Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2623Visninger
AA

18. Onkel Bert

Vi havde reddet det meste af dagen i tavshed. Kun afbrudt af nogle enkelte anvisninger til mig, om hvordan at jeg kunne sidde bedre på hesten. Men det var kun Will som havde talt. Og jeg havde ikke svaret ham. Halt havde holdt sig på afstand, han kunne sikkert fornemme hadet, som lurede lige under huden på mig.

”Vil du have noget mere?”

Spurgte Will venligt, og tilbød mig resten af gryderetten. Jeg rystede på hovedet. Jeg havde knap nok spist halvdelen af min portion, og jeg var ikke rigtigt sulten. Han tilbød Halt, som også sagde nej. Han lod det stå lidt endnu, hvis vi nu skiftede mening, og så endte han med selv at tage det. Will var en utroligt venlig sjæl, på trods af at jeg havde givet ham et blåt øje.

”Vil du tale om det?”

Spurgte Will endeligt, og satte sin tallerken fra sig. Jeg tøvede. Jeg havde ikke rigtigt talt om det med andre før, og en del af mig havde bare lyst til at begrave det inden i mig selv igen. Men den anden del af mig, den som Erak havde bragt frem i mig, havde lyst til at tale. Der var stille længe, hvor jeg bare sad og overvejede det. Will så ud til at opgive det, og var ved at rejse sig for at pakke sammen.

”Min mor døde, da jeg blev født.”

Sagde jeg endeligt. Will satte sig ned igen, og lyttede opmærksomt.

”Min far elskede hende meget højt. Han var knust, da hun gik bort. Men han tog sig sammen for min skyld. Han elskede mig meget højt, og der var ikke den ting, som han ville gøre for mig. Han kravlede engang op i et fire meter højt træ for at hente en grankogle ned til mig, som jeg godt kunne lide.”

Forklarede jeg, og trak tæppet omkring mig. Halt vovede sig til at kigge på mig, men jeg fokuserede på flammerne, og lagde ikke rigtigt mærke til det.

”Jeg var fire, næsten fem, da mændene kom til vores hjem. Før at jeg overhovedet kunne forstå hvad der foregik, så tog de mig fra far. Han græd, og jeg kunne huske at jeg ikke forstod hvorfor. Men han vidste, at det ville blive sidste gang at han så mig.”

Forklarede jeg, og sukkede trist. Jeg savnede ham stadigt.

”Jeg fik senere at vide, at han var blevet anklaget for tyveri fra det kongelige skattekammer. Der var bare ikke rigtigt nogle beviser for det. Far var skovhugger, vi boede langt væk fra slottet og kom kun derop, når vi skulle aflevere brænde. Alligevel blev far dømt. Han blev halshugget, efter at have siddet i fængsel i en uge.”

Forklarede jeg, og trak tæppet helt tæt omkring mig. Som om at det ville beskytte mig fra de grusomme minder, som fulgte mindet om far.

”Loven sagde, at jeg skulle overlades til et familiemedlem. Far tryglede om at de sendte mig på børnehjemmet. Men de overhørte ham, og jeg blev sendt hen til min onkel Bert.”

Jeg gøs ved mindet om hans ansigt. Det der havde lignet fars så meget, men var grumt på grund af alt den raseri og den vrede, som havde kogte i ham konstant.

”Bert slog mig, dagligt. Over alt, over ingenting. Jeg ventede i lang tid på at far skulle komme hjem, selvom jeg godt vidste at han var død. Da jeg endeligt opgav det, stak jeg af hjemmefra. Det er derfor, at jeg ikke kan lide det, når folk rør mig. Fordi at jeg forbinder det med hvad Bert gjorde ved mig.”

Sagde jeg afsluttede, og tørrede nogle enkelte tårer af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...