Shooting Stars

Den attenårige Ella lever et barsk liv i den lille by Dartford uden for London. Når man ligesom hende er indblandet i bandekriminalitet af den helt store slags, vil ens liv aldrig være i sikkerhed. Hun må gøre det nødvendige for at tjene til føden, hvilket en dag fører hende sammen med den storkriminelle Harry. Hvad der først skulle have været et simpelt lille job, udvikler sig til noget meget større. Følelser kommer i spil og svære valg må træffes. Hvem kan stoles på, og hvad skal der til for at overleve? Ella bliver udsat for større udfordringer end hun nogensinde før har oplevet, hvilket i sidste ende kan koste hende livet, hvis hun begår så meget som en enkelt lille fejl.

305Likes
718Kommentarer
77059Visninger
AA

11. Kap. 10: ”Men helt ærligt, du var en nar i starten.”

 

Ellas synsvinkel

Jeg vidste udmærket godt, at jeg burde være fuldstændig ligeglad med, at jeg praktisk talt havde fanget Harry i seng med en anden pige, men det var jeg ikke. En stikkende følelse havde konstant siddet i brystet på mig, siden jeg var taget hjem derfra.

Det var jo tydeligt for enhver, at han ikke så noget i mig, og jeg så heller ikke noget i ham…

Hvem pokker prøvede jeg at narre? Jeg kunne jo godt lide ham. Det var bare forfærdeligt at indrømme, men det var som om, at jeg endelig havde indset det, efter at have set den anden pige. Det her havde aldrig været en del af planen, men jeg kunne ikke længere stikke af fra det. Problemet var bare, at jeg var ret sikker på, at han ikke tænkte på andet end sex, når det gjaldt piger.

Jeg havde smidt mig på mig seng, efter at være kommet hjem og havde nu ligget her i en times tid. Jeg havde intet nyttigt at give mig til, og den prikkende følelse i brystkassen fortsatte for fuld kraft. En summede lyd fik mig til at se imod det lille bord ved siden af sengen. Jeg var nær faldet ned af sengen, da jeg forsøgte at række ud efter den, men det lykkedes mig lige akkurat at blive på sengen. Til min store overraskelse havde Harry skrevet.

Fra Harry: Kan vi ikke mødes senere?

Jeg forstod ikke, hvad det her gik ud på. Enten ville han sikkert møde op for at sige, at han ville i kanen med mig og derefter forsvinde ud af mit liv for altid, eller også ville han ikke. Den dreng var noget af det mest forvirrende, jeg længe havde mødt, så det var ikke til at sige, hvad han kunne finde på.

Til Harry: Hvorfor?

Fra Harry: Jeg kommer over nu.

Der gik nogle sekunder, hvor jeg sad og stirrede på skærmen. Han var bare for meget og nu inviterede han endda også sig selv. Jeg smed mobilen fra mig på sengen, da det alligevel ikke ville nytte noget, at forsøge at få ham til at blive væk. Få minutter senere hørte jeg en bil trille ind i indkørslen. Efter et hurtigt blik ud af vinduet kunne jeg konstatere, at det var Harry, der var kommet. Normalt havde jeg ingen forstand på biler, men jeg kunne altså kende hans sorte Range Rover til hver en tid.

Med et tungt suk rejste jeg mig fra sengen og skulle til at gå nedenunder, da jeg hørte hoveddøren blive åbnet. Nu havde drengen også glemt, at man ikke bare vadede ind i andres huse. Jeg nåede ikke længere end døre ud til gangen, før jeg måtte stoppe op igen, da Harry stod lige foran mig. Helt ubevidst sank jeg en lille klump i halsen.

”Hvad laver du her?” forlangte jeg at vide.

”Det ved jeg ikke,” mumlede han. Han så oprigtigt forvirret ud, hvilket bestemt ikke hjalp på hele mit humør. Han burde slet ikke være kommet. Det var tydeligt, at han var fuldstændig ligeglad med mig og at han kun ville bruge mig til ét formål. Det gav faktisk ingen mening, at han var dukket op nu.

”Du ved det ikke?”

”Nej, for fanden! Jeg burde slet ikke være kommet, men det var bare-”

”Så er vi i det mindste enige om noget,” afbrød jeg ham, før han nåede at tale færdig. Jeg foldede armene foran mig og lænede min ene skulder op af dørkarmen. Han kørte frustreret en hånd igennem sine krøller, så han fik redt det meste af håret væk fra ansigtet.

”Hør nu bare lige, okay?!” Hans stemme havde hævet sig en anelse, og det var ret tydeligt, at han ikke var den mest tålmodige lige nu. Jeg nikkede forsigtigt som svar og bed mig nervøst i underlæben.

”Stop med det der,” sagde han pludseligt, og jeg følte mig i løbet af ingen tid endnu mere forvirret, end hvad jeg allerede var. Det gik ikke så godt for mig her til formiddag. Jeg var generelt bare forvirret.

”Med hvad?”

”At bide dig i læben.”

Jeg bemærkede først nu, at hans blik havde løsnet sig en smule op igen og et svagt smil kunne anes på hans læber. Da han lige var kommet, var han anspændt og vred. Nu var han mere… normalt igen. Jeg kunne ikke se, hvad der var galt i at bide sig i læben. Det var vel blevet en dårlig vane, som jeg tror de fleste mennesker kunne komme til i pressede situationer.

”Hvorfor?” spurgte jeg stille.

”Fordi det er…” Han lignede en, der brugte lang tid på at overveje, hvilket ord der passede bedst. ”Distraherende.” Hans smil voksede en smule igen, og jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvad jeg skulle tænke om det. Hvis han alligevel kun var interesseret i at få mig med i seng, hvilket jeg havde afvist, hvorfor stod han så her lige nu og virkede næsten glad?

”Du er simpelthen det mest forvirrende menneske, jeg nogensinde har mødt,” sukkede jeg.

”Siger du,” svarede han kækt tilbage.

”Hvad? Hvad har jeg nu gjort?” Det var da ham, der blev ved med at gøre alle de forvirrende ting.

”Du afviser mig totalt og siger, at du ikke vil have noget med mig at gøre. Men alligevel bliver du sur, når jeg laver noget med en anden. Du er da mindst lige så forvirrende som mig.”

Han havde ret. Sådan som han forklarede det, kunne jeg godt se, at jeg ikke var meget bedre selv. Dog kunne jeg ikke bare fortælle ham, at mine følelser desværre havde udviklet sig lidt for ham. Det ville med sikkerhed skræmme ham væk eller noget lignende.

Jeg trak lidt på skuldrene og ledte længe efter det rigtige at svare tilbage. ”Hvorfor kom du herover?” Ved at stille det spørgsmål, kunne jeg få drejet fokus væk fra mig og tilbage på ham i stedet. Det var helt klart bedst sådan. Han så ned i jorden, og jeg så en side af Harry, som jeg aldrig havde set før i den lille uge, hvor vi havde kendt hinanden. Drengen kunne rent faktisk blive nervøs!

Det mest normale han kunne have gjort, var at give mig et svar. Et simpelt svar så jeg vidste, hvorfor i al verden han var kommet herover. Man Harry var langt fra normal, hvilket jeg for længst burde have regnet ud. Jeg var kort i noget lignende en choktilstand, da han i stedet for at svare, lukkede afstanden mellem os og bragte sine læber ned på mine. Det her var ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Min ene hånd lagde sig på hans brystkasse, og jeg skubbede ham blidt væk fra mig igen.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke, okay? Det her er så mega frustrerende. Hvorfor kunne du ikke bare være ligesom alle de andre?”

Jeg holdte vejret i et kort øjeblik. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så sagde han lige indirekte, at han måske havde en lille smule for mig, siden jeg ikke var som alle de andre. Eller også var det mig, der bildte mig selv det ind. Det ville ikke være første gang, sådan noget skete.

”Og er det så en god eller en dårlig ting?”

”Det…” Han sukkede tungt og lagde hovedet bagover. ”Begge dele, tror jeg.”

Et lille smil fandt frem på mine læber. Selvom jeg skubbede ham væk før, stod vi stadig ret tæt. Da hans blik mødte mit igen, lænede jeg mig det sidste stykke hen og kyssede ham kort på læberne. Denne gang var det hans tur, til at sende mig et undrende blik.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han og gentog mine ord fra før.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg tilbage med et kækt smil, da jeg også gentog, hvad han havde svaret. Han rystede blot på hovedet af mig.

”Du er ikke så slem alligevel,” mumlede Harry.

”Jeg er da mega slem!” udbrød jeg med et grin. Hvis pistoler og bandemiljø ikke var slemt, så vidste jeg ikke, hvad der ellers skulle være det.

”Det var ikke ment på den måde.”

”Det ved jeg,” indrømmede jeg.

Der blev stille omkring os, og vi stod begge og så på hinanden, mens tankerne fløj rundt omkring i mit hoved. Jeg havde ikke længere kontrol over det her. Jeg burde virkelig være blevet væk fra ham, for nu var det hele for sent, og jeg kunne ikke længere ignorere mine følelser. Heldigvis var de dog stadig på et meget lille stadie. Jeg var ikke faldet hovedkulds for ham, men jeg nød hans selskab. Mere end hvad jeg burde.

”Det her er virkelig dumt,” mumlede jeg, efter hvad der føltes som en evighed, og Harry nikkede som svar. ”Og hvem skulle have troet, at Harry Styles rent faktisk ikke var en følelseskold idiot.”

”Wow, mange tak!” svarede han sarkastisk.

”Det var så lidt. Men helt ærligt, du var en nar i starten.”

Endnu en gang rystede han på hovedet af mig, før han lænede sig ned til mig. Jeg stillede mig automatisk en lille smule på tæer, for at nå det sidste stykke op til ham, hvor vores læber mødtes i et kort øjeblik. Problemet med alt det her var, at jeg ikke tænkte over tingene. Jeg havde altid været en af de personer, der tænkte alt for meget over alting, men med Harry var det som om, at det hele var blevet vendt på hovedet. Jeg tænkte ikke klart, og jeg tænkte helt bestemt ikke rationelt.

Min ene hånd rakte ud efter hans, og jeg stod egentlig bare og fumlede lidt med den, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Mine bevægelser stivnede kort, da jeg tog blikket ned imod hans hånd. Hans knoer var dækket af blå mærker, og han havde op til flere små sår på begge hænder. Harry måtte have opdaget min ændrede holdning, for han tog hurtigt sin hånd til sig igen, mens mit blik mødte hans.

”Hvad er der sket?” Nu var det ikke fordi jeg havde kigget efter, men jeg var ret sikker på at de mærker, ikke var der tidligere i dag.

”Ingenting,” svarede han hurtigt tilbage.

”Harry, jeg kan jo se, at-”

Ingenting,” gentog han skarpt.

”Så siger vi det,” mumlede jeg en smule irriteret. Det var tydeligt at se, at der var sket et eller andet, men han ville åbenbart ikke ud med, hvad der var sket. ”De andre kommer snart hjem igen, så du burde nok snart smutte. Joseph er ikke specielt glad for dig.”

”Det er der sjældent nogen der er,” svarede han tilbage med et skævt smil. ”Vi ses bare senere.” Han kyssede mig kort en sidste gang, og jeg nåede slet ikke at reagere, før det var ovre igen. Harry sendte mig et sidste smil, hvorefter han vendte om, gik ned af trappen og ud af hoveddøren.

Jeg tog en dyb indånding og stod længe med et tomt blik og så på den mørkebrune trædør. De sidste timer havde virkelig været hektiske. Først fandt jeg ud af, at han havde været sammen med en pige, hvor jeg nok for første gang indså, at jeg godt kunne lide Harry en lille smule. Dog var han sammen med en anden, hvilket ville sige, at jeg ikke betød noget for ham. Men så dukkede han op senere og sagde det modsatte – at jeg rent faktisk betød noget. At jeg ikke var som alle de andre.

Noget inden i mig var stadig ikke sikker på, om Harry kunne stoles på eller ej. Det her kunne meget vel være endnu en del af hans plan, om at få mig med i seng. Det kunne også være, at han rent faktisk bare kunne lide mig. Bare en lille smule. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle tro på, så jeg tog mig sammen og skubbede alle tankerne til siden. Lige nu ville jeg alligevel ikke komme til nogen konklusion.

Jeg gik tilbage ind på mit værelse og smed mig på sengen. Med lidt besvær rakte jeg ud efter fjernbetjeningen til det lille stereoanlæg, jeg havde stående herinde. Et enkelt klik var, hvad der skulle til, før musikken strømmede ud igennem højtalerne. Jeg nynnede stille med, da Titanium begyndte at spille. Min mobil lyste op ved siden af mig på sengen, og jeg var hurtig til at gribe ud efter den. Der var kommet en ny besked fra Harry. Lidt underligt, eftersom det ikke var mere end fem minutter siden, han var kørt.

Fra Harry: Ret sødt tøj alligevel ;)

Undrende så jeg ned af mig selv. Møg. Efter jeg var kommet hjem fra min tur ovre ved Harry, havde jeg skiftet tilbage til mit nattøj, et par korte, løse shorts og en tanktop, da jeg havde planlagt at bruge resten af dagen herhjemme.

Til Harry: Jeg ved det. Nogen skal jo være den søde.

Fra Harry: Jeg sagde tøjet. Ikke dig...

Til Harry: Av, den gjorde ondt :(

Fra Harry: :)

Jeg rystede på hovedet af hans svar, men kunne samtidig ikke undgå at få et smil frem.

 

Resten af eftermiddagen blev brugt på så lidt som muligt. Jeg fik løbet min sædvanlige tur, taget et bad og spist noget mad, før jeg satte mig ind i stuen med et tæppe og satte en film på. De andre var kommet hjem en halv times tid efter, Harry var taget af sted.

Alexis slog sig ned ved siden af mig, mens vi fik set film og delt en skål popkorn. Filmen var ved at nærme sig slutningen, da klokken nærmede sig otte. Himlen var fuldstændig sort, men ikke en eneste stjerne kunne ses. Jeg gabte og lænede mig godt tilbage i sofaen, mens jeg trak tæppet endnu længere op omkring mig. Jeg så endnu en gang hen på det store ur, vi havde hængende på væggen. Sekundviseren nåede endelig op på tolv, hvilket indikerede at klokken nu var otte.

Den sædvanlige lyd uret udstødte ved hver eneste hele time, blev dog overdøvet af noget meget uventet. Et enormt brag lød og efter et hurtigt kig ud imod indkørslen, kunne jeg se, at vores ene bil stod i flammer. Trykket fra eksplosionen havde splintret et par af vinduerne tættest på, og jeg holdte af ren refleks tæppet op over ansigtet, men jeg krøb sammen i sofaen. Varmen fra flammerne nåede indenfor, hvor temperaturen steg adskillige grader, mens ødelagt glas lå overalt på stuegulvet.

”Hvad fanden var det?!” udbrød Alexis, da vi var kommet til os selv igen. Der gik ikke mere end få sekunder, før både Isaac og Joseph kom løbende ind i stuen, efter at have været ovenpå. Nogen havde sprunget vores bil i luften.

”Det ved jeg ikke. Det ser ud til at der er nogen, der helt bestemt ikke kan lide os,” mumlede Joseph, og så ud af det ødelagte vindue, hvor meterhøje, orange flammer stadig stod op fra bilen.

 

Håber i kan lide kapitlet :) Jeg ved ikke om det gik lidt for stærkt, med det her følelseshalløj, men jeg har brug for at få lidt gang i dem, før jeg kan komme ordenligt igang med handlingen. Og tak for de 100 favoritlister! Det er fantastisk. Jeg kan allerede se nu, at det her bliver en af mine længere tekster. Jeg føler stadig selv, at vi kun lige er startet, og jeg har så mange ting planlagt. Husk at smide en kommentar/like :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...