Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2623Visninger
AA

23. Forestillingen

”Du kunne vel ikke fortælle hvor jeg kan få fingrene i et skib?”

Spurgte Will, og gjorde sit bedste for at lyde halvtosset. Gilan stod ved siden af ham, støttende til en stok, men med en hånd på Wills skulder, som om at han holdt styr på ham. De lignede langtfra sig selv, rangertøjet var gemt godt væk nede i bunden af min taske. Og der var det usandsynligt at der ville komme fremmede fingre ned i. Jeg havde rollen som den skøre bedstemor, og havde farvet mit røde hår gråt med aske. Halt stod ved siden af mig, ganske vist på to ben, men han trak let på det ene ben, som om at det ikke var helt i orden.

”Hvem fanden er i?”

Spurgte den brede mand, som Will havde udvalgt. Måske fordi at det skulle virke som om at han ikke var rigtigt oveni hovedet.

”Hvem er han? Hvem er det? Hvem fanden er hun? Og hvem koger kaffe?”

Gav jeg mig til at råbe, mens at jeg gav mig til at råbe og fægte med den gren, som jeg brugte som stok. Som om at jeg heller ikke var helt rigtig oveni hovedet. Halt brød ind, og lod som om at han fik styr på mig. Will stod bare og grinede, fuldkommen åndsvagt med sin hullede hue på skrå.

”Så rolig nu, mutter.”

Sagde Halt med sin accent, og greb mig fast i armen.

”Du hørte min bror. Vi skal bruge noget transport.”

Sagde Gilan, og støttede sig tungt til sin stok, som holdt hele hans kropsvægt. Han skulle fremstå som den svageste af os, men den som var mest rigtigt oveni hovedet.

”Vi skal ud og sejle!”

Udbrød Will begejstret, og klappede lystigt i sine hænder som et lille barn. Han så helt vildt åndssvag ud, og jeg måtte bide mig selv i tungen for ikke at grine.

”Sejle? Sejle?”

Udbrød jeg, og gav mig til at ryste som om at jeg var ved at få en form for anfald.

”Ja, mutter. Det har vi snakket om. Så vi kan komme over til fætter Lange Jons fødselsdag.”

Sagde Halt beroligende, og så så vi ellers på manden, som forhåbentligt var faldet for forestillingen. Jeg bad til at han havde opgivet at ville diskutere sagen nærmere, og havde besluttet sig for at vi var godt skøre i hovedet alle sammen.

Han så kort tænkende ud, men nikkede så let.

”Der ligger en lille skude et par broer længere henne. Den kan i vel sagtens købe.”

Sagde manden, og ignorerede os ellers, da han gav sig til at slibe sin kolossale kniv igen.

”Må jeg lege med den?”

Spurgte Will, og overbeviste yderligere manden om at han var åndssvag. Gilan sukkede opgivende, som om at han var vant til det, og trak Will videre i nakken på hans skjorte. Jeg gav mig til at skule mistænksomt omkring, som kun en gammel kone kunne gøre det, alt imens at Halt bøvlede med at få mig til at følge efter de andre.

Erak, uden tvivl også Elisabeth, ville have været færdige af grin, hvis de havde set os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...