Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2577Visninger
AA

1. Far!

”Far… Faar, hvor er du?”

Spurgte jeg, og knugede min lille dukke ind til mig. Jeg så mig undrende omkring. Hvor var far? Han havde da lige været her. Nåh ja, han sagde at han ville hente os noget middagsmad. Så jeg rejste mig fra skovbunden, stadigt med dukken tæt ind til mig, og løb på mine små børnefødder tilbage til huset.

”Faar!”

Råbte jeg, og var bange. Far lod mig jo næsten aldrig være alene, så jeg kunne ikke lide at være alene. Jeg bemærkede en gruppe af mænd, som stod ved hoveddøren og talte med min far. Så jeg skyndte mig derhen, for hvad nu hvis vi havde fået gæster? Så skulle jeg jo vaske mig, når jeg havde leget i skoven.

”Din datter?”

Spurgte en af mændene. Far nikkede let, og havde et dystert ansigtsudtryk. Måske var gæsterne, slet ikke gæster, så jeg gik hen til ham. Han skubbede mig forsigtigt ind bag sig, men jeg var nysgerrig. Så jeg strakte mig en smule, så jeg lige kunne kigge forbi hans ben.

”Hvor er barnets mor?”

Spurgte en af mændene.

”Det må du ikke spørge far om, så bliver han ked af det.”

Brød jeg ind, og knugede en del af fars bukser i min lille hånd. Manden så uforstående ned på mig. Far sukkede trist, og tog mig i armene. Jeg knugede mig til ham, men så jeg stadigt kunne se mændene. Far pegede let med sin ene hånd ind i skoven.

”Hun ligger derinde.”

Sagde far trist, og aede mig let over kinden. Han savnede mor så meget, det vidste jeg. Han havde tegnet billeder af hende, så jeg vidste hvordan hun så ud.

”Hun døde, da vores datter blev født.”

Forklarede far, og kyssede blidt min kind. Hvorfor var far så trist? De snakkede om mor, og så blev han jo trist. Men aldrig så trist, for han ville ikke også gøre mig trist.

”Er der andre familiemedlemmer, som barnet kan overlades til?”

Spurgte manden, og så ud til at være fuldkommen ligeglad med at far var trist. Far sukkede let.

”Jeg har en lillebror.”

Svarede far, og det var underligt. For far snakkede aldrig om onkel Bert, for onkel Bert er mærkelig. Han må ikke engang komme på besøg.

”Men han er ikke rigtig oveni hovedet. Han drikker, slås og er ond mod dyr. Han er ikke engang gift. Jeg beder jer, i må ikke sende min datter derhen. Send hende hellere hen på børnehjemmet.”

Bad far, og holdt mig tæt ind til sig. Manden rystede på hovedet, og rakte ud efter mig.

”Loven siger at barnet skal i pleje hos et familiemedlem.”

Forklarede manden, og hev mig ud af fars arme. Jeg rakte straks ud efter far, så jeg tabte min dukke.

”Far!”

Skreg jeg højt, netop som manden vendte sig væk og begyndte at gå med mig. Far så trist efter mig. Hvorfor græd far? Far græd, fordi at det var sidste gang at jeg så ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...