Broken Headphones

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Igang
En gammeldags engelsk pub i hovedet på en ung pige hvis rigtige navn ligger gemt under hendes cover: Michelle. Én enkelt fyr med blond hår og glitrende blå øjne var alt der skulle til før hun smed alt over bord og flygtede. Spørgsmålet var bare hvorhen og hvad hun flygtede fra.

0Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

2. Kan man myrde en mor?

Gråden blev ved alt, alt for længe. Så blev der pludselig meget stille. Jeg kiggede spørgende over på min storebror der sendte et ligeså spørgende blik tilbage. Han satte glassene fra sig på bordet, og kastede med hovedet i retning af soveværelset. Jeg rejste mig og fulgte efter ham ned gennem gangen, forbi badeværelset til vi stod foran soveværelset døren. Lukas trykkede forsigtigt håndtaget ned med sin svedige håndflade og skubbede døren op med sin skulder. "Mor?" spurgte han, mens den knirkende dør gik op. Jeg stillede mig nervøst bag min storebror's beskyttende store ryg og tittede frem bag ham. Der var to kvinder i rummet. En ung, asiatisk kvinde, med glat sort hår sat op i en stram hestehale og en rygende pistol fra den ene hånd. Hendes øjne var gemt væk bag et par store sorte solbriller. Hen over sengen lå vores mor. Det lignede nærmest hun sov, måske bare lige med undtagelse af blottede der strømmede ud fra skudhullet midt i hendes hoved. Midt mellem hendes kønne grønne øjne.

Den asiatiske kvinde pegede pistolen mod mig og min bror. En lyddæmper for enden af pistolen fik den til at se en anelse komisk ud. Hverken mig eller min bror sagde noget. Lukas blev bare stående som en fast støtte foran mig, beskyttede mig med sin store brede ryg. Uden et ord trykkede asiaten på aftrækkeren, lydløst faldt min elskede bror til jorden. Han landede med et lille bump på jorden, og blodet begyndte at farve gulvbrædderne og spidsen af mine hvide sokker røde. Jeg kunne mærke mine øjne blive blanke, og jeg kunne ikke andet end at stirre som hypnotiseret ind i det sorte pistol løb. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad fuck var det egentlig der forgik? Hvorfor havde denne her kvinde lige lydløst myrdet min mor og min bror? Lyden af højhælede sko der klikkede mod gulvet, rev mig ud af mine tanker. Asiaten nærmede sig mig langsomt, vagtsomt. Jeg sagde ingenting. Blev bare stående stiv som en pind, og stirrede på pistolen. Min underlæbe bævede faretruende. Til sidste kunne jeg mærke pistolen mod min pande. Den var stadig lun efter skudende. De to skud der havde slået det meste af min familie ihjel. Pistolen bevægede sig lydløst fra min pande, omkring min hoved. Hen over min tinding, hvor den forsigtigt skubbede noget hår til side, og videre om til mit baghoved i takt med at den asiatiske kvinde bevægede sig rundt om mig. Jeg turde dårligt nok trække vejret. Jeg kunne mærke min hamrende hjerte vride sig i min hals, og mine håndflader var så svedige at det kun var et spørgsmål om tid, før de begyndte at dryppe. Så forsvandt pistolen. Jeg hev luft hårdt ind gennem munden, og turde så ikke trække vejret mere. For jeg kunne stadig høre lyden af kvindens sko da hun forsvandt ned ad gangen. Klik, klik, klik. Jeg turde ikke trække vejret før jeg hørte hovedøren åbne og lukke sig. Jeg pustede voldsomt luften ud igen, og med oxygenen kom tårene. De strømmede ned af mine kinder med voldsomme hulk, og jeg faldt magtesløst sammen på gulvet. Det gav et lille 'splask' da jeg landede i min bror's blod. Jeg ænsede ingenting. Satte bare ligeså hænderne i jorden og græd. Græd mit hjerte ud.

Jeg kunne have siddet der i timer, år måske. Så var der ikke flere tårer tilbage. Jeg rejste mig rystende og tørrede øjnene med bagsiden af hånden. Min hænder og underben var sølet ind i blod, men jeg kunne ikke andet end at vakle ind i stuen. Med rystende og blodige hænder, tog jeg vores hjemmetelefon op og tastede 112. "Alarmcentralen." bekendtgjorde en træt mandestemme. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, var ude af stand til at sige noget som helst. Stod bare der og træk vejret i rystende dehydrerende åndedrag. "Hallo?" spurgte mandestemmen. Jeg fjernede langsomt telefonen fra mit øre, som en robot, og trykkede på den store røde knap. Der kom et lille bip der meddelte at forbindelsen nu var afbrudt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...