Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2695Visninger
AA

14. Jeg vil hjem

”Athan, Athan!”

Råbte den ene af ungerne, og satte sig i en klodset løb. Den anden begyndte at løbe efter, og så udviklede det sig til en form for voldeligt tik.

”Athan! Nathan! Så er det godt. Vi har gæster. Opfør jer ordentligt.”

Blandede Will sig, og greb hver af dem i kraven. De rakte dog stadigt ud efter hinanden, og sparkede på livet løs. Will fik nok, og løftede dem op, så deres ben ikke længere kunne nå jorden.

”Stop så.”

Sagde han så køligt han kunne, og så ganske alvorlig ud.

”Ja far.”

Sagde tvillingerne i munden på hinanden, og forsøgte at se helt uskyldig ud. Will sukkede utilfreds, og satte dem ned igen. De så ud som om at de ville kaste sig over hinanden igen, men de holdt sig i skindet.

”Kom så drenge. Morgenmad.”

Kaldte Elisabeth blidt, og stillede den sidste skål med noget tørret frugt på bordet. Ungerne for straks hen til bordet, og var ved at komme op og slås om hvem der skulle sidde hvor. Will måtte blande sig igen.

”De er ganske forfærdelige, særligt om morgenen.”

Sukkede Elisabeth, og aede sin søn over håret, da han endeligt satte sig. Halt nikkede, og var ved at smøre sig noget brød. Jeg følte mig ikke rigtigt sulten. Jeg savnede Erak så meget.

”Så skulle du prøve at være babysitter.”

Tilføjede Gilan, og spiste med. Dog uden sin kone, Jenny. Hun var vist stadig ikke for vild med mig, efter at jeg havde slået Gilan ned. Elisabeth opdagede at jeg ikke havde noget mad på tallerkenen, og rakte mig den lille kurv med brød.

”Her. Du ska…”

Begyndte hun. Jeg rystede på hovedet.

”Jeg vil hjem.”

Sagde jeg tyndt, og følte det som om at jeg ville give mig til at græde. Jeg havde brug for Erak. Hans evne til at få mig til at føle mig rolig og smuk, havde jeg brug for.

”Normalvis ville vi have sendt dig af sted allerede. Men det skib, som normalt ligger permanent i Araluen. Det har Erak kaldt hjem til eftersyn, inden vinteren kommer. Han stoler vist stadigt ikke helt på vores bådebyggere.”

Forklarede Will, og trak på skulderne. Hans blå øje var så småt ved at blive lilla.

”Så enten skal du vente her på at det vender tilbage, eller du skal rejse…”

Begyndte Halt, og smed tråden op fra Will.

”Jeg vil hjem til Erak.”

Sagde jeg straks. Halt så undersøgende på mig, men så at mit savn var oprigtigt. Så han nikkede.

”Giv os et par dage. Så kan vi følge dig til Skandia.”

Bad Halt. Jeg sendte ham et utilfreds blik.

”Du får et par timer.”

Sagde jeg surt. Han opgav at sige mig imod, og nikkede let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...