Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2694Visninger
AA

7. Blåt øje og bidemærke

”Sikke noget.”

Mumlede Halt. Jeg så efter Gilan, som sad på sin hest, på vej væk. Han havde ikke engang sat sig imod, at han skulle overlade det til de andre at finde mig. Men okay, den beskrivelse som de havde fået, var meget rammende. Jeg var let at genkende.

”Jenny bliver ikke glad.”

Sagde Will.

”Det bliver Elisabeth på den anden side heller ikke, hvis vi ikke snart kommer hjem.”

Sagde Halt, og så gik det op for mig hvem de var. Rangerne Halt og Will. Will, Elisabeths mand og Halt, hendes far. Pis, hende skulle jeg ikke have noget med at gøre. Og bestemt heller ikke dem. Jeg kunne ikke vide mig sikker på at de ikke ville gøre mig noget.

”Hvis du er færdig med at lytte med på vores samtaler, gider du så at rejse dig fra bag træstammen?”

Spurgte Halt pludseligt. Jeg var blevet opdaget. Men før at jeg kunne kaste mig frem for at stikke af, dukkede Will pludseligt op foran mig. Det var et trick! Han ville sige noget, som lød mistænkeligt meget som jeg gør dig ikke noget. Så jeg gav ham en lige højre, og for til siden. Han blev distraheret, og jeg troede at det var nok til at jeg kunne flygte. Men jeg havde kort varigt glemt alt om Halt, som pludseligt dukkede frem af ingenting og fik lukket sine arme omkring mig. Jeg gik fuldstændigt i panik, og vred mig. Jeg forsøgte at sparke og slå, men det var umuligt, når jeg havde ryggen til ham. Pludseligt gled hans ene arm, og kom i nærheden af mit ansigt.

Så jeg bed ham, så hårdt jeg kunne. Han hylede op, men nægtede at slippe mig. Så jeg stampede ham hårdt over foden, så han endeligt slap. Jeg væltede frem af, og forsøgte at flygte, da en pil borede sig ned i jorden få centimeter foran mig. Jeg stoppede op, og så mig tilbage. Will havde affyret den. Han havde ikke en pil på buen mere, men det havde Halt og han pegede på mig.

”Opfør dig ordentligt, eller du får en pil igennem dig.”

Beordrede Halt, og lød sur over at jeg havde bidt ham. Men så kunne han bare have ladt mig løbe. Will stod bag ham, og rørte forsigtigt sit ømme øje.

”Det giver et blåt øje.”

Mumlede han surt.

”I det mindste har du ikke et bidemærke på armen.”

Kommenterede Halt, men uden at fjerne blikket fra mig. Jeg var ikke i tvivl om at hvis jeg løb, så var det lige med min død. De var jo rangere, og de ramte meget sjældent forbi.

”Bind hendes hænder, så holder jeg øjnene på hende imens.”

Bad Halt. Will nikkede, og fandt et stykke snor frem fra under sin kappe. Han nærmede sig roligt, men så godt sur ud. Så jeg gav ham et lige så rasende blik tilbage, som kort fik ham til at tøve. Men rystede han det af sig, og gik om bag mig, så han bandt mine hænder sammen. Jeg var rasende, stiktosset. Jeg kunne mærke hans fingre imod min hud. Jeg havde jo lovet Erak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...