Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2628Visninger
AA

3. Min klap

”Er det fordi at der er nogen, som har gjort dig ondt, at du ikke stoler på mig?”

Spurgte han forsigtigt, og betragtede mig. Jeg gøs let. Jeg hadede det blik. Han kendte mig ikke godt nok til at vide, at det var en dum ide for mænd at se på mig for lang tid af gangen. Men jeg havde bestemt ikke tænkt mig at blive hængende, så han havde tid til at lære det.

”Dit øje.”

Sagde han kort, og pegede let på sit ansigt. Min hånd for op af sig selv. Jeg gøs indvendigt, da jeg ikke kunne mærke læderet imod mine fingre. I stedet kunne jeg mærke arrene omkring det sted, hvor mit øje havde været. Jeg bremsede mig selv, inden at jeg fortsatte ind i hulrummet, hvor øjet havde siddet. Så så jeg tilbage på ham igen. Havde han taget min klap? Men hvorfor skulle han det? Ville han bruge det som afpresning?

”Forstår du overhovedet hvad jeg siger?”

Spurgte han pludseligt, og afbrød min strøm af tanker. Jeg tøvede med at svare. Måske ville det være en fordel, hvis han ikke vidste, at jeg forstod ham. Men jeg skulle bruge min klap!

”Min klap?”

Spurgte jeg i den korteste sætning, som jeg kunne mønstre. Jeg havde bestemt ikke lyst til at snakke med ham, mere end højst nødvendigt. Han så kort tænkende ud, og rystede så let på hovedet.

”Du havde den ikke på, da jeg fandt dig.”

Svarede han, og trak på skuldrene. Jeg blev kold som is indvendigt. Jeg skulle bruge min klap, ellers… Jeg skulle bare bruge den.

”Dit sværd, havde du til gengæld på dig.”

Sagde han pludseligt, så jeg kom i tanke om Syras ørkensværd. Jeg var lige ved at græde, da jeg kom i tanke om mit døde mandskab og mit sunkne skib. Men det ville jeg ikke, ikke foran ham. Jeg så mig søgende omkring, og opdagede at han samlede det op fra under sit tæppe.

”Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget. Men jeg kan ikke være så sikker på at du ikke gør mig noget. Så jeg beholder lige den her, indtil videre.”

Sagde han, og lagde sværdet under tæppet igen, som han sad på. Jeg ville ikke kunne få fat i mit sværd, så længe at han sad på tæppet. Selv hvis han sov, det ville garanteret vække ham. Jeg mødte hans blik igen, og så stirrede vi længe på hinanden. Det blev så stille, at jeg kunne høre hans hest græsse. Jeg kunne endda høre en lille fugl, som endnu ikke var gået i seng, i træet over mig.

”Nåh… men mit navn er Gilan.”

Præsenterede manden sig, og virkede ivrig efter at bryde stilheden. Men jeg havde ikke mere at sige til ham, så jeg holdt min mund lukket og så væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...