Lille falsk dreng

Nogle gange stod han bare og kiggede på spejlet. Han vidste godt, hvad det var. Han vidste at spejle kunne genspejle virkeligheden. Genspejle virkelige ting.

7Likes
2Kommentarer
255Visninger
AA

1. Lille falsk dreng

 

Nogle gange stod han bare og kiggede ind i spejlet. Moderen havde for vane at irettesætte ham. Nej nej, du skal vende spejlet om, sådan her. Så viste hun ham hvordan hun lavede sjove ansigter ind i det, og hvordan hun kunne se sig selv. Men han tog spejlet fra hende og rystede på hovedet. Han vidste da godt, at spejlet kunne genspejle virkeligheden. At spejlet kunne genspejle virkelige ting.

 

Moderen lod ham ofte blive alene hjemme med sin tophue og teddybjørn. Hun gik til doktoren. Lægen stak hende en recept med en række symptomer. Kraftig depression, messede han, og du vil ikke kunne føde, Yvonne. Men det var noget vrøvl, sagde hun og fortalte om sin lille søn derhjemme med nøddebrune øjne, blond hår og runde kinder. Og lægen vidste ikke, om han han skulle grine eller græde. Så lad os da tro på Jomfru Maria, sagde han. Så lad os da tro på hende.

 

Og Yvonne besluttede sig for at tro. Ikke på sin doktors ævl og ikke på hende Maria, men på sig selv og sin søn og yderligere ting som Nirvana og frihed. Hendes lille dreng voksede og blev en flot, muskuløs ung mand. Hun elskede ham, og han elskede hende på godt og ondt.

 

En dag gik han en tur rundt om huset, drengen. Han stødte ind i en kvinde på hans alder. Hun smilede forlegent med blussende kinder, og han tænkte, at hende ville han da godt være kærester med. Charmerende som han var, gik der ikke lang tid før det blev til virkelighed.

De brugte al deres tid sammen. De delte frugt og tøj og seng. De flettede fingre g kyssede og krammede. I den tid var det eneste hun tænkte på ham.

 

Men alting har en ende, og enden på de to, var da den unge kvinde sagde ordene: Det var det. Han blev helt paf, for de skændtes aldrig, der havde ikke været et eneste problem. Jeg føler ingenting, sagde hun. Okay, sagde han. De gav hinanden et knus, for det syntes de var passende, og de fældede hver en tåre, for det skal man jo gøre. Så gik hun sin vej og kom ikke tilbage.

 

Det var her, det gik op for ham, hvor længe han havde undværet sin mor. Han vendte hjem, havde pludselig savnet hende. Men hun var væk. Han søgte i alle hjørner og kanter indtil han til sidst fandt hende på det hvide soveværelse i huset med en mand, han ikke havde set før. Hun så trist ud, men selvom han kaldte på hende, græd og sagde at han elskede og savnede hende, syntes hun ikke at bemærke ham.

 

Efter hvad der kunne have været en evighed var hans stemme hæs og øm, og han selv følte sig træt og svag og tom. Med våde øjne og uendelig fortvivlelse smækkede han igen døren i og kastede et blik i spejlet, der genspejler virkeligheden. For første gang så han det, han fandt så elementært som lille, og som senere havde vokset sig til en undertrykt frygt bagest i hans velformede hoved med det blonde hår: spejlet var tomt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...