulle hen. På min vej imod stue C53, hørte jeg en eller anden råbe efter mig.

”Undskyld, kan jeg hjælpe med noget?” spurgte en mand, der så ud til at være i midten af fyrrene.

”Jeg har en aftale,” svarede jeg tilbage, selvom det var én stor løgn. Heldigvis nikkede manden kort, og lod mig igen fortsætte hen ad gangen. Jeg stoppede op da jeg nåede værelsesnummeret og så ind af det lille vindue i døren, bare for at være sikker på, at der ikke var nogen læger derinde. Efter at have fået bekræftet, at han var der alene, trådte jeg indenfor og låste døren efter mig.

Fyren der overfaldt Ella i går, så panisk på mig da jeg tog solbrillerne af, og han med det samme genkendte mig. Jeg gik langsomt de sidste få skridt hen til sengen og satte mig ned på kanten. Han var godt og grundigt gennembanket, for at sige det ligeud. Jeg havde slet ikke bemærket, hvor hårdt jeg rent faktisk havde slået til. Han havde flere sår i ansigtet og store blå mærker på både arme, kæbe og ansigt.

”Vi kan gøre det her på den nemme eller den svære måde, men for dit eget bedste foreslår jeg, at du bare svarer på mine spørgsmål.” Frygten var tydelig i hans blik, men det var udmærket. Det ville forhåbentlig gøre, at han var lidt nemmere at få til at svare på spørgsmålene.

”H-hvad vil du vide?”

”Hvem arbejder du for?” startede jeg ud.

”Blake Matthews gav ordren.” Hans stemme lød stadig temmelig rystende, men i det mindste svarede han på spørgsmålet. Nu havde han også set, hvad jeg var i stand til, og denne gang ville han ikke være det mindste i stand til at kæmpe imod, så taktisk set gjorde han det rigtige for sig selv.

”Og hvad lød ordren på?”

”At jeg skulle finde hende pigen… Ellie eller sådan noget-”

Ella,” rettede jeg ham.

”Ja, ja. Jeg skulle finde hende og tage hende med tilbage til Blake.”

”Okay, hvad ved du ellers?”

”Han slår mig ihjel, hvis jeg siger mere end jeg allerede har gjort.”

Jeg sukkede kort. Det ville næsten have været for godt til at være sandt, hvis han fortalte hver eneste detalje, uden i det mindste at prøve og snige sig udenom. Mine øjne søgte rundt i rummet efter noget brugbart. Typisk nok havde jeg efterladt pistolen i bilen. Jeg fik øje på et vandglas på det lille bord ved siden af sengen, og blev hurtigt enig med mig selv om, at det var det bedste jeg havde.

Heldigvis var der ikke mere vand i, så jeg løftede det op og kastede det imod den nærmeste væg, så det splintredes. Jeg tog et af de store stykker op, før jeg trykkede det imod hans kind. Hans hud var på kanten til at blive skåret åben, og frygten vendte endnu en gang tilbage til hans blik. ”Fortæl,” sagde jeg bestemt.

”Han vil have ram på dig. Du er hans egentlige mål. Han bruger bare hende for at få ram på dig.”

Selvom jeg burde have set den komme, kom ordene alligevel bag på mig. ”Hvorfor vil han have ram på mig?” spurgte jeg og pressede glasskåret lidt hårdere imod hans kind, så små bloddråber begyndte at glide ned over huden.

”Det ved jeg ikke! Jeg har stort set ikke fået noget af vide.” Han bed tænderne sammen over smerten i kinden. ”Han snakker utrolig meget i telefon for tiden…”

”Har det noget med pengene at gøre?”

”Penge? Hvilke penge? Hvis det har noget med nogle penge at gøre, har jeg ikke hørt noget om det.”

Jeg var begyndt at blive mere og mere forvirret over alt det her, og jeg havde efterhånden indset, at jeg havde fået alle de vigtigste informationer. Solbrillerne blev sat på plads over næseryggen igen, før jeg rejste mig fra sengen. Han virkede ekstremt lettet over den øgede afstand mellem os.

”Tak for samarbejdet, men jeg er bange for, at du ikke kan bruges til noget mere.” Og desuden, så vidste han alt for meget. Jeg trådte helt hen til ham igen og første glasskåret op til hans hals, hvor jeg med en hurtig bevægelse skar en linje tværs over halsen. Jeg havde placeret mig sådan, at blodet ikke ramte mig. Det ville ikke være det mest diskrete at gå med blod ud over hele tøjet.

Han spilede øjnene op og overraskelsen var tydelig at se, men kort efter lukkede hans øjne sig i og han lå bomstille på sengen. Han var kommet med nogle sidste underlige lige, inden man tydeligt kunne se, at livet var forsvundet ud af ham. Jeg smed glasskåret fra mig på gulvet, da jeg alligevel havde handsker på, som forhindrede mig i at efterlade fingeraftryk. Jeg gik hen til døren og låste op, før jeg gik ud på gangen. Der var ingen læger i nærheden lige nu, hvilket var helt perfekt. Jeg gik tilbage til elevatoren og tog samme vej ud som jeg var kommet ind. Damen i receptionen gav mig et venligt smil, hvortil jeg gav et lille nik, før jeg forlod hospitalet som om intet var sket.

Endelig er der ferie, så jeg har også kunnet opdatere lidt hurtigere denne gang. Er selv ret glad for, hvordan det her kapitel er blevet. Husk at smide en kommentar og like. De hjælper virkelig meget på motivationen. Og tak til jer der stadig læser med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...