Broken Headphones

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 16 aug. 2013
  • Status: Igang
En gammeldags engelsk pub i hovedet på en ung pige hvis rigtige navn ligger gemt under hendes cover: Michelle. Én enkelt fyr med blond hår og glitrende blå øjne var alt der skulle til før hun smed alt over bord og flygtede. Spørgsmålet var bare hvorhen og hvad hun flygtede fra.

0Likes
0Kommentarer
214Visninger
AA

1. Kan man myrde en grøntsag?

Lyden af biler der dytter, mennesker's sagte snakken og travle skridt trængte ind på mit værelse, men blev overdøvet af musikken der flød fra mine natsorte høretelefoner. "'Cause this is your night, so smile. 'Cause you go out in style..." Min stemme blandede sig med Hayley Williams' og mine kantede bevægelser fik ledningen der gik fra mine høretelefoner til min computer, til at danse med. Billeder af dansende let på klædte kvinder, skarpt spotlight og et hujende publikum flød frem og tilbage i mørket bag mine øjenlåg, mens musikken bragede. Lyden af en knonæve der blev hamret mod min låste dør blev ligesom myldret udenfor overdøvet af lyden af Paramore. Jeg befandt mig i min egen lille verden nu. En verden med servitricer i korte kjoler, et kæmpe dansegulv og kæmpekrus med alkohol. Jeg ville stå oppe på scenen, med lyset rettet mod mig så publikum blev til en stor sort masse, og med en gammeldags mikrofon hængende ned fra loftet. Jeg ville gribe fat om den med min slanke hånd og tælle ned med små klik fra mine klitrende negle. "Are you ready?" ville jeg hviske og publikum ville gå amok. De ville huje, klappe og stampe i gulvet. Jeg ville rette mig op med et smørret grin og køre hånden gennem mit store brune hår. Jeg ville tage en dyb indånding og så ville resten være en sløret film af sangtekser, et vildt publikum og mine læber mod mikrofonen's kølige overflade. Mit liv bestod af det sædvandlige dagdrømmeri hver dag, havde hele mit liv. Min mors banken, verdenen udenfor og min egen lille pub inde bag mine høretelefoner og lukkede øjenlåg. Indtil en høj lyshåret fyr slog døren op til pubben, satte sig ved baren og kiggede på mig. Fortalte mig med sine dybe blå øjne at han kom fra verdenen udenfor. Ikke inde fra min egen fantasi boble. Han var virkelig.

 

Jeg gispede og flåede høretelefonerne af. Musikken brølede stadig videre, men lyden af verdenen udenfor kom væltende ind over mig som en tsunami. Jeg satte mig ned på sengen og tørrede panden med bagsiden af min ene hånd, mens den anden rystende holdt fast om mine høretelefoner. Den sidste sang på albummet døede ud og der blev stille. Min mors knytnæve udenfor døren var forsvundet, nok gået nedenunder for at lave mad eller se tv. Hvem var han? Jeg vidste jeg havde set ham før et eller andet sted, ellers kunne han umuligt dukke op ind på pubben. Jeg lagde høretelefonerne fra mig på natbordet ved siden af min seng og støttede albuerne på knæene, så jeg kunne lade hovedet falde sammen i mine håndflader. Hvem var han, hvem var han, hvem var han? Jeg tog en dyb indånding for at få styr på min efterhånden hyperventilerende vejrtrækning og jeg lod hurtigt min tunge glide hen over mine knastørre læber. Hvordan var han overhovedet kommet derind? Hvis ikke han ud sprang fra min fantasi, var virkelig, hvordan fanden var han så endt inde i mit hoved? Jeg rejste mig op og slog vredt hånden ind i væggen. En plakat med Fall Out Boy blafrede lidt inden den så faldt til ro. Jeg kunne høre min storebrors videospil larme inde ved siden af, og han lo af et eller andet. Måske havde han lige gennemført en bane, eller nakket modstanderen. Jeg trak min knyttede hånd til mig og vendte blikket over mod spejlet. Det var et sørgeligt syn der mødte mig. Et par døde grå øjne stirrede tilbage på mig. De var sunket tilbage i kraniet på den 16 årige unge pige, med det store brune hår og de engang rosenrøde kinder. Toppen sad stramt og de forholdvist store bryster og den smalle talje, og de ligeså stramme jeans fremhævede hendes flotte runde bagparti. Hendes ben var lange og hendes fødder var rene.

Jeg kørte en ægte klaverhånd gennem mit tykke hår og trissede hen til døren. Jeg åbnede den først da nøglen havde klikket i låsen og givet mig grønt lys til at gå nedenunder. "Skat?" Det var min mor der råbte. Jeg satte farten op ned af trappen, og endte hurtigt i køkkenet. "Hvor mange gange skal jeg fortælle dig du ikke må låse døren?" sukkede hun og kiggede på mig med et opgivende blik. Hun holdt sig godt, min mor. Hun var 50 og kunne stadigvæk gå for at være 30. Hendes korte lysehår indrammede hendes smalle ansigt og hendes hænder arbejdede hurtigt med tomaten der nådesløst blev slagtet. Jeg sagde ingenting, satte mig bare tavst ved stolen ved køkkenbordet, og så på mens den ene grøntsag efter den anden blev brutalt myrdet. Det tog ikke lang tid før min storebror også kom ned. Vi samlede os altid i køkkenet lige inden vi skulle spise, ligegyldigt tidspunktet. Det var som om en magnet trak os nedenunder, når tiden nærmede sig. "Hvad så? Hvad skal vi have og æde?" spurgte den høje blonde fyr, der var dukket op i køkkenet. Min storebror var 19, fyldte snart 20. Jeg fattede ikke hvad han stadig lavede herhjemme.

"Lukas, det hedder at 'spise', ikke at 'æde'. Og vi skal have lasagne. Du kan passende begynde at dække bord." kommanderede min mor, og viftede med hånden mod tallerkenerne, hun allerede havde stillet klar på køkkenbordet. Lukas sukkede, tog tallerkenerne i en hånd og forsvandt ind i spisestuen. Jeg blev bare tavst siddende og så på mens min familie udførte dens normale rutine. Lukas stak hovedet ind i køkkenet igen. "Kommer far hjem og spiser?" Min mor stoppede pludselig midt i halshugningen af en gulerod. Hun sagde ingenting, stirrede bare på saften på sine hænder som om det var blod. "Mor, er du okay?" spurgte min bror bekymret og trådte helt ind i køkkenet. Han holdt stadig en tallerken i hånden, fars tallerken. Mor lagde tavst kniven fra sig, tørrede øjnene med bagsiden af hånden og forsvandt ud af køkkenet. Jeg kiggede undrende på Lukas, der bare trak på skuldrene. Vi kunne høre vandet løbe ude på badeværelset og kort efter lukkede døren sig indtil soveværelset. Jeg rejste mig, og ville gå efter hende, men min bror lagde bare en hånd på min skulder. "Jeg tror bare vi skal lade hende være." Jeg så et kort øjeblik bare trodsigt på ham, men faldt så tilbage på stolen. Lukas stilede tallerkenen på køkkenbordet lg begyndte at færdigøre borddækningen. Jeg blev siddende tavs på min plads. Vi lukkede begge vores øre for gråden der kom fra soveværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...