One Direction / Tell Me My Story <3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Ella Hørlyck er en pige på 17 år
Hun kender ikke noget til hendes mor eller far, da hendes mor efterladte hende på et børnehjem, da Ella var 3 mdr.
Ella har boet hos mange forskellige plejeforældre fordi hun åbenbart var for besværlig
Men hvad er egentlig Ella's holdning til hendes nye plejefamilie?
Finder hun nogensinde hendes forældre?
Hvad er grunden til at hendes forældre ikke ville have hende?
Hvordan møder hun One Direction

Læs mere i Tell Me My Story

8Likes
5Kommentarer
630Visninger
AA

1. Endnu engang i helvede

ELLA'S SYNSVINKEL

 

''Ella, du kommer her ned NU, og det kan kun gå for langsomt'' Velkommen til mit liv, det var så min plejemor som tydeligvis har fundet ud af hvad jeg har haft gang i. Jeg går langsomt ud fra mit værelse, tøvende gik jeg ned af trappen, med tanken i hovedet 'Hvad vil der ske den her gang?' nye plejeforældre for femte gang inden for det her år. Jeg orker ikke at flytte igen, selvom jeg nu hellere end gerne vil væk fra den her lorte plejefamilie. Hvorfor har mine forældre også gjort det her ved mig, jeg mener, de kunne da have beholdt mig i stedet for at give mig væk'. Jeg kom helt ned for enden af trappen. Vreden i hendes øjne gjorde mig nervøs, Ella ta' dig nu sammen. ''Ella hvad har du haft gang i? er du fuldstændig sindssyg eller hvad'' sagde min plejemor hårdt med vrede i stemmen ''Hvad er det du snakker om'' Flot Ella, du er jo et pattebarn, mand dig nu op! ''Ella, lad nu vær' med at være så dum, politiet har lige ringet. Fortæl, hvorfor gjorde du det? spurgte hun og kiggede med lidt blidere øjne på mig. Jeg kunne mærke tårende begyndte at presse sig på, hvor er ens stærke side når man har allermest brug for den? ''Fordi, for.. fordi'' stammede jeg. Jeg tog mod til mig og svarede ''Hvad er der i vejen med at jeg har stjålet forskellige ting hist og pist'' Okay måske var det ikke så smart, men altså alt den Hash gør mig altså skør. Bare lige så i ved det, jeg er altså ikke afhængig af Hash, jeg ryger det altså kun når jeg er i dårligt humør... ''Du kan da ikke bare gå rundt og stjæle'' råbte hun. Min plejefar kom ind ''Hvorfor råber i sådan?'' spurgte han med at rynket øjenbryn. Jeg fortalte ham alt hvad vi havde snakket om, han var ved at få røde øjne, det var mit stikord. Jeg tog min jakke og gik ud af døren, og nej jeg glemte ikke at smække det hårdt i, for det gør jeg nemlig altid.

 

 

 

 

 

Jeg gik nu ude på gaden, helt alene. 'Hvordan kan jeg have endt i det her lort? Hvor er mine forældre? Hvorfor har de efterladt mig? Ligner jeg dem? Hvorfor gør jeg de her forfærdelige ting? Hvor støtter mine venner mig aldrig? Har jeg overhovedet nogle venner? HVEM ER JEG EGENTLIG?' Alle de tanker fløj rundt i hovedet på mig, lige indtil jeg landte på røven ''AV for helvede da, hvorfor står de lygtepæle også overalt i den her lorte by'' råbte jeg. Og for at der ikke er nogen der er i tvivl så er det altså London jeg snakker om. Vent hvad var det? Jeg kiggede rundt og så en lyshåret dreng stå lidt længere nede af gade, som var ved at falde om af grin, jep, det var tydeligvis mig han grinte af. Jeg rejste mig op og begyndte at gå over imod ham ''Hvad griner du sådan af'' spurgte jeg surt ''Aww, er du lidt sur i dag smukke?'' spurgte han med det største smil jeg nogensinde har set ''Ja det er jeg faktisk'' sagde jeg med at falsk smil ''Noget du vil snakke om'' spurgte han sødt ''Hvordan kan du være så sød, overfor sådan en bitch som mig?'' spurgte jeg denne gang med et rigtigt smil, okay hvad sker der, hvordan kan jeg blive så hurtigt glad igen der plejer at gå i hvert fald en time før jeg har fået min vrede ordentligt ud. Kunne det have noget at gøre med ham drengen, som jeg sjovt nok ikke vidste hvad hed. Hvorfor skulle det have noget med ham at gøre?. ''Hør her babe, hvis man kun tænker på de positive ting så går det hele meget lettere'' sagde han igen med et ret stort smil ''Du har ret'' sagde jeg meget chokeret ''Kom jeg vil gerne høre hvad der er sket siden du er sur, jeg er alligevel også ret sulten, kom'' sagde han og tog min hånd. Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave, kunne det virkeligt være sandt, var jeg ved at blive forelsket i en fyr jeg ikke engang kender navnet på.

 

 

 

Vi havde gået i stilhed i noget tid da han afbrød den ''Jeg hedder for resten Niall''. ''Ella'' sagde jeg med et smil på læben. ''Hvor er vi egentlig på vej hen'' spurgte jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...