Kærlighed til den levende død

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Færdig
Sophie Frederikke Louise Charlotte Reventlows historie om hendes kærlighed til den mand, som langsomt forvandlede sig til en levende død.

11Likes
19Kommentarer
674Visninger

1. 01

Kanariefuglen var gået bort sammen med den sidste rest af hendes ægtemands glæde. Efterhånden var det sjældent han smilte. Jo dybere han kom omkring ændringen af skoleformerne, jo tristere blev han. Ingen anden end en hustru kunne se sin ægtemands dybeste følelser.

For at glæde ham havde Frederikke straks sendt bud efter en anden for, at erstatte den gamle kanariefugl. Hun havde bedt Johan, som var hendes tredjefødte og navngivet efter Christians bror, om at finde den bedste, flotteste og med den smukkeste stemme. Tro til ordren var den ankommet, og den var præcis som hun havde forestillet sig.

I ventetiden havde hun sat sig oppe på sit værelse med blæk og papir med hensigt til, at skrive til sin svigerinde, Louise. I de breve, som hun regelmæssigt sendte til hendes svigerinde, beskrev hun lykkeligt om sit liv med sine børn og ægtemanden. Bevidst undlod hun ofte de knap så lykkelige ting. Det var bedst sådan havde hun fundet ud af.

Efter at hun havde lagt pen og papir fra sig, var hun pludselig ladt til sine egne tanker. Christian overtog dem langsomt. Hun havde skænket ham tolv børn, hvoraf tre af dem var gået bort. Alle i en ung alder, hvor havde hun været stærk. Igen havde hun opdraget de resterende ni, og sørget for deres tilværelse. Som den perfekte hustru forstyrrede hun ikke sin ægtemand, når han havde travlt.

Det havde han ofte. Sådan havde det ikke været fra start. Starten havde været lykkelig og fantastisk. Hun havde troet det ville fortsætte sådan. Hun ville skænke ham stærke og sunde børn. De ville elske hinanden for altid, og være der for hinanden. Det var som en drøm. En uvirkelig drøm.

Hun huskede tydeligt hans løfte om kærlighed og tryghed i hendes hjem på biblioteket, hvor de mødtes, når han kom på besøg. Hans blide og trygge øjne, som fik hende til at tro ham omgående. Hans forsigtige greb om hende, og måden han kiggede på hende. Som om hun ville dø, hvis han tog øjnene fra hende. Hun måtte vente længe på ham, og gå igennem en masse for ham. Endnu var hendes kærlighed for ham stor og stadig her. På trods af at han ikke rigtig var til stede her længere.

Med et suk skiftede hun stilling på sin stol, og sendte bud efter tjenestepigen. Pigen var ung og utrolig køn. Hun sukkede igen. Venligt sendte hun hende efter te til hende. Pigen forsvandt villigt igen. Pigen lignede hende utroligt meget dengang. hun stadig var naiv og uskyldig. Godtroende og tålmodig.

Nogle af tingene havde ikke ændret sig endnu. Frederikke var stadig så tålmodig og stadig så naiv. Men hendes uskyldighed var første gang taget væk, da hun mistede sit første barn. Første gang hun mærkede smerten for alvor. Smerten havde ikke været så stor, da hun mistede sin fader. Selv da hun mistede sin moder var smerten heller ikke så stor.

Godtroende var hun stoppet med at være, da Christian langsomt blev en anden. Han var stadig kærlig og venlig, men han var ikke den samme. Ubekymret eller til stede. At ændre skoleformen havde taget al for meget af hans tid og opmærksomhed.

Da hun mistede det tredje barn var hun syg, og døden nær. Hun var nær gået med den stakkels lille barn i graven. Hendes lille Johanne. Christian havde travlt. Så travlt at han kun havde tid til at aflægge hende et besøg en enkel gang.

Nogle gange tvivlede hun på kærligheden. Oftere end hun burde indså hun. Tjenestepigen, som var ankommet med hendes te samt nogle lækkerier, afbrød hendes tankestrøm. Med et venligt smil dirigerede hun hende, til at sætte tingene på bordet foran hende. Pigen forsvandt med det samme igen.

Nogle gange tvivlede hun virkelig på kærligheden og dens kraft, men hun blev nødt til at klare sig på den måde. For hvad kunne hun ellers forvente af verden, hvis hun brød båndene mellem hende og Christian? Hun kunne intet forvente. Ikke andet en afsky.

Et lille bank på hendes dør fik hende til at kigge hen mod den. Træt sukkede hun, og bød personen bag døren velkommen til at træde ind. Hun rejste sig selv op, og foldede sin kjole sammen, så den ikke var krøllet i siderne. Kjolen var fra Christian.

Hun kunne ikke gøre for det. Et smil brød omgående frem på hendes læber, da personen trådte ind. Christian lignede stadig sig selv, om end han havde et par rynker nu, og nogle enkle hårstrå havde skiftet farve til gråt. Smilet blev større endnu, da hun så den nye kanariefugl på hans skuldre. Af frygt for at forstyrre ham havde hun blot sendte den, ind til ham uden selv at overrække den.

Uden ord omfavnede han hende, og hviskede et tak i øret på hende. Nogle gange tvivlede hun på kærligheden, men tvivlen kom hende altid til gode.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...