Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
718Kommentarer
75786Visninger
AA

16. Kap. 15: ”Er det sådan… seriøst imellem jer to?”

 

Jeg blev vækket af de tidlige solstråler, der skinnede ind igennem vinduet. Vi måtte have glemt at trække persiennerne for i går aftes, før vi gik i seng. Mine øjne var stadig lukkede, og jeg kunne mærke den trygge varme lige ved siden af mig, der ikke kunne være andet end Harry. I løbet af natten havde vi begge rykket os rundt en del, og jeg måtte på et tidspunkt skubbe ham ned fra mig, eftersom han lå halvt hen over mig. Heldigvis havde vi til sidst fundet en god måde at ligge på, hvor ingen blev mast. Jeg kunne mærke hans rolige vejrtrækning imod min ryg og hans arm, der stadig lå omkring mig. Et lille smil sneg sig frem, som dog hurtigt forsvandt igen.

Harry hånd lå på et alt for forkert sted. Ikke på et eneste tidspunkt i løbet af natten havde han sluppet sit greb omkring mig, men lige nu hvilede hans hånd på mit ene bryst uden på t-shirten. Jeg tror ikke engang, det var noget han gjorde bevidst. Lynhurtigt fik jeg skubbet hans hånd væk, og den hurtige bevægelse fik ham til at rykke lidt på sig bag mig.

”Er der noget galt?” mumlede han søvndrukkent. Åh Gud. Der fandtes ikke noget bedre end en drengs morgenstemme. Jeg fik vendt mig om, så jeg lå med fronten imod ham.

”Ja! Du lå og tog på mig. I søvne, endda!” udbrød jeg. Han virkede ret overrasket.

”Virkelig? Jeg burde nok sige undskyld, men… Nah.” Jeg rystede på hovedet af hans svar. ”Jeg kunne sagtens gøre det igen, nu hvor jeg rent faktisk er vågen, hvis det er?” foreslog han, og jeg måtte endnu en gang ryste på hovedet.

”Du drømmer, Styles.”

”Så siger vi det,… Vent, hvad hedder du til efternavn?”

”Summer. Ella Marie Summer, hvis du også skal have mellemnavnet med,” smilede jeg.

”Okay. Harry Edward Styles. Godt at møde dig.” Han rakte hånden frem imod mig, som jeg tog med et grin.

”Fornøjelsen er helt på min side.”

 

Min hånd lagde sig om dørhåndtaget, og jeg åbnede døren ind til Harrys værelse igen, efter at have været ude og skifte tøj på badeværelset. Jeg var blevet nødt til at tage kjolen på igen, eftersom jeg ikke havde andet tøj at tage på. Til min store overraskelse var Harry forsvundet, da jeg kom tilbage igen. Men der var vel grænser for, hvor langt væk han kunne være. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, før jeg gik ud på gangen og videre ned ad trappen. Jeg stoppede først op, da jeg var endt ude i køkkenet.

Harry var stadig ingen steder at se, men han dukkede forhåbentlig op på et tidspunkt. Min hals var knastør og skreg nærmest efter vand. Desværre var køkkenet, ligesom resten af huset, enormt, så det var svært at finde det man skulle bruge. Jeg startede fra en ende af, hvor jeg begyndte at lede efter et glas. Mine bevægelser frøs dog hurtigt, da jeg kunne fornemme en anden person i rummet. Det måtte være Harry, der var kommet tilbage igen.

”Harry, jeg kan ikke finde-” begyndte jeg og vendte mig om imod ham, men stoppede mig selv midt i en sætning, da jeg så Mason stå der i stedet for Harry. ”Åh… Hej.”

”Leder du efter noget?” Han så en smule skeptisk på mig.

”Ja, et glas,” svarede jeg tilbage, og han så med det samme ud til at slappe lidt af igen. Havde han troet at jeg var ude på at snerre i deres ting? Jeg kunne egentlig ikke rigtig bebrejde ham noget. Det var ikke til at vide, hvem man kunne stole på, når man havde et arbejde som vores. Han gik hen ved siden af mig og åbnede et af skabene, hvorefter han rakte mig et af glassene. ”Tak,” sagde jeg med et lille smil. Glasset blev fyldt med iskoldt vand, og det blev tømt igen på ingen tid.

Igen bemærkede jeg det skeptiske blik Mason havde, og jeg kunne ikke undgå at stå og trippe lidt nervøst på stedet. Havde jeg gjort noget forkert, siden han så sådan på mig? ”Er der noget galt?” spurgte jeg, for at få det afklaret.

”Er det sådan… seriøst imellem jer to?” Hans spørgsmål kom fuldstændig bag på mig, og jeg stod i et kort øjeblik som ét stort spørgsmålstegn.

”Sådan lidt. Nej… Ja.” Jeg sukkede tungt. ”Jeg ved det ikke. Hvorfor da?”

”Det er bare… Han bliver sikkert pisse sur, hvis han finder ud af at jeg har sagt det her, så hold det lige for dig selv, ikke?” sagde han, og jeg nikkede hurtigt som svar. ”Harry har altid haft et stort pigeforbrug.” Måden han sagde det på, fik det til at lyde som om, at piger bare var en genstand, der skulle bruges og derefter smides ud igen. Hvilket sikkert også havde været tilfældet ved Harry. ”Han har aldrig rigtig været typen, der har holdt sig til én person. Men tingene har været lidt… anderledes på det seneste. Det er over en uge siden, han sidst slæbte en med hjem, og det ligner ham altså slet ikke. Jeg ved ikke, hvor seriøst du synes det er, men det er tydeligt at se, at du betyder noget for ham. Om det så er gået op for ham selv endnu, ved jeg ikke. Men jeg har kendt ham i mange år, og det her er anderledes end før.”

Utrolig mange tanker fløj igennem mit hoved, og jeg stod mundlam og så på ham. Jeg vidste ikke rigtig, hvorfor ordene kom så meget bag på mig. Måske var det det, at høre dem fra Mason; en person der havde kendt Harry i lang tid. Selvfølgelig havde jeg håbet på, at mine følelser var gengældte, men jeg havde ikke turdet håbe på noget.

”E-er du sikker?” hviskede jeg.

”Stensikker. Og det er ret tydeligt, at du også føler noget for ham,” smilede han. Jeg kunne godt lide Mason. Han var den type, som man kunne snakke med om alt og altid få et godt råd med på vejen.

”Afsløret.” Et lille grin forlod mine læber og han fik også et smil frem. Hans skeptiske blik fra før var nu forsvundet, og det gjorde mig også en del mere rolig. ”Ved du hvor Harry er? Han forsvandt lige pluds-”

”For helvede!” En højlydt banden kunne høres igennem hele huset, og stemmen kunne ikke tilhøre andre end Harry – og han lød bestemt ikke glad. Der gik ikke mere end få sekunder, før han kom stormende ind i køkkenet. Han skænkede mig ikke et eneste blik, men vendte derimod sin fulde opmærksomhed imod Mason. Det var tydeligt, at der var sket et eller andet, siden Harry pludselig var som han var. Begge hans hænder var knyttet hårdt sammen, den ene om hans mobil, og hans greb var så hårdt at hans knoer var begyndt at blive hvide. Hans brystkasse bevægede sig hurtigt op og ned, og det var tydeligt, at han spændte i kæben.

”Hvad nu?” spurgte Mason og lød forbløffende rolig.

”Alex ringede. Et af vores varehuse er for fanden blevet sprunget i luften! Når jeg finder ud af, hvem der er skyld i det så…” Han færdiggjorde ikke sætningen, men det var tydeligt for enhver, hvad han ville gøre. De personer der var skyd i det, var så godt som døde. Jeg havde ingen anelse om, hvem Alex var, men han måtte vel være en af deres samarbejdspartnere eller noget lignende.

”Hvornår-”

”Lige nu! Vi havde vigtige ting opbevaret der, og nu er det hele sprængt i luften!” Harry afbrød Mason, og det lignede at han kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Det gik i hvert fald ikke den rigtige retning lige nu, og jeg følte på en eller anden måde, at jeg blev nødt til at gøre noget. Problemet var bare, at jeg endnu ikke vidste hvad jeg kunne gøre, nu hvor han var så meget oppe at køre. ”Vi tager af sted nu og så finder vi dem, der har gjort det,” fortsatte han.

”Hey,” sagde jeg stille og fik heldigvis fanget Harrys opmærksomhed med det samme. Han så irriteret på mig og dette var endnu et af de tidspunkter, hvor de tydeligt kunne ses, at han lukkede af for alle følelserne, og derimod kun tænke på arbejdet.

”Ingen har bedt dig om at sige noget,” vrissede han tilbage, og jeg kunne med det samme mærke irritationen komme frem. Selvom han var vred, gav det ham ingen ret til at snakke sådan til mig. Før jeg nåede at tænke over, hvilke konsekvenser der kunne komme ud af det her, gik jeg de sidste skridt hen til Harry, hvor jeg tog fat i hans skuldre og bakkede ham op imod en væg og stoppede først, da han ramte den med ryggen.

”Nu tager du dig sammen!” sagde jeg bestemt og holdte mit blik på hans. ”Tag en dyb indånding og tænk dig om, før du går ud og gør noget virkelig dumt.”

”Fjern dig fra mig,” snerrede han. Det her var jo slet ikke ham. Han havde virkelig to forskellige personligheder. Denne her, som han brugte når det omhandlede arbejdet. Seriøs og næsten skræmmende at være i nærheden af. Den anden del af ham var den, jeg var faldet for. Den del der var alt andet end det her.

”Nej, Harry.” Jeg rystede kort på hovedet. ”Tag en dyb indånding og tæl til elleve.”

”Mener du ikke ti?”

”Nej, jeg sagde elleve, så ti stille og tæl til elleve. Jeg går ikke før du har gjort det.” Det normale var vist nok at tælle til ti, men jeg havde altid brugt elleve. Det virkede bedst på mig, og så meget som Harry var oppe i det røde felt lige nu, ville et ekstra tal ikke skade noget. Han sukkede tungt og lignede en, der skulle til at skubbe mig væk, men jeg var hurtig til at stramme mit greb om hans skuldre. Jeg hævede kort øjenbrynene og gjorde tegn til, at han godt kunne komme i gang med at tælle.

”En, to-”

”Luk øjnene,” afbrød jeg ham og fik et lille smil frem. Jeg kørte stille en finger ned over hans øjenlåg, hvorefter han lukkede øjnene. ”Tæl inde i dig selv og tag nogle dybe indåndinger.”

Mens han gjorde, som jeg havde bedt ham om, kunne man tydeligt se, hvordan han langsomt slappede af igen. Jeg var virkelig lettet over, at det rent faktisk havde virket. Da han slog øjnene op igen, gav jeg endelig slip på hans skuldre og trådte et lille skridt væk fra ham. Han så næsten overrasket ud over, hvordan noget så simpelt rent faktisk havde virket. Harry åbnede munden for at sige noget, men Mason kom ham i forkøbet.

”Wow, det var lige godt utroligt… Du gjorde det sgu,” mumlede han og så på mig med store øjne. ”Jeg har kendt ham i mange år, men vi har aldrig kunnet gøre det der.” Jeg trak en lille smule på skuldrende og kunne ikke helt beslutte mig for, hvordan jeg skulle reagere.

”Du er også en nar det meste af tiden,” svarede Harry kækt tilbage, hvilket fik Mason til at ryste på hovedet.

”Så siger vi det. Jeg finder lige Logan og så tager vi ud og ser på det, okay?” Mason ventede ikke på svar, før han forsvandt ud af køkkenet og efterlod os alene tilbage. Min hals var helt tør efter den lille forskrækkelse, så jeg gik hen til vasken og fyldte mit glas op igen. Der gik ikke mere end få sekunder, før et par stærke arme lagde sig rundt omkring mig og han hvilede sit hoved på min ene skulder.

”Er du okay?” spurgte han forsigtigt.

Jeg nikkede hurtigt. ”Ja. Du skræmte mig bare.” Da jeg havde tømt vandglasset, fik jeg vendt mig om, så jeg stod med fronten imod ham. Normalt var jeg vant til at have med trælse typer at gøre, da det var en del af denne her branche. Men det var noget helt anderledes, når et godt menneske forvandlede sig til noget helt andet.

”Undskyld,” hviskede han stille og lænede sig ned, hvor hans læber mødte mine før jeg nåede at få set mig om. Noget sagde mig, at han slet ikke havde nogen kontrol over, hvornår hans personlighed skiftede. Når vreden tog over, var der intet at gøre ved det. Jeg foldede mine hænder bag hans nakke og trak ham lidt længere ned til mig. Det var stadig en anelse underligt, at vi sådan gik rundt og kyssede, når ingen af os egentlig vidste, hvad vi helt præcist havde gang i. Vi vidste begge godt, at det her var en ekstremt dårlig idé.

En person der rømmede sig, fik os begge til at trække os væk fra hinanden igen. Jeg så forbi Harry og fik øje på både Mason og Logan, der stod og gloede på os. Varmen begyndte at stige mig til hovedet, og jeg var stensikker på at mine kinder ikke kunne blive mere lyserøde, end hvad de var lige nu. Det her var for akavet. Jeg slog blikket i gulvet og pillede lidt ved stoffet i min kjole.

”Skulle vi komme af sted?”

Harry nikkede kort og som om det ikke havde været slemt nok, at de havde opdaget vores kys, så lagde han et par fingre under min hage, hvilket fik mig til at se op fra gulvet, hvorefter han lænede sig ned og kyssede mig kort. Han var vist ikke typen, der syntes sådan noget her var underligt at gøre foran de andre. Jeg kyssede med det korte øjeblik, før de alle tre smuttede ud af køkkenet. Der gik nogle sekunder, hvor jeg stod og stirrede ud i luften, mens jeg forsøgte at komme mig over det akavede øjeblik. Mine kinder føltes som var der sat ild til dem.

Da jeg endelig følte mig nogenlunde klar i hovedet igen, gik jeg tilbage op af trappen og videre ind på Harrys værelse igen. Jeg skulle bare lige hente min taske, sko og jakke, før jeg kunne smutte hjemad. En summende lyd fra min taske fik mig til at samle den op fra gulvet, hvorefter jeg hurtigt fandt min mobil frem. Isaacs navn dukkede frem på skærmen, og jeg accepterede opkaldet med det samme.

”Hvad så?” spurgte jeg og smilede lidt for mig selv.

”Du bliver nødt til at komme med det samme. Alexis er blevet stukket ned og vi er på vej til hospitalet lige nu. Jeg forklarer resten senere, bare skynd dig!”

Fuck.

Bum, bum, badummmmmmm. Noget af en cliffhanger, hva'? :D haha. Kan afsløre at næste kapitel vil være fra Harrys synsvinkel (og måske lidt fra Ellas) - og der kommer til at ske en masse! Husk at skrive en kommentar. De hjælper virkelig med at holde skrivelysten oppe. For tiden har jeg så pokkers travlt, og jeg har egentlig ikke tid til at skrive, men i får mig til at fortsætte. Tak til jer der stadig læser med :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...