23 dødspil - 23 vindere - 23 historier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 21 aug. 2013
  • Status: Igang
Lavet efter personerne i Catching fire. En slags julekalender.

2Likes
0Kommentarer
220Visninger
AA

2. Gloss/Distrikt 1 Male + slutningen på Cashmere


Så er der gået en dag. Vi starter med slutningen hos Cashmere, og forsætter så med Gloss. God fornøjelse.

 

Dag 3 - Forsat

Jeg skjuler min alt for paniske vejrtrækning. En lykke fylder mig. Min allierede er altså ikke død?Jeg kniber heftigt mine øjne i, med den tanke at jeg er hjemme når jeg åbner dem. Det er jeg ikke. Jeg bliver i det 67 dødspil. Med to ambisonere og et tolvtal efter mig. De stoppede ude for min hule.

"Ved du hvad Stevia? Du har rendt rundt og ikke lavet en skid i alt for lang tid. Det må være en fejl du fik det skide tolvtal. Du har ikke dræbt en eneste, og du leder os konstant på vildspor. Så nu har jeg alt for set indset. Du er ikke en af os"

"H-hvad" hviskede Stevias stemme. Jeg havde lyst til at se, men pigen fra 4 holdte mig tilbage. "Det kan i da ikke"

"Selvfølgelig kan vi det!" sagde Kathan. "Og du slipper ikke let for at have misbrugt vores tid!"

"N-nej. I må ikke slå mig ihjel" hulkede hun.

"Det gider vi ikke spilde tid på. Tror du vi vil ende dit liv så hurtigt og uden smerter. Jeg vil lade dig lide"

Et spyd faldt mod jorden, og det lød som om nogen skruede det fast.

"Godt jeg beholdte min ståltråd"

Jeg kunne høre svage hulk derude fra.

"Så nu tror jeg vi går"

"Neeeej. I må ikke gå. Det må i virkelig ikke"

Der kom en rungende latter, og en gråd begyndte. Svage hulk. og en vriden. Jeg åbnede tasken, og tog fat i min kniv. Jeg kunne høre deres skridt forsvinde, og der gik endnu 5 minutter, inden distrikt 4 pigen, fjernede sin hånd, og dermed gav slip på mig. Mit ambisonerinstinkt brølede at jeg skulle dræbe. Det ville forhøje min ære da jeg var nød til at løbe fra dem.

Jeg kravlede ud af hulen. Synet var skrækkeligt. Et spyd var skruet i gennem Stevias ben, og skubbet så langt ned at kun 5 centimeter af træet var oppe over det. Hun var skruet fast til jorden. Hendes hænder var dækket med ståltråd og der med bundet til hendes ryg. Da hun så mig begyndte hun igen at hulke. Tårene gled ud af hendes øjne med en enorm fart. Så kneb hun øjnene sammen, rettede sig op, selvom hendes smerter var ekstreme. Hun bøjede hovedet frem.

"Go ahead" Hendes stemme virkede rå, og kunne ikke forbindes til den blødende skikkelse der sad der. "Gør det. Hvad venter du på"

"Det ved jeg ikke"

Jeg fyrede kniven ned i nakken på hende. Hun skreg ikke. Snart lød kanonen. 9 slog 12. Jeg hev spydet op, og hun faldt forover. De grønne øjne var stadig lukkede, og på en eller anden facon havde jeg ondt af hende. Jeg pillede ståltråden væk, og greb den taske de ikke havde taget fra hende. En halvfyldt dunk med vand. Et sæt kasteknive. 3 poser tørret frugt. En pakke tændstikker. Resterne af et brød. En pistol med 3 dejlige giftpile.

Små skønne nåle med en gift der var stærk nok til at dræbe en soner, og såre en ambisoner voldsomt. Der var en skål med den grønne slimede gift, og det var fristende at dyppe en nål ned. Men jeg måtte gemme dette vidundervåben. Til min kamp med Dathra. Til min kamp med forædderen. Jeg glædede mig.

"Er du sulten?"

Jeg så mod pigen fra 4 der langsomt nikkede forsigtigt. Hendes øjne så på mig som et dyr så på sin mor. Jeg vil aldrig forlade den her pige igen.

"Stevia havde tørret frugt. Du må godt få en hel pose. Jeg har stadig 4 æbler tilbage. Du må også godt få sådan et"

"Nej tak. Det er okay. Det er din mad"

"Værsgo"

Jeg åbnede en pose tørret frugt med min kniv og rakte hende den. Hun spiste den glad, og det forsvandt hurtigt.

"Hvorfor giver du mig de her ting?"

"Fordi du reddede mit liv"

"Du reddede også mit"

"Vi er afhængige af hinanden"

Jeg skar nogle stykker af det rødeste æble jeg kunne finde. Den søde smag eksploderede på min tunge. De her æbler var nogle mærkevare. Noget som dem i Capitol spiste. Sådan nogle kom kun i den bedste del af distrikt 9. Så smagfulde og sprøde.

Jeg gav hende et æblestykke. Hun spiste det hurtigt, med samme grådighed som før. Hun var klart sulten.

"Jeg har drukket alt vandet" hviskede hun. "Undskyld"

"Det var dit vand" Jeg tog en bid af et æble, og noget æblesaft rendte ned af mit ansigt, og endte på min hage som små dråber. "Du måtte godt drikke det"

"Er vi allierede nu.."

"Jeg hedder Cashmere" Jeg smilede let, og pillede en gylden krølle bag hendes skuldre. "Og ja. Vi er allierede nu. Det har vi været ligesiden jeg reddede dig"

"Jeg hedder Safra"

Hun kiggede mod siden, og jeg smilede let, og greb et æble. Jeg kastede det til hende og hun greb. Hun så på mig, med det der mener-du-det? blik. Jeg nikkede, og hun tog hurtig en stor bid.

"Jeg har aldrig smagt frugt før. Vi plejer at spise fisk" Hun tog endnu en bid, og noget æblesaft rendte ned af hendes læbe. "Vi spiser altid fisk"

"Aldrig?"

"Aldrig!"

"Vi spiser lidt af hvert hos mig. Jeg har smagt både fisk, kød, frugt, og grøntsager"

"Spiser i ikke jeres afgrøder?"

"Man kan ikke æde smykker"

"Nårh.."

Dag 4-5

Dagen gik okay. Dog var det uhyggeligt at der ingen døde var, og jeg forberedte mig på at Capitol ville gøre noget. Noget uhyggeligt. Dog gik dagene som om intet nogensinde var hændt. Det var som om de pinede mig. Det var om aftenen beskeden kom.

Et snefnug kom ned. Endnu et. Snart kunne jeg høre højtaleren, hvilket forstærkede mit dårlige humør.

"Kære 8 tilbageværende sonere. Og med det mener jeg, Cashmere. Distrikt 1. 18 år. Dathra. 18 år. Distrikt 2. Miracle. 14 år. Distrikt 3 Kathan. 18 år. Distrikt 2. Safra. Distrikt 4. 14 år. Sirene. Distrikt 7. 16 år. Domino. 12 år. Distrikt 11. Sugar. 17 år. Distrikt 12. Vi vil nu fjerne alle jeres ting, og gemme nogle nye ting i den nyfaldne sne. Sneen og tingene vil forsvinde om en time. Så det er bare med at komme i gang"

Jeg knytter mine næver voldsomt.

"Nej"

En tåre smelter sneen, da jeg ser tilbage. Alle tingene er væk. Hver en krumme og vanddråbe.

Jeg kravler ud i sneen. Det bliver presset mod mit knæ der igen begynder at gøre ondt. Jeg graver i sneen. En dråbe blod falder da jeg mærker en smerte. Som om en kniv skære i mig. Og jeg får ret. Dog var det ikke en kniv. Den skarpe smerte kommer for et perfekt sværd. Jeg børster sneen væk. Den ligger oven på en lille lyseblå taske, man kan tage på ryggen.

Jeg kigger ikke på hvad der er i. Jeg smider den bare ind i hulen. Der går en halv time, inden jeg finger en pose frosne bær, og en pakke tændstikker, og der er knap 1 minut tilbage da jeg finder en sovepose og en færdig ret fra Capitol. Boller i karry. Og det er i sidste sekund at Safra får fat i noget marineret kød. Sneen bliver. Men nu er tingene væk.

"Tror du det er sikkert at tænde et bål" spørg Safra. Hendes øjne glider over den orange sovepose. Der er uld indeni og den er sikkert varmere end min blåsorte sovepose der lå i tasken, godt proppet ned.

"Ja. Jeg er forberedt"

Hun nikkede svagt, og lagde nogle pinde på stengulvet. Jeg tog mine tændstikker, og gled en af dem over det sorte. En blå flamme blev tændt, og åd sig hurtigt i gennem det tørre træ. Snart fulgte røgen hulen. Jeg varmede mine fingre over bålet. De var forfrosne, og røgen fik mig til at hoste. Da gik det op for mig. Røgen var for tyk.

Jeg kunne høre skridt udenfor. Noget der brød sneen. Jeg bevægede langsomt hovedet ud. Det var dog ikke en ambisoner. Men en bjørn. Den sorte pels krænsede om dens hoved. Den snusede til begge sider.

Jeg sad så stille jeg kunne. Men bjørnen havde allerede opdaget mig. Jeg fumlede rundt efter mit sværd, mens Safra puttede ting i tasken. For en sikkerheds skyld. Da den er rigtig tæt på mig, fyre jeg mit sværd ind i ansigtet på den. Jeg rammer den, men den kæmper en bitter dødskamp.

Jeg falder tilbage mens dens næsten flækkede ansigt kommer tættere på mig. Jeg gisper, og sværdet ligger 3 meter foran mig.

Den falder sammen foran mig, og to små bjørneunger, skubber til deres mor. De piver. De er kun en smule større end en hare. Jeg får styrke til at gribe mit sværd. Alligevel kan jeg ikke slå dem ihjel. De er så små og nuttede.

"Kom her!" hvisker jeg. "Jeg gør jer ikke noget"

Jeg tager noget frugt frem. Den modigste af dem snuser, mens den anden løber væk. Den ene tager en bid, og tygger den forsigtigt. Den gnider sig op af mig, og piver.

Dag 7

Boomet kommer hurtigt, og Miracle bliver vist. De perfekte blå øjne, og det lyse hår, gør at hun ligner en engel. Ja hun ligner et mirakel. Hendes tænder er hvide, skinnende, og flotte, og håret er sat i fransk fletning, der står godt til den blonde farve. Alligevel virker Miracle som om hun er 18. Hendes ansigt er alvorligt, og hun ligner næsten en fredsvogter. Ligeså smuk og perfekt som dem. Hun er smuk. Ekstremt smuk.

Skriget rungede. En stemme skreg "Gå væk" alt tydede på at hun ikke blev jagtet af ambisonere. Det var et skrækkeligt syn der ramte mig. Sugar. Det mørkebrune hår fløj i luften, og hun blev jagtet af milliarder af rotter. Hendes ansigt var fyldt af hævede kløende bid, og hendes hud var dækket af grønne sårskorper, der skar sig lange vej hen af den kridhvide hud. Blodet rendte ud af hendes mund, og halvdelen af hendes krop var svulmet op til dobbelt størrelse.

Snart gik rotterne mod mig. Deres røde øjne skinnede i solen. Sugar snublede men spurtede så væk, selvom giften og smerten fra hendes bid var stærk.

Det første bid var smertefuldt, og jeg tog mit sværd og skar en rotte over. Jeg tog min taske på mig, og kæmpede mod rotterne. Jeg greb Safras hånd, og løb. Mine ben bar mig hurtigt afsted, mens jeg slog en kæmpe rotte væk fra mit ansigt. Snart var det mig der var svulmet op og dækket af sårskorper. Så gjorde bjørneungen nået skæbnesvanget.

Den gav sig til at brøle. Brøle af alle kræfter. Rotterne blev rædselsslagen og den vaklede ud, og gned sig voldsomt op af mig. Den knurrede venligt.

"Mange tak" Jeg kastede en frugt til den og den åd den hurtigt. Vi var 7 tilbage nu. Og snart ville vi være 6 tilbage. Jeg burde snart stoppe min alliance med Safra. Men jeg kunne ikke. Jeg ville aldrig forlade hende, eller dræbe hende. Aldrig. Med store bogstaver. "Du er fantastisk"

Kanonen lød for Sugar. 6 tilbage. Jeg kryber ind i hulen, og den lille bjørn følger efter mig. Jeg giver den posen med frosne bær.

"Du må få det hele. Fordi du er så dygtig!"

Den gav sig til at æde velfornøjet. Snart kunne jeg Juhana Marcaras stemme. Det er ikke så tit hun snakker til sonerne, men hun gjorde det nu. Det er hendes 20 år som spilmester.

"Kære Sirene, Kathan, Dethra, Cashmere, Safra, og Domino. Vi vil nu invitere jer til en lille fest. I mangler allesammen noget helt desperat. Så det her kan være forskellen mellem liv og død, og vinder og taber. Husk der er 5 tabere endnu men kun en vinder. Det er om cirka 10 minutter, og det er sørgeligt i ikke kan klokken!"

Jeg rejser mig op, og snerre ud i luften. Safra ligger en hånd på min skulder, for at berolige mig. Hun kigger op på mig, og hiver mig nærmest lidt tilbage. Jeg sender hende et blik, inden jeg rejser mig op. Hendes øjne udvider sig mens hun kigger efter mig.

"Det kan være farligt"

"Jeg er faktisk ambisoner"

"Måske er Kathan og Dethra stadig sammen"

"Hvem skal jeg ellers frygte"

"Vi har aldrig set Sirene"

"Hun er for distrikt 7. Hun kan sikkert ikke en skid. Hun er bare heldig"

"Pas nu på"

"Jaja"

Jeg fulgte vejen til der hvor jeg tror hornet er. Efter at rende lidt rundt fandt jeg det endelig. Det kronede op og der var tal på taskerne. Jeg gav mig til at løbe. Jeg tog distrikt 1, og 4 dam Kathan sprang på mig. Han var tung og stærk. Jeg havde ingen våben med. Det havde han.

Jeg sparkede ham i skridtet. Sværdet blev holdt over min hals med en enorm kræft. Jeg holdte ham oppe af alle kræfter, men jeg mærkede snart sværdet presse mod min hud.

"Giv op. Jeg har dig!"

"Aldrig"

Jeg sparkede af alle kræfter og han fløj tilbage. Dog var det ikke mig, der havde gjort han fløj tilbage på den måde. Noget kulsort hår. Måske mørkere. Sad i to løse knolde. Hendes hud var ishvid, og i hånden holdte hun bue og pil. En pil havde gennemboret hans hjerte. Jeg rejste mig op, og løb. Løb væk med tasken. Jeg kunne se hun tog hans taske. Kanonen lød. I det samme kom Dathra. Kniven gennemborede Sirenes ansigt, og kanonen lød igen.

Jeg så hvordan Dathra kiggede ned mod Kathan, inden hun tvang sig selv til at kigge væk. Det gik op for mig, da jeg var på vej væk. Hun græd. En af de stærkeste ambisonere nogensinde, stod og græd.

Dag 8

"Så..."

Safra spiste noget tørret pære. Vi varmede hænderne i resterne af bålet. Jeg hørte ikke efter hvad hun sagde, da hele mit hoved stod på en tanke. Vi var 4 tilbage. Jeg beundrede hendes barneansigt, og havde alle mulige tanker om hvordan jeg skulle begå selvmord så hun kunne vinde. For jeg ville gøre alt for at det skulle ske. Hun fortjente det mest. Hun fortjente at overleve. Det gjorde jeg ikke.

"Så Sirene var morder"

Ordet morder får mig instinkt til at dreje hovedet. De sidste gyldne gløder er ved at gå ud, og snart skal man røre kullet for at få den mindste smule varme. Den tid er ikke kommet endnu. Men jeg tror den snart kommer.

"Ja" Min stemme er hæs, og mine øjne stirre mod det lave lille barn der sidder, med sine små hænder strakt over de sorte kul. Hun har siddet der i jeg ved ikke hvor længe. "Ja det var hun. Men Dathra dræbte hende. Dathra er jo ambisoner"

"Skal du tage hævn?"

"Ikke rigtig over for Sirene. Mere over for Dathra" min stemme lød nytteløs. Som om der var intet jeg kunne gøre, og at jeg vidste det. "Men hun er stærk"

"Jeg ved du kan slå hende"

"Jeg kan ikke"

Kanonen lød og et hæsligt skrig skød op. Et barneskrig. Dominos skrig. Kanonen skød, og gennembrød hendes skrig. Nu var vi tre. Domino kom op på skærmen, og jeg kunne let kende det smukke krøllede brune hår. Small-girlen havde bragt ære til hendes distrikt.

Dag 9

Jeg vågnede op af et skrig. Jeg hoppede op af dynen, og så til min side. Safras seng var tom. Mit hjerte bankede hårdt. Jeg løb. Mine ben løb af alle kræfter. Fulgt af ekstremt adrenalin. Jeg tog kun mit sværd. Alt andet lod jeg blive. Alt var lige meget.

Jeg hørte kald af mit navn. Kald om hjælp. Jeg satte op i fart. Da så jeg hende. Spydet faldt ned i maven. I maven på Safra. Jeg kastede mig af sted mod Dathra i ren vrede og instinkt. Jeg rev hendes hår tilbage, så hun skreg.

"Du dræbte hende"

Hun kunne ikke nå sit spyd, selvom hun kæmpede. Hun var stærk. Men den rene vrede der styrte mig var helt ekstremt stærk. Jeg tyrede mit sværd ned i maven på hende. Jeg hørte hendes paniske åndedræt. Og kanonen.

Jeg løb hen til Safra. Hun lignede en lille fugleunge, med de smukke krøller liggende om hovedet. Min lille engel. Jeg rusker i hende selvom jeg ved hun er død. Jeg fyldes af frustration. Jeg har det som om denne engel var mit barn. Men hun var en engel. En engel fra himlen, der ikke kunne finde hjem. Nu kommer hun endelig hjem igen. 

"Og jeg erklære hermed Cashmere som vinder af 67"

Nu er det så tid til Gloss

 


Jeg kan meddele at jeg har været lidt stresset i dag for at nå at komme op med dette. Men jeg vil gerne takke Sofie. R. E der har kommet mig på sin favoritliste. Du hjælper mig til at skrive!

Dag 1

Mine øjne glider over den bløde sandbund der står foran mine ben. En ørken. Nogle palmer skygger for den stærke sol. Pigen fra 9 står i skyggen af disse palmer. Jeg har sat mig til mål at undgå følelsesladede øjeblikke som Cashmere, der er blevet forhøjet til et "smukt, følsomt, venligt, og stærkt menneske" Mens jeg er Fugen drengen i hele konceptet. 

Jeg vil have karisma. Ikke virke direkte ondskabsfuld. Den balance som Cashmere holdte. Men stadig skal de se at jeg er modig og stærk. Siden Cashmere's veninde gik mod hende, besluttede jeg mig for ikke at være med i alliance. Det sjove er at der ikke rigtig er nogen alliance, med de stærkeste i det her dødspil. Alle ambisonerne er enspændere. Også mig. 

Cashmere er næsten blevet min mor det seneste år, da min rigtige mor og fars kæreste, begge er døde på hver deres måde. Min papmor psykisk, mens min mor fysisk. Alligevel elsker far hende, og det er som om at Cashmere er min mor. Hun laver mad til mig på skift med far, vasker mit tøj, og træner mig til dødspillet, da hun jo selv har vundet dødspillet. 

Jeg ser ikke op til hende, selvom alle andre gør. Hun får alt hvad hun peger på. Der bliver talt ned, og snart er der nået ned på 10. 

FORSÆTTES I MORGEN!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...