Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2573Visninger
AA

20. En dusør

”Hvor er hun?! Hvor er hun?”

Blev der ophidset spurgt, så jeg slog øjnene op. Jeg kunne se Gilan komme stormende, på en meget ikke-ranger-måde. Men hvad fanden lavede han her? Han skulle jo slet ikke være her, men derhjemme.

”Åh, gudskelov.”

Sagde Gilan forpustet, og bukkede let sammen i knæene, med hænderne på låret, så han kunne få vejret igen. Will satte sig undrende op, og bag Gilan kom Halt gående med et utilfreds ansigtsudtryk.

”Hvad fanden skal det forestille? Jeg havde nært skudt dig, hvis det ikke var fordi at jeg genkendte Blaze i sidste øjeblik.”

Knurrede Halt af Gilan. Gilan lod dog ikke til at høre efter, og virkede bare glad over at have fundet mig. Jeg gned undrende mit øje.

”Undskyld Halt. Jeg var bare så bekymret.”

Sagde Gilan forpustet, og rettede sig op igen.

”Jeg har redt konstant de sidste tre dage for at indhente jer.”

Forklarede Gilan. Jeg så undrende på ham, hvorfor skulle han dog have gjort det?

”Sæt dig, inden du vælter omkring.”

Bad Will, og gik straks i gang med at lave noget kaffe. Gilan satte sig taknemmeligt, og varmede sine hænder ved bålet.

”Det nåede os, et stykke tid efter at i var taget af sted, at der er blevet udlovet en dusør på hende.”

Sagde Gilan, og pegede let på mig. Det gik op for mig, at jeg ikke havde oplyst mit navn til dem. Erak var den eneste, som kendte mit navn.

”En dusør?”

Spurgte Will med hovedet på skrå. Jeg måtte give ham ret. Det lød ikke sandsynligt, at der var blevet udlovet guld for mig. Men Gilan nikkede bestemt.

”Nok guld og sølv til at bade i det.”

Sagde han, og rystede opgivende på hovedet. Det var nok til at friste de fleste. Så det var derfor at han havde redet så længe for at indhente os. Så vi ikke risikerede at blive overfaldet, uden at ane hvad det handlede om.

”Hvor er den blevet udlovet?”

Spurgte Halt. Gilan trak på skuldrene.

”Nyheden om dusøren har spredt sig fra mund til mund, så vi kan ikke spore den.”

Forklarede Gilan, og tog taknemmeligt imod den kaffe, som Will rakte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...