Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2688Visninger
AA

15. Endeligt tager vi afsted

”Her.”

Sagde Gilan, og rakte mig ørkensværdet. Jeg rakte ud efter det, men han tog det hurtigt udenfor min rækkevidde.

”Bare lad være med at bruge det på os.”

Kommenterede han neutralt, så jeg kunne ikke rigtigt regne ud om det var alvor eller en spøg. Jeg rev sværdet til mig, og satte det fast i bæltet.

”Erak ville bare blive sur.”

Kommenterede jeg.

”Og det er meget vigtigt hvad Erak syntes?”

Spurgte Halt, så jeg nær var faldet omkuld. Jeg fik sådan et chok. Jeg havde slet ikke hørt ham komme gående.

”Ja.”

Nøjes jeg med at svare surt, og tog nogle skridt til højre. Jeg brød mig ikke om at have dem for tæt på mig, uanset hvor gode venner de skulle forestille at være med Erak.

”Så må han betyde en del for dig.”

Kommenterede Halt, så jeg forstod hvad han fiskede efter. Informationer om hvorvidt Erak og jegs forhold var noget seriøst. Jeg vendte ryggen til ham, for at ignorere ham.

”Hvornår kommer den idiot?”

Spurgte jeg utilfreds. Will var stadigt ikke dukket op.

”Han siger farvel til Elisabeth og børnene.”

Forklarede Gilan, og rystede opgivende på hovedet af mig.

”Behøver det at tage så lang tid?”

Kommenterede jeg utålmodigt. Jeg ville hjem til Erak, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg begyndte at gå utålmodigt frem og tilbage.

”Hvis han ikke snart dukker op, så får han et blåt øje mere.”

Mumlede jeg for mig selv.

”Rolig nu.”

Sagde Gilan, og befandt sig pludseligt lige i hælene på mig. Rent instinktivt slog jeg ud. Han nåede dog at flytte sig, så jeg ikke ramte ham.

”Hold afstand.”

Knurrede jeg utilfreds, og fik endeligt øje på Will, som kom gående.

”Det var på tide!”

Råbte jeg utilfreds af ham. Han rullede opgivende med øjnene, og så kunne vi endeligt stige op på hestene. Gilan vinkede til afsked. Han skulle blive tilbage, så Will og Halt skulle følge mig tilbage. Jeg havde fået lov til at låne en hest. Den virkede ganske rolig, men det var mange år siden at jeg sidst havde reddet. Jeg tror nok ikke at jeg ville kunne styre den, hvis den besluttede sig for at stikke af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...