23 dødspil - 23 vindere - 23 historier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2013
  • Opdateret: 21 aug. 2013
  • Status: Igang
Lavet efter personerne i Catching fire. En slags julekalender.

2Likes
0Kommentarer
219Visninger
AA

1. Cashmere/Distrikt 1 Female


Dette er dag 1 i vores lille ikke rigtig julekalender, og selvfølgelig starter vi med distrikt 1 pigen. Da et er det første tal. Nu begynder det.

 

 

 

 

 

 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dag 1

Jeg er stærk. Rigtig stærk. Jeg har fået min styrke fra min far. Han tog hele min families far-søn-vinder tradition, og knuste den. Jeg havde nok tilgivet ham hvis han havde fundet en meget stærk overmand. Men den her død, er kun en idiot værdig. Da mor var gravid med mig, meldte han sig som frivillig. 16 år. Og en idiot i hans lille bitte hoved. En rigtig blondine. Min mor var 2 år yngre end ham, så da jeg var 4 år meldte hun sig som frivillig. Hun vandt faktisk. Men hun blev aldrig sig selv igen. Spillet tog hendes sjæl. Hendes mord var næsten ren vrede og adrenalin. Hun er en død skal. En skal der før gemte på et af de modigste og stærkeste mennesker jeg nogensinde har mødt. 

Alligevel står jeg her. Det sted hvor begge mine forældre blev dræbt. Tager jeg revance? Nej. Jeg føler ingen hævntørst over for dette sted. Jeg føler heller ingen hævntørst over mine modstandere. De fleste tror ambisonere er rene massakre

mennesker, men for min skyld kunne disse mennesker godt overleve. Det går bare ikke. Jeg mener, der er jo kun en vinder. Og er der andre måder at sikre det bliver en selv? Det tror jeg ikke.

Jeg kigger ned i jorden, mens tallene rasler ned. Vi er kun på 42 så jeg har en masse tid til min taktik. Nej, jeg har ej. Vi snakker sekunder. 

Det føles mærkelig at være så tæt på det der har været meningen med hele mit liv. Adskilt af lidt over et halvt minut. Alligevel er jeg så neutral. Burde jeg være det?

Foresten har min mor fundet en ny mand. Han har en søn med sig. Så vi er halvsøskende. Han hedder Gloss, og er 17. Muskuløs, men nok ikke det jeg vil kalde en vinder. Han er flabet og ville få svært ved at komme ind i den perfekte alliance med drengen for 1, begge fra 2, pigen fra 5, og drengen fra 4.

En pige fra 5? Syntes i det lyder mærkeligt? Det er det ikke. Denne pige har en karakter på 12. Freaking 12. Det er ufattelig for en 15 årig, og derfor har hun direkte adgang, for hvad end hun kan er hun mere end perfekt til det. Hvis i vil vide det, var min karakter 9. Så hun er bedre end mig. Hvilket er svært at forholde sig til. 

Jeg har faktisk en liste om hvem der skal udryddes. Jeg har bestemt jeg ikke dræber nogle 12 årige. Jeg giver dem en lille bitte chance. Så mig er de sikret for indtil midnat. Men jeg siger intet om mit teams planer. Det er kun mig de 2 piger på 12 ikke skal være bange for. 

De tæller ned for 10 nu. Jeg er blevet placeret vedsiden distrikt 6 drengen, og distrikt 2 pigen. Jeg gør mig klar. Jeg føler mig mere klar end nogensinde. Jeg ved godt barmhjertighed er et skidt træk. Men det er et smådominerende træk hos mig. 

Hornet lyder og jeg løber afsted mod hornet for at få mig et våben. Pigen fra 2 Dathra er hurtigere end mig, og får fat i nogle kasteknive. Jeg når ikke at tænke før kniven bliver fyret mod mig, og bore sig ind i min arm. Jeg hiver den ud.

Dathra er en forædder. Jeg begynder at handle instinktivt. Tager en taske når jeg alligevel er så tæt, og hiver fat i en muligvis fyldt vanddunk. Da endnu en kniv bliver fyret mod mig, begynder jeg at løbe væk for hornet. Kniven bore sig ind i mit ben. Jeg løber af alle kræfter. Smerten brænder. Jeg er nået cirka 500 meter inden jeg falder forover, og kniber øjnene i. Nu forbløder jeg. 

Nej! Selvom smerten brænder og blodet render sætter jeg mig op. Jeg er bedre end det her. Jeg er bedre end far. Jeg vil ikke dø på førstedagen. Jeg vil ikke. Jeg hiver kniven ud af mit ben. Mine hænder ryster, og jeg opdager at jeg græder. Jeg er en svækling. Jeg tørre tårene væk. Smerten er ekstremt.

"Er du ikke bedre end det her Cashmere" hvisker jeg stønnede til mig selv.

Blodet render ned for kniven, og der begynder at rende blod i græsset. Det gør ufatteligt ondt. Smerten er så ekstremt. Jeg er blevet forrådt. Nu er jeg bare en soner. En hel normal åndsvag soner. Intet andet. Jeg rejser mig op, og bevæger mig over mod et træ. Her er rigtig koldt. 

Den sprækkede bark rammer mine fingre. Jeg griber om en gren, og får en hudafskrabning på min hånd. Jeg kan næsten mærke mine kræfter ebbe ud, sammen med blodet. Bare det sår dog ville lukke sig. Jeg vender mig om. Vedsiden af mig. Kun en meter. Er der en dyb stenkløft, og tæt på også en meget lille pyt, med vand. En ren sonerfælde. Jeg hiver mig op på en gren. Jeg er 10 meter oppe, og kan nu kigge på mit sår.

Jeg tager min arm op mod mig. Jeg ryster. Jeg bider mine tænder sammen, og blinker hurtigt. Man kan tydelig se hvordan den kun er kommet en centimeter ned. Det er værre med mit knæ. Jeg har trang til at skrige når jeg ser det. Hvordan en skål af mørkt klistret blod. Den er kommet over halvvejs igennem mit knæ. Det er så klamt. Jeg stønner, da den enorme smerte igen kommer. 

Jeg åbner min taske. Noget ståltråd glimter i solen, og jeg hiver det grådigt til mig. Selvom mit ambisoner-jeg siger det er nytteløst, beholder jeg det. Nu har jeg jo ikke mit ambisoner-jeg mere. Tænk som en soner. 

Jeg griber om noget bandage, brandsalve, pencillin, og noget mod kløende myggesår. Måske kan det også bruges til bistik. Jeg vikler bandagen om min hånd, og det hvide stof bliver rødt. Da jeg ligger noget på min arm, og river af, er der stadig meget tilbage. Måske får jeg brug for det senere. Hvem ved? 

Mine hænder rør ved en sovepose, og jeg smiler instinkt. Soveposen har samme sorte farve som den ovale taske. Sort. Sort som en ravns vinger. Der er en snor. Jeg binder den til træet. Jeg føler mig godt skjult af bladene. Jeg tager resten af tingene op, og ligger dem i soveposen, da jeg er ret lille, og soveposen er dobbelt så bred som mig. 

2 vanddunke, jeg hurtigt fylder med vand fra min metaldunk. Et skortsternet tæppe, med masser af varme. En pose fuld af røde æbler. En appelsin. Et brød. En pose tørret frugt, og sidst et stykke plastik, og en pakke tændstikker. 

Smerten i min arm er næsten væk, mens mit bens smerte kun er akkurat udholdelig. Sådan at jeg kan undgå at stønne og se ud som om jeg har styr på det. 

Bommene begynder. Jeg tager den hånd der ikke er blevet kastet knive på op, og begynder at tælle på den. 9 bom. Usædvanlig lidt. Hvorfor har de ikke fået fat i flere? Hvorfor?

Jeg bliver afbrudt af løbende skridt, skrig, og råb. Jeg krummer mig sammen og læner mig tilbage og lukker hurtigt tasken. En 14 årig pige. Distrikt 4. Det lyse hår, har masser af små krøller, og de brune øjne stråler af rædsel. Karakter 5. Hun toner frem på min nethinde. vedsiden af hendes 18 årige distriktmakker. Hun er hurtigere end dem.

Uden at tænke mig om. rækker jeg instinktivt min hånd ned til hende. Hun tøver ikke med at gribe den, og jeg hiver hende op. Hun forsvinder akkurat i bladene, inden ambisonerne kommer. Jeg presser min hånd mod hendes mund, og holder hende stille i et fast greb. En lyd og jeg er dødsens. 

"Hvor er hun Stevia" Dathras stemme var kold. Jeg mener ikke den har været så kold før. Måske fordi at jeg er gået fra ambisoner til soner. Jeg genkender distrikt 5 pigens navn, og knytter mine næver. "Hvilken vej løb hun?"

"Jeg ved det ikke. Men jeg tror hun løb videre. Hun er for dum til at dreje"

"Hvad venter vi så på"

Jeg kunne høre deres skridt. Jeg ventede til de var helt borte med at fjerne min hånd. Pigens vejrtrækning var panisk. Hun rystede, og pillede let ved stoffet på soveposen. Hun vender sig hurtigt mod mig, inden hun langsomt vender hovedet, og dermed blikket ned mod det lille udkigshul til jorden. Der er dryppet noget blod af Dathras spyd. Der ligger en fin pøl, og synet får hende til at gispe højlydt. 

"J-jeg ved ikke hvad jeg skal sige" Hun kiggede mod mig, og trods faren var ovre var hendes øjne stadig op spærrede. "Det ved jeg virkelig ikke"

"Du behøver ikke sige noget"

Hun så hurtigt mod mig, og vendte så igen hovedet og kiggede ned i jorden. Hun græd ikke. Det var som om jeg vær gang så en soner forventede de skulle tude. Hun lagde sig på min skulder. Normalt ville jeg skubbe hendes hoved væk, men det virkede forkert at gøre det nu. 

"Vi kan godt komme frem nu" 

Jeg fjernede nogle blade, så jeg kunne komme frem. Hun kravlede efter. En stor blå skærm tonede frem. Lige nu sad nogle spilmestre i deres trygge stole, med deres pen og satte det her op, på en halv cirkel. 

Den første der tonede op var pigen fra tre. Hendes næse var stærkt fremtræden, og det brune hår sat i en knold. Begge fra 6. Drengen fra 7. Pigen fra 8. Drengen fra 9. Begge fra 10. Drengen fra 12. Begge 'small-girls' som jeg kaldte dem havde altså overlevet. Pigen fra 11, og pigen fra 9, var de 'small-girls'. Jeg kunne ikke slå tanken om at de små 12 årige havde allieret sig ud. Det virkede bare så logisk, at se deres små kroppe sammen. Jeg kunne ingengang se dem hver for sig nu. 

Jeg vendte mig om. Jeg tog et suk dybt ned i mig. Jeg tog min ene kniv, en dunk vand, og mit tæppe og gav det til hende, sammen med halvdelen af min ståltråd. Hun kiggede på sine hænder, og kiggede op på mig.

"Gå og.." min stemme var alt for hæs. "Gå og lov mig at overleve de næste to dage"

Hun nikkede svagt, inden hun hoppede ned fra træet. Jeg kunne ikke have hende her. Det kunne jeg ikke. Det føltes mærkeligt da hun gik. At lade hende gå. Inderst inde i mig var vi stadig partnere. 

Jeg gik hen mod min sovepose. Det var som om jeg nærmest faldt af træthed. Mine øjnelåg gled i, og mine arme lå henslængt ned af siderne. Jeg lukkede posen med mine sidste kræfter. 

Dag 2

Det var som om der gik 5 minutter, mellem jeg træt faldt ned til nu. Nogle sladredrossler sang, som sagde de godmorgen til mig. Jeg åbnede lynlåsen. Min mave knurrede af sult, og jeg greb efter frugterne i min taske. Halvdelen af posen, og et æble forsvandt ned i min knurrende mave, der endelig faldt til ro.

Jeg gabte, og greb om min kniv, bare for at vide at den stadig var der. Jeg rettede mig op, og en stiksmerte skød i mit knæ, så det blev også til et morgenstøn. Jeg trak vejret dybt. Dybere end dybt. 

Jeg hoppede ned for træet, og ramte på mit knæ. Jeg holdte et smerteskrig inde, og stønnede i stedet. Kniven lå stadig i min hånd, og den passede næsten perfekt.

Det var noget vakkelvornt jeg rejste mig op, ved at støtte på albuen på den raske arm. Det var som om jeg tog mine første skridt. Jeg spejdede rundt, og kunne se skridtene fra distrikt 4 pigen. Et skrig skød i gennem luften, og kanonen lød. Skriget kom for en pige. En lille pige. En 'small girl' 

Jeg begyndte at løbe. Mine ben bevægede sig hurtigt i gennem de fugtige blade. Mine sko skar i gennem dem. Jeg kunne høre stemmen for en lille pige.

"Nej! NEJ! NEJ!" 

Jeg fulgte lyden og snart kunne jeg høre slag. Voldsomme slag. Dog ikke ambisonerslag. Snart kunne jeg se det. Drengen fra 5 står og tæsker den ene 'small-girl'

Jeg greb om min kniv og slyngede den ud i luften. Forbier! Ikke godt. Slet ikke godt. Men jeg er ambisoner han er en soner. Han slipper pigen, og løber nu mod mig. Det er nu jeg skal vise hvad jeg kan. Jeg kan ikke flygte, da han tydeligvis er hurtigere end mig. Men stærkere? No way!

Jeg sparker ham i skridtet, som er drenges svage punkt. 'Small girl nr. 1' løber væk. Jeg griber om hans nakke og sparker ham i maven, og giver ham den klassiske mavepuster. Han tyre en knytnæve ind i mit ansigt. Noget blod render ned fra min næse. 

Jeg tyre en albue ind foran ham, og griber hans nakke, og sparker ham i ansigtet. Han falder, og jeg træder op på ham, som et bevis på at jeg har slået ham. Jeg trykker min fod ned. Jeg står der 5 minutter inden kanonen lyder. Jeg er en ambisoner. Jeg Cashmere Laftens. 

Jeg hiver hans taske af. Der ligger et halvt brød, en pose nødder, et tæppe, og noget brugt bandage. Ikke noget særligt, men jeg ved jeg får brug for det. Jeg går langsomt afsted.

Resten af dagen er der ingen kampe eller noget særligt. Jeg spiser 2 æbler, posen med nødder, og hans brød, og udskifter bandage på mit knæ, der stadig gør pænt ondt. 

Capitols melodi kommer, og skærmen toner op. Først kommer billedet af distrikt 5 drengen, og så billedet af distrikt 9 pigen. Nu er vi oppe på 11 døde på 2 dage. Hvor mange er der tilbage?

Begge fra 1. Dathra og Kathan. Begge fra 3. Begge fra 4. Stevia. Pigen fra 7. Drengen fra 8. Begge fra 11, og pigen fra 12. Det sjove er at 12 pigen der desuden er 17 kun fik 3 i karakter, så det er svært at forstille sig hun har overlevet.

Jeg ligger mig i soveposen og trækker tæppet over mig. I det samme høre jeg en kanon. Intet skrig. De skynder sig at vise drengen fra 11. 18 år, men spinkel. Jeg ligger mig i soveposen med ingen ide om hvad der venter mig i morgen. 

Dag 3.

Vandet ligger få centimeter fra mit hår. Mine hårspidser er våde. Jeg rejser mig op. Krokodiller. Jeg løsner min sovepose, og propper den og tæppet ned i min taske. Jeg propper min vanddunk ned i drengen fra 5's taske. Kanonen lyder. 

Krokodillerne, kigger sulten på mig. Jeg kigger skræmt til begge sider. En af dem bed i mit hår, og hev cirka 10 centimeter af. Jeg skreg af smerte, og lagde en hånd på min mund. Sprækken. Den har de ikke fyldt. Jeg skal bare få meter. Jeg bider tænderne sammen og hopper krokodillerne ser på mig, og begynder at gå hen mod mig. Kløften er stor. Meget stor. 

Jeg kan lugte krokodillernes ånde, da jeg hopper ned på en lille udskråning. Kløften er 10 meter dyb. Jeg griber om en sten og slynger mig ned. Her kan de ikke følge mig. Endnu en kanon lyder, efterfulgt af endnu en. Den har skudt 3 gange hvilket vil sige at vi er 9 tilbage. Tæt på finalen. 

Jeg falder ned de sidste 3 meter. Min ryg rammer stenene, og begynder at gøre ondt. Krokodillerne forsvinder ud i luften. Så det er altså meningen jeg skal herned. I det samme kan jeg høre fodtrin. Stevia, Dathran, og Kathan. Det vil sige at drengen fra mit distrikt er død, samt drengen fra 4. 

Jeg ser dem komme. I det samme peger Stevia. 

"DER ER HUN!"

Jeg sætter i løb. Løbere hurtigere end nogensinde. Jeg er en smule hurtigere end dem. Mine ben begynder at gøre ondt. I det samme bliver jeg hevet ind i en grotte. En hånd bliver lagt på min mund. Jeg kigger til siden. Pigen fra 4. 

Afsluttes i morgen

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...