Et år i LA

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Igang
Aliyah flyter hjem til hendes moster i LA, for at bo der i et år. Hun skal starte på andet år på en High School i LA.

Hendes fætter, Ethan, er den "populære" senior elev - som man nok kan gætte - er kærester med den smukke "cheerleader-darling", Larissa.

Aliyah har valgt musik, som hendes valgfag. Hun møder et par elever til musik, som hun ender med, at snakke rigtig godt med.

Movellaen handler ellers bare om, hvordan Aliyah har det i LA, i skolen og med eleverne. I det hele taget handler den bare om hendes liv, lige på det tidspunkt.

1Likes
11Kommentarer
212Visninger
AA

2. St. Bernard High School.

KAPITEL TO: St. Bernard High School.

 

 

Jeg sidder på passagersædet ved siden af Ethan. Vi er på vej over til skolen. Den skole jeg skal starte på. 

Efter en halv times kørsel, kører Ethan ind til siden. "Aliyah, jeg er ked af det her, men du bliver nødt til, at gå herfra over til skolen. Du kan se den for enden af den her gade. Og forresten skal du helst ikke nævne noget om, at du er min kusine, eller at du bor hos mig. Det vil ødelægge en hel del for mit omdømme," siger Ethan. 

Wow, sikke en idiot. Tænk, at min fætter er sådan. Hvorfor tænker folk kun på deres omdømme? De tænker kun på, at blive populære, eller blive venner med en populær. Hvorfor tænker de ikke på, at lære noget, så de kan få en ordentlig uddanelse? Det er så åndsvagt. Fuldstændig skudt i hovedet. 

Jeg føler ikke jeg har noget, at sige til ham. Jeg kan bare ikke klare sådan noget. Det får mig lyst til at kaste op. Ad.

"Fedt, Ethan. Tak for det," siger jeg iskoldt. Jeg stiger ud af bilen - uden at se en eneste gang på ham - og smækker døren, så hårdt i som jeg kan. 

Han starter bilen og køre væk fra mig. 

Idiot. Andet har jeg ikke at sige.

 

+++++

 

Jeg når heldigvis skolen fem minutter før den første time starter. Inde på kontoret har jeg fået en seddel, hvor der står hvilke timer jeg skal have, og hvor klasselokalerne er. På seddelen står der, at jeg skal have engelsk som den første time, og det er i lokale 134. 

Jeg går lidt rundt på gangen, for at finde klasselokalet. Jeg stopper ved en dør, og tjekker en sidste gang, om det er det rigtige lokale. "Engelsk i lokale 134." Jeg løfter hovedet og tjekker nummeret på døren. "Lokale 134." Så er det nu. Min første time på den nye skole i LA. Jeg tager en dyb indånding og åbner stille døren. Inde i klasseværelset bliver alle pludselig stille. De stirre alle sammen på mig, som om jeg er en to meter høj klovn. 

Super fedt, det må man nok sige, at det er.

 

"Du må være den nye elev. Jeg er Mr. Montgomery og er din engelsk lære. Fortæl lidt om dig selv," siger en høj, ung mand, som står ved tavlen.

Nervøst siger jeg: "Jeg hedder Aliyah Jones. Jeg skal være udvekslingsstuderende her i LA, i et år. I England bor jeg i en lille by, som ligger 100 km fra London."

"Fed accent," siger en dreng, man kan høre sarkasmen i hans stemme. 

Jeg kan ikke se, hvem der sagde det. Det sidder alt for mange elever herinde, som kunne have sagt det. 

"Tag dig dog sammen," siger en anden dreng pludselig. 

Jeg får øje på ham. Han har de smukkeste blå øjne og sort uglet går.

Hvad kan jeg sige? Han ser da godt ud. Nej, ad. Du kender ham ikke. 

"Hold så op i to. Aliyah, det må du undksylde! Din plads er ovre ved vinduet," siger Mr. Montgomery.

I stedet for at svare, går jeg stille hen mod min plads og sætter mig. 

 

+++++

 

"Husk lektierne til på onsdag. Side halvtreds ti treds i engelskbogen. Den her gang, skal i kun læse. Men husk nu også, at i skal kunne forstå det i læser, og i skal også kunne forklare hvad det handler om. Hav en god dag, og vi ses på onsdag," siger Mr. Montgomery. 

Klokken ringer ud til frikvarter, og alle elever løber ud af klassen. 
Jeg er stadig ved at pakke min taske, da der pludselig er et par sorte støvler foran mig. Jeg løfter hovedet og ser, at det er ham fra starten af timen. Ham med de smukke blå øjne og det sorte uglede hår. Han er endnu pænere tæt på.

Åh, de der øjne. Stop Aliyah, stop dig selv.

"Hey, Aliyah, ikke?" spørger han.

"Hej. Jo, jeg hedder Aliyah," svarer jeg. 
Hvad vil han nu?

"Jeg ville bare lige sige, at du ikke skal tage dig af Bryan. Han er en idiot, man ikke gider omgås," siger han og virker ret irriteret. 
Hvorfor siger han mon pludselig det? Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.

Efter lidt tid tage jeg mig sammen og siger: "Nå, okay. Tak for, at du siger det."

Han kigger på mig med et skævt smil på læben. Han ser jo endnu bedre ud når han smiler. 

Aliyah, stop så.

Jeg kan ikke andet end, at smile tilbage. Bare jeg nu ikke ligner en klovn.

"Ved du hvor kantinen er?" spørger han pludselig.

"Nej, ikke rigtigt. Jeg har jo kun været her i et par timer, så jeg har ikke haft muligheden til, at finde den," svarer jeg. 

"Så lad mig vise dig, hvor den er," siger han insisterende.

Well, hvis han spørger, hvorfor så ikke sige ja?

"Okay," siger jeg og lyner min taske. 

Jeg går hen til ham og vi begynder at gå mod kantinen.

 

++++

 

"Har man bestemte pladser i kantinen, her på skolen?" spørger jeg, for at være sikker på, at der ikke pludselig kommer en og jager en væk.

"Det er der ikke rigtigt, men folk tænker bare, at det bord de satte sig ved i starten, er deres bord. Men du er velkommen til, at sidde sammen med mig," svarer han.

Det ser ud til, at jeg får mig en ny ven her. Jeg kan stadig ikke modstå de smukke blå øjne, som kigger ind i mine lysebrune øjne. Og det skæve smil. STOP, Aliyah. Du har kun kendt personen i ti minutter.

"Det vil jeg da meget gerne," siger jeg også lettet over, at jeg ikke får problemer med nogle folk, fordi jeg har sat mig ved deres bord. 

"Fedt. Jeg sidder lige derovre i hjørnet," siger han og peger over mod et bord. 

"Okay, køber lige noget mad, så kommer jeg," siger jeg og tager en bakke til maden. 

Han vender sig om og går hen mod bordet.

 

+++++

 

Da jeg har tager min mad, går jeg hen til bordet, hvor jeg kan se Luke sidder.

Når jeg kommer hen til bordet, kigger Luke op på mig mens jeg sætter mig på bænken overfor ham. Jeg ser ned på bordet. Han har ikke taget noget mad.

"Skal du ikke have noget at spise?" spørger jeg.

"Nej, jeg er ikke sulten. Jeg klarer mig fint med mine smøger," svarer han.

Selvfølgelig ryger han. Med den badboy attitude, kan man vidst godt regne med, at han ryger.  Jeg hader virkelig, at folk ryger, især hvis de kun gør det, for at virke sej. Det håber jeg ikke han gør.

"Ryger du? For at være helt ærlig, synes jeg, at det er klamt at ryge. Det er i hvert fald utrolig usundt. Hvorfor ryger du overhovedet? Ikke sig, at det er for at virke sej eller barsk," siger jeg ærligt.

Han begynder at grine lidt. "Bare rolig, Aliyah. Jeg ryger kun en gang imellem. Og nej, det er ikke for at virke sej eller barsk. Jeg gør det, fordi jeg var så dum, at jeg begyndte at ryge som tretten årig, og det er vel blevet en vane. Jeg har skåret meget ned på rygningen, og desuden tager jeg nok kun tre sug af en smøg, før jeg slukker den igen," siger han. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har ikke rigtig mere at sige omkring det, andet end at det er dumt.

Lidt efter forsætter han: "Jeg forstår dig udemærket godt, Aliyah. Det er dumt at ryge, men det er også hårdt at stoppe. Når jeg har haft det som vane i snart fem år, er det meget svært at stoppe, men som jeg sagde før, så har jeg skåret meget ned for det, så det er ikke så slemt."

"Fem år? Hold da helt op. Men jeg har ikke mere at sige, end af jeg synes det er dumt, men det er selvfølgelig altid godt, at du har skåret lidt ned for det," siger jeg.

Jeg smiler til ham og han smiler så igen. 

 

+++++

 

Jeg tager en bid af mit æble, da Luke siger noget: "Sebastian, hej!" 

Hvem er Sebastian?

Jeg kigger op på Luke, og så op på den person, som står ved siden af ham. Det må være Sebastian.

"Hej Luke. Hvem er hende pigen?" spørger han og kigger underligt på Luke.

"Luke, det her er Aliyah, den nye pige. Aliyah, det her er Sebastian, min ven," svarer Luke og pressentere os for hinanden. 

Sebastian sætter sig ned ved siden af Luke og trækker hans hånd frem. "Hej, Aliyah. Jeg er Sebastian, Lukes ven," han tager hans hånd ind på midten af bordet. Jeg giver ham hånden og siger: "Hej, Sebastian." 

Mine øjne møder igen Lukes, men jeg kigger hurtigt væk igen. Jeg ser i stedet for, ned på mit æble og tager en bid af det.

 

"Hvad så, Aliyah. Har du valgt valgfag?" spørger Sebastian.

"Nej, det har jeg ikke hørt noget om. Skal man vælge det?" spørger jeg.

"Ja, det skal man. Du kan eventuelt gå ned på kontoret og spørge dem. De giver dig sikkert listen over valgfag," svarer han.

Hvis jeg så bare lige vidste hvor kontoret ligger, ville det være fint.

"Ved du overhovedet hvor kontoret ligger?" spørger Luke.

"Nej, egentlig ikke," svarer jeg, og håber på en måde, at han vil vise mig vej. 

"Jeg kan vise dig, hvor det ligger," siger han.

Lige hvad jeg havde håbet på. 

"Det ville da være dejligt, men det behøver du ikke," siger jeg.

"Det vil jeg gerne. Så kan jeg også slippe for lidt af timen," siger han.

"Well, skal vi så gå nu?" spørger jeg og tager min bakke i mine hænder.

"Ja, det kan vi godt. Er det i orden med dig, Bas?" spørger han. 

Bas, må være Sebastians kælenavn. 

"Ja ja, bare gå," siger Sebastian.

Vi rejser os begge og går hen mod gangen. Jeg smider bakken op på skraldespanden, hvor alle de andre bakker ligger. 

Vi går i tavshed indtil vi når kontoret. "Så er vi her," siger Luke. Han åbner døren til kontoret og går ind først.

"Sikke en gentleman du er," siger jeg sarkastisk med et smil på læben.

Han vender sig om. Han smiler også. "Ja, ikke? Det siger folk tit til mig," siger han også sarkastisk. 

Vi kommer til endnu en dør, hvor han denne gang holder døren, for at jeg kan gå ind først. 

"Var det bedre?" spørger han, stadig med et smil på læben.

"Ja, meget bedre," siger jeg og griner.

 

Inde på kontoret sidder en gammel dame. Hun opdager os hurtigt komme ind og kigger så op på os. "Hvad kan jeg hjælpe med?" spørger hun.

"Jeg tænkte på, om i har sådan et ark, hvor man kan vælge valgfag? Jeg er nemlig ny her, og har lige hørt om, at man skal vælge valgfag," spørger jeg.

"Ja, nu skal jeg lige finde det," siger hun og går hen mod en stor mappe med forskellige papir i. 

Efter hun har ledt i et stykke tid, kommer hun hen til mig med et stykke papir og en blyant. "her er arket. Du skal bare sætte et kryds ud fra det valgfag du helst kunne tænke dig, at gå på," siger hun.

"Tak for hjælpen," siger jeg og tager blyanten.

Hold da helt op, der er mange valgfag man kan vælge imellem.

Af alle de næsten halvtreds valgfag der er, er der et som siger mig noget. Jeg sætter et kryds ud for musik og aflevere det til damen. 

Luke går ud på gangen med mig i hælene. 

"Hvor skal du så hen nu?" spørger han.

Jeg tager seddelen op af min lomme, hvor der står hvilke timer jeg skal til. 

"Jeg skal have fysik nu," siger jeg.

Åh nej, ikke fysik. Det er det værste fag. Sidst jeg lavede et forsøg med ild, brændte jeg min finger. Og det gjorde skide ondt, for at være ærlig.

"Jeg skal have dansk, som ligger i den anden ende af skolen, så vi bliver nødt til at skilles her. Kan du godt finde fysiklokalet?" spørger han.

"Det skal nok gå. Der står jo tal på dørene," siger jeg.

"Okay, men så ses vi vel på et tidspunkt. Vi ses," siger han. Han vender sig om og går den anden vej. 

"Vi ses," siger jeg, højt nok til at han kan høre mig.

 

+++++

 

Endelig er skolen omme. Min første skoledag i LA. Det gik meget bedre end, hvad jeg havde regnet med. Da jeg har fået et par venner - eller det tror jeg i hvert fald - og der har ikke været nogle dumme folk, som har provokeret mig endnu. På den skole jeg gik på i England, var folk totalt ligeglade med mig. Hver gang nogen gik forbi mig, gik de ind i mig, som om jeg var usynlig, som om jeg slet ikke var der. Så jeg er lettet over, at det har været så anderledes her. 

 

Jeg går ud i skolegården og ser, at Ethans bil ikke er der.

Selvfølgelig er han kørt uden mig. Han vil jo ikke blive set med mig, som om jeg er hans hemmelige kæreste, eller sådan noget. Ethan, jeg er din kusine, og hvorfor må folk ikke vide det? Og takket være dig, bliver jeg nødt til at tage skolebussen hjem. Tusind tak, Ethan. Hvor er du dog sød.

Jeg går opgivende hen på en bænk i skolegården. Ved bænken står et skilt over, hvornår bussen kommer. Den næse går klokken kvart i fem. Jeg tager min mobil frem og tjekker hvad klokken er. Klokken er kun tyve minutter over fire. 

Tak Ethan. Nu skal jeg vente her i skolegården alene - alle er tager hjem - og vente på en skolebus, som først komme om femogtyve minutter. Tak skal du have.

 

+++++

 

Jeg hører fodspor nærme sig mig. De samme sorte støvler fra tidligere, står nu ved siden af mig igen. Jeg kigger hurtigt op og ser de smukke blå øjne og det uglede sorte hår. Hans øjne møder mine. "Hvad laver du stadig her? Skal du ikke hjem?" spørger Luke.

"Hej igen. Jo, jeg skal hjem. Jeg sidder her og venter på, at bussen kommer," siger jeg.

Luke går hen mod skiltet over busplanen. 

"Aliyah, bussen kommer ikke efter klokken fire. De lavede det om i starten af året, de har bare ikke fået det fjernet," siger han og griner.

Det var lige hvad jeg havde brug for at høre, og det grin gør det ikke meget bedre. Jeg kan simpelthen ike overskue det her lige nu.

"Fedt. Mit hus ligger mindst tyve kilometer herfra. Men vi ses i morgen, jeg må hellere begynde at gå hjemad, så jeg kan nå hjem til aftensmaden. Hej hej," siger jeg irriteret. Inden han når at sige noget, rejser jeg mig op og går.

"Vent, Aliyah," råber han efter mig. Han løber til han når mig. "Aliyah, jeg mente det ikke på den måde. Du må undskylde, hvis jeg fornærmede dig. Det var slet ikke sådan det skulle lyde," siger han og går ved siden af mig.

Hvorfor kan han ikke bare være ligeglad og tage hjem? Hvad er hans problem overhovedet?

"Det går nok, men jeg skal altså nå hjem, så min moster ikke bliver nervøs. Farvel Luke," siger jeg.

Jeg kan høre, at han stopper op, men lidt efter kan jeg hører ham komme tættere på mig. "Aliyah, jeg kan godt køre dig hjem, hvis du altså vil have et lift," siger han.

Åh, det ville da være dejligt. Men nej, hvorfor vil han give mig et lift? Jeg kender ham knap nok. Skal jeg tage i mod hans forslag eller tør jeg overhovedet, når jeg knap nok kender ham?

"Eller du kan også bare vælge, at gå tyve kilometer hjem. Jeg gav dig muligheden, men det virker ikke til, at du tager imod den," siger han og stopper op. 

Fuck det, jeg gør det bare. Jeg gider fandme ikke gå tyve kilometer. Tyve kilometer i denne varme, lyder ikke sjov.

Jeg vender mig om, for at tage imod muligheden, men Luke er allerede flere meter væk fra mig, så jeg løber hen til ham. 
Da jeg endelig når op til ham, tager jeg fat i ham ærme og prøver at stoppe ham. "Luke, jeg vil gerne have et lift. Selvfølgelig kun, hvis jeg stadig må," siger jeg. 

Han kigger hurtigt på mig uden at sige noget, og går igen.

Aliyah, din dumme ko, hvorfor skal du altid være så besværlig? Selvfølgelig gider han ikke køre sammen med sådan en taber, som dig.

 

"Så kom inden jeg ombestemmer mig," kan jeg høre Luke råbe. 

"Åh, tusind tak Luke," råber jeg tilbage og løber hen til ham.

"Det var så lidt," siger han og ser hurtigt på mig.

Vi går hen på parkeringspladsen. Der holder en lille sort bil og en stor sort motorcykel på parkeringspladsen, andet holder der ikke. Jeg regner med, at bilen er hans, da det ville være umuligt for en på vores alder, at have råd til sådan en stor motorcykel.
Jeg går hen mod bilen, men opdager, at Luke ikke er med.

"Hvor skal du hen?" siger han.

Jeg vender mig om, og ser Luke stå ved motorcyklen. 

Wow. Den er virkelig hans. Den passer også meget godt ind i den badboy stil han kører. Nu hvor jeg nævner det, så virker han ikke særlig badboy-agtig. Det er mere hans udseende. Det sorte hår, de blå øjne, læderjakken og de sorte støvler. 

"Er det virkelig din? Den er fed," siger jeg.

"Jep, det er min og ja, den er ret fed. Kommer du?" siger han.

"Ja, jeg kommer," siger jeg.

Jeg går hen til ham. Han giver mig en hjelm, og tager selv en på. Han sætter sig op på motorcyklen. "Sæt dig op," siger han. Jeg sætter mig bag Luke og holder fast om hans talje, for ikke at risikere, at ryge af.

"Er du klar?" spørger han. 

"Ja, det er jeg," svarer jeg.

Han starter den og så kører vi.
Den larmer noget mere end en bil, men hvad fanden? Det er da bedre end at gå, og så er det også en oplevelse. 

 

++++++

 

Jeg har brugt meget lang tid på, at finde ud af hvad jeg ville skrive, og nu synes jeg endelig, at jeg kom frem til noget, som lød okay, godt. Så jeg håber i kunne lide dette kapitel.

Undskyld, hvis der er fejl, men jeg har ikke rettet den.

Karoline. :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...