Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2696Visninger
AA

8. Mærkelige ranger

”Har du tænkt dig at spise noget?”

Spurgte Halt utilfreds, og sad på hug foran mig. Jeg sendte ham bare et rasende blik, og svarede ikke. Han holdt ellers skålen i sin hånd, men han kunne tro nej. Jeg ville ikke gøre den samme fejltagelse, som jeg havde gjort med Gilan.

”Det må du selv om.”

Sagde Halt, og rejste sig. Han gik tilbage til Will, som sad ved bålet og spiste sin egen portion.

”Så må du sige til, hvis du bliver sulten.”

Sagde Halt, og satte portionen fra sig.  Så tog han sin egen, og begyndte at spise. Jeg var meget sulten, men jeg skulle ikke have noget fra dem.

”Det ville faktisk hjælpe dig, hvis du talte med os.”

Brød Will ind, og så på mig. Den dag, hvor de havde tilbragt med at forsøge at få mig til at gå, havde hjulpet på hans blå øje. I den form at det var blevet mere tydeligt. Men jeg havde nægtet, at de skulle binde mig fast til en af deres heste, og så skulle jeg gå bag ved. Jeg havde nægtet at tage et skridt, og havde med vilje ladt mig falde og ikke rejse mig igen, da de forsøgte at ride. De havde ikke kunnet nænne at trække mig hen at jorden i armene, men uanset hvad de sagde, så nægtede jeg at svare og jeg nægtede at flytte mig. Så til sidst var Will blevet så sur, at han havde smidt mig over ryggen på sin hest. Og så hang jeg ellers der, og han måtte gå. Det forsinkede dem tydeligvis, og det var de ikke glade for.

”Når vi ikke ved noget om dig, så antager vi at du overfaldt Gilan med den intention at du ville skade ham. Og det betyder fængselsstraf at sætte sig til modværge overfor en ranger.”

Forklarede Halt, og så på mig. Jeg så stædigt tilbage, men nægtede fortsat at sige noget. Jeg var ligeglad om de smed mig i det dybeste, mørkeste hul, som de kunne finde, for jeg havde prøvet værre. De opgav mig, i hvert fald i lidt tid endnu, og vendte opmærksomheden mod hinanden.

”Hvordan har øjet det?”

Spurgte Halt, og betragtede let Will, som utilpas gned sig under de hævede øjenlåg.

”Jeg tror ikke at jeg kommer til at kunne se ud af det i morgen.”

Svarede Will, og kunne knap nok se ud af det nu. Halt brummede utilfreds, og så i min retning. Jeg valgte at ignorere ham, for ikke at tiltrække mig hans opmærksomhed igen.

”Hvad med din arm?”

Spurgte Will, og lød mere bekymret over Halts bidemærke, end hans eget blå øje.

”Hun bider pokkers hårdt.”

Brummede Halt utilfreds, men sagde ikke mere. Hvad var det dog for et åndssvagt svar at give? Han fortalte jo hverken om han havde ondt, eller om jeg havde fået bidt hul, hvilket jeg håbede lidt på. Men Will så ud til at forstå det underlige svar, og nikkede ganske let for sig selv. De rangere var underlige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...