Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2575Visninger
AA

5. Flere af dem?

Det var koldt og ubehageligt. Jeg havde vandret rundt det meste af natten. Sikkert i cirkler, fordi at jeg ikke anede hvor jeg var. Da solen var ved at stå op, havde jeg besluttet mig for et kort hvil. Så jeg havde sat mig op af et væltet træ. Det havde ligget der i mange år, for dyrene var gået i det. Det var heldigt for mig, for så gav det lidt læ, da det begyndte at regne. Det var lidt en fordel, for så blev mine spor skjult, men samtidigt var det også iskoldt.

”Hvor er han dog henne?”

Kunne jeg pludseligt høre en utilfreds stemme i nærheden. Jeg trykkede mig længere ind imod træet, og så mig længe søgende omkring.

”Han skulle for længst have været tilbage.”

Sagde en anden stemme, og lød bekymret. Pis, det var sikkert nogen, som ledte efter Gilan. Og ud fra hvad jeg kunne høre, så befandt de sig bag den stamme, som jeg skjulte mig ved.

”Der er han!”

Sagde den stemme, som havde sagt at han skulle havde været tilbage for længst.

”Hvordan er det dog du ser ud?!”

Udbrød den første stemme, og lød pludseligt bekymret. Det lød en utilfreds lyd, da de stod af hestene.

”Det er da et ordentligt gok i nødden, som du har fået.”

Sagde den anden stemme.

”Åh, dæmp dig lige, gider du Will? Mit hoved føltes som det vil sprænges.”

Klagede Gilan til den anden stemme, som var en eller anden ved navn Will.

”Lad mig se.”

Brød den første stemme ind.

”Det er ikke nødvendigt, Halt.”

Forsøgte Gilan at modsætte sig Halt, som vist var den, der udstødte en utilfreds lyd.

”Lad mig se. Du bløder.”

Forsøgte Halt sig igen, og lød som om at han var ved at miste tålmodigheden.

”Bløder jeg?”

Spurgte Gilan, og lød stadigt lidt halvforvirret, så jeg gik ud fra at han var den, som satte sig.

”Will, hent lige førstehjælpskassen.”

Bad Halt. Jeg lyttede nysgerrigt efter det mindste tegn på at de havde opdaget mig. Indtil videre lød det ikke sådan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...