Once Upon a time | One Direction | PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 aug. 2013
  • Opdateret: 30 okt. 2013
  • Status: Igang
17-årige Thea Solberg, bor med sin familie i Norge. selvom hun bor ved en af de mest kendte skisports steder, havde hun ikke set komme, at det verdenskendte boyband, One Direction ville ankomme. Thea ved dog ikke, at drengene er kendte, og kommer til at støde ind i en række ting, hun ikke har oplevet før. Theas far arbejder på hotellet i nærheden, hvilket giver Thea en god mulighed for at lære drengene at kende. Hun bliver glad, da hun får sig et nyt venskab, for det er første gang, hun har haft en dreng som ven. Men hvad sker der, når One Direction drengene skal hjem? Vil kontakten mellem Thea og drengene holde, og vil de i så fald kunne have et venskab når de er så langt fra hinanden?

OBS dette er en opdigtet historie, hvilket vil sige, at alt er noget der er fundet på. Det gælder oplysninger, facts osv. I denne movella!



5Likes
6Kommentarer
497Visninger
AA

2. Chapter 1

Thea’s synsvinkel:

 

”Thea skynd dig nu lidt!” Åsas stemme fyldte min øregang, og gjorde mig automatisk glad. Med et smil på læben, råbte jeg et ”jeg kommer!” og begav mig derefter op af bakken, som var dækket af et lag fløjls blødt sne. Jeg kæmpede mig helt op, med skiene til hjælp. Det var tungt og hårdt arbejde at gå op af bakken med ski og det hele, men Åsa havde insisteret på at gå i stedet for at tage liften. Og hvad pokker, hun var her jo kun et par gange om året, så hun skulle nyde det!

Åsa kom altid på besøg i de store ferier, for at være sammen med mig. Og desuden elskede hun at stå på ski, så det var oplagt for hende at bo her hos os, på min fars skisportssted. Denne her gang, var hun kommet selvom det ikke var ferie. Hun var kommet midt i Oktober, hvorfor vidste jeg ikke, men jeg nød tiden med hende. Desuden havde hun sagt allerede på dagen hun var kommet, at vi også skulle fejre jul sammen.

Egentlig var det et hotel min oldefar havde startet, som så var gået i arv. Men for en del år siden, før jeg blev født, havde min far så valgt at starte ski udlejning op, og lave det til et ski sportssted. Hotellet var her stadig, men nu kom folk ikke for at bo på hotel, men for at stå på ski.

Selvom jeg boede her, havde jeg ikke så meget tid til at give den gas i bjergene, som folk andre steder fra sikkert troede. Selvfølgelig var jeg da ude at sti på ski efter skole en gang i mellem, men det var ikke noget jeg gjorde tit.

Åsa rakte sin hånd ned til mig, og jeg tog den hurtigt for at lade hende hjælpe mig helt op på bakken. Jeg rettede lidt på mine ski, og stillede mig så klar. Åsa løftede et øjenbryn, og kiggede udfordrende på mig; ”Den der kommer hurtigst ned til det røde flag, har vundet, Taberen giver kakao i cafeén bagefter”

”Let’s go” sang jeg lavt, mens jeg endnu engang rettede lidt på mine ski.

”3”

Jeg bøjede lidt i knæene, og lænede mig frem af.

”2”

Jeg kunne allerede mærke suset i maven, som om lidt ville blive virkeligt.

”1”

Jeg lukkede øjnene kort, for derefter hurtigt at slå dem op, og sætte af med skistavene, da Åsas stemme formede et ”0”.

Jeg mærkede vinden hive fat i kinderne, præcis som når min moster gjorde det, det her var bare anderledes. Jeg følte mig så fri, da jeg endnu en gang skubbede mig selv længere frem med stavene og fik godt med fart på. Træerne fløj forbi, og jeg kunne mærke mine fødder brænde under mig, på trods af de var bundfrosne.

Jeg kastede et blik tilbage på Åsa, og nød tanken om en kop kakao bagefter. Bare tanken fik min mave til at knurre, og min hals til at føles ulidelig tør. Måske var det vinden, måske var det kakaoen, jeg vidste det ikke. Jeg vidste bare, at det var her jeg hørte til, og at jeg aldrig ville forlade det her sted.

Mere nåede jeg ikke at tænke, før jeg mærkede et ”tilfældigt” skub bagfra. Jeg var ved at falde, men nåede at rette mig op, tidsnok til at kaste mig over det røde flag. Åsa landede som forventet oven på mig og hev flaget ud af min hånd. Jeg lod et grin slippe ud, og kort efter lå vi begge i sneen, bundfrosne og grinede så lungerne var ved at springes.

”Jeg ved ikke med dig, men det er ved at blive mørkt og koldt, så hvad med at gå ind og få den kop kakao?” foreslog jeg, og sendte Åsa et sødt smil, som hun gengældte. ”Lad os” mumlede hun og satte sig op. Jeg fik kæmpet mig op, og denne gang var det min tur til at række en hånd ned til Åsa.

 

***

”Nå, har du stadig ikke fundet din store kærlighed?” Åsa tog endnu en slurk af sin kakao, og slubrede helt utrolig meget. Men jeg var van til det, og syntes efterhånden bare det var sødt.

”Intet held hvad gælder det emne, nej” mumlede jeg trist, og blev overrasket over hvor trist det lød. Jeg tilføjede hurtigt et smil, så Åsa ikke skulle tro jeg var ked af det eller noget.

”Det skal nok komme. Kærligheden findes for alle, bare på forskellige måder” Hun varmede sine brune hænder på kakao koppen, hvilket mindede mig om, at hun havde været på Kreta i år. I sommers, altså.

Jeg trak bare på skuldrene, for derefter selv at varme hænderne på koppen.

”Hey, er du bekymret? Du bekymrer dig da ikke nær så meget om sådan noget som jeg gør” Åsas blå øjne fangede mine brune. Nogle vil måske spørge, hvorfor jeg har både har brunt hår og øjne, hvilket jo ikke lige er betegnelsen af Nordisk udseende. Fregner havde jeg ikke, heller ikke bleg hud. Men der var en forklaring, og det var at min mor var fra Italien. Ikke en af de ældre rynkede grå damer, nej, men hun var fra Italien, og derfor havde jeg arvet de brune farver. Det var også derfor min far drev hotellet og ski udlejningen selv. Han havde medarbejdere, selvfølgelig, men mor besluttede sig åbenbart for at tage til Italien igen, for at udleve sin drøm.

Det var tre år siden nu, og af en eller anden grund følte jeg, at det var bedre uden hende her. På trods af, at det havde været den bedste tid da hun var hos mig og min far, og at det var hårdt da hun tog af sted – så, var det som om hun ikke rigtig passede ind blandt sne, ski og nordmænd.

”Åsa, jeg er ikke bekymret. Det er jeg altså ikke. Jeg har bare hørt det hele tusinde gange før” Jeg blinkede til Åsa, velvidende om at hun hadede det. Men jeg gjorde det, når jeg ikke gad diskutere noget, eller snakke mere om det. Dét vidste Åsa godt, men hun lod ikke til at ville stoppe denne gang. Heldigvis blev hun afbrudt af min far, der kom hen til vores bord.

”Thea, søde, vil du og Åsa ikke være søde at gøre værelse 3, 5 og 7 klar? Der kommer fine gæster i morgen, som jeg tror du vil kunne lide” Min far smilede fornøjet over det sidste. ”Fine Gæster” i hans hoved var nogle inde fra hovedstaden, og så fine var de da heller ikke. Jeg mener, hvorfor skulle de være finere fordi de boede et andet sted? Og hvorfor skulle jeg kunne lide disse ’fine’? De var nok ikke anderledes end de andre, for at sige det ligeud. De var de samme alle sammen.

Men det gjorde min far glad, fordi de altid gik på restauranten i stedet for at spise selv, og de havde pengene til at betale for vores luksus værelser.

”Jo det skal jeg nok. Vil du være en skat og hjælpe mig?” jeg nikkede til Åsa, og kiggede spørgende på hende. Egentlig vidste jeg godt, at jeg ikke burde spørge hende. Det var jo sådan set en ordre, men jeg havde da manere efter hånden.

Med et kort suk, og et du-skylder-mig-en-tjeneste smil, begav vi os over mod værelserne. Det var rutine, hvad kunne jeg sige? Tjaa, min far havde for det meste travlt, og det endte altid med at det var mig der så fik den opgave han mindst gad. Om det gjorde mig noget? Tja, før i tiden ville det, men ikke nu, hvor han hjalp mig fra Åsas spørgsmål! Misforstå mig ikke, jeg elskede hende meget højt, men nogle gange blev det ligesom bare for meget, hvis I kan forestille jer det?

 

Jeg afbrød mine egne tanker, ved at dreje nøglen rundt til værelse nummer 3, og skubbe døren op. Det første jeg gjorde, var altid at rede sengen. Det var ikke altid folk gjorde det – tværtimod næsten, og det blev ikke gjort før jeg, eller en af de fars medarbejdere gjorde det. Af ren rutine, tøffede jeg over til den store dobbeltseng. Jeg glemte at løfte fødderne, hvilket var en af de ting min far hadede mest – men jeg kunne godt lide det, spørg ikke hvorfor.

Forsigtigt tog jeg fat i to af hjørnerne på det lagen der var brugt. Åsa forstod heldigvis min hentydning, da jeg kiggede ned på de andre hjørner af lagnet. Hun samlede dem op, og hjalp mig med at lægge det sammen.

”Hvordan tror du, de nye gæster er?” Åsa lagde det brugte hovedpudebetræk oven på dynebetrækket, som jeg lige havde lagt sammen.

”Jeg ved det ikke. Jeg håber da på, at de er venlige og ikke sure og snobbede som vi har oplevet før” Jeg sendte hurtigt Åsa et smil, for ikke selv at lyde snobbet. Det kunne nemt blive misforstået, hvilket jeg havde fundet ud af i løbet af årene.

”Nåh ja selvfølgelig. Tænk hvis der er en lækker dreng! Omg det kunne være du blev forelsket også er det bare mega romantisk her i sneen og ihhh” Åsa hvinede. Det gjorde hun altid, når noget var utrolig spændende eller noget hun glædede sig til. Som om det ville ske. Som om at de her ”fine gæster” ville være anderledes end de andre.

”Stop dig selv søde” jeg sendte Åsa et kærligt smil.

 

***

Jeg proppede endnu et stykke frikadelle i munden, og kartoflen fik same omgang. I dag sad vi alle tre og spiste sammen, det var ikke altid det skete. Måske var det fordi min far havde tid – eller også var det bare fordi Åsa var her. Men det gjorde mig intet, tvært imod, så jeg nød det bare.

”Ved du noget om de nye gæster, far?”

”Tjaa, de er vidst fem drenge, og tre piger der skal bo på de værelser. De kommer helt fra London, men er vidst en del i New York også. Så de rejser vidst en del” far samlede det sidste mad på tallerkenen ét sted. Skubbede det med kniven op på gaflen, og videre.

Jeg nikkede bare, og ønskede brandene, at det var mig der rejste så meget. Fra New York, til London til Norge. Det måtte være livet.

”Apropos de nye gæster, Thea. Vil du ikke love mig, at tage godt i mod dem og få dem til at finde sig godt til rette? Det ville hjælpe mig rigtig meget” Min far sendte mig et alvorligt blik, for derefter at kaste blikket ned på sin tallerken igen.

”Jo, selvfølgelig” jeg nikkede med et smil, inden jeg tilføjede; ”Tak for mad”. Tallerkenen blev skyllet af, og jeg tog Åsa med op på mit værelse.

 

Inden jeg faldt i søvn, lå jeg og tænkte på de nye gæster, og på hvad jeg skulle gøre for at ”få dem til at finde sig til rette”. Hvorfor var det overhovedet så vigtigt med lige præcis de gæster? Men på den anden side, var det sikkert bare fordi der snart kom anmeldere. I ved, alt det med stjerner og sådan, og det betød selvfølgelig en masse. Men samtidig, så var jeg også genert overfor nye mennesker så det ville vel blive en udfordring. Men jeg ville klare det, det vidste jeg. Eller, jeg ville gøre min del. Hvis så bare Åsa ville hjælpe, og de gæster ikke var som de andre, skulle det nok gå, ikke?

 

________

 

Hey hey hey!

 

Ny movella, første kapitel!

 

Vil bare lige minde jer om, at jeg meget gerne kunne tænke mig respons – grimme kommentarer er selvfølgelig ikke noget jeg kan bruge til noget ;)

Vil lige sige til jer, at det her kapitel er kortere end de andre, men jeg syntes at i skulle have et :) x

 

Jeg glæder  mig så meget til at skrive den her movella <3 I må meget gerne lik & Fav, hvis i kan lide den xx

 

- Mulleh -

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...