It's my life

Hazel er lige flyttet til den øde og ikke mindst kedelige by Lochbridge i det sydlige England. Der er intet at lave og ingen at snakke med, eller... Det tror hun da i hvert fald. Indtil hun en aften møder Andrew i den forladte forlystelsespark Starryedge. Her finder hun ud af, at byen måske ikke er så stille, som hun i første omgang gik og troede; Mennesker er ikke de eneste væsner, der går rundt i gaderne.

4Likes
8Kommentarer
293Visninger
AA

2. Forlystelsesparken

Hazel havde ingen anelse om, hvor hun faktisk var på vej hen. Hun havde nu været i byen i et par dage og da der ikke så ud til at ske noget som helst af hendes interesse, besluttede hun sig for at tage sagen ved egen hånd og selv opsøge noget spændende. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, som hun prøvede på at finde sammenhæng i det hele. For knap en måned siden havde hendes far fortalt hende at de skulle flytte til den anden ende af landet. Hun skulle altså sige farvel til det liv, hun havde kendt så længe. Ingen kæreste, ingen venner man sådan lige kunne komme til... Altså en helt ny tilstedeværelse for den 16 årige. Det ville tage noget tid at vende sig til.

Hun drejede om endnu et hjørne og kiggede ned af den mørke gade. Der havde været det hele i parken. Rutschebaner, radiobiler, spøgelses hus, et ton af boder og resturanter, en klatrebane og ikke mindst, det klassiske hurlumhejhus. Selvom det hele virkede så dødt, som noget kunne være, så fik de dansende skygger det hele til at virke levende igen. Parken havde vidst nok stået øde længe. Meget længe. Det kunne ses på alle de forfaldne og ikke mindst ødelagte forlystelser. Det lignede faktisk mere en spøgelses by. Det måtte have været en del år siden nogen sidst havde været derinde, ud over en teenager eller to, som syntes det ville være morsomt at gå på eventyr derinde. Hvis man læste på skiltet foran den uhyggeligt udseende forlystelsespark, kunne man nemlig se dette:

 

Starryedge - Den mest vellykkede forlystelsespark siden 1803.

(D. 12-6-79 - Desværre er parken blevet lukket på grund af manglende besøgende.)

 

Gad vide, hvad der skete i 1979? Det var sådan set den eneste tanke hun rendte rundt med lige nu. Det var ved at være mange år siden, da det nu var midt i sommeren 2009. 40 år næsten. Eller måske havde den bare ikke været så vellykket, som der stod på det lettere forrådne skilt. Maddikerne og andre dyr havde i hvert fald haft godt fat i det. Det ene bogstav var faldet af og man kunne se lige igennem 8'tallet, da en eller anden form for dyr havde gnasket sig igennem det. Ikke ligefrem det mest lækre i verden, men det var nu sådan det var.

En eller anden fornemmelse fortale hende, at hun ikke var alene, men det virkede nu sådan. Efter at have kigget sig en smule omkring, konkluderede hun i hvert fald det og fortsatte sin gang igennem parken. Klokken var lort om natten. Omkring 3 eller noget i den stil. Hun havde ikke overskud til at tjekke sit ur. Hvorfor hun faktisk havde en vane med at snige sig ud så sent om natten, anede hun ikke. Det var en vane, der var opstået i hendes unge barndomsår og så havde den vel bare sat sig fast? Noget skulle hun jo lave, når hun alligevel ikke kunne sove og desuden, hvis valget stod mellem opdagelse eller ligge og stirre op i sit loft, var det alligevel nattevandringen der lød sjovest. Med hendes slidte jakke og sko havde hun smuttet ud af vinduet og ud i verden. Den jakke havde efterhånden været igennem meget, men var stadig hendes kæreste eje, om hun så ville være ved det eller ej. De 5 år hun havde haft den, havde den hængt på hende som lim. 

Det var egentlig et hyggeligt sted, hvis man så bort fra, at det var forfaldent. Hun kunne lige forestille sig at komme der en varm sommerdag. Børn overalt, der enten prøvede forlystelser eller nogle af de mange boder, som havde været der. Voksne, som stod og holdt øje med deres unger og den beroligende følelse af hygge omkring sig. Lugten af candyfloss og hotdogs. Følelsen af vinden i håret, når man endelig fik mod nok til at prøve en af de store rutsjebaner. Lyden af børn der legede eller prøvede de mindre forlystelser og ikke mindst følelsen af at være sammen med folk man holdt af. Det hele virkede så ægte i hendes hoved, men virkeligheden kom susende, da hun gik med hovedet først ind i en lygtepæl. Hun jokkede forvirret et par skridt bagud og kunne ikke lade være med at grine en smule af sig selv. Efter at have taget sig til panden, for at sikre sig, at der ikke var nogle sår eller noget, kiggede hun kort op i lyset fra den og så videre ud i mørket omkring sig. Drømme-verdenen hun havde været i for nogle sekunder siden var en del mere tiltalende end dette. Med et suk drejede hun om endnu et hjørne og begyndte at gå. Hun gik i sine egne tanker igen og opdagede ikke, at hun var gået ind i en blindgyde, som var indhyldet i mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...