Perdition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 14 aug. 2013
  • Status: Igang
Elena Williams er en helt normal pige fra en lille by i det nordlige Oregon. Næsten helt normal, i hvert fald. Hun stammer fra en lang slægt af magtfulde exorcists, men har gennem livet været i en beskyttet tilværelse i den lille by, hun er vokset op i - da hun en dag tager til Portland med nogle venner, støder hun dog på en dæmon, der med det samme får interesse for hende, uvidende om hendes evner eller slægt, og da hun vågner uskadt op i sin seng uden nogle minder fra dagen før, skubber hun tanken væk, indtil hun samme dag ser, at skolens nye elev ligner dæmonen på en prik. Mulighed 1 til fantasy-konkurrencen.

7Likes
21Kommentarer
482Visninger

1. Prolog

Min høje gispen efter vejret overdøvede næsten lyden af mine trin mod den våde asfalt, mens jeg løb ned ad den mørke gade. Jeg kunne ikke høre nogle af de typiske ting, man hørte i storbyerne. Bilerne, larmende naboer, bygningsprojekter. Intet andet end mine fødder, der kæmpede sig afsted, og mine lunger, der føltes som om, at de skulle eksplodere. 

Gadelamperne var tændt, men de lyste næsten kun området under selve lampen op, så jeg kunne dårlig nok se halvdelen af fortovet foran mig. Jeg var på ingen måde vant til at løbe så hurtigt – eller sådan en lang afstand. Lidt forude, kun nogle meter fra en af lygtepælene, lagde jeg dog mærke til en lille sidevej. Jeg lod som om, at jeg løb ligeud, men drejede skarpt ind ad den, da jeg nåede dertil og kiggede mig over skulderen for at se, om jeg blev forfulgt, og da jeg vendte mig igen var jeg næsten ved at løbe ind i en mur. Blindgyde. Jeg havde løbet ind i en fucking blindgyde. 

Jeg bandede lavt og vendte mig helt om med ryggen mod muren. Og så stivnede jeg. Jeg mærkede dens tilstedeværelse. En mørk skygge gled elegant ind på midten af gydens åbning til den gade, jeg for sekunder siden havde løbet alene ned ad, og fortsatte langsomt hen mod mig. Størrelsen viste, at det var en mand, men hans træk var stadig gemt af de uhyggelige skygger, der gjorde hele hans ansigt for mørkt til at se, og jeg spekulerede på, om det var helt naturligt, at jeg på ingen måde kunne se andet end hans silhuet, før han trådte ud i lyset, to meter foran mig. Og ligegyldig hvad, jeg havde regnet med, var det i hvert fald ikke dette.

Han var smuk. Sådan latterligt smuk. Han var højere end gennemsnittet, ville jeg skyde på, og han havde mørke jeans på, sorte sneakers, en mørkegrå t-shirt med v-hals, og en simpel, sort jakke udover. Hans hår var mørkt, men lyset var for dårligt til at jeg kunne definere, om det var sort eller bare mørkebrunt. Det krøllede let, og sad i en pjusket frisure, der lignede det, man så i modemagasinerne, og som stylisterne brugte flere timer på, at få til at sidde helt ordentligt. Han smilede skævt og trådte en anelse nærmere, og hans blege hud lyste næsten op i gadelampens fluorescerende skær. Ansigtet gjorde det ikke engang værre. Det mest iøjnefaldende var hans perfekte kæbelinje og hans høje kindben. Han var som en skulptur, skåret ud i marmor af en mester fra det gamle Italien. Hans øjne, på samme tid farlige og smukke, så lige igennem mig, og jeg mærkede, hvordan mine ben næsten var ved at falde sammen - jeg rettede mig op, og pustede mig op, prøvede på at gemme min frygt (og min fascination.

Han lukkede hurtigt afstanden mellem os og greb ud efter min hånd. Hans tommelfinger gled hen over det lille symbol, tatoveringen, jeg havde haft siden jeg var spæd, som gjorde mig i stand til at se hans slags, og hans berøring virkede næsten som et kærtegn. Jeg så op på ham, og han så nysgerrig ud i et halvt sekund, hvorefter han gav slip på min hånd, og jeg trak den tilbage, nu med gåsehud helt op til ad armen. Han lagde langsomt hovedet på skrå og smilede endnu engang, på en uhyggeligt tiltrækkende måde. Jeg vidste stadig ikke, om jeg havde lyst til at kaste mig i armene på ham eller løbe for livet.

”Du skal ikke være bange,” mumlede han med en himmelsk stemme, der nærmere lød som en engels, og fortsatte i samme beroligende tone. ”Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig,” mumlede han, stadig med et lille smil, mens han fjernede en tot hår fra mit ansigt og skubbede det om bag mit øre. ”I hvert fald ikke endnu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...