Træerne (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 9 aug. 2013
  • Status: Igang
Ingen træer, intet liv.

14Likes
31Kommentarer
576Visninger
AA

2. Den dag træerne døde

Jeg er den sidste overlevende fra planeten Jorden. Jeg er et projekt, menneskeheden har lavet. Jeg findes i den tilbageværende atmosfære af denne øde planet. Jeg vil fortælle om den dag, træerne døde.

Det var en smuk dag, det skete. Solen skinnede, blomsterne blomstrede som de aldrig havde gjort det før, og som om de vidste det var den sidste dag. Året var 3016 og det meste af verdenen bestod af elektronik. Alt kørte på skinner, bogstavligt talt, og der var idyl blandt alle. Der var ikke krig, og der var ikke sult. Der var fundet kure mod næsten alle sygdomme der fandtes, bortset lige fra en. Den der dræbte mange mennesker hvert år. Kræft.

Menneskeheden havde i lang tid prøvet at finde en kur mod kræft. Ofte troede de, at det var lykkedes, og ofte blev de skuffet. Dog var det blot nogen dage før denne solskins sommerdag, at det rent faktisk var sket. Det umulige, der havde taget over tusinde år at finde frem til, var nu gjort muligt. Det, der havde taget så mange søstre, brødre, børn, mødre, fædre og liv i det hele taget, kunne nu blive kureret. Det hele var i skønneste orden. Alt var fryd og gammen. Ingen havde nogensinde kunnet forstille sig, at det, der var så godt, kunne være så skidt.

Fuglene sang den skønneste sang, højt og klart. Delfiner over alt legede i vandet. De fleste familier var taget på stranden, imens andre var taget på picnic i skoven. Med træerne.

Skoven, der ellers plejede at være så fredfyldt, stormede med liv. Harer, der ellers hørte til på marker, hoppede glade og fornøjede rundt. Insekter, der plejede at stikke eller bide forbipasserende personer summede blot forbi, med deres egne små, irriterende lyde. Skoven duftede af gran, og hvilken sød granduft det var. Træerne tårnede sig højt oppe og dækkede for solen. Alle skovene var netop den dag tætte og mørke, men stadigvæk så fulde af lys og liv.

Alle andre end menneskerne vidste, noget skulle til at ske. Alle undtagen befolkningen vidste, at alt ikke var som det plejede. Selv blodtørstige løver gik forbi føde i den tørre ørken med kun lidt føde. Det mest mærkværdige var dog, at byttet blev stående, på trods af, at en løve passerede. Blot synet burde have sat den i fuld galop. Over alt var det på denne måde. Fyldt med mærkværdig opførsel fra dyrenes side, med søde dufte.

Selv græsset opførte sig på en anden måde. Det viftede ikke i vinden, men blev stående lige op. Selv når det blev trådt ned, lagde det sig ikke. Dog var det stadigvæk blødt, og ikke stift, som man ellers skulle tro.

Det startede med et enkelt menneske. En kvinde. Hun havde haft kræft i over 10 år, og var en af de første der blev kureret.

Hun havde fået et ildebefindende og havde kastet op, da hun var ude på skovtur. De havde vandret længe, og på trods af hun næsten var helt rask, havde hun stadigvæk ikke gået så meget i 10 år, og var i elendig form. Lægerne havde også sagt, hun skulle tage den med ro, da kuren godt kunne have nogle bivirkninger. Hun sagde blot, at hun havde været syg og rolig længe nok. Nu ville hun leve, hvilket hun gjorde.

En dejlig skovtur med familien var hendes ønske. Hun ville dufte til blomsterne i skovbunden, plukke svampe. Mærke den hårde bark på træerne. Plukke blade og mærke den friske luft mod hendes krop, der kun bar shorts og en t-shirt.

Hendes familie var bekymret for hende og for mygstik. De havde spurgt hende om hun i det mindste ikke ville tage noget mere tøj på, så hun ikke blev forkølet.

Endnu engang havde damen sagt nej. Hvis hun fik mygstik var det det første hun havde fået i 10 år, og hun ville elske at kunne klø på det. Hvis hun blev syg ville det ikke være værre end de 10 år hun havde været sengeliggende. Hun ville leve.

Dog blev hendes familie overrasket og bekymret, da hun kastede op. Der var blod med i den klumpede, rødbrune, varme, ildelugtende masse, der var landt på skovbunden. Den brune snavsede skovbund, fordi der så ofte lå andet møg, menneskeheden havde ladet ligge.

Og endnu engang var det folket, der lod noget der ikke hørte til ligge. Dog var bræk heller ikke helt unaturligt. Det bestod bare af syre, lidt blod, og var lige så naturligt som afføring. Dyreafføring så vel som menneskers. Og så alligevel. Der var nemlig også kuren mod kræft, i lige denne bræk. Det skulle man jo ikke tro ville skade naturen. Men det gjorde det. Hvis den lille familie havde vidst, hvad netop denne lille klat gjorde, var de ikke fortsat.

Patienten, der var kureret for kræft, var vel og mærke kureret, og hun ville leve. Det kom hun også til, men kun resten af den dag. Inden aftenen var hele planeten gold og død.

Den lille klat bræk sivede langsomt ned i jorden, og ramte et af træernes dybe rødder. Den rod begyndte at rådne, i det samme det kom i kontakt med syren, og træet begyndte langsomt at dø. Så langsomt, at man ikke skulle tro, at der ville kunne ske mere den dag. Alle de træer, som det forgiftede træ rørte, begyndte at dø, og sprede giften. Langsomt, og så alligevel hurtigt.

Inden længe var hele den lille skov forgiftet og ved at dø. Det var dog kun, hvis man kiggede rigtig godt efter, man ville lægge mærke til det. Det gik så langsomt, at man ikke kunne se nogen forandring. Det ville være ligesom at se en hund vokse op. Det er kun, hvis man har et billede af, hvordan den plejede at se ud, man kan se forskel.

Man skulle tro, at det var slut, og at det kun var lige netop denne skov, der blev smittet. Desværre gik giftens bakterier gennem luften, og landede som mikroskopiske atomer på andre træers blade, og det var sådan det startede. Med en klat bræk.

Rundt omkring i vandet begyndte delfiner at dø. Deres leg stoppede, og de gjorde sig klar. Som de gruppedyr de var, samledes de, og talte med hinanden, med de lydbølger de kaldte deres sprog. Hvis en havbiolog havde været ude på vandet, og hørt de delfiner tale netop på det tidspunkt, kunne det være menneskets redning. De havde teknologien til at kunne forstå delfiner og kunne have hørt deres advarsel. Den advarsel de havde givet hele havet, og de dyr der levede i det. Også selvom de vidste advarslen var forgæves. Man siger, at hvis delfinerne begynder at ændre deres opførsel, er det det første tegn på, at noget i vores økosystem er galt på den.

Dog, hvis mennesket havde hørt det, havde de kunnet redde dem selv. De kunne være taget af sted i deres mange, mange rumskibe og fundet en anden planet, inden det var for sent. Det var bare ikke sådan det skulle ske.

På gaderne rundt omkring i hele verdenen begyndte folk at falde om. Stille og roligt faldt de som fluer. Dyr, som i øvrigt var de første til at dø.

Ingen vidste, hvad det var, og alle faldt om i forskellige tempoer. De fleste var dog døde inden for 20 minutter. De lå bare der og gispede efter vejret, som fisk på landjorden, indtil det sidste gisp sivede ud af dem.

Forældre så deres børn dø. Nogle var dog heldige at dø først, på trods af, at børnenes lunger var mindre.

Alt der afgav ilt blev smittet af virussen, og alt der levede af ilt blev ramt af mangel på samme. Alle de tanker, al den historie, er nu gået tabt.

Siden menneskerne havde fundet ud af, at der var aliens derude, havde de altid troet, at det var det, der ville blive deres undergang. Derfor byggede de mig, og sendte mig ud i rummet. Jeg ville kunne optage alt der skete dernede, hvis nu den blev angrebet. Så ville min udløser blive sat i gang, når der ikke var mere levende på jorden, og jeg ville blive sendt af sted ud i atmosfæren, for at fortælle deres historie til den næste generation.

Jeg ved dog, der er andre mennesker herude. Ellers ville jeg ikke være vågnet. Mine atomer ville ikke vibrere, og de ville ikke have fortalt denne historie.

 

Biib biib biib

”Kaptajn... Jorden er død.” Sagde en kvindelig stemme.

”Godt vi kom væk i tide.” Svarede Kaptajnen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...