Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2699Visninger
AA

27. Tilbage i hans arme

Jeg kunne næsten ikke sidde stille det sidste stykke ind til havnen, og bestemt ikke da vi lagde til. Jeg bemærkede den første velkendte skikkelse, som stod på havnen. Svengal, som kløede sig undrende på hovedet. Jeg kunne godt forstå ham. Jeg havde ikke fået al asken ud af håret, så jeg havde grå striber i håret. Og jeg havde stadigt det skøre bedstemor-tøj på. Og ikke mindste, så sejlede vi i et faldefærdigt skib. Men endeligt lagde vi til, og Svengal genkendte Halt og drengene.

”Hvad hulen? Er det jer?”

Udbrød Svengal, og grinede, så det rungede. Halt rakte hånden ned, og trak mig op på broen. Jeg udbrød fornærmet:

”Og hvad så med mig?”

Jeg kunne selvfølgeligt ikke lade være med at grine, da Svengal så på mig, som om at jeg var et spøgelse.

”Er… er det dig?”

Spurgte han, og virkede modvilligt til at tro på det. Jeg nikkede, og så samlede han mig op i et kram, og svang mig flere omgange. Jeg blev helt rundtosset. Svengal lo glad.

”Jeg ved snart ikke hvem jeg skal takke. Men for fanden hvor er det godt at se dig igen.”

Sagde han glad, og krammede mig tæt. Jeg følte det lidt som om at jeg blev knust i hans arme.

”Erak?”

Spurgte jeg, da han endeligt satte mig ned igen. Svengal rystede opgivende på hovedet.

”Da et lig fra din besætning drev i land, så troede vi i var gået tabt alle sammen.”

Svengal sukkede utilpas.

”Erak troede dig død. Han er fuldstændig knust, og bevæger sig ikke meget udenfor borgen i disse dage.”

Sagde Svengal trist, og havde uden tvivl forsøgt at opmuntre sin ven.

”Vis mig op til ham.”

Bad jeg. Svengal nikkede med et smil, som om at der ikke var noget han hellere ville. Han greb bestemt min hånd, og hev mig ellers af sted. Halt og drengene fulgte lydløst efter. Så nåede vi op til borgen, og vi nåede hen til Eraks kontor. Svengal sparkede med vilje døren op.

”Hvad skal den larm til for?”

Spurgte Erak med en tynd stemme, som slet ikke passede til den livsglade Erak, som jeg var vant til.

”Jeg er vendt hjem.”

Svarede jeg. Erak så endeligt op fra den tomme bordplade og så på mig. I løbet af ganske få sekunder vendte min Erak tilbage, og sprang over bordet for at tage mig i armene.

”Emily, min elskede, elskede Emily.”

Sagde han lykkeligt, og holdt mig stramt ind til ham. Jeg fik fornemmelse af at han ikke ville slippe mig ude af syne det næste stykke tid, og det var jeg ganske tilfreds med. Jeg lukkede øjet, og nød at jeg igen havde hans arme omkring mig.

”Du, Erak? Der er vist noget vi er gået glip af her.”

Sagde Will drillende, men blev komplet ignoreret. Erak havde kun tid til mig lige nu, og det passede mig udmærket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...