Perdition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 14 aug. 2013
  • Status: Igang
Elena Williams er en helt normal pige fra en lille by i det nordlige Oregon. Næsten helt normal, i hvert fald. Hun stammer fra en lang slægt af magtfulde exorcists, men har gennem livet været i en beskyttet tilværelse i den lille by, hun er vokset op i - da hun en dag tager til Portland med nogle venner, støder hun dog på en dæmon, der med det samme får interesse for hende, uvidende om hendes evner eller slægt, og da hun vågner uskadt op i sin seng uden nogle minder fra dagen før, skubber hun tanken væk, indtil hun samme dag ser, at skolens nye elev ligner dæmonen på en prik. Mulighed 1 til fantasy-konkurrencen.

7Likes
21Kommentarer
449Visninger

3. II

På vejen ud af lokalet, lagde mr. Andersson en hånd på min skulder, og jeg vendte mig langsomt mod ham, bange for at få fa vide, at jeg skulle gøre mig mere umage eller at jeg måske skulle studere lidt hårdere i faget i år. Sidste år fik jeg middelmådigt, og han havde lidt højere krav end de andre lærere. Men da jeg kiggede på ham, havde han et stort smil, og han fjernede den, da han så mit skræmte ansigt.

”Miss Williams, jeg tænkte på om De kunne vise den nye elev til næste time? Jeg kunne ikke undgå at se, at I fik udvekslet en lille hilsen, og I er i samme lokale. Tak for hjælpen,” sagde han, og forsvandt ud af døren. Katie gav mig en albue i siden og smilede sigende til mig, og jeg rystede hurtigt på hovedet af hende – et par øjeblikke senere, og lokalet var tomt udover mig i dørkarmen, og Liam, der gik hen mod mig, stadig med blikket på sit skema. Han så op på mig, da han gik ud af døren, og smilede endnu engang skævt. Jeg mærke mit hjerte springe et slag over, og fulgte hurtigt efter, hvorefter jeg viste vejen mod vores næste lokale, B17.

”Er du bange for mig?” mumlede han, og jeg vendte mig mod ham, mens jeg aede min tatovering på min højre hånd med min venstre tommelfinger. Jeg bed mig i læben og så ned i jorden.

”Burde jeg være det?” sagde jeg, og da jeg kiggede op på ham og vores øjne mødtes, mistede jeg balancen og snublede – jeg fik med nød og næppe fodfæstet uden at falde helt til jorden, og satte farten op, da han begyndte at grine. Selvfølgelig indhentede han mig hurtigt, og han stoppede med det samme.

”Det burde du vel,” sagde han, og det var tydeligt at han stadig klukkede lavt. ”Så, hvor fik du din tatovering? Hemmelig kult, shaman i familien, eller? Folk plejer ikke at få dem i sådan en ung alder,” mumlede han, lavt nok til at forbipasserende ikke hørte det. Jeg så forvirret på ham, og vidste ikke, hvorfor han dog troede, at jeg ville svare på det. Men så indså jeg, at det egentlig ikke ville gøre nogen forskel. Han havde nok dræbt mig, hvis det var hans planer. Men så huskede jeg på, hvad han sagde i gyden. . Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig. I hvert fald ikke endnu. Jeg så op på ham med et rasende udtryk – hvad i helvede bildte han sig ind? Han truer mig for livet og starter så på min skole i min by. I min klasse. Hvilket betød, at han helt sikkert kom efter mig, for ingen, der ikke var helt hjernedød, flyttede til Blackwater. Det var en lille, kedelig by, hvor intet skete.

”Hvorfor kom du her?” spurgte jeg ham i stedet for at svare, og han hævede et øjenbryn.

”Jeg spurgte først,” sagde han roligt, uden at vise nogle følelser.

”Jeg er ligeglad, jeg tror, mit spørgsmål er mere relevant end dit. Og mere fair,” sagde jeg og lagde armene over kors. Han smilede skævt og nikkede så.

”Okay, men så skal du også svare mig,” sagde han, og da jeg nikkede, fortsatte han. ”Okay, jeg kom her, fordi jeg fulgte efter dig og syntes, det var en lidt sjovere måde end at kravle ind ad dit vindue som en elskovssyg vampyr hver nat,” sagde han. Jeg trådte et skridt væk ved hans ord, og han grinede bare.

”Men hvorfor? Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

”Det er din tur til at svare,” sagde han, og da jeg åbnede munden for at protestere, tyssede han på mig. ”Og ved du ikke, hvad der sker, når man bryder et løfte med en som mig?” spurgte han. Jeg så skræmt på ham, selvom jeg ikke havde nogen anelse om, hvad der skete. Måske skulle jeg have lyttet, når onkel George fortalte mig om sit arbejde og om dæmoner. For helvede, jeg havde ikke engang rigtig troet på dem før for kort tid siden! Onkel George havde altid været præst, exorcist sagde han selv, men ikke før for nogle uger siden havde han fortalt mig, at selvom jeg ikke troede på dem, ville jeg vide, når jeg så en. Og når jeg gjorde, skulle jeg løbe for livet. Jeg så på Liam, dæmonen, og overvejede, om jeg ville have en chance ved at løbe. Og så indså jeg, at han ventede på, at jeg svarede.

”Øhm,” mumlede jeg, og rynkede brynene. ”Hvad var dit spørgsmål?” spurgte jeg, og han rystede på hovedet.

”Sådan en dårlig hukommelse? Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er, at være inde i hovedet på en som jer,” sagde han så, og selvom hans tone var eftertænksom lød det helvedes nedværdigt. ”Hvor fik du din tatovering? Og hvorfor?” spurgte han med et smil.

”Kun et spørgsmål,” sagde jeg, men fortsatte alligevel langsomt. ”Jeg fik den da jeg var lille. Min onkel er præst, og, øh, jeg har ingen anelse om, hvorfor.” Afsluttede jeg roligt, og han hævede et øjenbryn af mig. Jeg stoppede ham i at gå, og pegede så på vores klasselokale til højre, hvorefter han gik ind foran mig, og så åbnede han døren. Han holdt den for mig, og jeg stirrede forvirret på mig, mens jeg kæmpede for at holde min måben tilbage. For helvede, det var sådan en normal og venlig gestus, men han var hverken normal eller venlig. Han hævede utålmodigt et øjenbryn, og jeg skyndte mig ind ad døren, hvorefter han lukkede og fulgte efter.

Jeg stoppede op foran bordene og vendte mig mod ham.

”Ja, så kan du bare sætte dig et sted, jeg har vist dig herhen,” sagde jeg og tvang et uægte smil på mine læber. Han så tydeligvis igennem det, og lænede sin vægt over på sit højre ben.

”Hvorfor sætter du dig ikke først? Er det virkelig så farligt, at jeg sætter mig ved siden af dig?” spurgte han, og jeg nikkede, nu med et lille ægte smil på læberne. ”Okay. Jeg sætter mig ikke ved siden af dig,” sagde han og så forventende på mig. Jeg satte mig i næst forreste række og vendte mig mod ham for at holde øje med, om han ville sætte sig ved siden af mig, men han gik lige forbi mig… og satte sig bag ved. Jeg vendte mig om.

”Det gælder ikke!” mumlede jeg, denne gang lavere, for ikke at få de få elever, der allerede var mødt op, til at høre min modvillighed mod ham.

”Jo, det gør?” sagde han, og udfoldede det næsten som et spørgsmål, mens han hævede øjenbrynene. Jeg rystede hovedet og vendte mig fremad. Og kort tid efter kom læreren ind. Jeg havde ikke haft ham før, men jeg havde set ham gå på gangene. Jeg var kommet i en ny klasse, og den eneste af eleverne i klassen, jeg bare kendte nogenlunde, var en fucking dæmon. Jeg gemte mit ansigt i hænderne og kunne ikke lade være med at fnise. Gad vide om jeg drømte? Måske ville jeg vågne op lige om lidt med hovedpine, tømmermænd, og indse, at intet af det, der var sket, siden jeg blev jagtet ned ad gaderne i Portland var sandt. Heller ikke jagten. Jeg havde bare haft en hyggelig aften med mine venner i Portland på en bar, og jeg ville vågne op med lidt tømmermænd og så ville jeg tage i skole, og alt ville være som det plejede.

Jeg nev mig i armen, men stoppede, da det begyndte at gøre ret ondt. Jeg aede kort det røde mærke, jeg lige havde efterladt på min egen arm og prøvede at fokusere på klasselæreren, der allerede var begyndt at snakke om, hvilken litteratur, vi skulle gå igennem i det kommende år. Men så huskede jeg på, at Liam sad lige bag mig.

Jeg huskede på, at han var en dæmon. At han havde jagtet mig. At han ikke ville dræbe mig. Endnu, altså. Jeg huskede på, hvordan han havde rendt hans fingre gennem det bølgede hår, og hvordan han hævede det ene øjenbryn og den anden mundvig i et skævt, drillende smil.

Hvis ikke, jeg sad i et klasselokale, ville jeg give mig selv en lussing, men jeg måtte overleve med at tæve mig selv mentalt. Og tæve Liam mentalt. For helvede.

”… Så I skal huske på jeres pladser, jeg gider ikke prøve at huske jeres ansigter, det er lettere at huske jeres placeringer. Sådan går det, når man er dårlig til navne. Desuden er det også nemmere, for I skal også have faste partnere,” sagde læreren, og jeg så hurtigt op på ham. Hvad?! Hele året? Jeg knyttede mine næver og holdt trangen til at slå ned i bordet inde, da læreren begyndte at dele folk op i deres par. Da han pegede på mig, behøvede jeg ikke engang gætte, hvem min partner skulle være. Med mit held ville det ikke være nogen overraskelse. Og da læreren, som jeg stadig ikke huskede navnet på, pegede på Liam, hvorefter han gik videre til næste par, tvang jeg bare et falskt smil frem på læberne. Normalt kunne jeg godt lide engelsklærerne, men ham her havde i hvert fald haft en dårlig start. Jeg sukkede og så op på tavlen, hvor hans navn stod. Mr. Goldsmith. Han havde en pæn skrift, en ting, de fleste engelsklærere havde, ifølge min egen erfaring i hvert fald. Måske var der bare noget ved at læse skønlitteratur, eller måske var det, fordi de også selv skrev. Det krævede vel lidt kreativitet at skulle analysere teksterne.

”Godt, I får ikke lektier for på jeres første dag,” sagde han med et smil, og jeg kunne lide ham lidt mere, men ikke nok til at tilgive min nye makker. ”Men allerede i næste uge skal vi læse en af mine yndlingsromaner, Harper Lee’s Dræb ikke en sangfugl(*)” Nogle elever mumlede noget om, at de havde læst den, og jeg så mig nysgerrigt omkring for at se, om det var positiv eller negativ feedback. Jeg havde hørt om den, men aldrig selv læst den, så jeg var en smule nysgerrig.

 

Da klokken ringede fra sidste time, mødtes jeg med Katie, der skulle have et lift – hendes bil var stadig på værksted, hvilket den havde været det meste af sommeren, men hun burde få den tilbage i slutningen af september. Hun havde fulgtes med Josh til skole, for han boede tæt på, men han trænede basket efter skole. Vi gik snakkende mod bilen, da Katies arm ud af det blå ramte mig på brystet, for at stoppe mig, og hun pegede mod parkeringspladsen med den anden hånd. Jeg ømmede mig let og fulgte hendes blik.

Liam stod lænet op ad den sorte bil, der tydeligvis var den smukkeste på parkeringspladsen og snakkede med Josh. Jeg bed mig i læben for ikke at bande, og rystede på hovedet.

”Wow, Elena, du har simpelthen bare fundet dig den perfekte fyr, hva?” sagde hun med en irriteret tone. Jeg vendte mig mod hende, og hun så nærmest forrådt ud.

”Hvad mener du?” spurgte jeg, en anelse irriteret over, at hun hentydede til, at jeg havde fundet ham. At jeg planlagde at… jeg rystede på hovedet.

”Du ved, hvad jeg mener. Jeg er cool nok med det, I kom godt ud af det med hinanden og sådan, jeg fandt ham bare først. Og helt ærligt, du sagde selv, at jeg skulle tage chancen og snakke til ham i baren!” sagde hun. Jeg rynkede brynene, fuldstændig forvirret, og hun så på mig, stadig med et forrådt blik. ”Mente du virkelig, at du ikke huskede noget fra i fredags?” sagde hun så lavt. Jeg nikkede forsigtigt og så kort hen mod ham – Josh var væk, og Liam stod nu og kiggede på os med bildøren åben. Han vinkede let, og selv fra den anden side af plænen kunne jeg se hans selvtilfredse smil. Katie begyndte at gå videre, irriteret over,at jeg havde kigget væk, og jeg satte farten op for at hale ind på hende.

”Seriøst, Katie, du er nødt til at fortælle mig, hvad der skete,” sagde jeg, tydeligvis angrende. Så udover at have snakket med en dæmon, havde jeg også været et røvhul af en veninde? Den aften havde ikke gået helt planlagt.

”Det er okay, Elena. Helt ærligt, jeg kender dig godt nok til at vide, at du aldrig ville gøre sådan noget, sagde hun. Jeg krammede hende, og vi var næsten ved at vælte, for hun havde ikke planlagt det og gik lige ind i mig, og hun grinede let, da vi fik balancen, hvorefter hun selv lagde armene om mig.

”For helvede,” mumlede jeg og hun grinede lavt.

 

*Dræb ikke en sangfugl, den engelske titel er How To Kill a Mockingbird.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...