Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

303Likes
718Kommentarer
74853Visninger
AA

12. Kap. 11: ”Så for at sige det ligeud, så er jeg på spanden?”

 

Mit hjerte sad stadig helt oppe i halsen, da jeg stod ude i døren og så på den ødelagte bil i indkørslen. Jeg vidste godt, at der var visse risici ved at arbejde med de her ting, men jeg havde aldrig prøvet det her før. Hvad der var mest skræmmende var, at dem der havde gjort det, bare sådan uden videre havde kunnet komme og plante bomben, uden at vi opdagede noget som helst. Hvis de kunne gøre det ved vores bil, så kunne de helt sikkert også gøre det andre steder.

Jeg sank en klump i halsen og strammede tæppet omkring mig. Selvom der hang en varme i luften efter eksplosionen, frøs jeg alligevel. Joseph og Isaac havde fundet en brandslukker af en art, som de kunne bruge til at få slukket de resterende flammer. Jeg vidste ikke engang at vi havde sådan en og da slet ikke, at den var kraftfuld nok til at få slukket alle flammerne efter sådan en kraftig eksplosion, men det viste sig, at den var.

Det mest normale at gøre i sådan en situation, var nok at ringe til brandvæsnet eller politiet. Sagen var bare den, at vi ikke kunne gøre dette. Hvis vi gjorde sådan noget, ville de kræve at få en forklaring på, hvad der var sket. Vi levede allerede på kanten af loven. Ja, vi slog for fanden mennesker ihjel, hvis det blev nødvendigt. Så at kontakte politiet frivilligt, var ikke noget vi gjorde. Aldrig nogensinde.

Vi samlede os inde i stuen efter flere minutters stilhed, hvor vi alle havde forsøgt at samle tankerne igen.

”Okay,” startede Joseph tøvende ud. Normalt havde han altid styr på det hele, men for en gangs skyld virkede han lidt usikker. ”Har vi nogen anelse om, hvem der kunne have gjort det?”

Alexis var den første til at ryste på hovedet, og Isaac gjorde det samme kort efter. Jeg skulle selv lige til at komme med en lille rysten på hovedet, da en tanke slog ned i mig. Blake. Kunne han have fundet på at gøre det? Godt nok havde jeg gjort mig meget upopulær hos ham og hans mænd, men var det nok grund til at montere en bilbombe på en af vores biler? Og hvordan havde han i det hele taget fundet ud af, hvor jeg boede?

”Måske…” svarede jeg stille og trak på skuldrene. ”Blake. Du ved, ham jeg skulle få pengene fra på det job i sidste uge. Men han ved altså ikke, hvor jeg bor.”

”Blake?” Joseph så undrende på mig. ”Har du set ham siden den dag?”

”For nogle dage siden. Han var tydeligvis ikke glad for mig, men jeg slap væk.”

Jeg var nødt til at lyve lidt. Harry måtte for alt i verden ikke blive nævnt, for Joseph ville stadig have, at jeg holdt mig så langt væk fra ham som overhovedet muligt. Jeg kunne virkelig ikke finde ud af, om det kunne være Blake, der var skyd i det her. I løbet af årene havde vi trådt utrolig mange mennesker over tæerne, så det kunne være hvem som helst af dem, der var ude efter hævn.

”Okay, og du tror at det kan være ham, der er skyld i det her?”

”Jeg ved det ikke,” sagde jeg og trak endnu en gang på skuldrene. ”Som sagt så kan jeg ikke se, hvordan han kan vide, hvor jeg bor.”

”At finde frem til en adresse er ikke noget problem, hvis det er noget han virkelig vil.”

Vi nikkede alle tre som svar. Han havde ret, og jeg vidste det, fordi vi selv kunne finde frem til adresser så let som ingenting. Der fandtes flere forskellige computerprogrammer, som kunne hjælpe med at finde frem til personer. Jeg havde aldrig selv fået særlig meget styr på det, men Isaac var ekspert inden for det område.

Joseph lod os gå igen kort efter, da vi havde aftalt at mødes igen senere, når han havde fået lidt mere styr på det hele. Han sagde noget om, at han ville ringe lidt rundt, sikkert for at høre om der var nogen, der skulle have hørt noget. Inde i alt det her bandemiljø, havde man som regel altid nogle faste grupper, som man vidste, kunne stoles på og som man til tider kunne samarbejde med. Godt nok havde jeg hjulpet Harry med det job, men det var dog i en lidt anderledes situation. Det havde været en engangsting, og det skete kun, fordi vi alle manglede penge. Efter sådan som Joseph omtalte Harry på, var det meget tydeligt, at han i hvert fald ikke havde tænkt sig at samarbejde med ham igen.

Jeg lod tæppet ligge i sofaen, før jeg gik op af trappen og ind på mit værelse. Mit værelse var ret kedeligt, hvis jeg selv skulle sige det. Hvide vægge, hvide skabe og hvid lampe. Mørkt trægulv og en sort dobbeltseng med nogle røde puder i forskellige nuancer. Jeg havde en stor billedramme hængende midt på en af væggene, hvor jeg havde proppet alverdens billeder ind, som jeg havde taget i løbet af årene.

Efter at have åbnet for vinduet for at få noget frisk luft ind, gik jeg hen til skabet og fandt en stor bluse frem, som jeg trak ned over hovedet, og jeg skiftede natshortsene ud med et par lange bukser i stedet. Jeg skulle lige til at smide mig på sengen, da min telefon ringede. Jeg måtte skynde mig tværs igennem rummet for at nå hen til den, og jeg fik den hurtigt samlet op. Jeg skyndte mig at tage den, før jeg overhovedet nåede at se, hvem der ringede.

”Hej, det er Ella,” sagde jeg af ren automatik.

”Ja, det ved jeg da godt, det er derfor jeg ringer til dig,” blev der svaret tilbage, og jeg kunne næste fornemme smilet igennem telefonen. Harrys stemme var ret nem at genkende, og jeg rystede svagt på hovedet af hans svar.

”Harry, det her er altså et virkelig dårligt tidspunkt.” Jeg kunne ikke overskue det helt store, efter hvad der lige var sket. Vi havde et ret stort problem, da det gjaldt om at få fundet personen hurtigst muligt, eller i vores tilfælde finde ud af, om det var Blake eller ej der stod bag det her.

”Hvorfor?”

”Fordi vores bil lige er blevet sprunget i luften, for pokker!” udbrød jeg. Godt nok var han ikke så slem som i starten, men han kunne stadig være en ren pestilens.

”Hmm,” var alt han svarede tilbage, og jeg havde nær tabt kæben. Var det alt han havde at sige? ”Vil du med ud i morgen aften?” fortsatte han. Hvis min kæbe ikke allerede havde ramt gulvet, så gjorde den det i hvert fald nu.

”Hørte du ikke, hvad jeg lige sagde?!” Jeg havde lige fortalt ham, at vores bil var blevet sprunget i luften og så spurgte han, om jeg ville gå ud med ham. Den dreng blev fandeme mere og mere underlig, hvis det overhovedet var muligt.

”Ja, men så valgte jeg at spørge om noget andet. Så hvad siger du? Ja eller nej?” Hans stemme var alt for selvsikker, men det var tydeligvis bare sådan han var generelt.

Jeg sukkede tungt og overvejede længe, hvad jeg skulle gøre. Vi havde et stort problem at tage os af herhjemme, men en enkelt aften kunne vel ikke skade noget? Og så var det desuden først i morgen, så hvis vi var heldige, ville vi have fundet ud af tingene inden. Inderst inde ville jeg jo gerne ud med Harry. Vi havde indtil videre kun set hinanden under unormale omstændigheder, og jeg vidste faktisk stadig næsten intet om ham. Det her var en mulighed, for at få lavet om på det.

”Ja,” sukkede jeg til sidst.

”Godt,” svarede Harry tilfredst. ”Og hvis du ikke frivilligt var taget med, havde jeg slæbt dig med alligevel.”

”Det undrer mig ikke…”

Døren ind til mit værelse blev åbnet, og Alexis stak hovedet indenfor. Hun pegede kort over sin skulder med tommelfingeren som tegn til, at jeg skulle komme nedenunder. Jeg nikkede kort, før hun igen forsvandt ud af døren. ”Jeg smutter nu, men vi ses jo bare,” sagde jeg til Harry igennem mobilen. Jeg ventede ikke på svar, før jeg afbrød opkaldet og smed mobilen hen på sengen.

Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad jeg helt præcist syntes om Harry. Det ene øjeblik kunne han være helt fin, mens han det næste igen blev en kæmpe idiot. Hvis han nu bare kunne finde en mellemting, ville det ikke gøre mig noget. Jeg samlede mit hår i en høj hestehale, før jeg gik ud af værelset og ned i stuen, som Alexis havde bedt mig om.

Joseph var kommet tilbage igen efter at have været ude og ringe rundt, og han sad nu med en seddel i hånden, hvor der, efter hvad jeg kunne se, var skrevet en masse ting ned. Jeg satte mig på armlænet til en af sofaerne og så afventende på ham.

”Alt tyder på, at det var Blake og hans mænd.” Han så ned på sit papir og fortsatte kort efter. ”James så dem køre omkring i vores nabolag nogle timer før det skete. De kan meget vel have anbragt bomben der.”

James var en mand på Josephs alder, der havde hjulpet os rigtig meget i tidens løb. Vi havde under flere lejligheder samarbejdet med ham, og jeg så ham som en del af familien. Han kunne stoles på, og han havde aldrig givet os en grund til at tro andet.

”Jeg forstår det bare ikke… Hvorfor vil han gøre alt det her imod os? Jeg var trods alt kun ansat til at klare jobbet for nogle andre. Hvis han virkelig skulle lade det gå ud over nogen, så burde det ikke være os,” svarede jeg tilbage. Det ville være mest logisk, hvis alle de her ting var sket for Harry. Det lod måske en anelse ondt, men det var sandheden. Jeg var blot sat til at klare opgaven, men det var Harry, der havde udstedt ordren.

”Måske kan han bare virkelig ikke lide dig?” indvendte Isaac, og jeg kunne ikke undgå at få et smil frem over hans ord. ”Du kan godt være lidt af en kælling…”

”Tak. Mange tak, Isaac!” Jeg rystede på hovedet af ham og smilet forsvandt hurtigt igen. ”Men jeg synes altså stadig, at det her er underligt.”

”Faktisk er det ikke det mindste underligt.” Joseph havde igen overtaget ordet, og han lignede en, der grundigt gennemtænkte alle vores muligheder. ”Det beløb du var med til at fratage ham var enormt. Selvom du ikke var bagmanden, var det dig, der fik sneget dem fra ham. Du er grunden til, at han mistede pengene. Det kan godt være, at du bare gjorde, som du fik besked på, men du snød ham stadig. Og efter hvad jeg har hørt om ham, så er han ikke typen, der bryder sig om sådan nogle ting.”

Sådan som han forklarede det, kunne jeg pludselig godt se, hvor ret han havde. Harry havde ansat mig, fordi de selv ikke kunne få pengene tilbage, selvom de havde forsøgt adskillige gange. Efter at have fået mig ind i billedet, lykkedes det pludselig efter første forsøg. Det havde været godt for Harrys gruppe, men en kæmpe fiasko for Blake. Han var blevet snøret af en pige, halvt så stor som ham selv. Det var nærmest pinligt for ham.

”Så for at sige det ligeud, så er jeg på spanden?”

”Det kan man vist roligt sige,” nikkede Joseph.

 

SHOOTING STARS ER PÅ FORSIDEN! I har ingen anelse om, hvor meget det betyder for mig. Også selv om det kun er i 24 timer, så er det helt fantastisk (og også min første gang nogensinde). I er for skønne alle jer, der har hjulpet med at få den i top fire! Det her kapitel blev en smule kort, men jeg håber det går. Hvad tror i der sker nu, og hvad synes i om kapitlet? Husk at smide en kommentar og like. OG TAK IGEN!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...