Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2571Visninger
AA

12. Det sidste minde

”Hvad fanden skal det her forestille?”

Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at lyde fornærmet. Der var på ingen måde, at jeg ville indrømme over for Elisabeth, at kjolen var helt utroligt smuk. Så jeg kylede den utilfreds lige tilbage i ansigtet på hende. Hun prustede utilfreds, og så ondt på mig.

”Det kaldes en kjole, og det er den eneste, som jeg har. Som du altså kan passe.”

Forklarede hun utilfreds. Jeg smed mig utilfreds på den nærmeste stol, og lænede mig tilbage med et surt ansigtsudtryk.

”Stik mig nogle bukser.”

Beordrede jeg, og gjorde det klart at jeg ikke ville gå i andet. Elisabeth sukkede opgivende, og lagde armene over kors. Så godt hun nu kunne, med kjolen i armene.

”Jeg har ikke nogle bukser, som du kan passe.”

Knurrede Elisabeth surt. Jeg rullede med øjnene. Det kunne jo ikke passe, medmindre at hun aldrig gik i andet end kjoler. Eller jo, jeg var højere end hende, så det var nok det, som var problemet med de bukser af hendes, som jeg ikke kunne passe.

”Så bliver jeg vel nødt til det.”

Svarede jeg tilbage med en knurren, og tog modvilligt imod kjolen fra Elisabeth. Den var helt grøn. Næsten samme farve som skoven, når den er Aller grønnest og smukkest.

”Det… tøjsæt, som du har på, skal nok smides ud. Det er allerede blevet lappet alt for mange gange.”

Sagde Elisabeth forsigtigt, og havde allerede opfanget at jeg var meget modvilligt overfor det. Jeg var ikke glad for at skille mig af med mit tøj. Det var det sidste, som jeg havde tilbage til minde om mit skib og besætning. Jeg kom i tanke om Syras ørkensværd, og opgav at beholde mit tøj. Det var ødelagt af de mange dage, som jeg havde tilbragt på havet.

Så jeg tog det af for sidste gang, for at klæde om.

”Dit skib. Der er sket noget med det, ikke?”

Spurgte Elisabeth ganske forsigtigt. Jeg nikkede, og vendte så hurtigt ryggen til hende, mens at jeg trak kjolen op på plads.

”Din stakkel.”

Udbrød Elisabeth, men om det var synet af min ryg eller ved tanken om mit skib, ved jeg ikke. Hun blev i hvert fald stille, og hjalp mig lydløst med at snøre kjolen til.

”Det er sunket.”

Forklarede jeg, og mærkede tårerne på min kind. Pis, nu ville Elisabeth se mig græde.

”Og det tog min besætning med sig.”

Hviskede jeg afsluttende, og begravede mit ansigt i hænderne. Elisabeth blev færdig med kjolen, men rørte mig ikke. Hun lod mig sørge i fred, men blev alligevel ved mig, hvis jeg skulle have behov for at tale. Jeg følte ikke noget behov for at tale, og nøjes bare med at græde. Mit elskede skib, mit hjem. Min besætning, min familie. Alt sammen borte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...