Save The Day

Sophia bor på en stor gård med masser af heste i England. Men da hun havde været til VM i springning med sin søster, sker der noget hun ikke havde forventet, midt i det fredfyldte og stille England. Et drab lurerede om hjørnet.... Sophia og hendes venner gør alt hvad hun kan for at finde ud af hvem der gjorde det. Vil de finde drabsmændende? Vil der ske andet end drabet? Vil der slutte gamle fjender til deres vennekreds i søgningen mod drabsmændene? Få det og mere af vide i Save The Day !

7Likes
3Kommentarer
590Visninger
AA

6. "When life gives you a hundred reason to cry, show life that you have a thousand reason to smile."

Kapitel 6:

Det var begyndt at småregne, da vi kørte ind mod London.

"Hvorfor kan du ikke lide mig?",spurgte Christoffer i bussen.

"For det første ...er du.. men for det andet er du..men du er rigtig...glem det!" ,sagde jeg flovt, mens han grinede af mig.

"Nu er vi her" afbrød Jesper os.

Vi steg af bussen og gik ned af en gade. Gaden var tæt fyldt med travle mennesker, som hastede forbi os. Der larmede rigtig meget, så jeg hørte ikke hvad Olivia sagde, for hun bare tog min telefon og gav mig den. Jeg kiggede på den for at se hvad der var, da jeg opdagede at den ringede.

"Hallo, det er mig hvor er du ? Er det biler jeg kan høre?" sagde Jonas for pustet.

"Rolig , rolig .... hvad er der galt? Start helt forfra ..." ,beroligede jeg Jonas.

"Da jeg kom hjem fra skole og var på vej ud i stalden for at se til hestene stod en af lågerne åben. Da jeg kom hen til boksen , så jeg at det var Atlas boks og han var der ikke! Og da jeg så løb ud af stalden, så jeg en blå varevogn og en hestetrailer køre ad grusvejen og ind mod London , jeg kunne ikke nå at stoppe personen."

"Hvordan så personen præcis ud?",spurgte jeg Jonas.

"Han havde en sort hættetrøje på, et par slidte jeans og et par også slidte Adidas sko på. Men jeg så ikke hans ansigt , men han var kun et par centimeter højere end mig og han virkede bekendt." , svarede Jonas. "Men hvor er du?"

"Jeg er i London" , svarede jeg kort. "Men jeg bliver nød til at løbe... Hej" , sagde jeg og lagde på.

Jeg kiggede på de andre.

"Hvor det du så han fyren?" spurgte Christoffer Olivia.

"Da jeg havde været inde i en skobutik et par gader her fra, så jeg at han gik ind i en gyde som vist nok fører ned til hovedvejen", fortalte Olivia.

"Så må vi hellere finde den gyde" ,sagde Jesper og begyndte at løbe ned af gaden.

Så jeg skyndte mig at følge efter. Men da Christoffer stoppede op og gjorde tegn til at vi skulle komme hen til ham.

 Han ville vise os et eller andet... Han tog et papir op fra jorden hvor der stod: "Kom til parkhuset nr. 19, politiet er på sporet af os og "dyret" er irriterende , TL"

Vi kiggede alle sammen på hinanden, vi viste alle sammen, at vi tænkte på det samme, morderen eller morderne.

Uden at tænke løb vi ned mod parkhuset nr. 19. Da vi var nået ned til parkhuset stoppede vi og så op mod pakhuset.

Det var stort og meget beskidt, det så også rigtig slidt og uhyggeligt ud. "Tænk at nogen er i det" kom det fra Jesper.

"Lad os komme ind men vær stille de må ikke opdage os!" ,hviskede jeg og gik nærmere efterfulgt af Christoffer, Jesper og Olivia. Vi gik gennem en dør, der stod på klem og listede om bag en stor kasse. Vi stivnede, da vi hørte stemmer som kom tættere på.

"Ja, Trine, vi bliver nød til at flytte hesten, den larmer for meget" sagde en ung mandestemme.

"Okay, men du får lov til at tage den",  sagde en meget velkendt pigestemme , jeg kunne bare ikke huske hvor jeg havde hørt den før. Lige pludselig blev en dør smækket og bagefter blev parkhuset helt stille ud over en puslen omme bag endnu en kasse. Jeg listede frem fra vores skjul og kiggede på tingede. Der var nogle slidte lændestole og et trebenet bord , hvor der var en masse papirer med alle mulige nummerer og kort over alle veje tæt ved London inklusiv vores gård.

Jeg gik tættere på for at se det bedre og jeg blev forstyrret af lyden bag kassen som nu lød som en lav vrinsken.

Jeg vinkede de andre hen, så vi kunne følges sammen og gik hen mod lyden. Vi listede lydløs hen mod kassen, da der kom en lav skraben fra stedet, så jeg skyndte mig hen til kassen og gik bag den. Og der stod han, Atlas. Jeg skyndte mig hen til ham og løsnede ham og trak ham hen til de andre. De andre så helt afslappet ud, da jeg kom .

Men bag os kom den lyd jeg frygtede mest lige nu.

"Hvad laver i her? ..Og med den hest?", råbte en stemme. Vi vendte os alle forskrækket om og så hvem det var der talte. Manden vi havde beskrevet flere gange og frygtede. Manden kom løbene hen mod os, inden vi nåede at reagere.

Inden jeg nåede at rykke mig , skubbede han mig ind i den store kasse, tog fat i Atlas og løb ud af døren.

Jeg rejste mig klumpet, så jeg blev nød til at støtte mig til Christoffer.

"Er du ok?", spurgte Jesper.

Jeg nikkede til ham.

"Godt, lad os så fange den morder."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...