Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

304Likes
719Kommentarer
73917Visninger
AA

13. Kap. 12: ”Jeg gør det, fordi jeg har lyst.”

 

Det var ikke muligt for noget menneske, at forberede sig på sådan noget, som jeg gik igennem lige nu. Fra den ene dag til den anden, gik jeg fra normal til et decideret mål for en anden gruppe. Selvfølgelig ville jeg altid være i fare, ved at være inde i hele bandemiljøet, men det var stadig noget andet, når nogle andre pludselig var ude efter at få skaffet mig af vejen. Sådan helt seriøst. Jeg havde trods alt kun været inde i alt det her i få år, så jeg havde aldrig oplevet noget lignende før.

I løbet af aftenen havde vi fundet frem til flere og flere spor, der pegede imod Blake som den skyldige. Det var ham, der var ude efter mig, og det var vi helt sikre på. Vi vidste stadig ikke specielt meget om ham, men Joseph og Isaac ville sætte sig til at tjekke ham igennem på et af programmerne. Indtil videre var min eneste opgave, at passe godt på mig selv. Altid have noget at forsvare sig med og altid være forberedt.

Meget forståeligt, så var Joseph ikke glad for at jeg skulle ud i aften. Eksplosionen i går havde været lidt af en øjenåbner for, hvad det var for noget vi havde rodet os ud i. Heldigvis var Alexis stadig på min side. Jeg kunne ikke helt gennemskue hvorfor. Hun havde i hvert fald intet imod Harry, og hun havde endnu en gang lovet at dække over mig, mens jeg tog ud og spise med en veninde. Den klassiske undskyldning. Hvis den en dag ikke længere virkede, ville jeg slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Fra Harry: Tag en kjole på i aften.

Jeg så ned på mobilen i min hånd. I løbet af hele dagen havde jeg flere gange forsøgt, at få ham til at sige, hvor vi skulle hen og hvad vi skulle lave, men han havde ikke afsløret den mindste lille smule.

Til Harry: Kun hvis du tager skjorte på.

Hvis jeg skulle have kjole på, ville jeg have noget til gengæld. Der gik ikke mere end få sekunder, før der kom svar igen.

Fra Harry: Aftale. Jeg henter dig klokken 18.30.

Jeg lagde mobilen fra mig igen og gik i stedet hen til det store skab, hvor jeg trak spejldøren til side, så jeg kunne finde en passende kjole frem til i aften. I løbet af årene havde jeg fundet frem til, at marineblå kjoler klædte mig bedst. Jeg havde blå øjne, så det havde stensikkert noget med det at gøre. Efter en hurtig tur igennem alle bøjlerne i mit skab, fandt jeg endelig frem til den, det skulle være. En mørkeblå, løs kjole der gik til lidt over knæet. Den var ekstremt enkel, hvilket også var, hvad jeg gik efter. Jeg skulle hverken have noget for kort eller nedringet på, når jeg skulle være sammen med Harry. Han skulle jo ikke have det alt for let.

Efter at have skiftet om til kjolen, havde jeg redt mit hår igennem og lagt en enkelt make-up. Jeg stak hovedet ind i skabet igen, hvor jeg opbevarede alle mine sko, som jeg ikke brugte til daglig. Det endte med et par almindelige, sorte stilletter uden en alt for høj hæl. Jeg pakkede min mobil ned i en lille taske, hvor der også var plads til en pistol. Også selvom det bare var en tur ud med Harry, var det vigtigt at jeg var forberedt på alt. Hvis Blake virkelig var ude efter mig, var det ikke til at sige, hvornår og hvordan han kunne finde på at slå til næste gang.

Da klokken var få lidt i halv syv, bankede det på døren nedenunder.

 

Harrys synsvinkel

Jeg var faktisk spændt på i aften. Jeg havde efterhånden opgivet at få hende med i seng, men alligevel kunne jeg ikke bare lade hende gå. Hun var nu stadig noget specielt. Det var måske lidt tidligt, at sige sådanne ting, når vi ikke rigtig kendte hinanden endnu. Godt nok havde vi kysset, både i fuld og ædru tilstand, men det betød jo ikke nødvendigvis, at man kendte hinanden.

”Hvor pokker skal du hen?” Både Logan og Mason så undrende på mig, da jeg gik igennem stuen og videre imod gangen.

”Ud,” svarede jeg kort og knappede den sidste knap i skjorten.

”Med hvem? Du bruger da stort set aldrig skjorte.”

Jeg trak lidt på skuldrene og fortsatte ud i gangen, hvor jeg tog mine sko og derefter jakken på. Jeg havde lige håbet på, at jeg kunne undgå at blive udspurgt om mere, men det ville næsten have været for godt til at være sandt. I det øjeblik jeg trak ned i håndtaget og skulle til at gå, kunne jeg fornemme de andre stå bag ved mig. Jeg sukkede tungt, før jeg slap håndtaget igen og så tilbage på dem, der stod lænet op af hver sin side af dørkarmen.

”Hvem?” spurgte Mason igen.

”Hvorfor kan i ikke bare være ligeglade?” vrissede jeg tilbage.

”Er det hende, hvad var det nu… E… Ella?” Jeg bandede langt væk indvendigt over, at Logan absolut skulle blande sig. Det var også ham, der havde været der den morgen, hvor Ella havde sovet her. Mason havde stadig ingen anelse om, hvad der foregik.

”Ella?” spurgte han undrende. ”Hvem er-.” Mason stoppede sig selv før han færdiggjorde sætningen, og han lignede en der pludselig havde indset noget. ”Hende? Hun skulle jo bare klare et job for os, som vi ikke selv kunne klare! Har du seriøst set hende efter den aften?” Han virkede ikke direkte vred, men han var tydeligvis heller ikke begejstret for det.

”Ja, hende. Og ja, det har jeg, og jeg skal det igen i aften. Lev med det.”

”Det ender galt, og det ved du godt selv!” fortsatte han, og jeg bed tænderne sammen. Jeg rystede kort på hovedet af ham og gik de sidste skridt hen til ham, hvor jeg tog fat i hans t-shirt og fik ham hamret ind i væggen ved siden af døren han stod i. Han virkede ret overrasket over min pludselige handling, men jeg var ligeglad.

”Jeg har ikke bedt om din mening! Bare fordi du er den ældste, gør det dig ikke nødvendigvis til far her i huset.”

”Nej, men når du vælger at lukke af for fornuften, er vi jo nogen der må sørge for, at der kommer orden i tingene igen, og den person er altid mig! Så hvis du bare lytter til mig fra starten af, slipper vi for alle problemerne senere,” var han hurtig til at svare igen. Mine hænder havde stadig et stramt greb om stoffet i hans t-shirt, og jeg løsnede det langsomt igen og bakkede nogle skridt væk fra ham.

”Der kommer ingen problemer, okay? Det er bare en middag.”

Ingen af dem virkede til at være blevet overbevist, men de lod det heldigvis ligge for nu. Jeg gik tilbage til døren igen og fortsatte ud i kulden. Det var som om temperaturerne havde taget en ekstra tak ned i dag. I går havde det været nogenlunde vejr, men i dag var det isnende koldt. Og nu hvor solen var gået ned, var det kun blevet koldere.

Jeg satte mig ind i min bil og kørte af sted imod hendes hus. Hvis Joseph var hjemme når jeg kom, ville jeg være ret meget på spanden. Ella sagde over telefonen, at han ikke var begejstret for mig, og jeg havde ikke nogen grund til at tro andet. Turen hen til hende tog de sædvanlige ti minutter, før jeg til sidst kunne holde ind ved siden af hendes hus for enden af vejen.

Jeg lod bilen være åben, da jeg gik op af den lille sti, der førte op til hoveddøren. Der var en tydelig, mørk plet i deres indkørsel, der stod ud fra den normale grå farve. Godt nok havde hun sagt, at de havde fået sprunget en bil i luften, men jeg havde ikke rigtig troet på hende. Det kunne sagtens have været en undskyldning, for at undgå at snakke med mig. Men det var rent faktisk sket. Det så dog ud til, at de havde fået ryddet grundigt op igen, og det eneste tydelige spor efter eksplosionen var de brændte pletter på fliserne.

Da jeg nåede op til døren, stod jeg i lidt tid, hvor jeg bare så på den mørkebrune, trædør. Der holdt en bil i indkørslen, så der var i hvert fald nogen hjemme. Jeg kunne blot håbe på, at Joseph ikke var en af dem. Tre bank på døren var nok til at få nervøsiteten til at sætte ind. Det burde ikke være sådan her. Harry Styles blev ikke nervøs.

Døren svingede sig åben og en pige kom til syne, der helt bestemt ikke var Ella. Hun havde rødblondt hår og store, blå øjne. Hun var køn.

”Hej, er Ella hjemme?” Dumt spørgsmål. Selvfølgelig var hun hjemme, når vi havde en aftale.

”Jep, hun kommer lige om lidt.” Hun foldede armene foran sig, mens hun lænede sin skulder lidt op af dørkarmen. Det var præcis det samme drengene gjorde derhjemme, hvis de skulle til at udspørge mig om et eller andet. ”Ved du hvad, Harry? Du skylder mig så meget for, at jeg hjælper jer med hvad det her så end er.”

”Undskyld, hvad var det du sagde, at du hed?”

”Alexis.”

”Okay, Alexis. Hvorfor er det så lige præcis, at jeg skylder dig noget?” Jeg hævede øjenbrynene en smule.

”Fordi jeg dækker mega meget over jer! Jeg lyver fandme konstant over for Joseph om, hvor Ella er henne, så hvis jeg en dag kommer i problemer, giver jeg dig skylden.”

Hvis det var meningen, at det skulle have lydt truende på en eller anden måde, var det mislykkedes hende ret meget. ”Det er bare helt fint,” svarede jeg tilbage med et skævt smil. Hun sendte mig et skarpt blik og skulle til at sige noget mere, men holdte ordene tilbage, da Ella rundede hjørnet og kom ned af trappen.

Hun så fantastisk ud, for at sige det som det var. Jeg havde set hende i kjole før, den aften hvor hun skulle klare et job for os, men denne her gang var det bare anderledes. Det lykkedes mig dog at styre mig selv. Hvis jeg bare lod drengetankerne tage over, ville hun slet ikke have kjolen på længere, hvis jeg selv kunne bestemme. Da hun nåede bunden af trappen, stoppede hun op og så skiftevis på mig og Alexis. Hun sendte Alexis et uforståeligt blik, men Alexis forstod det åbenbart, for kort efter forsvandt hun tilbage ind i huset og efterlod os alene tilbage. Det måtte være en pigeting.

”Hey,” sagde jeg med et selvsikkert smil.

”Hej,” smilede hun, og tog sin lille taske over skulderen.

”Hvorfor skal du have den med?” Jeg gjorde et lille nik imod tasken. Der var et eller andet med piger, og deres evige trang til at gå på toilettet for at ordne make-up og hår, men jeg havde aldrig rigtig forstået det. Det havde nok noget at gøre med, at jeg var en dreng…

I stedet for at komme med et svar, tog hun tasken ned foran sig og lynede den op, før hun rakte den hen til mig, så jeg kunne se ned i den. Jeg måtte overrasket hæve øjenbrynene, da en skinnende, sort pistol kom til syne.

”Helt seriøst, jeg skal nok lade være med at prøve på noget!”

Hun rystede grinende på hovedet af mig. ”Det er ikke det, den skal bruges til,” forklarede hun, og tog tasken tilbage igen. ”Kun hvis det bliver nødvendigt,” tilføjede hun med et glimt i øjet.

”Mm-hm… Hvad skal den så bruges til?”

”Selvforsvar. Hvis der skulle ske noget.”

Jeg nikkede kort som svar. Hun havde haft den på sig den dag, hvor hun skulle få pengene fra Blake, og det havde vist sig at være meget nyttigt. ”Kom,” sagde jeg og tog fat om hendes hånd og trak hende med ud af døren, som jeg lukkede efter os. Hvis Joseph var hjemme, skulle vi gerne væk hurtigst muligt. Jeg slap først Ellas hånd igen, da vi nåede hen til bilen. Vi steg ind i hver vores side, og jeg fik hurtigt startet bilen op igen. Før jeg kørte af sted, lænede jeg mig helt hen til hende og kyssede hende kort en enkelt gang på læberne. Da jeg havde sat mig ordentligt tilbage igen, trådte jeg speederen i bund, så vi hurtigt fik fart på bilen og susede hen af den stort set øde vej.

”Hvorfor gjo-”

”Jeg troede efterhånden, vi havde fået det på plads,” afbrød jeg hende. ”Jeg gør det, fordi jeg har lyst.”

”Men hvad så, hvis jeg ikke har lyst?” Jeg tog blikket væk fra vejen i et kort øjeblik for i stedet at se på hende, før jeg så fremad igen.

”Du har lyst, så det bliver slet ikke noget problem,” svarede jeg med et kækt smil.

”Du er alt for selvsikker nogle gange,” mumlede hun med en rysten på hovedet.

”Og du kan lide det.”

Hun opgav at komme med et svar, da det var tydeligt for os begge, at jeg allievel ville vinde denne her samtale. Det gjorde jeg altid, og sådan skulle det blive ved med at være. Der var forholdsvist øde på de fleste af vejene vi kørte på, indtil vi kom tættere på midten af London, hvor der langsomt begyndte at komme flere og flere biler på vejene igen. Ella sad nysgerrigt og så ud af vinduet hele vejen derhen. Det var helt anderledes at se hende sådan. Hun plejede at virke temmelig irriteret på mig, og hun var helt bestemt typen, der altid havde styr på tingene.

”Hvor skal vi egentlig hen?” spurgte hun til sidst. Jeg havde siddet hele turen og ventet på, at hun ville stille det spørgsmål. Det var meget overraskende, at hun havde ventet indtil nu med at spørge.

”På restaurant.” Normalt ville jeg have holdt det hemmeligt, men hun kunne lige så godt få det af vide nu. Så måtte det blive selve stedet, som jeg holdte hemmeligt.

”Virkelig?” Hun lød en smule overrasket over svaret. ”Så vil jeg gerne anmode om, ikke at blive drukket fuld igen.” Det kunne tydeligt ses, at Ella var fuldstændig seriøs i det hun sagde, men alligevel kunne hun ikke holde et smil tilbage.

”Det kan jeg ikke love noget om.”

 

Husk at like/kommentere. Tak fordi i stadig læser med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...