Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
718Kommentarer
75828Visninger
AA

18. Kap. 17: ”Hvis det bliver opdaget, ryger vi alle i fængsel.”

 

Alexis kunne ikke blive udskrevet før i morgen ifølge lægerne. Hun havde været ekstremt heldig, og kniven hun var blevet stukket med, havde ikke ramt nogle af de vigtige organer. Det værste der var sket, var at hun havde mistet en masse blod og selvfølgelig fået et dybt sår. Lægerne havde sagt, at hun forhåbentlig ville være klar i morgen aften, til at blive udskrevet igen. Indtil videre skulle hun blive liggende i hospitalssengen.

Jeg havde en aftale med Harry senere, og heldigvis havde Joseph meldt sig til at blive på hospitalet ved hende, så vi andre to kunne tage hjem. Jeg ville gerne være blevet ved Alexis, men når hun alligevel sov hele tiden og jeg samtidig skulle over til Harry, ville jeg helst være fri. Hun kom trods alt hjem i morgen, hvis alt fortsat gik som det skulle, og så kunne vi være sammen der.

Isaac og jeg havde været nødt til at tage bussen hjem, hvilket vi normalt aldrig gjorde. Jeg kunne ikke komme med nogen god forklaring på hvorfor, men det gjorde vi bare ikke. Efter ti minutters gang kunne vi låse os ind i det store hus, hvor jeg smed mine sko i gangen. Uret inde i stuen viste lidt over syv om aftenen. Tiden var virkelig fløjet af sted, og jeg bemærkede først nu den gnavende sult, der havde plantet sig i min mave. Mine ben ledte mig næsten automatisk ud i køkkenet, hvor jeg begyndte at lede vores skabe igennem efter noget spiseligt. Jeg fik smurt mig en sandwich, da det lige var det nemmeste og hurtigste at lave.

Jeg smuttede hurtigt op på værelset for at få skiftet tøj efter jeg havde spist, da det jeg havde på nu, var det samme jeg havde haft på i går, hvor jeg var overnattet hos Harry. Det endte med et par sorte jeans og en hvid t-shirt. Forhåbentlig havde han ikke tænkt sig, at vi skulle et eller andet helt vildt, hvor det var et krav, at man skulle have pænt tøj på. Mit hår blev redt igennem en enkelt gang, før jeg igen gik nedenunder og ud i gangen, hvor jeg tog sko og jakke på. Klokken var allerede mange, så det var vist bedst at tage over til ham nu. Og desuden ville jeg gerne over til Harry efter en dag, hvor der var sket lidt for meget til at det var godt. Jeg ville bare over til ham, hvor jeg forhåbentlig ikke skulle tænke på flere negative ting.

”Hvor skal du hen?” spurgte Isaac, og jeg så tilbage på ham, mens jeg lynede min jakke op.

”Over til Harr-” Jeg fik hurtigt stoppet mig selv. Harry var stadig forbudt område og ind til videre, var Alexis den eneste jeg havde fortalt, at vi stadig sås. Isaac hævede det ene øjenbryn og så afventende på mig.

”Over til hvem?”

Det blev hurtigt klar for mig, at jeg ikke kunne snakke mig uden om den her. Han havde stort set allerede hørt hele navnet, og det ville blive meget svært at sige et totalt andet et nu. Jeg sukkede tungt og så op på ham. ”Harry,” mumlede jeg stille, så lavt at det stort set ikke kunne høres.

”Hvad sagde du?” spurgte han hurtigt og gik et skridt tættere på mig. Endnu en gang mumlede jeg Harrys navn og endnu en gang, bad han mig om at gentage det.

”Harry fucking Styles! Er du tilfreds?!” Min stemme havde hævet sig en del, men jeg var ligeglad.

Jeg så hurtigt væk fra ham og måtte tage en dyb indånding for at forhindre mig selv i at sige noget, som jeg senere ville fortryde. En klump havde hurtigt dannet sig i halsen, og jeg sank hurtigt for at slippe af med den igen. Da mit blik endelig fandt tilbage til Isaac igen, stod han stadig og så på mig med et blik, der var en blanding af forvirring og vrede.

”Ella, for fanden… Joseph flår dig levende, hvis han finder ud af det-”

”Så derfor siger du ikke noget, okay?” var jeg hurtig til at svare. ”Please,” fortsatte jeg bedende, mens han blot rystede på hovedet af mig. ”Han… betyder virkelig meget for mig. Du må ikke få ham taget fra mig,” hviskede jeg stille. Med alle de ting der skete for tiden, kunne jeg ikke klare, hvis der også begyndte at komme det helt store drama omkring det her. Det ville blive for meget oveni alt det andet.

Han sukkede tungt, men fik meget overraskende et smil frem. Det var nok det sidste, jeg havde forventet lige nu. ”Jeg skal nok holde mund. Men bare pas på dig selv. Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse omkring det, men det er dit valg.” Jeg stod og stirrede på ham med åben mund. Ham og Joseph var meget tætte, så jeg kunne godt have frygtet, at han med det samme ville sige det videre. Jeg havde vist heldet med mig lige nu. ”Desuden så… har jeg selv fundet en.”

”Hvad?! Det har du sgu da ikke sagt noget om!” hvinede jeg og kunne ikke undgå at få et stort smil frem.

”Siger du,” svarede han friskt tilbage. Det kunne han jo så have ret i. Jeg havde ikke selv været meget bedre. ”Hun kommer over om nogle dage, så der kan du få lov at møde hende.” Han virkede fuldstændig nyforelsket, hvilket efterhånden var et sjældent syn, når det gjaldt Isaac. Jeg nikkede ivrigt som svar og fandt min mobil frem, for at kunne se på klokken.

”Det vil jeg super gerne, men nu bliver jeg altså også nødt til at smutte. Hvis jeg skal nå en bus, har jeg otte minutter til at nå derhen.”

”Jeg skal nok køre dig. Hvis Blake stadig er ude efter dig, skal du ikke køre alene.” Han gik forbi mig og tog sine sko på, før han greb bilnøglerne og fortsatte ud af hoveddøren.

”Jeg kan altså godt klare mig selv,” vrissede jeg og foldede armene foran brystet.

”Ja, men nu kører jeg dig alligevel.”

Jeg opgav at modsige ham yderligere og gik i stedet med ud til en lånebil vi havde skaffet, nu hvor vores anden var blevet sprængt i luften. Vi kunne ikke nøjes med én bil, så indtil vi fik skaffet en ny, måtte vi nøjes med denne her. Alt for lille og i en virkelig grim, blå farve, men trods alt bedre end ingenting. Vi maste os begge ind i bilen, hvorefter vi kørte af sted imod Harry hus.

 

Bilen forsvandt tilbage hen ad vejen og jeg så de røde baglygter forsvinde rundt om hjørnet, hvorefter her igen blev bumstille. Mit blik fandt op på det hvide hus, der tårnede sig op foran mig. Jeg bankede fire gange på døren, da jeg var nået derop og ventede en smule utålmodigt på, at der ville blive åbnet. Der gik ikke lang tid før fodtrin kunne høres i gangen og kort efter blev dørhåndtaget trukket ned, og døren blev svunget åben.

Harry kom til syne og han sendte mig et smil, hvor smilehullerne kom til syne. Jeg syntes stadig ikke, at de passede til hele hans hårde image og livsstil, men de klædte ham utrolig godt. Jeg blev lukket indenfor, og jeg tog sko og jakke af i gangen, før vi begge fortsatte ind i stuen. Det første jeg bemærkede var stilheden. Normalt kunne man altid høre, hvis der var andre mennesker i huset, da der som regel ville være små lyde til at afsløre dem, men lige nu var der intet. Kun stilhed.

”Hvor er de andre?” spurgte jeg og smed mig i sofaen, så jeg lå så lang jeg var.

”Ude.”

”Hvorfor er du så ikke med?” Jeg hævede øjenbrynene en smule og fulgte ham med blikket, som han kom tættere og tættere på.

”Det er ikke nødvendigt, og så har jeg andre planer.” Et kort øjeblik bevægede en vis mørke sig hen over hans blik, men jeg kunne ikke helt tyde, om det var godt eller dårligt. Han skubbede mine fødder til siden, så han kunne komme ned og sidde i sofaen. Jeg var hurtig til at lægge mine fødder ovenpå hans lår bagefter, og han så heldigvis ikke ud til at have noget imod det.

”Mm-hmm,” mumlede jeg bare og rakte ud efter et af tæpperne, der lå over sofaens ryglæn. Lige nu var jeg i sådan et humør, hvor jeg mest af alt havde lyst til at pakke mig ind i dyner og tæpper, se film og drikke varm kakao. Men først havde vi noget, der skulle overstås. Jeg sank en lille klump i halsen, før jeg talte. ”Hvad gør vi med Blake?”

”Han skal ryddes af vejen,” svarede Harry hurtigt, men bestemt. ”Det er tydeligt, at han er ude efter os, og jeg tror ikke der er grænser for, hvad han kunne finde på. Hvis det virkelig var ham, der gjorde det mod Alexis, så er det jo bare et godt eksempel på, hvad han er i stand til. Det bedste er, at få ham væk. Så er problemet løst.”

”Hvis det bliver opdaget, ryger vi alle i fængsel,” konstaterede jeg.

”Så derfor bliver vi ikke opdaget. Det kræver bare en del planlægning, men vi skal nok få styr på det. Vi bliver nok også nødt til at fortælle Joseph om planen.”

Jeg nikkede stille som svar. Joseph ville nok blive den sværeste, at have med at gøre, og han ville stensikkert komme med en lang protest om, at det her var forkert. Tanken om helt at udelukke ham fra det her, strejfede mig kort, men den blev lige så hurtigt droppet igen. Jeg var alt for indblandet i det her, til at han ikke måtte vide noget. Han var som en far for mig, og han var nødt til at vide det.

”Okay, så nu hvor der nogenlunde er en idé om, hvad der skal gøres med Blake, kan vi så ikke snakke om noget andet?” spurgte jeg. Dagen havde i forvejen budt på alt for mange problemer, og jeg ville bare have tankerne hen på noget andet.

”Det lyder helt fint,” svarede han med et lille suk, og jeg kunne næsten regne ud, at han også havde haft en stressende dag. Han lænede hovedet bagover, og jeg kunne ikke undgå at bemærke hans tydelige kæbelinje. Han var ikke bare lækker, som man normalt ville bruge om fyre som ham. Han var smuk. Det var han virkelig. ”Hvad skal vi så lave?” fortsatte han lidt efter.

Jeg trak kort på skuldrene, før jeg kom i tanke om min idé fra før. Jeg lagde tæppet til side igen, fjernede mine ben fra hans lår og rejste mig op fra sofaen. Hans blik hvilede på mig som to brændende pletter, da jeg gik ud i køkkenet. Hvis han ikke havde kakaopulver i huset, ville det virkelig være noget møg. Det var da en nødvendighed, at have sådan nogle ting i huset, hvis der pludselig skulle komme en trist regnvejrsdag. Så forhåbentlig var der noget.

Efter at have ledt halvdelen af skabene i køkkenet igennem, fandt jeg det endelig, og jeg kunne igen ånde lettet op. Hvis der ikke havde været noget, havde jeg nok fået et lettere panikanfald. Jeg kunne høre fodtrin bag mig og kort efter var jeg ret sikker på, at Harry stod lige bag mig. Jeg frøs alle mine bevægelser og stod helt stille i et kort øjeblik, før jeg vendte mig om imod ham. Med et smil stillede jeg mig på tæer og efterlod et lille kys på hans kind, før jeg gik tilbage til at gennemrode skabene, denne gang efter to kopper.

”Hvad har du gang i?” spurgte han lidt efter, mens han lænede sig op af køkkenbordet.

Det gik heldigvis en del nemmere med at finde kopperne og allerede efter to forsøg, havde jeg fundet hvad jeg søgte efter. ”Laver varm kakao,” smilede jeg og fyldte noget nyt vand i elkedlen, før jeg satte den til at koge. Da jeg ikke kunne gøre så meget andet end at vente på at vandet blev klar, så jeg tilbage på Harry, der kiggede på mig med et lidt undrende blik.

”Varm kakao? Virkelig?” Han lød ikke specielt begejstret.

”Ja, virkelig! Der findes ikke noget bedre, og hvis du ikke vil have noget, skal jeg med glæde tage din kop.”

”No way, jeg vil da selv have en,” svarede han tilbage med et kækt smil.

”Så lad være med at beklage dig.”

Elkedlen kom med et lille klik som tegn på, at vandet var kogt færdig. I løbet af ingen tid havde jeg lavet to store kopper kakao, hvor jeg rakte ham den ene. Vi gik begge ind i stuen igen, hvor vi satte os ved siden af hinanden i sofaen. Harry tændte fjernsynet, hvor der til vores held, lige var begyndt en film, der så ud til at være nogenlunde spændende.

Min kop var tømt i løbet af ingen tid, og jeg stillede den over på sofabordet, før jeg rykkede mig lidt tættere på Harry, så vi sad helt op og ned af hinanden. Stilheden tog over, men det føltes på ingen måde akavet. Bare behageligt. Halvvejs igennem filmen var der dog noget, der nagede mig en del. Noget jeg snart blev nødt til at få styr på. ”Harry?” spurgte jeg stille og så op på ham.

”Ja?”

”Jeg tænkte lige på… du ved… hvad har vi egentlig gang i?” startede jeg ud. Ærlig talt, så var jeg ikke helt sikker på, hvad det var vi havde kørende og om det nogensinde ville blive til noget seriøst. ”Jeg mener… Jeg vil bare ikke række ud efter noget, som ikke er muligt.”

Harry var stille i flere lange sekunder, før han endelig slap nogle ord ud. ”Det her kommer til at fungere.”

Hans ord kom ekstremt meget bag på mig. Især fordi den lille tvivl stadig havde siddet i mig, om han kun udnyttede mig for sex senere hen. Men den tvivl var nu fuldstændig forsvundet. Han ville gerne have det her til at fungere, og det kunne ses i hans blik. Måske var det her alligevel ikke så håbløst, som jeg havde gået og troet?

”Hvordan kan du være så sikker?” hviskede jeg.

”Fordi det er noget jeg ved. Vi skal nok klare den.” Han lød meget beslutsom og havde samtidig et lille smil på læberne.

”Jeg tror også, at vi nok skal klare den,” indrømmede jeg. Jeg håbede i hvert fald inderligt på det. ”Men Harry…” Jeg gik i stå igen og sad længe og ledte efter de rigtige ord. Før jeg nåede at åbne munden igen, fik han mig dog afbrudt, da hans læber ramte mine i et kort øjeblik, der var overstået lige så hurtigt, som det var startet. Der var stadig små gnister inden i mig, hver eneste gang det skete. Selvom det ikke var andet end et simpelt, lille kys, var det alligevel nok til at få alle mine sanser til at gå amok.

”Ifølge mig, er vi et par. Hvis det altså ikke er for hurtigt,” sagde han derefter med et skævt smil. Den dreng var åbenbart også tankelæser nu…

”Hvordan kunne du vide, at det var det jeg tænkte på?!” grinte jeg. Jeg ville have spurgt ham, hvad han mente vi var, bare så der ikke senere opstod nogle misforståelser. Og sandheden var, at jeg ikke længere var skræmt ved tanken om at have en kæreste, selvom jeg netop burde være skræmt, når jeg gik ind i et forhold med en fyr, som alle sagde jeg skulle holde mig fra. Men den eneste grund til at de sagde det, var fordi de vidste, hvad han lavede som arbejde.

”Det er vel bare sådan noget jeg ved,” smilede han og trak kort på den ene skulder.

”Lidt underligt, alligevel.” Han kunne ikke holde et lille grin tilbage over mit svar, og det smittede hurtigt af på mig. Den sidste slurk af hans kakao blev drukket, før han stillede koppen over på bordet ved siden af min. Så snart han havde lænet sig tilbage i sofaen igen, lagde jeg armene omkring hans nakke og væltede ham bagover i sofaen, så jeg landede ovenpå ham. Hans grønne øjne mødte mine og varmen i hans blik, var nok til at få sommerfuglene i maven til at slå kolbøtter.

Mine læber søgte næsten automatisk imod hans, og de mødtes i et blidt kys, der dog hurtigt udviklede sig til noget lidt mere heftigt. Vi havde trods alt også holdt os til de små tantekys hele dagen, og man kunne altså sagtens nå et punkt, hvor man havde brug for et ordentligt kys. Der gik ikke mange sekunder, før vores tunger mødte hinandens og kysset gik fra super til fantastisk. Han smagte af kakao. Det måtte jeg indrømme, at jeg aldrig havde prøvet før. Det var lidt specielt, men tusinde gange bedre end hvis det var en smag af alkohol. Kakao var nu helt okay. Da vi trak os væk igen, var vi begge åndeløse, og jeg kæmpede lidt med at få styr på vejrtrækningen igen.

”Du får aldrig lov til at gå,” sagde han med et lille smil, og jeg var hurtig til at forstå, at vi igen var tilbage ved vores samtale fra tidligere. Det her skulle nok komme til at fungere. Hvis vi begge var opsatte på det, burde det ikke blive noget problem.

”Så er det heldigt, at jeg heller ikke har nogen planer om det,” svarede jeg tilbage, før jeg lukkede afstanden mellem os og igen pressede mine læber blidt imod hans.

 

Håber i kunne lide kapitlet :) Der begynder for alvor at komme gang i deres forhold, hvilket der også er brug for, før jeg kan komme igang med de rigtig spændende ting! Husk at like/kommentere. Der kommer ikke så mange kommentarer for tiden, så vil i ikke være super dejlige at smide bare en lille kommentar om, hvad i synes om kapitlet? Det ville være skønt! Tak fordi i læser med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...