Perdition

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 14 aug. 2013
  • Status: Igang
Elena Williams er en helt normal pige fra en lille by i det nordlige Oregon. Næsten helt normal, i hvert fald. Hun stammer fra en lang slægt af magtfulde exorcists, men har gennem livet været i en beskyttet tilværelse i den lille by, hun er vokset op i - da hun en dag tager til Portland med nogle venner, støder hun dog på en dæmon, der med det samme får interesse for hende, uvidende om hendes evner eller slægt, og da hun vågner uskadt op i sin seng uden nogle minder fra dagen før, skubber hun tanken væk, indtil hun samme dag ser, at skolens nye elev ligner dæmonen på en prik. Mulighed 1 til fantasy-konkurrencen.

7Likes
21Kommentarer
450Visninger

2. I

En højt ”beep” vækkede mig, og jeg satte mig hurtigt op i sengen og støttede mig med hænderne bag ryggen.

”Fuck,” mumlede jeg, og rakte min hånd hen mod vækkeuret, så jeg kunne slukke det. Da lyden stoppede, strakte jeg hænderne over hovedet og skubbede dynen væk, mens jeg prøvede at danne mig et overblik. Jeg var i min seng. På mit værelse. I mit hus. Og jeg var helvedes svedig. Jeg stillede mig op, og gik på rystende ben hen til vinduet, så jeg kunne åbne det – mit gamle vindue var svært at åbne, og jeg havde bedt min onkel om at købe olie til at smørre hængslerne i flere år nu, men han glemte det altid. Jeg hev krogen fra og maste det halvt åbent, hvorefter jeg indåndede den friske duft af morgen.

Og så indså jeg, at jeg lige var blevet vækket af mit vækkeur. Det betød, at det var mandag. Første skoledag.

Jeg sukkede vredt og gik hen til mit gamle skab, smækkede begge døre op og trak det første, det bedste  par jeans op af bunken. Jeg smed dem på sengen og tog en trøje ned fra bøjlen, hvorefter jeg åbnede min undertøjsskuffe og smilede svagt, da jeg så på nogle af mine nye sæt – jeg havde for nogle uger siden købt flere sæt undertøj med Katie, og i dag kunne jeg da prøve et af dem. Jeg tog en bh og et par underbukser, begge med sorte blonder, og skiftede det hurtigt ud med det gamle, hvorefter jeg trak trøjen ned over mit hoved og satte mig i sengen. Jeg trak mine bukser op over benene, og da jeg fik lukket dem kiggede jeg på uret – 7:21, stadig okay tid. Jeg gik hen til mit skrivebord og tog den hårbørste, der lå fremme, hvorefter jeg redte mit hår hurtigt igennem og satte det i en hestehale. Jeg så forvirret på bordet efter min mascara, men huskede så, at den lå ude på badeværelset. Jeg havde gjort mig klar til at tage til Portland ude på badeværelset nemlig. Jeg rynkede brynene og prøvede at huske.

Hvad i helvede var der sket? Det eneste, jeg så for mig var mindet af min flugt, og hvordan jeg hurtigt var blevet fanget. Hvordan jeg fik af vide, at jeg ikke skulle dø. Men mindet gled længere og længere væk, som en drøm. Jeg begyndte næsten at tvivle på, om det overhovedet var sket. Hvordan var jeg kommet væk fra de andre? Og hvordan i helvede var jeg endt på flugt fra en dæmon? Jeg trådte ud på toilettet og greb min mascara. Da jeg så eyelineren ved siden af, tænkte jeg i et sekund over det, men besluttede mig så for, at det ikke ville skade at gøre lidt mere ud af mig selv på første skoledag. Måske kunne jeg endda begynde at gøre det dagligt. Jeg lagde en hurtig streg eyeliner over øjnene, der blev nogenlunde symmetrisk – normalt tog det mig et par forsøg – hvorefter jeg puttede mascara på og løb nedenunder til køkkenet.

”Godmorgen Elena,” sagde en genkendelig, varm kvindestemme, da jeg kom ind og satte mig i en stol.

”Hey Vivian,” sagde jeg med et stort smil, mens jeg greb en skål og hældte cornflakes op. Vivian var min onkels kone, så teknisk set var hende og jeg ikke i familie, men hun var alligevel som en mor for mig. Min onkel tog mig til sig, da min far døde, før jeg overhovedet kunne huske det. Jeg var kun en lille pige, så selvom jeg savnede ham, havde jeg ikke rigtig nået at lære ham at kende. Vivian stillede mælken foran mig, og jeg hældte hurtigt op i skålen, hvorefter jeg greb ud efter min ske og begyndte at spise.

”Er du spændt på din første dag?” sagde hun, mens hun smurte nogle sandwiches. Sikkert onkel Georges frokost.

”Hvad er der at være spændt over? Jeg kender jo dem alle,” sagde jeg og grinte, alligevel lidt spændt over at se mine venner igen, og måske lære nogle af de andre elever bedre at kende – og alle førsteårseleverne!

 

Jeg satte mig ud i bilen – Onkel Georges gamle folkevogn – og rettede bakspejlet, hvorefter jeg tændte motoren. Jeg skulle selv betale for benzin, men han og Vivian havde rent faktisk givet mig en fungerende bil i sekstenårs fødselsdagsgave, så jeg klagede ikke, og jeg havde ikke haft problemer siden jeg fik den for over et år siden nu. Jeg tændte for radioen, da jeg var kørt ud på vejen, og nynnede roligt med – man mødte sjældent biler på skovvejene, medmindre man kørte ud ved lidt i otte-tiden, hvor alle skulle i skole eller på arbejde, og i dag var ingen undtagelse. Jeg drejede ind ad svinget til min skole, og parkerede min bil på en plads, der var tæt på hovedbygningen. Jeg trådte ud af bilen, og da jeg låste den, blev jeg krammet bagfra – jeg genkendte med det samme Katies duft, Viva la Juicy, og hendes høje grin.

”Hey Elena!” sagde hun, da jeg fik lov til at vende mig om, og vi krammede hurtigt, hvorefter vi gik op mod hovedbygningen – hun satte farten ned på halvvejen og fløjtede lavt. Jeg fulgte hendes blik og hævede øjenbrynene, da mine øjne landede på bilen.

Jeg havde ikke set den før, for den var sort og lav. Men den var skinnende ren, og den lignede sådan en, Batman ville køre i. Porsches genkendelige logo prydede forsiden.

”Der er vist startet en rig freshman, hva?” sagde jeg og smilede til Katie. Hun grinede, og vi fortsatte begge med at gå op mod skolen igen.

”Eller måske er det en af seniorerne, der har fået ny bil?” sagde hun, og så drømmende ud i luften. Jeg grinede, og vi trådte ind på skolens område, hvor vi fulgtes til 4C, der hvor vores klasse skulle mødes, og vi kunne få vores individuelle skemaer.

Da vi havde sat os, begyndte læreren, mr. Andersson, at holde en tale om, hvordan vi alle skal fokusere ekstra godt på studierne i år. Og den virkede underligt ens med den, han gav os sidste år. Han delte vores skemaer ud, og folk sad begejstrede, og snakkede om, hvad de havde, og om nogen andre havde samme timer som dem. Da jeg fik mit, blev jeg prikket på skulderen, og jeg vendte mig for at se, hvem det var. Lisa, en veninde, jeg havde haft siden de helt små klasser, sad og smilede til mig. ”Hej Elena!” sagde hun, og vi krammede hurtigt. ”Hvad er dit næste fag?” spurgte hun nysgerrigt, og prøvede at få set mit skema. Jeg viste det, så vi begge kunne læse det samtidig.


 

”Vi har kreativ skrivning sammen!” sagde hun, og jeg smilede til hende, stadig fokuseret på mit eget skema, da der blev banket på. Nogen trådte ind, men da Katie satte sig på min stol, så vi begge sad mast med den ene balle udenfor, fokuserede jeg mere på at holde balancen end på, hvem der nu kom ind.

”Jeg skal lige ud i to minutter, elever,” sagde mr. Andersson, og ingen svarede ham, da døren igen blev lukket.

”Jeg har matematik, engelsk og biologi i dag,” sagde jeg, ikke specielt imponeret.

”Matematik, idræt og så valgfag,” sagde Lisa og smilede spændt.

”Ugh, jeg har idræt først! Så skal jeg i bad, og mit hår vil være vådt og grimt hver mandag hele året," sagde Katie og sukkede, inderligt foruroliget. Hverken Lisa eller jeg kunne holde grinet inde, men da døren hurtigt åbnede, kiggede alle eleverne op på mr. Andersson, og den anden person. Jeg stivnede. 

Det var ham. Men den skræmmende følelse, der gik igennem mig i går var fuldstændig forsvundet, og det eneste, jeg virkelig mærkede, var et bankende hjerte. Han smilede, og vinkede akavet til eleverne, da mr. Andersson bad ham om at præsentere sig selv.

”Jeg hedder Liam, øhm… Smith,” sagde han, og hans stemme var præcis som i min drøm, hvis ikke endnu smukkere. Også de andre elever sad med fascinerede blikke og kiggede op på ham. ”Jeg er flyttet hertil fra,” – han pegede nedad, mod jorden, og smilede svagt, mens han slikkede sig om læben, som var det en intern joke, og fortsatte så – ”fra Los Angeles,” sagde han, og klappede hænderne lydløst mod hinanden og så på læreren, som for at sige, at han var færdig. Mr. Andersson nikkede, og gjorde tegn til, at han kunne sætte sig. Jeg kiggede rundt, og slog blikket ned, da jeg indså, at der kun var to pladser i lokalet – en nede i hjørnet, og den ved siden af mig, mod vinduet, og på den anden side end den, Lisa sad ved. Han gik ned og satte sig ved siden af mig, og mr. Andersson begyndte at snakke om, hvad vi skulle lære i løbet af året.

”Hej,” sagde han med et skævt smil til mig, og jeg vendte mig mod ham uden at vide, hvad jeg skulle sige. Jeg åbnede munden, men lukkede den så igen.

Var jeg skør? Var det bare en drøm?

”Øh, hey. Har jeg set dig før?” spurgte jeg, lavt nok til at læreren ikke hørte det. Katie, der sad bag mig, lænede sig fremad med et grin.

”Hallo, El, I sad og snakkede på den bar, vi var på i Portland, kan du ikke huske det? Han kørte dig hjem!” sagde hun, og grinte, mens hun satte sig tilbage i stolen igen. Jeg rynkede brynene og kiggede skiftevis på hende og denne Liam. 

Dog behøvede jeg ikke at svare, for pludselig vendte han sig hurtigt mod hende med et skævt smil og trak på skuldrene. ”Hun var nu ret fuld,” mumlede han, og hun åbnede munden, men lukkede den og fniste uden lyd. Jeg rystede på hovedet og så op mod mr. Andersson, ikke af interesse, men for at kunne samle mine tanker.

Okay. Så jeg havde altså mødt ham mens jeg var sammen med de andre. Vi havde talt sammen, og på en eller anden måde havde jeg forladt dem sammen med ham – hvorfor ville jeg dog gå fra dem, hvis jeg vidste, at der var en dæmon i vores nærvær? Jeg indså hurtigt, at jeg nok gerne ville have ham så langt væk fra mine venner som muligt, og gik videre til næste spørgsmål i mit hoved. Hvorfor lod de mig gå med en fremmed fyr? Jeg skævede kort over mod ham, og kiggede hurtigt væk igen, da vores øjne mødtes. Okay, jeg forstod godt, at de ikke kunne sige nej til ham.

Men hvorfor kunne jeg ikke huske andet end jagten, og hvorfor er jeg i live?

En høj klokke ringede, og jeg hoppede op i sædet, så  jeg næsten faldt, og mr. Andersson klappede sin bog sammen. ”Så er timen slut, jeg glæder mig til et lærerigt år med jer!” sagde han, og folk begyndte at gå ud af lokalet. Fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...