Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2698Visninger
AA

26. Røde kinder

Jeg gik på knæ i bunden af båden, og stak hovedet i vandet. Jeg gnubbede ivrigt mit hår for at få asken ud. Hvad ville Erak dog ikke tænke? Når vi altså engang ankom. Jeg syntes at det tog evigheder at krydse vandet mellem havnen og Skandia.

Jeg trak hovedet op fra vandet igen, og rystede mit hår for at få vandet ud. Imens at jeg satte mig på mit sæde igen.

”Hold lige op. Du både ligner og sprøjter som en hund.”

Brummede Halt utilfreds, og fik sat sit bælte på plads. Han og drengene, ja, det var jeg begyndt at kalde Gilan og Will. Bare for at drille dem lidt. De var jo ikke drenge længere. De var jo alle tre gift. Men i hvert fald så havde de fået skiftet tilbage til deres rangertøj, med undtagelse af kapperne. Det var for varmt midt på dagen.

Jeg rakte tunge af Halt, så Will let fnes. Jeg vendte mig let væk, og tørrede forsigtigt med spidsen af mit ærme inde i hulrummet, hvor mit øje manglede. Det føltes underligt, hvis det var vådt derinde. Så vendte jeg mig tilbage, og bemærkede at de alle stirrede let på mig. De skyndte sig hurtigt at se væk.

Det føltes ubehageligt at vide, at de havde set det, så jeg trak benene til mig og slog armene om dem. Det var der lige plads til på den planke, som udgjorde mit sæde.

”Øhm…”

Udbrød Will, men kom ikke længere. Så Halt overtog.

”Angående dit øje… Er du født sådan med det, eller?”

Spurgte han, og afsluttede med vilje ikke sætningen. Jeg gøs ved mindet, og rystede på hovedet for at få det til at forsvinde.

”Onkel Bert var ingen rar mand, når han drak.”

Sagde jeg stille, og gøs let igen.

”Jeg gjorde den fejltagelse at smide hans øl væk, så han ikke kunne drikke. Jeg troede at han ville blive rar, hvis han ikke drak. Det havde jeg set, at andre mænd gjorde.”

Forklarede jeg, og kom til at grine. Det var en fjollet, barnelige tanke. Jeg burde have vidst bedre.

”Han blev ikke rarere, da han blev ædru. Tværtimod. Han blev ondere. Og som straf for at have taget hans øl fra ham, så tog han mit øje ud.”

Jeg sukkede let, og bemærkede det triste blik som både Gilan og Will fik. Halt så dog ud til at tænke over noget andet, noget som fik han til at se ganske grum ud.

”Jamen hvordan er det så blevet… øhm…”

Ville Will spørge, men kunne ikke afslutte sætningen igen.

”Indsunket?”

Hjalp jeg ham på vej, og stak en finger ind i hulrummet. Will og Gilan gøs samtidigt.

”Naboen syede mine øjenlåg sammen, så der ikke ville gå infektion i såret. Over årene, så er øjenlågene vokset sammen, og har sat sig fast bagerst i mit hulrum.”

Forklarede jeg. Halt fandt et tæppe frem, og svang det om mine skuldre. Han så igen venlig ud.

”Hvor gammel er du egentligt?”

Spurgte han nysgerrigt, og skiftede emne.

”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg holdt op med at holde styr på min fødselsdag, efter at jeg stak af hjemmefra. Men jeg tror at jeg er på alder med Erak.”

Svarede jeg, og kom til at rødme, da jeg for engangsskyld sagde Eraks navn højt. Will grinede, og så begyndte de tre ellers at spørge ind til Erak og jeg. Men min mund var lukket med syv segl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...