Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2585Visninger
AA

4. HVAK!

Jeg vågnede ved at en knop på træet trykkede mig ind i ryggen. Det var ikke behageligt, så jeg ændrede min stilling. Jeg gabte let, og kunne regne ud at jeg måtte være faldet i søvn, imens at jeg nægtede at se på Gilan, som han åbenbart hed. Han var meget irriterende. For selv om jeg ikke havde snakket til ham, så havde det ikke stoppet ham i at tale til mig og stille spørgsmål. Jeg havde ikke svaret, og alligevel så havde han fortsat med at spørge.

Jeg kiggede kort ned af mig selv, og opdagede at jeg var blevet svøbet ind i et tæppe igen. Han havde tilbudt mig at jeg kunne rykke tættere på bålet, så jeg ikke frøs. Endda at han ville rykke længere væk, men jeg havde ikke rørt mig en meter.

Jeg så kort over på hans hest, som betragtede mig. Den hest gav mig myrekryb. For selv om den ikke var bundet, så stak den ikke af. Den gik lidt omkring, men blev i nærheden, så den altid kunne ses. Den skulle jeg helt klart ikke bruge til min flugt. Jeg kunne heller ikke ride, så det opgav jeg helt.

Jeg så hen på Gilans skikkelse, og opdagede at han lå ned på tæppet, svøbt ind i sin kappe. Altså, kunne jeg heller ikke få fat i mit sværd. Jeg studerede ham nærmere. Den smule jeg kunne se af hans ansigt, så afslappet ud. Han måtte sove. Det her var min chance. Men hvordan kunne jeg være sikker på at han sov?

Hesten så på mig, da jeg skubbede tæppet af mig. Den så næsten mistænksom ud. Det var skide uhyggeligt. Jeg gjorde mit bedste for at ignorere den, og rejste mig. Min krop gjorde helt ondt af at ligge op af træet, så jeg vovede mig til at strække mig. Uheldigvis kom jeg til at flytte min fod, og træde på et tørt blad. Den knasende lyd, som det gav, lød høj nok til at kunne vække hele skoven. Jeg skævede til Gilan, men han sov roligt videre. Han måtte sove dybt. Så jeg vovede mig til at tage et skridt, og var lige ved at vælte. Jeg havde ikke helt fået mine landben tilbage endnu, så det hele gyngede en smule. Men jeg skulle væk. Jeg havde ikke tænkt mig at blive i Gilans selskab meget længere. Jeg ville tilbage til Erak. Bare Erak dog ville tilgive mig min dumhed.

Det var der bare ikke tid til at tænke på nu, mindede jeg mig selv på og tog et skridt mere. Jeg var meget forsigtig med at træde udenom de tørre blade, så jeg ikke risikerede at vække Gilan. Jeg var netop ved at nærme mig de tætte træer, da det lød:

”Du burde ikke gå ud i skoven nu. Det er alt for farligt, når det er mørkt.”

Pis, han lød helt vågen. Han havde garanteret været vågen hele tiden. Eller måske var det et af de magiske trick, som rygterne sagde, at rangere var i stand til. Jeg så let tilbage, og opdagede at han sad op. Hvordan havde jeg ikke hørt det? Sikker magi, blev jeg enig med mig selv om. Så jeg tog benene på nakken, og styrtede af sted ind i skoven. Jeg vaklede usikkert, men tvang mig selv til at løbe videre. Jeg var i ingen tilstand til at kæmpe imod ham, da slet ikke når han var bevæbnet. Jeg snublede pludseligt, lige så lang som jeg var.

”Helt ærligt.”

Sagde Gilan utilfreds, og kom løbende. Han bukkede sig ned, med sin hånd fremstrakt, som for at hjælpe mig op. Men han kunne tro nej. Han skulle ikke røre ved mig igen. HVAK! Sagde det, da den gren, som jeg havde fået lukket hånden rundt om, ramte Gilans hoved. Han faldt straks omkuld, som en kludedukke, dybt bevidstløs. Så jeg rejste mig igen, og løb. Jeg vendte ikke engang om for at hente Syras ørkensværd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...