Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2627Visninger
AA

13. Visse ting, som jeg ikke vil tale om

”Tøs!”

Råbte onkel Bert højt og larmende. Af ren og skær frygt, væltede jeg og tabte spanden med vand på gulvet. Det sprøjtede ud over det hele.

”Hvad fanden skal det forestille?”

Råbte han utilfreds. Det var jo egentligt lige meget at jeg havde spildt, jeg skulle alligevel vaske gulv. Men Onkel Bert blev vred, og begyndte at slå og sparke mig. Jeg græd, kaldte efter far. Men far kom ikke, ikke mere.

”Vågn så op.”

Jeg blev vækket ved at Elisabeth ruskede mig voldsomt. Jeg blinkede træt, og kunne se at der ikke var meget andet lys i rummet, end det stearinlys, som Elisabeth havde stillet på bordet. Det måtte være midt om natten.

”Hvad nu?”

Spurgte jeg træt, og gabte højt.

”Det må du forklare mig. Jeg ville lige tjekke til dig, og du lå og vred dig som jeg ved ikke hvad på sengen.”

Forklarede Elisabeth, og satte sig på sengekanten. Hun virkede urolig, ja endda bekymret for mig.

”Det er bare… bare mareridt.”

Hviskede jeg, og krammede hovedpuden ind til mig. Jeg vidste godt, at det ikke bare var mareridt. Det var gamle minder, minder, som jeg ellers troede at jeg havde begravet dybt i mit sind. Tabet af mit mandskab og mit skib måtte have rusket op i det.

”Drømmer du om dit skib og din besætning?”

Spurgte Elisabeth nysgerrigt. Jeg rystede på hovedet, og ville helst ikke tale om det.

”Hvad drømmer du så om?”

Spurgte hun undrende.

”Jeg vil helst ikke tale om det.”

Svarede jeg modvilligt. Hun så skævt på mig. Jeg sukkede opgivende. Hun havde ikke tænkt sig at give op.

”En kvinde ender ikke som en pirat bare sådan, Elisabeth. Der skete… visse ting i mit liv, som førte dertil. Tro mig eller ej, men tabet af mit skib og besætning er ikke det værste, som jeg har været ude for.”

Svarede jeg, og lagde mig ned igen. Elisabeth så på mig, ventende efter mere, men jeg ville ikke give hende mere. Så jeg vendte ryggen til hende, og kunne næsten med det samme mærke hendes slanke fingre glide over mine ar. Natkjolen var gået op.

”Det har noget med det her at gøre.”

Sagde hun forsigtigt. Jeg sukkede let, men nikkede. Det var svar nok for i dag, eller i nat, så jeg lukkede igen øjet for at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...