Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2693Visninger
AA

10. Slåskamp!

Det undrede mig kort, at de ikke rev os fra hinanden med det samme. Jeg fandt dog hurtigt ud af hvorfor. Elisabeth var ikke helt så harmløs, som hun så ud. Og hun kunne slå allerhelvedes hårdt.

”Faar… hvorfor slås mor og damen?”

Spurgte en af ungerne, som holdt omhyggeligt fast i Will, men som alligevel havde overskud til at stirre meget interesseret på os. Så kiggede drengen nærmere på Will, og udbrød:

”Far, hvem har slået dig? Var det damen?!”

Han skulle selvfølgeligt råbe det sidste, så Elisabeth også fik det med. Fedt, for det gjorde hende bare endnu mere vred. Hun udstødte en rasende lyd, og begyndte at kæmpe endnu mere hidsigt imod. Hvilket faktisk var en fordel, for så kæmpede hun ikke nær så kordineret som tidligere.

”Morfar, hvorfor slås de?”

Spurgte den anden lille dreng, og blev samlet op i Halts arme, netop som jeg rullede en omgang på gårdspladsen med Elisabeth. Jeg fik stukket hende en lussing, så hun udstødte et utilfreds hyl og så fik jeg ellers en, tværs over ansigtet. Hold kæft, hvor det sved.

”Burde vi ikke stoppe dem?”

Spurgte Gilan, og var listet hen for at hilse på den af drengene, som hang i Wills arme.

”Nah…”

Sagde Will ubeslutsomt. Elisabeth og jeg rullede endnu en omgang.

”Hellere at hun afreagerer på Elisabeth end os. De ser ud til begge at trænge til det.”

Svarede Halt, og fik fremvist de hævede blåmærker på armen, hvor jeg havde bidt ham. Elisabeth nåede også at få det med, da jeg sparkede hende af mig. Hun udstødte en rasende lyd, og for på mig igen. Jeg svang hurtigt rundt med benene, og kom op at stå, lige tids nok til at undgå et slag rettet mod min mave. Det ville helt sikkert have fået mig til at knække sammen. Men jeg var ikke uvant til slåskampe, en fordel ved at have drukket mig for sans og samling i mange år og fornærme en del på mange forskellige bare og druksteder. Men Elisabeth var ingen ordinær drukkenbolt, og det kunne jeg godt mærke. Hun ville hurtigt få slået mig ned, medmindre…

Så snart det kom indenfor min rækkevidde, fik jeg grebet fat i hendes lange hår og snoet det rundt om min hånd. Hun gav et forskrækket hyl fra sig, inden at jeg gav hende et slag i maven. Hun bukkede forover, og fik så et spark i røven, så hun faldt fladt på maven.

”Så er det godt.”

Bremsede Will mig, inden at jeg kastede mig over Elisabeth. Drengen havde meget hurtigt skiftet hænder over til Gilan, da jeg havde grebet fat i Elisabeths hår. Hun rejste sig med et utilfreds ansigtsudtryk, og så gav vi os ellers til at nedstirre hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...