Piraten 2: Fortidens Skov

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
"Dig?" Spruttede jeg hidsigt, og kunne se Elisabeth vende sig imod mig. To små drenge, som nok var hendes, for imod mændene, som havde bragt mig hertil. "Far!" "Morfar!" Hylede de to møgunger i munden på hinanden, lige til at få ondt i hovedet af. "Dig." Sagde Elisabeth utilfreds, og lagde armene over kors, netop som ungerne farede forbi mig og i armene på de to mænd. "Kender du hende?" Spurgte den yngeste af dem, ham som jeg havde fået givet et blåt øje. Elisabeth nikkede modvilligt, og så surt på mig. Hun havde vist stadigt ikke glemt den gang, hvor jeg havde kastet hende i havet. "Ja." Svarede Elisabeth, og lignede en, som kunne finde på at myrde mig. "Hun er Eraks sengevarmer." Jeg kunne ikke gøre for det. Jeg blev simpelthen så vred. For det første, så havde hun lovet ikke at sige noget. For det andet, så var jeg ikke en simpel sengevarmer. For det tredje, så havde jeg bare lyst til banke hende. Så jeg flåede det reb som bandt mine hænder fra hinanden, og så sprang jeg på hende.

10Likes
10Kommentarer
2579Visninger
AA

25. Afgang!

”Kaffe! Hvem koger kaffe?!”

Gav jeg mig tilfældigt til at råbe, imens at Gilan fik betalt for de få forsyninger, som vi havde fået fingrene i. Det var helt klart overpris, som vi skulle betale, men forhandleren var ikke til at handle med, og han var den eneste med friske forsyninger.

”Rolig nu mutter.”

Brummede Halt utilfreds, og forstod ikke helt hvorfor jeg gav mig til at råbe, mens at jeg vandrede frem og tilbage på broen. Ivrig efter at komme af sted. Hvorfor kunne han ikke regne ud at jeg forsøgte at få fat i noget kaffe til dem?

”Du skulle vel ikke have noget kaffe til min bedstemor?”

Spurgte Gilan manden, og havde regnet mit nummer ud. Manden så på Gilan, som om at han var idioten.

”Og en lille flaske måske…”

Tilføjede Gilan, så det ikke lød så mistænkeligt igen. På disse kanter drak man hele tiden, også kaffe med brændevin. Det var mærkeligt at drikke uden.

”Var der nogen som sagde noget?”

Spurgte jeg skræppende. Halt rystede hurtigt på hovedet, og hjalp mig ned i båden, hvor Will sad med et stykke snor og forsøgte at se ud som om at den var uhyre interessant. Manden nikkede let, og gik så tilbage i sin lille uhumske butik.

”Smart nok, bedste.”

Sagde Gilan, og støttede sig til stokken. Jeg trak på skulderne, og rettede let på mit hår, som hang ned i tørre totter foran mit ansigt. Så mit manglende øje var skjult, og vi ikke blev opdaget. Så kom forhandleren tilbage, og tog imod de sidste guldstykker fra Gilan.

”Så er posen tom.”

Sagde Gilan demonstrativt, og vendte den på hoved. Nu var der absolut ingen grund til at røve os. Vi havde ikke flere penge tilbage. Manden gryntede utilfreds, og havde vist håbet på at sælge os noget mere skrammel.

Så kastede manden pludseligt posen med kaffebønner i min retning. Jeg for op, og greb den i ren refleks. Og kom derved til at se på ham. Han stivnede kort i forbløffelse, og pegede så på mig med sin beskidte pegefinger.

”Dig!”

Råbte han, og havde helt klart hørt om dusøren. Men med et let skub med stokken, skubbede Gilan ham ned fra broen, så han røg på hoved i vandet. Straks opgav Gilan rollen, og bandt hurtigt rebene op som bandt båden til broen. Så sprang han hurtigt og elegant om bord, og skubbede hurtigt båden fra med sit ene ben. Han og Will kom hurtigt til årene, og så skyndte vi os ellers ud af havnen.

”Det var et smart trick.”

Kommenterede Will, og trak den hullede hue af hovedet. Gilan trak bare på skuldrene, og hejst det lille sejl på båden.

”Han stank sådan, så jeg tænkte at han ikke ville have noget imod et bad.”

Svarede Gilan bare, og grinede. Jeg rystede opgivende på hovedet, og strøg håret fra mit ansigt, så jeg kunne se ordentligt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...