Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2628Visninger
AA

21. Sorte Jills dusør

”Hvordan lyder den?”

Spurgte jeg. Gilan så uforstående på mig.

”Detaljerne, Gilan.”

Sagde Halt tålmodigt. Gilan måtte være meget træt. Han nikkede let, og drak hurtigt lidt mere kaffe først.

”En utroligt detaljeret beskrivelse, trods hendes… øhm… kendetegn.”

Sagde Gilan forsigtigt, og undgik at kigge på mig.

”Der er sågar en beskrivelse af den type tøj, som hun går i.”

Tilføjede han, og rystede på hovedet. Jeg begyndte at tænke efter. Hvis personen kendte til min tøjstil, så måtte det være en jeg kendte godt.

”Den lyder: Død eller levende, levende foretrækkes. Bringes til…”

Begyndte Gilan, men da havde jeg regnet den ud. Jeg bandede stygt, og afbrød Gilan. De tre så undrende på mig, måske også en anelse bebrejdende, fordi at jeg havde bandet så stygt.

”Sorte Jill.”

Afsluttede jeg sætningen, og rejste mig. Jeg sparkede irriteret til en sten, så den fløj over skovbunden.

”En af dine venner?”

Spurgte Halt undrende. Jeg rystede på hovedet. Rasende over at Jill ikke kunne lade mig være i fred. Havde hun ikke gjort nok ved mig allerede?

”Kun hvis det er normalt at dine venner sænker dit skib og slår din besætning ihjel.”

Sagde jeg surt, og satte mig hidsigt ned igen. Hvis jeg blev stående, ville jeg sikkert bare nede med at blive voldlig, og det skulle ikke gå ud over dem. Jeg slog alligevel hidsigt ned i jorden, så min hånd gjorde helt ondt.

”Hvem er hun?”

Spurgte Will undrende. Jeg svarede ikke.

”Hvem er hun?”

Spurgte Halt mere bidende. Jeg overgav mig. Det ville nok ikke hjælpe mig, hvis jeg gjorde dem sure på mig.

”Hun har været en del af min besætning førhen. Men hun var umulig at styre. Egoistisk, kold og morderisk. Så jeg smed hende over bord, midt ude på havet, vansiret i ansigtet. Jeg fik simpelthen nok, da hun myrdede kaptajnen på et skib, som vi havde røvet. Det er… var en af reglerne. Hvis det ikke var nødvendigt, så slog vi ikke ihjel. Hun slog ham ihjel for sjov.”

Sagde jeg surt, og slog ned i jorden igen. Halt så studerende på mig.

”Og hvad fik dig til at vansire hende?”

Spurgte han, og lød som om at det var lige i overkanten. Jeg prustede surt, det var bestemt ikke i overkanten. Jeg skulle have druknet hende, da jeg havde chancen. Men jeg svarede på Halts spørgsmål;

”Hun plejede at lokke mænd med sit udseende, så hun kunne slå dem ihjel. Jeg tænkte at hun ikke ville gå tilbage til det igen, når hun intet havde at lokke med.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...