Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2577Visninger
AA

2. Jeg gør dig ikke noget, ja, som om

Jeg slog øjnene op, rystende af frygt. Manden, som havde fundet mig ved strandkanten, var ved at rejse sig. Men så snart han så at jeg var vågen, satte han sig igen. Han forsatte med at røre i gryden, som indeholdt et eller andet lækkert. Det duftede i hvert fald sådan. Men hvor var jeg? Jeg så mig forsigtigt omkring, ledende efter spor. Manden havde en hest, det måtte være den, som han havde snakket til. Jeg var forundret over at se at den stod helt uden at være bundet. Det var ikke normalt.

Jeg så mig videre omkring. Jeg lå tæt ved bålet, så mit tøj kunne tørre. Det var dejligt varmt, og hvis jeg var heldig, så ville jeg slippe for at blive syg af det kolde havvand. Den lille bålplads var tæt omkring af træer, så det var svært at se forbi det. Det eneste jeg ellers kunne se, var flere træer og buske. Vi måtte være inde i en skov.

”Maden er klar lige om lidt, hvis du er sulten.”

Sagde manden roligt, så jeg så tilbage på ham igen. Han så harmløs nok ud, men jeg stolede ikke på ham. Det kunne jeg ikke. Da han rejste sig, for jeg sammen. Han var høj, lidt for høj til at jeg kunne lide det. Han hældte forsigtigt noget sammenkogt kød og nogle grønsager op i en skål, og samlede noget brød op fra sin taske. Så gik han over til mig. Jeg for tilbage, så jeg smed tæppet af mig. Jeg kravlede nærmest baglæns væk, indtil at jeg ikke kunne komme længere. Jeg endte med ryggen imod et træ. Dumt træk, for så kunne jeg ikke slippe væk. Han så undrende på mig, og gik forsigtigt på hug. Han satte skålen på jorden, og lagde brødstykket ved siden af.

”Jeg gør dig ikke noget.”

Sagde han, og trådte tilbage igen. Nu kunne jeg nå skålen og brødet, uden at komme indenfor hans rækkevidde, så han kunne tage fat i mig. Jeg ville helst ikke tage skålen og brødet, men min mave gjorde helt ondt af sult. Så jeg rakte lynhurtigt ud, og trak skålen og brødet til mig. Jeg lænede mig op af træet igen. Hvis han havde en makker, så kunne jeg trods alt ikke blive overfaldet bagfra. Jeg spiste hurtigt maden, uden rigtigt at smage på den. Jeg holdt skarpt øje med manden, som selv spiste en portion. Jeg for sammen, da han pludseligt lænede sig frem. Han bemærkede det, og gjorde sine bevægelser lidt mere langsomme. Han rakte forsigtigt ned i sin taske. Jeg blev mere og mere anspændt. Han roede længe. Ledte han efter en kastekniv, som han kunne kaste efter mig? Så trak han et æble op, og rakte det bagud til sin hest. Jeg faldt lidt til ro igen.

”Jeg gør dig ikke noget.”

Gentog han sig selv, og fortsatte med at spise resten af sin mad. Jeg slugte hurtigt resten af maden, og stillede skålen lige ved siden af mig. Hvis han forsøgte at komme i nærheden af mig igen, så fik han sin skål tilbage, lige midt i ansigtet. Så kunne jeg købe mig noget tid til at flygte i.

”Er du stadigt sulten?”

Spurgte han, og så længe på mig. Jeg rørte mig ikke. Jeg var stadigt sulten, men han skulle ikke få lov til at bruge det som et trick imod mig, så han kunne overfalde mig.

”Jeg gør dig altså ikke noget.”

Gentog han, og lød svagt irriteret. Ja, den var god med ham. Selvfølgeligt var han helt harmløs, når han gik med bue og det sværd, som jeg lige havde opdaget på hans hest. Ha, mig narrede han ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...