Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2689Visninger
AA

9. Dig!

Der røg min sidste mulighed for at flygte, tænkte jeg surt og ignorerede fuldkommen det faktum at jeg var bundet på hænder og fødder, fordi at jeg allerede havde forsøgt at stikke af en gang til. Det var mislykkes totalt, da Will havde forventet det og straks havde smidt mig op på ryggen af sin hest igen. Og så havde han besluttet sig for at binde mine ben sammen, og det var jeg ikke tilfreds med. Jeg havde forsøgt at sparke ham, og så havde Halt hjulpet til.

”Det var på tide i kom tilbage. Jeg var ved at være bekymret.”

Lød det i nærheden, og det lød rigtigt meget som Gilan, hvilket bare forværrede mit humør.

”Hun modsatte sig.”

Sagde Halt surt, mens at rebene blev fjernet fra mine ben. Så trak Will mig af hesten, og jeg kunne endeligt se hvor jeg var henne. Jeg befandt mig på en gårdsplads, men den virkede ikke bekendt og gav mig ingen ledetråde om hvor jeg befandt mig henne. Så jeg så hurtigt på Gilan, og grinede. Hans hoved var stadigt bundet.

”Hold din mund.”

Brummede Gilan utilfreds, og tog så kort til hovedet.

”Jenny er skide sur.”

Tilføjede han mumlende, så det lød vist som om at Jenny eller hvad det nu var, var hans kone.

”Far!”

Råbte to små drenge pludseligt, og kom løbende på usikre ben. Will smilede straks lykkeligt, og trådte lidt væk fra mig, så han kunne bremse dem. Det var sikkert hans og Elisabeths unger. Specielt fordi at det var Elisabeth, så fik det mig til at hade dem i øjeblikket.

”Dig!”

Lød det pludseligt, så jeg hurtigt vendte mig. Kun for at stirre på Elisabeth. Det fik straks vreden til at røre på sig. Jeg havde brug for at skylde skylden på nogen, for tabet af mit mandskab. Og det passede lige med at jeg kunne skylde skylden på Elisabeth, som bare skulle havde blandet sig udenom.

”Dig.”

Knurrede jeg rasende.

"Kender du hende?"

Spurgte Will. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist ikke helt glemt den gang, hvor jeg havde smidt hende i havet. Godt.

”Ja.”

Svarede Elisabeth surt, og tilføjede mere utilfreds:

”Hun er Eraks sengevarmer.”

Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...