Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73827Visninger
AA

19. Kap. 18: ”Åh Gud, Harry, du er jo såret!”

 

Der var nu gået en uge, siden Alexis var kommet hjem fra hospitalet. Tingene havde været overraskende rolige den sidste uges tid. Så rolige, at det umuligt kunne være nogen god ting. Der havde ikke været nogle spor af Blake, og jeg kunne ikke undgå at tænke, at han planlagde noget stort. Noget vi gjorde god grund i at frygte. Men mens Blake sikker havde en stor plan i gang, havde vi andre også gang i den helt store planlægning. Eller rettere sagt, så havde Harry, Logan og Mason gang i det. Vi havde besluttet, at det var bedst at vente lidt endnu med at informere Joseph om det hele, indtil vi var lidt mere sikre på, hvordan det skulle foregå.

Jeg havde mødt Isaacs kæreste, Madison, for nogle dage siden, og hun var ekstremt flink. Hvis han endelig skulle finde en pige, så var det godt, at han i det mindste gjorde det ordentligt. Hun var i hvert fald godkendt af mig.

Harry og mig havde også tilbragt lidt ekstra tid sammen de sidste par dage. Mine følelser syntes at vokse for hver eneste gang jeg så ham, og det var efterhånden begyndt at skræmme mig en del, at han kunne have så stor en indflydelse på mig. Han betød virkelig meget for mig.

I dag var det en torsdag, og Madison og mig havde planlagt at vi skulle i biografen – med Isaac og Harry. Isaac kunne til tider virke en anelse irriteret over, hvor godt ud af det jeg kom med Madison. Men det var trods alt stadig bedre, end hvis jeg ikke kunne fordrage hende. Harry havde været temmelig svær, at få overtalt til at tage med i biografen. Han virkede bestemt ikke begejstret for det, men det havde heldigvis til sidst lykkedes mig at få ham med til det. Man kunne vel kalde det en dobbeltdate, selvom det egentlig bare var fire mennesker, der tog ud og så en film sammen.

Isaac og Madison var vist nok taget ud for at spise sammen før filmen eller noget lignende. De var i hvert fald ikke hjemme. Harry og mig havde aftalt, at han kom og hentede mig, så vi sammen kunne køre derhen. Klokken nærmede sig otte, da jeg lagde min mobil i baglommen på mine bukser, gik nedenunder og ud i gangen for at tage sko og jakke på.

Efterårsvejret kunne for alvor mærkes, og temperaturerne var blevet lavere og lavere for hver eneste dag, der var gået, samtidig med at det stort set regnede konstant. Jeg havde netop taget min jakke på, da det bankede på døren. Joseph var heldigvis ikke hjemme, så der var ikke nogen chance for, at han ville opdage noget.

Jeg råbte farvel til Alexis, før jeg smuttede ud af døren til Harry. Alexis brugte for det meste tiden på at lave så lidt som muligt. Hun var stadig ved at komme sig efter at være blevet stukket ned, og efter at have undersøgt sagen nærmere, var vi nu næsten hundrede procent sikre på, at det var Blake og hans mænd, der havde stået bag hendes overfald.

”Hej,” sagde jeg med et smil og lænede mig op og kyssede ham kort på læberne.

”Davs,” svarede han og flettede sine fingre ind i mine, før han trak mig med tilbage til hans bil. Da vi begge var spændt fast og klar til at køre, startede han motoren op igen og kørte tilbage imod London. ”Skal vi ikke lave noget andet i stedet?” spurgte han pludselig, og jeg så blot undrende på ham.

”Hvad? Nej! Det bliver hyggeligt.” Det håbede jeg da i hvert fald.

 ”Så siger vi det.” Han lød langt fra overbevist, men lod være med at sige mere. Dartford var stort set øde på det her tidspunkt af aftenen, hvilket også sagde en del om indbyggertallet i byen. Det var generelt en ret lille by, hvor der aldrig skete det helt store. Derfor var det et perfekt sted for sådan nogle som os at bo, hvor vi kunne være i fred, når vi altså ikke var på arbejde.

Harry parkerede bilen da vi nåede frem til biografen, og vi steg begge ud. Regnen øsede ned, så vi løb hen til indgangen så vi slap for at blive alt for våde. Jeg lod hurtigt blikket glide rundt i rummet og fik hurtigt øje på Isaac og Madison, der stod hånd i hånd et lille stykke væk fra indgangen. Jeg sendte Harry et lille smil, før jeg trak ham med hen til de andre. Der var noget anderledes over ham her til aften, men hvad det lige præcis var, havde jeg ingen anelse om endnu. Han opførte sig bare anderledes og var langt mere stille end normalt.

Faktisk sagde han ikke et eneste ord, selv ikke da vi var kommet hen til de andre. Først da vi sad inde i biografen, hvor han sad med et seriøst ansigtsudtryk og så frem foran sig, valgte jeg at spørge ind til det. Det måtte jo være et eller andet galt. Han havde i hvert fald aldrig før været så stille i så lang tid af gangen.

”Okay Harry, hvad er der galt?” spurgte jeg og tog hans ene hånd i min. Han rev blikket væk fra hvad han end kiggede på, og så i stedet ned på mig uden nogen antydning af et smil.

”Ikke noget,” svarede han sammenbidt tilbage. Jeg sank en klump i halsen og følte mig pludselig utrolig lille ved siden af ham, når han var i det her humør. Harry fjernede blikket fra mig igen og lod det i stedet glide rundt omkring i biografsalen. Madison og Isaac var meget optaget af hinanden, så de så ikke det mindste ud til at have opdaget, hvad der foregik lige ved siden af dem. Jeg skulle lige til at sige noget til Harry igen, da lyset fra Madisons mobil fik mig til at se imod hende.

”Filmen begynder lige om lidt,” startede Isaac ud med en hvisken. Det var ikke ligefrem det bedste tidspunkt, at finde sin mobil frem.

”Jeg ved det, jeg lovede bare lige min mor at skrive.” Hun kyssede ham kort på kinden, hvilket var nok til at han kom med et lille nik og igen så imod det store lærred. Jeg nåede ikke at konfrontere Harry yderligere, før filmen startede og der blev stille i salen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at følge med i filmen, og det var nok den underligste biografoplevelse, jeg længe havde prøvet. Det var skrækkeligt ikke at vide, hvad der var galt med ham.

Halvvejs inde i filmen rejse Harry sig brat op fra sædet. Jeg så undrende efter ham, da han fik mast sig ved ud til gangen, hvorefter han gik ned af trapperne og forlod salen, uden at sige så meget som et eneste ord. Jeg så forvirret hen på de to andre, der allerede så på mig. ”I kan bare blive her. Jeg skal nok gå efter ham,” sagde jeg, og rejste mig op og fulgte hans spor ud af biografen.

Jeg var pisse irriteret på ham over, at han bare sådan stak af, når vi nu ligesom var ude sammen med de andre. Han kunne i det mindste have sagt et eller andet, før han valgte at storme ud af salen. Allerede efter at have rundet det første hjørne, da jeg var kommet udenfor, fik jeg øje på Harry, der stod lænet op af bygningen og hvilede hovedet tilbage imod muren.

 

Harrys synsvinkel

Der var noget galt. Jeg kunne mærke det, men hvad der lige præcis var galt, havde jeg endnu ikke fundet ud af. Der var bare noget, som føltes helt forkert. Jeg følte mig overvåget mere end normalt, og det var ved at drive mig til vanvid, når det viste sig, at der ikke var noget.

”Harry,” sagde en pigestemme ved siden af mig, og jeg så lynhurtigt til siden. Jeg havde slet ikke hørt Ella komme herhen.

”Hvad?!” vrissede jeg og så væk fra hende igen. Man kunne vist roligt sige, at jeg var langt fra i mit bedste humør lige nu. Der var bare noget, der var forkert, så det føltes totalt underligt at tage i biografen, når der var ting, der skulle ordnes. Jeg kunne fornemme hendes blik imod min kind og bed tænderne hårdt sammen.

”Seriøst, jeg er træt af det her!” udbrød hun, og denne gang var det min tur til at se overrasket på hende. ”Fortæl nu bare hvad fanden der er galt, så vi kan komme videre med vores liv!” Hun stillede sig hen foran mig, så jeg ikke rigtig kunne komme nogen steder hen.

”Ella-”

”Nej! Jeg går ikke før du har sagt det.” Hun stampede stædigt i jorden og lagde en hånd på hver af mine skuldre.

”Lad det nu bare ligge,” mumlede jeg. Indtil videre havde der ikke været noget problem, så måske var det bare ren indbildning, at jeg følte at noget ikke var som det skulle være? Jeg tog fat om hendes hænder og fjernede dem fra mine skuldre. Før hun kunne nå at finde på en ny måde at holde mig fast på, skyndte jeg mig at træde forbi hende og fortsætte videre hen ad vejen. Få sekunder efter mærkede jeg en knytnæve imod min ryg. Jeg måtte indrømme, at hun slog ret hårdt til, men sammenlignet med de drenge jeg normalt omgik, var det her ingenting.

Jeg vendte mig om imod hende, og det var tydeligt for enhver, at hendes temperament var helt oppe i det røde felt lige nu. Hun trak vejret i korte stød og havde fået en lyserød farve på kinderne af ren vrede. Det var vel egentlig meget forståeligt, nu hvor jeg havde opført mig sådan her det meste af aftenen.

”Stop!” råbte hun. ”Hvad er der galt med dig?!”

”Hvad der er galt med mig?” Jeg hævede øjenbrynene en anelse.

”Ja, for helvede! Kan du ikke bare svare, i stedet for at snige dig udenom?” Hun skubbede hårdt til mig, så jeg var nødt til at træde et skridt bagud. ”Fucking nar,” bandede hun irriteret.

”Hold hænderne for dig selv. Jeg slår langt hårdere end dig, og det har du ikke lyst til at prøve,” advarede jeg med et hårdt blik.

”Det ville du ikke gøre.” Hendes stemme havde sænket sig gevaldigt, men vreden var stadig tydelig.

”Hvis du fortsætter sådan, så jo…” Det var nok en lille løgn. Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at slå en pige, ligegyldigt hvor irriterende de blev at være i nærheden af. Lige nu var jeg bare overtræt og min hjerne kørte på højtryk. Og samtidig var jeg stadig ikke sluppet af med den følelse af, at vi blev overvåget. ”Giv mig nu bare en pause,” stønnede jeg irriteret og kørte en hånd igennem de store krøller.

Jeg vendte ryggen til hende og begyndte igen at gå videre hen ad vejen. Alt hvad jeg havde brug for lige nu, var en lille pause fra hende. Når jeg i forvejen var oppe at køre, hjalp det bestemt ikke, at hun også var ekstremt belastende. Til mit held fulgte hun ikke efter mig denne her gang, og jeg kunne fortsætte hele vejen ned til enden af gaden i fred og ro. Denne her lille vej var stort set tom, og blev vist kun brugt af folk, der skulle ud af biografen.

Himlen var sort og små regndråber faldt fortsat ned over os, heldigvis ikke nær så slemt som da vi ankom. Jeg tog nogle dybe indåndinger i et forsøg på, at få mig selv til at falde noget mere ned, dog uden det største held. Noget meget uventet fik mig dog til at stoppe op og hele min krop stivnede i løbet af ingen tid, da jeg hørte et øredøvende skrig.

Alle mine sanser satte ind og selv med ryggen til, var jeg sikker på, at mine anelser igennem hele aftenen havde været rigtige – vi var blevet forfulgt. Jeg vendte mig om og så en mand stå med armene omkring Ella i et stramt greb. Tanken om at det var en af Blakes mænd, strejfede mig med det samme, og jeg kunne næsten ikke se, hvem det ellers skulle være. Mine fødder bar mig hurtigt tilbage hen over asfalten, men jeg blev tvunget til at stoppe op, da en pistol blev rettet imod mig.

Selvom Ella havde været belastende her til aften, ville jeg aldrig efterlade hende. Manden holdte hende i et stramt greb, med hele hans arm omkring hendes hals, hvor hendes hænder febrilsk forsøgte at få ham til at slippe hende.

”Jeg forslår, at du bliver ståede lige der, smarte,” snerrede manden af mig. Jeg bed tænderne hårdt sammen og så skiftevis på ham og Ella. Den allerede store vrede inden i mig voksede sig til dobbelt størrelse, da han lænede sig ned og satte et kys på hendes hals, hvilket fik hende til at vride sig endnu mere.

”Slip mig!” skreg hun.

”Det tror jeg ikke. Vi to kommer til at have så meget sjov.” Et sygt smil spillede om hans læber, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Jeg handlede bestemt ikke med fornuften, da jeg valgte at kaste mig frem imod fyren. Selvfølgelig var det ekstremt dumt, når han havde en pistol rettet imod mig, men det var meget nemt at regne ud, hvad han havde tænkt sig at gøre, hvis han fik hende slæbt med væk herfra.

Han spærrede øjnene op, hvilket tydede på at han ikke lige havde regnet med, at jeg ville tage dette træk. Et højt brag lød igennem den tomme gade og en spidende smerte skar sig igennem min ene skulder. Jeg valgte dog at ignorere smerten og blodet, og sendte derimod et hårdt slag direkte imod hans ansigt, der både fik ham til at slippe Ella og til at tabe pistolen på jorden.

Jeg sparkede pistolen væk fra hans rækkevidde og fulgte med ned på jorden, hvor han var faldet sammen. Det ene slag efter det andet blev sendt af sted, og selv da blodet fossede ud af hans næse og fra flere sår i ansigtet, stoppede jeg ikke. Han havde ikke fortjent at leve. Faktisk burde jeg bare få fat på hans pistol hurtigst muligt, og sende et skud direkte imod hans pande.

”H-Harry,” stammede en spinkel stemme bag mig.

”Hvad?!” hvæsede jeg og sendte endnu en knytnæve af sted imod fyren, der lignede en, som var på vej til at besvime.

”Vil du ikke nok stoppe? Please,” bad hun, og jeg mærkede en hånd lægge sig forsigtigt på min skulder. ”Kan vi ikke bare tage hjem?” Hendes hånd foldede sig om noget af min jakke i et stramt greb. Noget inden i mig sagde, at jeg bare skulle afslutte, hvad jeg var i gang med, mens en andel del bad mig om at stoppe. Til sidst kom jeg frem til en beslutning. Ella var vigtigst lige nu.

Jeg rejste mig helt op igen og kastede et sidste blik på den blodige fyr, der lå bevidstløs på jorden, før jeg lagde en arm omkring Ella og begyndte at gå den hurtigste vej imod parkeringspladsen. Vi var nået hen omkring hjørnet, da jeg først rigtig bemærkede, hvor meget hun egentlig rystede. Vreden flød stadig så meget rundt i mig, at jeg slet ikke havde tænkt på, at hun også ville være ramt efter det her.

I det øjeblik jeg stoppede op, var det som om, det hele ramlede sammen for hende. Tårerne fik frit løb og flere hulk slap ud af hendes læber, mens hun slog blikket i jorden. Jeg fik tvunget mig selv til at tage nogle flere dybe vejrtrækninger, før jeg endelig følte, at jeg kunne tænke klart igen. Jeg var ikke helt klar over, hvad der helt præcist var sket, siden hun reagerede så voldsomt og jeg var nok generelt også bare ekstremt dårlig til at håndtere situationer som denne.

Derfor gjorde jeg det bedste, jeg kunne komme på, hvilket var at lægge armene omkring hende og trække hende ind i en stor omfavnelse. Der gik lidt tid, hvor hun stod som frosset i mine arme, før hun endelig foldede armene omkring mig i et stramt greb. Hendes hoved begravede sig mod min brystkasse, mens hendes greb omkring med strammedes yderligere.

”T-tak,” hviskede hun og snøftede kort.

”Det er ikke noget at takke for-”

”Jo. H-han kunne have…” Jeg ventede på at hun skulle fortsætte, men det skete aldrig. Heldigvis var jeg udmærket klar over, hvad det var, hun prøvede at sige. Han kunne have slået hende ihjel. Og mig for den sags skyld. ”Tak.”

Stilheden sænkede sig igen over os, men det var ikke på nogen måde akavet. Vi stod begge langsomt og faldt til ro igen, efter hvad der lige var sket. Det smarteste ville nok have været, at få fat på fyren igen for at finde ud af, om han bare havde lyst til at overfalde en, eller om han er blevet sendt ud af Blake eller andre. Men lige nu var der andre ting, der var vigtigere. Vi skulle nok finde ud af det på et tidspunkt.

Flere minutter var gået og jeg kunne mærke, at hendes vejrtrækning var blevet roligere, og hun rystede ikke nær så meget som før.

”Jeg elsker dig,” hviskede hun stille og så op på mig med et blik, der både rummede nervøsitet og beslutsomhed.

Jeg stivnede kort. På en eller anden måde havde jeg altid frygtet de tre ord. Når de var sagt, var det ligesom et tegn på, at tingene var virkelig seriøse – og selvfølgelig at man elskede hinanden. Jeg havde aldrig været typen til faste forhold, men Ella havde for alvor fået vendt det hele rundt, og jeg frygtede ikke længere ordene.

”Jeg elsker også dig… Virkelig meget,” smilede jeg tilbage og lænede mig ned og fangede hendes læber i et kort kys. Eller rettere sagt, det skulle bare have været et kort kys, men hendes hænder lagde sig om min nakke, hvor hun holdte mig nede ved sig. Vores læber passede sammen som to brikker i et puslespil, og de bevægede sig perfekt imod hinanden.

Hendes ene hånd kørte fra min nakke og videre ned over brystkassen, men på vejen skød en enorm smerte igennem hele overkroppen, der også fik mig til at trække mig ud af kysset. Fordi adrenalinen stadig havde pumpet rundt i kroppen, havde jeg fuldstændig blokeret smerten fra skuddet. Ella så på mig med et forvirret blik og først da jeg tog mig til den venstre skulder, opdagede hun, hvad der var sket.

”Åh Gud, Harry, du er jo såret!” udbrød hun og holdte en hånd op foran munden.

”Det er fint,” mumlede jeg, hvilket blot fik hende til at ryste på hovedet.

”Nej det er ej! Vi bliver nødt til at få dig på hospi-”

”Nej,” afbrød jeg hende med en bestemt tone. ”De vil bare vide, hvad der er sket, og det kan vi ikke ligefrem fortælle dem.” De ville bare sige det videre til politiet, og jeg havde i forvejen haft problemer nok med dem før i tiden.

”Okay, men så får vi en anden til at se på det.” Hun løftede en pegefinger imod mig, og jeg nikkede kort som svar.

Vi tog hinanden i hånden, før vi begav os videre imod parkeringspladsen, hvor min bil stadig holdt parkeret. Jeg havde mistet tidsfornemmelsen, men der var begyndt at komme flere mennesker ud til bilerne, så noget kunne godt tyde på, at filmen var færdig.

En høj tone fik os begge til at se næsten panisk på hinanden, før vi begge spejdede rundt til begge sider for at se, hvor lyden kom fra. Lyden af sirener var noget man vænnede sig til, når man boede i London, men denne her gang var det tydeligt, at de var tæt på. Virkelig tæt på. Vi var kun små ti meter væk fra vores bil, da en politibil kom susende rundt om hjørnet. Jeg holdte vejret i et kort øjeblik, mens en masse tanker for igennem mit hoved.

Politiet var her, og jeg havde lige slået en mand i gulvet. Det her kunne umuligt være nogen god ting.

 

Mit længste kapitel ind til videre på lidt over 3.300 ord. UNDSKYLD VENTETIDEN! Har været ekstremt stresset, og fik først ordentlig tid til at skrive i går aftes. Jeg er ikke helt tilfreds med kapitlet, og kan bare ikke rigtig forklare hvorfor. Men der er nogle ekstremt vigtige detaljer i det her kapitel, som vil spille en vigtig rolle senere. Og nu fik vi både set Ella og Harry helt oppe at køre, og hvad tror i der sker med politiet? Husk at like/kommentere! :)

- Elvira

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...