23 dødspil - 23 vindere - 23 historier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 21 aug. 2013
  • Status: Igang
Lavet efter personerne i Catching fire. En slags julekalender.

2Likes
0Kommentarer
223Visninger
AA

3. Lidt mere på gloss

 


 

Undskyld det her ikke kom for en uge siden, men jeg var ikke tilfreds med det jeg fik skrevet så jeg har skrevet det igen, da jeg ikke rigtig havde styr på Gloss personlighed, og at det hele blev lidt Mary-sue agtigt og ekstremt overfladisk, og uvirkeligt! Håber i klarede ventetiden.

10 sekunder. Jeg bider mine tænder sammen. Den varme vind stryger mig hovedet. Der må være mindst 35 grader varmt. Vedsiden af mig står drengen fra 6, mens pigen fra 5 står på min venstre side. I år har der været en frivillig fra distrikt 10. Hvilket gør det hele lidt specielt. Det er ikke så tit vi får frivillige for de såkaldte udkantsdistrikter. Hvilket gør det mærkeligt at se på den 15 årige pige fra 10, der ikke tøvede med at melde sig som frivillig. Det uheldige er hun er 4 soner væk fra mig, hvilket gør jeg hele tiden glor på hende. Hvorfor skal hun absulot stå der hvor alle har frit udsyn til at se på hende?

Tiden er gået. Jeg løber med det samme. Skråt forbi hornet, og napper en taske. Et spyd bliver fyret mod mig og jeg holder tasken op. Spydet går gennem, og kan ikke undgå at ramme min arm. Smerten er bitter, og jeg holder min arm op til mig i en grimasse, inden jeg løber hen mod en jungle.

Blodet drypper efter mig og efterlader pytter der er lette at spore. Jeg ligger en hånd under min arm, for at samle lidt af blodet. Nogle lianer slår mig i hovedet, som lede lussinger. Min kind hæver op, og jeg prøver at undgå dem. De slår hårdere end far og Cashmere til sammen. Selvom jeg ikke troede det var muligt.

Jeg kravler op i et træ. Mit hoved er hævet af små blå og gule mærker. Mine negle river sig ned i stammen, og hiver mig op. Nærmest desperat. Jeg trækker mig op, ved at holde i tykke grene, og huller i barken. Jeg sætter mig på en knirkende gren, og hiver mig op i en udvidelse af kronen. Det er på størrelse med et stort hundehus, og jeg læner mig tilbage.

Jeg rør ved min hævede kind. Det gør sindsygt ondt, og min hud er sindsygt øm, og piver om jeg så meget som åbner min mund. Især et på min højre kind er særligt fremtræden. Jeg læner mig hen om en stor gren. Blodet er blevet for størknet til at rende, og jeg åbner min lille isblå taske. Den skinner i solen, og ser fuldkommen forkert ud i jungleterrænet. Som en asocial tumpe i en verden af perfekte personer.

Jeg ser pigen fra 7, samt drengen fra 6 kommer løbende. Så de klarede det altså? Jeg rør ved mit hævede øjenlåg, for at holde det oppe. Det får det til at gøre mere ondt. Jeg klynker. Drengen ser op. Jeg gemmer mig bag en busk af blade, og han vender sig om, og trækker på skuldrene, og forsætter sammen med pigen. Jeg puster ud. Måske er jeg stærkere end dem. Men de er 2, pigen har 1 lussing, og har ingen sår, så de kan uden problemer dræbe mig. Jeg ville ikke kunne flygte. Og jeg tør vædde med at en pige fra et tømmer distrikt kan klatre i træer uden de mindste problemer! Det har hun sikkert gjort siden hun lærte at gå.

Jeg åbner min taske, da de er helt ude af syne. Jeg tager min gode arm hen og åbner den. En sovepose, en flaskevand, en pose æbler, noget ståltråd, en færdigret, bandage, og nogle tændstikker. Kun 2, samt et sværd. Jeg er træt. Træet er hårdt og kradser let i min ryg, i gennem min tomatrøde frakke. Jeg blinker let, og meget er utydeligt.

Jeg kan høre noget der hvisler i grenene. Langsomt. Jeg knurre og holder mit sværd tæt ind til mig. Klingen glitre. Jeg får et glimt af noget mørkt hår. Pigen fra 10. Langsomt svinger hun sig fra gren til gren, og undgår de mange lussinger jeg blev angrebet af. Hun får ikke en eneste. Hun flyver og lander perfekt. Hun er fuld koncentreret og har en aflang taske med sig, sammen med en skarp kniv. Hun har ikke set mig. En pludselig bevægelse for mig får hende til at vende sig om.

Hun gisper. Hun er bange for mig. Trods hendes mange talenter, hende 9 tal, og det at hun meldte sig som frivillig, er hun en soner. På grænsen til at være en ambisoner. Hun vil aldrig dræbe hvis ikke det var højst nødvendigt. Men hvorfor har hun så meldt sig? Hvis ikke hun vil dræbe?

Hun vil vinde. Hun vil give sit distrikt ære. Det er 58 år siden distrikt 10 sidst vandt. Hendes mentor er døende. Han er syg og gammel. Cancer har bredt sig. Et løfte der har forbundet dem. Hun vil give distrikt 10 en vinder. Efter alle disse år. Vise at hendes distrikt faktisk kan komme ud med stærke sonere. Men hun er ikke helt en ambisoner. Der er ingen der kunne have lært hende det. Medmindre hun har lært det til sig selv. Det kunne sagtens lade sig gøre.

"Jeg gør dig ikke noget" Hun kigger bag en tyk gren. "Stol på mig"

Hun nikker forsigtigt, og svinger over en gren, i et elegant og perfekt hop. Ingengang jeg ville kunne dette. Er der jungler i distrikt 10. Næppe. Hun hopper forbi lianer og hen til mig. Hendes bevægelser afhænger af sekunder, men hun klare det hele.

På under 2 minutter er hun henne ved mig. Hun minder meget om et egern. Hendes livlige små pludselig bevægelser, og hendes lille hurtige spinkle krop. Det eneste der skiller hende fra egernet, er det kulsorte hår der er perfekt placeret på hendes hoved. De blå øjne skinner, og ligner vand. Hun er smuk. Men på sin egen specielle måde. Håret er sat i en stram knold, og nogle små hår falder ned og krøller vedsiden af hendes ansigt.

Hun ligner en der altid smiler, men har aldrig gjort det. Hun kigger ned i jorden. Der er akkurat plads til os begge to her. Jeg kan ikke finde nogle sår på hendes krop. Mørket falder på. Himlen er sort, og først nu begynder kanonerne. Jeg tæller på fingrene og distrikt 10 pigen gør det samme.

"7 døde" udbryder hun. Hun holder sig selv for munden, og kigger ud i den stille nat, for at se om nogle havde hørt hende. Ingen. Hun gør sin stemme til den svageste hvisken hun kan. "Det er ikke så mange!"

En kæmpemæssig blå skærm kommer op på himlen. Distrikt 3 drengen kommer op. Hans hår er sat tilbage med gele, og hans øjne er nedtrykte og halvlukkede, og han er iført habit. Distrikt 4 pigen. Begge fra 5. Drengen fra 8. Drengen fra 9. Pigen fra 12.

Hvorfor er der så få? Jeg tager min sovepose frem, og lægger den. Hun har også en sovepose i sin taske. Hun ligger sig i den vedsiden af mig.

Dag 2

Varm lava. Der lugter brændt. Et brandsår dukker op på min arm. Jeg ligger få centimeter fra lavaen. Jeg åbner hurtigt min sovepose, og kravler ud og propper den i tasken. Distrikt 10 pigen sover stadig. Jeg river i hendes sovepose og hun åbner øjnene. Hun skriger. Hun havde haft tærene ud over sengekanten. Hendes storetå er blevet brændt væk. Røgen har lammet hende. Lavaen render hurtigt.

Jeg propper desperat min og hendes sovepose ned i min taske, så det stadig stikker op, mens jeg glemmer hendes taske. Jeg løber af alle kræfter. Hendes smerte er stor. Hun hopper på sin egernagtige måde. Hele mit underben er hævet som et brandsår. Jeg forsøger at efterligne hendes teknik. Kanonen brager, så højt at træerne ryster. En sovende soner der er blevet brændt til døde. Ligesom jeg og distrikt 10 pigen var så tæt på.

Lavaen stiger, og distrikt 10 pigen minder om en fireårig, mens hun prøver at undgå lavaen. Jeg ser cirka ligeså åndsvag ud. Min adrenalin pumper, mens jeg svinger mig over diverse grene. Smerten brænder, og et brandsår skyder sig op af mit ben. Jeg tænker kun et ord. Hjælp. Det virker så umuligt at overleve det her. Jeg føler mig færdig allerede nu. Men jeg må kæmpe. Jeg kan ikke dø på førstedagen. Jeg skal ikke op på den dumme skærm. Aldrig! Der skyder sig stikflammer op vedsiden af mig, som jeg undgår. Jeg vil vinde det. Og det kommer jeg til.

"Højere op i træet" skriger pigen fra 10. Hun er kommet 5 meter op, men er i lige så sørgelig tilstand som mig. Blodet render ud fra hendes storetå, da det kommer i gennem det sorte skoldede kul. "Op! Hvad venter du på"

Flammerne skyder som voldsomme stikflammer op, og min sved fordamper. Jeg forsøger at hive mig op. Jeg hoster. Røgen efterlader en klam smag i min mund.

Trods pigen fra 10 er i sikkerhed, kravler hun længere op. Svinger sig afsted. Jeg er våd af sved. Jeg griber febrilsk efter en gren, jeg ingengang ved om findes. Jeg håber den findes. Ellers skvatter jeg om lidt. Den fandtes.

Jeg bruger min albue for at skubbe mig op. Min desperate handling giver mig en hudafskrabning. Kanonen lyder, og får grenene til at ryste. Jeg holder om gren, og leder efter en gren jeg mener jeg har set. Den er der til gengæld ikke. Lavaen stiger stadig.

Mit brandsår breder sig. Jeg klamre mig forsvarsløs til grenen. Barken er glat. Det hele virker så håbløst. Jeg hiver mig op af alle kræfter. Min arm begynder igen at brokke sig, og jeg har lyst til at slå den, og hive såret af på en måde.

Kanonen lyder, og lavaen stopper med at stige. Distrikt 10 pigen er 25 meter løftet over mig, og min fod kommer akkurat på en pind. Hele min krop gør ondt, og jeg brækker mig. Den sure væske danner en stor klat på barken. Det var de mirabella blommer, jeg åd mig fed i. Hvorfor elsker jeg blommer. Direkte fra sultende i distrikt 9, med armene slidt op. Fordi de smager pisse godt, men giver mig dårlig samvittighed.

Der går 2 minutter før distrikt 10 pigen tager sig sammen, til at kravle en smule ned, og hjælpe mig. Lavaen falder, og hun kigger på den som var det en fælde.

"Ja, du var en køn hjælp" stønner jeg, og kigger mod hende. Hun går hurtigere ned, på sin egernmetode. "Virkelig modig"

Hun snerre kort, og svinger sig ned af en gren. Der går få minutter inden hun var nede ved mig. Hun går på grenen, som går hun på line.

"Og hvad med dig?" Hun kigger på mig, og det går op for mig, at det kun er anden gang hun har sagt noget til mig. "Du er ambisoner, og du kan ikke engang komme op i et træ? Jeg kender 3 årige der kan det!"

"Vel gør du ej"

Hun glor lidt på mig, og ligger hovedet på skrå. Det sorte hår falder ned af hendes ansigt, og virker malplaceret. Hun kunne være fjorten, hvis ikke hun var så høj og slank. Hendes ryg er rank, og hun går uden frygt. Som om hun ikke kunne være bange. Alligevel ser hun så skrøbelig og lille ud.

"Hvor mange år har du trænet" ryger det ud fra mig. Hun vender sig mod mig.

"Hvorfor?"

"Svar mig nu bare på mit spørgsmål"

"3 år"

"Kun 3"

"Jeg startede da jeg var 12"

"Kun 3?"

"Ja. Er du døv?"

"Jeg synes bare det er meget lidt"

"Ikke i mit distrikt"

"Du bor heller ikke i distrikt 1 vel?"

"Nej, jeg bor i ti, hvis du ikke har gættet det"

"Jeg ved godt du bor i 10"

"Hvorfor spørg du så?"

"Det er bare.."

"Bare hvad?"

"Glem det"

"Fint"

Hun hiver i min taske, for at tjekke hvad jeg har med. Hun rynker let på brynene, og roder med et sæt som har hun fundet noget der er hendes. Så læner hun sig tilbage, og trækker på skuldrene, og sætter sig op af træet. Hendes blik bliver rettet mod mig.

"Du glemte min taske"

"Var det meningen jeg skulle bære den for dig madame"

Hun snerre koldt, og slår i træet. Det giver en hul lyd, som får mig til at se ned. Hun hiver sin sovepose til sig, og ligger sig ned.

De begynder at vise døde sonere. Pigen fra 3. Hendes hår er sat i en livlig hestehale, og hendes ansigt er tværet i et kæmpe smil. Hun kigger tilsiden, som havde hun ikke set kameraet. Hendes øjne skinner, og hendes kropsbygning er lille og nærmest nuttet, og lillesøster agtig. Pigen fra 6 dukker op. Hendes krop er til gengæld normaltbygget. Hendes øjne er chokoladebrune, og runde, og det sorte hår er sat i en stramknold, hvor ikke et eneste hår stikker ud. Hendes læber ser malede ud. Vi er op på 9 døde nu. Og det er alt for få. Stadig. Det hele forsvinder. 

Jeg gaber, trods det kun er nær middagstid. Bladene visler, og distrikt 10 pigens krop kommer i gennem dem. Jeg kigger mod hende.

"Hvor tror du, du skal hen"

"Jage" Hun flytter en sort tot hår væk fra sit svedne ansigt. Hun hiver sig op på en gren. "Og få sponsere, og overleve! Hvad skal du?"

"Ikke jage"

"Tror du det er godt vi er så mange? Det ender med at vi bliver angrebet af sporingshvepse i morgen tidlig, for at føre os sammen. Så det er bedre at jage"

Hun hev et blad af træet, og tyggede på det. Jeg ville stoppe hende, men hendes selvtilfredshed og dræberblik stoppede mig. Hun løsner sin knold af mørkt hår, så hendes mørke hår falder ned af hendes skuldre. Hun ligner en engel. Hun tager endnu et blad, og sluger først det gamle, da det nye er to centimeter fra hendes mund. 

"Bedre at jage" gentager jeg, og glor på hendes hår. 

"Skal du med"

"Vil du have mig med"

"Ja forhelvede"

Jeg kigger ned. Jorden er brændt, og der lugter af død. Jeg prøver at efterligne distrikt 10 pigens små hop, hvilket resultere i at jeg river mit ben, og går tilbage til at klatre ned, der går længe før jeg rammer jorden, og der står distrikt 10 pigen og ler hånligt af mig. 

"Hvor mange år har du trænet?" mumler hun og krøller en hårtot om sin finger, og skyder den afsted. "Hvis du da overhoved har trænet"

"Tretten lange år"

"Tretten? Holdt du ud så længe?"

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...