Kendt på besøg (Justin Bieber) +13

Din far har tilmeldt dig til at tage imod en kendt i en måned. du er super spændt og kan slet ikke vent til, at se hvem det er. Da personen træder ud af bilen går det op for dig, at det ikke er hvem som helst der skal bo hos dig. Det er Justin Bieber. Som sagt skal han bo hos dig i en måned og det skaber både gode og dårlig oplevelser. Det viser sig hurtigt, at han syntes du er super sød og han bruger alle tricks til, at få dig til at syntes det samme om ham.

hvis du er under 13 er det på eget ansvar. der kan forkomme anstødligt indenhold ;)

369Likes
390Kommentarer
168594Visninger
AA

31. Ven eller karriere

Justins synsvinkel

 

Jeg sidder i klassen. Det er en historie time og fru Olsen -som jeg tror er den ældste, kedeligste og strengeste lære på skolen- står og snakker om oldtidens skriftsprog. Ugen var gået meget stile og rolig. Damon havde fået bortvisning fra skolen i en uge efter han havde slået (dit nav).

Tænk at hun bare var gået ind foran mig. Jeg kan stadig få helt ondt i maven over det. Bare synet af hende ligge der på jord, kunne give mig kuldegysninger.

Men som sagt, havde Damon fået bortvisning, og jeg havde ikke set ham siden slåskampen. Men det var nu også meget rat, får det sidste jeg havde løst til lige nu var at se ham.

 

”Ved du det Justin?” Jeg er nærmest ved at falde ned af stolen af forskrækkelse, men nåede dog lige at gribe fat i bordet. Fru Olsen stod foran mig og kiggede på mig, for ikke også at nævne, hele klassen som også gjorde det.

”Om jeg ved hvad?” svare jeg på en lidt for kæk måde.

”Unge mand, du er ikke bare kommet her til for at leve livet! Følg med!” nærmest hvæser hun til mig.

”Undskyld” siger jeg og ruller med øjnene da hun har vent sig om, for at gå op til tavlen igen. 

 

Klokken ringer og alle begynder at pakke deres ting sammen. Det var heldigvis min sidste time, så jeg gik ud til mit skab for at tage mine ting. Jeg ser mig omkring og får øje på Katrine. Hun ser ud til at være på vej over til mig.

 

”Hvad så?” spørg hun kækt.

”Ikke så meget” svare jeg og lukker mit skab.

Katrine og jeg har på bare en uge fået et nærmest ”bror og søster” forhold. Hun er sjov og så fortæller hun mig også lidt om (dit navn), som jeg tror hun ikke ville fortælle mig.

”(dit navn) har først fri om en time, så jeg tænkte om du ikke lige ville med ned på Kronen?” spørg Katrine. Mine øjenbryn ryger i vejret og jeg ser forvirret på hende. ”Helt ærligt! Jeg vil bare snakke lidt” siger hun og skubber til min skulder.

”okay, okay.. hvis du insistere” siger jeg kækt til hende.

 

Vi sidder på Kronen og snakker om skolen. ”Er det sjovt at gå på et ”rigtig” Gymnasium” spørg hun med et pres på ”rigtig”. Jeg griner lidt af hendes ord, men det er jo rigtigt nok. For jeg har ikke rigtig prøvet det før. Selvfølgelig inden jeg blev kendt, men det er ikke meget af det jeg kan huske. Teknisk set var det jo også bare en normal skole, ikke et gymnasium. Så lidt anderlede var det da.

”Ja det er vel meget fint” svare jeg med et løft på skulderne.

”Nogle specielle du har lagt mærke til?” spørg hun og ser søgende på mig.

”Hvad mener du?” spørg jeg for at få hende til at uddybe sig lidt bedrer.

”Du ved.. nogle du måske har set før?” Og der går det op for mig. Hun mener Ryan. Jeg sukker opgivende og kigger hende i øjnene. Hendes klare blå øjne bore sig ind i mine, for at få mig til at svare.

”begynder du nu også.” svare jeg opgivende og cutter vores øjnekontakt.

”Jeg kan bare ikke forstå det! Ryan siger at i engang var bedste venner! Hvad skete der?”

 Jeg ser på hende igen og jeg kan ser, at virkelig gerne vil havde nogle svar ud af mig.

”Okay!” stønner jeg opgivende og sætter mig lidt længere tilbage på bænken, som jeg sidder på.

”For mange år siden, blev jeg tilbudt at komme til New York for at få lave pladekontrakt… den samme weekend havde jeg en aftale med Ryan. Vi skulle ind og se en basketballkamp sammen, som vi havde glædet os til at se i flere måneder. Jeg stod til at skulle vælge imellem min bedste ven og min karriere. Og ja, du kan vel selv gætte resten” Siger jeg og kigger op på Katrine.

Hun ser helt lamslået ud. Hun sidder bare og glor på mig.

”så det er altså din skyld, at i ikke ser hinanden mere?” får hun til sidst stammet frem.

”Ja.. det kan man vist godt sige” siger jeg og fjerne mit blik fra hende for at kigge ned i bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...