Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73910Visninger
AA

17. Kap. 16: ”Så hvad gør vi nu?”

 

Harrys synsvinkel

”Fuck, fuck, fuck. Det her sker bare ikke!” udbrød jeg og kørte frustreret en hånd igennem mit hår.

Det hele var brændt ned. Ikke en eneste lille stump kunne reddes. Vi havde brugt dette varehus til at opbevare vigtige ting, som vi ikke kunne have stående derhjemme. Ingen kom nogensinde herud, da det lå så langt væk fra alting. Alex var her allerede, da vi kom. Det var egentlig lidt underligt, hvordan han havde fundet ud af, at stedet var blevet sprunget i luften, når han ikke selv normalt kom herud. Mens Mason og Logan gik i gang med at se lidt nærmere på resterne af varehuset, gik jeg lidt tættere på Alex indtil jeg stod lige ved siden af ham.

”Hvordan fandt du ud af det?” spurgte jeg og holdte hele tiden mit blik på de kulsorte rester af, hvad der engang havde været et varehus.

”Det var faktisk helt tilfældigt,” begyndte han. ”Jeg var inde i byen, da en gruppe mænd kom gående forbi, hvor jeg hørte dem nævne dit navn. De sagde noget med at sprænge et eller andet i luften som de havde fundet, så jeg tænkte at det var smartest at følge efter dem for at se, hvad de havde gang i. Vi kørte længere og længere ud på landet, indtil de til sidst drejede ind her. Jeg måtte holde et lille stykke væk for ikke at blive opdaget, men før jeg fik set mig om, var hele stedet blevet futtet af.”

Et tungt suk forlod mine læber. ”Og du kunne ikke have gjort noget for at forhindre det i at ske?”

”Desværre ikke. Jeg ville gerne, men de var en stor gruppe, der tydeligvis alle var bevæbnede.”

”Okay,” nikkede jeg. ”Hvordan så de ud? Eller hørte du nogen navne?” At begynde at lede efter fingeraftryk på nogle af tingene, ville være det samme som at skulle finde en nål i en høstak.

”Hmm… Der blev nævnt en pige. Jeg kan ikke lige huske hendes navn.” Han lignede en der forsøgte at tænke tilbage, så han forhåbentlig kunne få fat på så mange detaljer som overhovedet muligt.

”Ella?” spurgte jeg stille og var næsten allerede sikker på, at det var hende. Deres bil var blevet sprunget i luften, og der var efterhånden begyndt at danne sig et mønster.

”Ja, det var det hun hed! Jeg hørte ikke nogen af mændenes navne, men de havde en del tatoveringer alle sammen. Et sværd på den ene arm, noget metallignende skrift på hebraisk, en slangetatovering på halsen-”

”Slangetatovering på halsen?” Det ville altså sige, at det endnu en gang havde været Blake, der var på spil. Det var ret tydeligt, at han var ude efter både Ella og mig. Alex nikkede kort som svar, og jeg forlod ham igen for i stedet at gå hen til de andre, der fortsat forsøgte at lede efter ting, der ikke var blevet smadret totalt. ”Det var Blake,” sagde jeg, da jeg var nået helt hen til dem.

”Ham igen?! Er du sikker?” Mason så hen på mig, og jeg nikkede som bekræftelse. ”For fanden!” bandede han, og man kunne tydeligt se vreden boble frem i ham. Blake havde været en ren plage i lang tid, og det så ikke ud til, at det ville ændre sig lige foreløbigt.

”Han er begyndt at blive et større problem end før,” mumlede jeg. Han havde altid været et problem, men nu var det blevet taget til et ekstremt niveau. ”Der er vist ikke mere at komme efter her. Lad os tage hjem igen.”

Drengene havde hver især fundet nogle få ting, der ikke var helt ødelagte, men de var dog stadig temmelig forbrændte. Vi sagde farvel og tak for hjælpen til Alex, før vi tog afsked med ham og igen kørte tilbage imod huset. Jeg måtte få snakket med Ella på et eller andet tidspunkt, for det så ud til, at vi begge var kommet i et ret stort problem.

 

Ellas synsvinkel

Jeg slog dørene indtil hospitalet op og fortsatte i løb ind på gangen. Det her kunne bare ikke ske. Ikke lige nu hvor der i forvejen var så mange ting, der gik galt. Min hjerte slog så hurtigt som aldrig før, og jeg ville bare hen til Alexis hurtigst muligt for at være sikker på, at hun var okay. Eller nej. Selvfølgelig var hun ikke okay, når hun var blevet stukket ned, men jeg ville vide om hun overlevede eller ej. Jeg kunne ikke klare at miste endnu en person i mit liv.

Her var stort set tomt på hospitalet. En tidlig hverdagsmorgen var nok ikke det travleste tidspunkt at komme på. Mine fødder bar mig lynhurtigt hen over flisegulvet, og jeg stoppede først op da jeg nåede receptionen. Jeg rømmede mig kort, for at få receptionisten til at se op fra sin computerskærm.

”Hvor ligger Alexis Carter?” spurgte jeg og forsøgte at få styr på min vejrtrækning igen.

Damen skubbede sine briller lidt længere ned på næseryggen, hvorefter hun kiggede mig op og ned. Jeg fik den største trang til at stikke hende en lussing. Hun skulle finde min søster og ikke sidde og kigge sådan på mig. Hun kørte sine briller på plads igen og begyndte at taste noget ind på computeren.

”Hvad var det du sagde, at hun hed?” Hendes stemme lød ekstremt snerpet, og jeg kunne allerede nu sige, at jeg ikke brød mig om hende. Ikke det mindste.

Før jeg fik stoppet mig selv, havde jeg lænet mig den over disken og taget fat i stoffet af hendes blazer. Hun var slet ikke effektiv nok til at sidde her. Hun burde have givet mig et navn med det samme. Jeg trak hende i en hård bevægelse tættere på mig, så hendes ansigt kun var få centimeter fra mit. Min tålmodighed havde ramt bunden, og hun havde selv været skyld i det.

”Alexis. Carter.” Jeg udtalte hver en stavelse så tydeligt som muligt. ”Og jeg foreslår at du finder hende nu!” Hun sank en klump i halsen, men begyndte derefter at taste videre på sin computer. Jeg slap grebet i hendes blazer og rettede mig op igen.

”Hun ligger på B22. Og du er heldig, at jeg ikke tilkaldte vagterne,” mumlede hun.

”Hvis du tilkaldte vagterne, ville det blive værst for dig selv,” svarede jeg blot med et hævet øjenbryn, før jeg vendte om på hælen og skyndte mig imod den nærmeste elevator. Da dørene endelig åbnede sig, skyndte jeg mig ind og trykkede på knappen, der førte op til anden etage. Den kørte alt for langsomt, så da den endelig åbnede dørene igen, løb jeg ud og videre hen ad gangen. Mit blik var konstant på de små tal, som stod på hver eneste dør hen ad den lange gang.

Jeg var netop nået til B18, da en stemme fik mig stoppet. Noget modvilligt stoppede jeg op og så tilbage imod den genkendelige stemme. Isaac kom gående mod mig et lille stykke tilbage på gangen og selvom jeg helst ville hen til Alexis hurtigst muligt, valgte jeg allievel, at gå tilbage til ham. Det var trods alt ham der havde ringet til mig, så han vidste stensikkert mere end jeg gjorde.

”Hvordan har hun det?” spurgte jeg nervøst med rystende stemme, og jeg håbede virkelig, at han havde et positivt svar.

”Hun klarer den. Heldigvis.”

”Åh Gud,” udbrød jeg og åndede lettet op. Min stemmede skælvede en del på grund af de mange nerver, der havde bygget sig op. Jeg nåede helt hen til ham og slog med det samme mine arme omkring ham, hvor han var hurtig til at gengælde omfavnelsen. ”Kan vi se hende?”

”Ikke endnu. Hun er lige kommet tilbage fra operation, så vi bliver nødt til at vente lidt endnu,” svarede han roligt tilbage. Jeg vidste godt, at han inderst inde ikke var så rolig, så han fik det til at se ud. Han var lige så bange for at miste hende som jeg var – han var bare langt bedre til at skjule det.

”Ved I hvad der er sket?”

Han rystede kort på hovedet. ”Ikke endnu. Joseph blev ringet op af hospitalet. Hun var åbenbart bevidstløs, da de kom hen til hende, så de havde været nødt til at kigge hendes telefon igennem efter nogen at ringe til. Heldigvis var der ikke lås på. En ældre dame var vist kommet gående og havde derfor fået øje på hende, og det var hende, der havde ringet efter ambulancen.”

”Så hvad gør vi nu?” spurgte jeg stille og havde stadig mine arme foldet omkring ham i et stramt greb. Jeg hvilede mit hoved imod hans brystkasse og måtte kæmpe lidt med at holde tårerne tilbage. Normalt græd jeg aldrig, men jeg havde været virkelig tæt på at miste hende denne gang.

”Vi venter...”

 

”Alexis!” udbrød jeg og lod endelig tårerne få frit løb. Efter seks uudholdelige timer var hun endelig vågnet, og vi havde fået lov at komme ind til hende, da lægerne mente at hun var klar nok til det. Hun så meget kvæstet ud, men var trods alt i live.

”Ella!” smilede hun tilbage, og jeg var hurtig til at slå armene omkring hendes hals, da jeg var nået hen til sengen. Jeg trak mig dog hurtigt væk igen, da hun lignede en, der havde meget store smerter. ”Undskyld,” mumlede jeg.

”Det er fint… Jeg ved slet ikke, hvad der skete. Jeg kom bare gående og pludselig blev jeg ramt i hovedet af et eller andet.” Alexis virkede selv frustreret og ked af det over ikke at vide, hvad der helt præcist var sket, eller hvem der i det hele taget havde gjort det.

”Vi skal nok finde ud af, hvem der gjorde det, Alexis,” forsøgte jeg. Hun måtte bare ikke gå og tænke for meget over det, nu hvor hun lige skulle komme sig ordentligt først. ”Så snart du har fået det bedre, skal vi nok finde ud af det.”

Både Isaac og Joseph var også kommet ind i den lille hospitalsstue, og jeg gav hende et sidste, lille knus, før jeg bakkede nogle skridt væk fra sengen, så de andre også kunne få plads. Jeg nåede kun lige at komme hen til dørkarmen, da min telefon begynde at ringe. Den blev fisket op af buskelommen, mens jeg gik ud af værelset og et stykke hen ad gangen, så jeg ikke stod lige ved de andre, hvor de ville kunne høre alt. Noget overraskende, så var det Harry, der ringene. Vi havde været sammen for under en time siden og så ringede han allerede. Nogen savnede mig vist allerede.

Jeg accepterede opkaldet og holdt mobilen op for mit højre øre. ”Hvad så?” spurgte jeg med et lille smil.

”Vi har et problem,” startede han ud, og man kunne tydligt høre alvoren i hans stemme. ”Blake.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg undrende. Blake havde altid været et problem, men det var mest gået ud over mig ind til videre. Så der måtte være sket et eller andet, siden han ringede nu.

”Han har sprængt et af vores varehuse i luften, og en jeg kender hørte Blake nævne både mit og dit navn.”

”Alexis blev også stukket ned her til morgen. Tror du det kan have noget med ham at gøre?”

”Det er meget muligt. Er hun okay?” Han lød ikke som en, der reelt interesserede sig for mit svar, men det var da meget høfligt at spørge.

”Hun klarer den.”

Der blev stille i den anden ende af mobilen, og jeg kom et kort øjeblik i tvivl, om han havde lagt på. Nogle underlige lyde fik mig dog væk fra tanken. Hvad han så havde gang i, havde jeg ikke den mindste anelse om. Det kunne godt lyde som om, han var i gang med at rykke om på en masse ting, men det ville være lidt underligt at gøre, mens han stadig snakkede med mig.

”Harry?” spurgte jeg til sidst, da det var begyndt at blive lidt underligt, at der ikke kom noget svar.

”Hov, undskyld. Jeg har bare en masse ting, der lige skal ordnes. Kan du ikke komme over i aften?” Hans stemme virkede ikke nær så seriøs og alvorlig, som den havde gjort i starten, og nu kunne jeg næsten med sikkerhed sige, at han stod med et smil på læben.

”Og hvorfor skulle jeg så gøre det?” svarede jeg kækt tilbage.

”Fordi vi nok bliver nødt til at snakke lidt om alt det med Blake, og jeg tror du er noget nemmere at gøre det med end Joseph.” Åh. Ikke lige det jeg havde håbet på at høre. ”Og så vil jeg gerne bare have at du kommer over.” Dér kom det, jeg havde håbet på og smilet fandt igen frem på mine læber.

”Okay, jeg kommer.”

 

Undskyld den lille ventetid! Jeg har bare så pivtravlt lige nu, når jeg også har masser af lektier og afleveringer i skolen, så jeg håber at i stadig vil læse med, selvom der ikke bliver opdateret hver 3. dag længere. I skal være velkomne til at anbefale historien til andre! Haha, lidt ekstra læsere skader jo aldrig ;) Og Alexis døde ikke, heldigvis. Husk at like/kommentere. Det ville være lækkert, hvis den kunne nå op på 130 likes i denne ude :) PS: Hvad lyder bedst når man skal blande Ella og Harry? Hella, Harla, Harella, Elarry? Kom gerne med andre forslag :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...