Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2584Visninger
AA

6. Ildrødt hår og manglende øje

”Av.”

Klagede Gilan, og lød utilpas. Det glædede mig, for så kunne han lære at holde fingrene for sig selv.

”Det er dybt, men du skal ikke syes. Du kan nøjes med en forbinding.”

Sagde Halt, og lød lidt mere lettet.

”Hvad skete der?”

Spurgte Will. Gilan udstødte en let latter.

”Hold da op. Du kan nøjes med et spørgsmål.”

Sagde Gilan fornøjet, og udstødte så endnu et av. Halt måtte være ved at forbinde ham.

”Ja, du bad mig jo om at dæmpe mig.”

Svarede Will, og lød en smule urolig.

”Nåh ja, det gjorde jeg også.”

Sagde Gilan, og lød til at have fået en slem hjernerystelse. Hvilket Halt også nævnte for ham.

”Du har vist fået dig en slem hjernerystelse. Så hvad med at du fortæller os hvad der skete?”

Foreslog Halt. Gilan udstødte en enig lyd.

”Jeg besluttede mig for at tage en omvej, så jeg red langs kystlinjen i stedet. Der fandt jeg en kvinde liggende i strandkanten. Hun var blevet skyllet i land, så jeg troede til først at hun var druknet. Men jeg tjekkede hende nu alligevel, og hun vidste sig at være i live. Hun lå ovenpå noget fra et skib, så jeg tror at hendes skib har været udsat for pirater. Jeg tog hende lidt med ind i skoven, og lavede et bål, så hun kunne blive tør. Hun vågnede igen, men sov en hel dag væk.”

En hel dag, tænkte jeg. Havde jeg virkeligt sovet så længe?

”Da hun vågnede var hun fjendtlig. Hun ville ikke have mig i nærheden af hende, så jeg tror mest at det var frygt. Jeg gav hende noget mad, som hun nægtede at tage imod, medmindre at jeg gik langt væk fra det og hende. Så jeg tror at nogen har gjort hende ondt, og derfor var hun bange. Hun forsøgte at stikke af i løbet af natten, hvilket ikke var helt ufarligt, så jeg forsøgte at hente hende tilbage. Og der slog hun mig altså ned.”

Forklarede Gilan.

”Så du har ligget i skovbunden hele natten?”

Spurgte Halt. Gilan måtte vist have nikket til det spørgsmål, for jeg hørte ikke noget svar.

”Du tager tilbage til slottet, og får hvilet dig. Vi forsøger at finde hende. Hvordan ser hun ud?”

Sagde Halt. Gilan udstødte en grinagtig lyd, inden at han svarede.

”Hun er let nok at genkende. Hun har ildrødt hår, og så mangler hun et øje.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...