Another Love *One Shot* (1D)

Læs eller lyt til teksten på den linkede sang, inden du læser, og lyt derefter til sangen imens du læser, for den helt rigtige stemning.

Det er et Elounor/larry one shot, og jeg håber i vil tage godt imod det.

15Likes
8Kommentarer
1002Visninger
AA

2. One Shot

*Lyt til sangen i boksen til højre mens i læser for den rigtige stemning*

 

Lejligheden var mørk og kold. Det luksuriøse Møblement kastede forunderlige skygger rundt omkring, men ikke en levende sjæl i den stille lejlighed betragtede dem eller blev betaget. Nej, de havde andet at tænke på. Ting, kun få vidste de egentlig gik rundt med.

For i stuen, placeret nøjsomt på det sorte glasbord, stod en lille samling stearinlys, der behjælpeligt sendte et blidt lys fyldt med mystik og usagte ord, ud i rummet. Deres lange, varme arme, flakkede rundt, og sendte et helt særligt skær, indover ansigtet på drengen der sad ved siden af, på sofaen.

Tårerne løb i stille stimer ned ad kinderne på drengen, der med et tomt blik kiggede ud ad vinduet, og op på den lysende nattehimmel. Stjernerne blinkede om kap, men specielt én, syntes at blinke mere og skarpere end alle de andre stjerner tilsammen.  Han sagde intet. Så intet.

Han følte intet.

Og dog. Et sted, dybt, dybt inde i ham, væltede følelserne rundt, og kæmpede en brag kamp for at blive lukket ud i friheden, og få lov til at overtage kontrollen over drengen. Men det eneste der var at se i hans blik var frustration.

Præcist hvad han var så frustreret over, var der ingen der vidste. End ikke drengen selv vidste det præcist.

Overfor ham, helt krummet sammen i det fjerneste hjørne af sofaen, lå pigen han elskede. Hun havde et tæppe over sig, og kunne kun lige akkurat titte op over kanten. Hendes store, mørke øjne, kiggede igennem lysenes slikkende tunger, og over på drengen, der var så nær, og dog så utrolig fjern. Hun vidste af erfaring, at selv hvis hun prøvede at komme i kontakt med ham, ville hun næppe få et svar.

Det var grunden til hendes egen frustration.

Det, og så det faktum, at hun vidste hun ikke kunne hjælpe. For hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at hjælpe – hvad hun kunne gøre. Hun var fanget, splittet imellem at tage den lette udvej, og forlade drengen i sin frustrerede tanker, og lukkede verden, og så at blive ved hans side, og gøre hvad hun måtte gøre, for at få ham tilbage til den person han engang var, men som hun ikke var sikker på, han ville blive igen. Hun betragtede ham i stilhed, og mærkede den voksende længsel efter at føle hans krop imod sin. At vide, at han var der for hende, og at vide at hun kunne føle sig tryg og elsket i hans nærvær.

Hun huskede de mange gange hun havde krybet ind i hans favn om aftenen, hvor han havde sunget hende i søvn, med de mest fortryllende og blide toner, hun længe havde hørt. De mange gange han havde stilt sig op imod hate, og de mange gange hvor tingene var blevet for meget, og han var brudt sammen i den selsamme lejlighed. At han da, ønskede en anden end hende til at trøste sig, lagde hun intet i. Hun huskede hvor mange gange han var kommet med blomster til hende, og hvordan han altid havde blomster der lignede dem han havde givet hende, stående i sin egen lejlighed.

En tåre samlede sig i hendes øjenkrog ved minderne, og et stort savn lagde sig omkring hende, som havde det været tæppet om hendes krop.

Derfor åbnede hun munden, og prøvede forsigtigt at få hans opmærksomhed. Hun havde egentlig ikke regnet med noget, så da hans øjne brat mødte hendes, rullede glæden indover hendes længselsfulde krop. Det virkede ikke som om drengen bed mærke i hendes glæde, og da hun ikke sagde mere, rystede han på hovedet.

Han måtte have hørt forkert.

Hvorfor skulle hun også kontakte ham? Prøve at få ham vækket fra sin dvale?

Han havde helt sikkert hørt forkert.

Han sukkede dybt, og lod blikket glide rundt i stuen. Lod dem valse henover borde og stole, henover reoler og billeder, indtil de fastlåste sig på en vase med gule blomster, der for få dage havde sprudlet af liv, og havde udsendt de smukkeste dufte, men som nu alle hang med kronerne vendt imod gulvet, vendt bort fra solen og dens varme samt energi. De valgte mørket fremfor lyset.

Ikke, at der var meget lys alligevel på det pågældende tidspunkt, men før eller senere ville solen overtage magten fra månen, og bekæmpe mørket. Og da ville det være for sent for liljerne.

Blomsterne var som drengen. Sprudlende af liv for få dage siden, og nu godt på vej imod døden. For drengens vedkommende, var døden dog kun indvendigt, men den var der, og den kom tættere og tættere på. Han kunne mærke det.

Vredt rejste han sig, og gik hen til blomsterne, inden han med én enkelt armbevægelse, sendte både dem og vasen på gulvet med en klirren og et mindre brag.

Frustreret kastede han hænderne op i sit hår, prøvede fortvivlet at rive ethvert hår ud med roden, mens han kiggede på rodet foran sig, inden han slog blikket op, for at møde pigens, der var fyldt med forfærdelse og undren. Hun forstod ikke hvad der gik af ham, hvor hendes gamle, trygge kæreste var blevet af.

Og det gjorde han heller ikke selv.

Trangen til at græde væltede pludselig op i ham igen, men med den, kom en lyst så stærk som han aldrig havde oplevet den før. Hans blik fæstnede sig med pigens, og snart efter lå også hans læber imod hendes. Men det var forkert, føltes ikke rigtigt.

Undrende og prøvende, trak han hende helt op til sig, men der var stadig intet positivt resultat – snarre tvært imod. Med foragt vendt imod sig selv, og med forvirring overalt i kroppen, trak han sig fra hende – dog lod han en finger hvile under hendes hage, så hun fortsat var tvunget til at kigge i hans slørrede øjne.

Længe studerede han hendes ansigt, indtil han så et lille, velformet, blåt mærke, siddende hele vejen nedover hendes højre side af kæben. Den blålige skygge stod tydeligt frem, og sendte en blussende vrede indover ham. Han forlangte at vide hvem der havde gjort hende ondt, men hun rystede blot på hovedet, og sagde at det var et uheld.

Han slap hendes ansigt, og vendte sig bort fra hende. Ud imod panorama vinduet, der fyldte hele væggen bag ham. Han stirrede ud på londons tomme gader, og tænkte på hvor utrolig mange gange han have gået der. Både alene, med pigen, og så med en helt anden og ganske særlig person.

”Eleanor, jeg tror det er bedst hvis du tager hjem nu.” Mumlede han stille, uden at vende sig om. Pigen svarede ham ikke, men lyden af høje sko der klikkede imod gulvet, mens den langsomt blev svagere og svagere, fortalte ham, at hun gjorde som han havde sagt.

Han åndede lettet op. Han orkede ikke en diskussion, for han orkede ikke at tale. Faktisk, var der intet han orkede. Derfor, efter at have hørt døren smække, og sikret sig at pigen var gået, listede han forsigtigt hen til den dør i lejligheden, der ikke var hans. Han åbnede den forsigtigt, og tjekkede, at ingen var derinde, inden han trådte indenfor.

Duften der slog imod ham, som var det en fast og håndgribelig mur, var det mest vidunderlige han længe havde oplevet, og med duften, kom en indre ro, han havde manglet i flere dage. Han gik som i en døs hen til det skab, han nu engang var så vant til at lange hånden ind i, og gribe fat i den første, den bedste t-shirt han nu engang fandt, inden han slyngede den over hovedet. Dernæst trådte han varsomt  over rodet på gulvet, den røde plet og de to hjemmesko, der stod placeret meget nøjsomt ved siden af sengen, inden han langt om længe nåede sit mål, og satte sig i midten af sengen.

Og så ventede han ellers.

Ventede på at de grønne, funklende øjne ville komme ind i værelset, og kigge søgende rundt, indtil de fandt ham siddende afventende på den sædvanlige plads i sengen.

Men som tiden gik, kom der stadig ingen mennesker ind ad døren.

Drengen sad dog tålmodigt og ventede, og pludselig gik døren op. Håbet skød straks op i ham. Var det mon hans ventede gæst?

 Et stille suk var alt der hørtes, inden en skikkelse trådte frem i dørkarmen. Drengen fik straks et noget misfornøjet udtryk i ansigtet. Det var ikke den person han ventede på. I stedet, var det den pige han for ikke så forfærdelig lang tid siden, havde sendt på porten. Han huskede, at han elskede hende.

Eller det var i hvert fald, hvad folk skulle tro. At virkeligheden var en anden, og at han for altid var dømt til et liv i stilhed, var en anden sag. Men bag lukkede døre, behøvede han ikke at spille skuespil.

Ikke på det pågældende tidspunkt i hvert fald.

”Hvad vil du?” Spurgte han skarpt. Pigen rystede blot på hovedet. Det var utroligt, hvordan hun gang på gang skulle finde ham der, og hvordan hun gang på gang skulle minde ham om, at det var dem der var sammen. Hun var bekymret for ham, men hun turde ikke sige det til nogen, i frygten for at han skulle gøre det forbi. Ikke, fordi hun betvivlede hans kærlighed for hende, men han havde opført sig så sært siden....

Drengen afbrød hendes tankespind, ved endnu engang at lade hårde ord flyde ud af munden på sig. Han ventede på en helt speciel person, og det faktum at hun ikke vidste at hans såkaldte kærlighed for hende var det rene fup, var ikke hans problem på det pågældende tidspunkt. Han vidste, at han måtte være forsigtig i sine udtalelser, men han havde ikke tænkt sig at lade som om.

Ikke dér i hvert fald.

”Louis hvad...” Med et enkelt blik og en finger pegende bydende i retning af døren, afbrød han hende. Hun åbnede munden for at tale videre, men endnu engang kom han hende i forkøbet.

”Jeg venter på nogen, kan du ikke se det?” Vrissede han skarpt, og da var det femøren faldt for pigen. Værelset, trøjen, hans utålmodige stemmeleje.

Der var kun én person han kunne vente på. Og hun vidste hvem det var. Det var den person der havde fået lov til at trøste ham når han brød sammen, dén person, der fik lov til at sove i hans seng om aftenen, når hun ikke var der.

Dén person, hun vidste hun delte hans hjerte med.

”Men Louis. Søde lille skat. Harry hængte sig selv for to dage siden, kan du ikke huske det? Du skal til begravelse på lørdag. Kom her engang.” Sagde hun kærligt, og rakte armene frem. Louis sendte hende blot et dræbende blik.

”Han kommer. Harry holder altid hvad han lover.”  Sagde drengen stædigt, inden han knugede papiret i sin hånd endnu strammere end før. De få ord på papiret var nok til at han blev siddende hver eneste aften, det samme sted og ventede.

”Real Eyes Realize Real Lies.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...